Prædiken til 5. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.

Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 5. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Amen.

Det er tidlig morgen ved Genesaret Sø. Fiskerne har arbejdet hele natten – og fanget intet. Deres net er tomme. De er trætte. Skuffede. Og så kommer Jesus.

Han går ikke udenom deres skuffelse. Han stiller sig midt i deres hverdag, midt i deres tomme net. Og han siger: “Læg ud på dybet.”

Og Peter svarer ærligt: “Mester, vi har slidt hele natten og intet fået.” Men han gør alligevel, som Jesus siger, og kaster nettene ud igen. Og nettene fyldes. Og dér, midt i overfloden, falder Peter på knæ:
“Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

Han tror, han må fjernes fra det hellige, fra Jesus. Han tror, Gud må holde afstand fra én som ham. Men Jesus handler modsat hans forventning. Jesus siger: “Frygt ikke. Fra nu af skal du fange mennesker.”

Og med de ord trækker Jesus Peter ind i noget nyt.
Ind i et liv, hvor det ikke handler om at være perfekt, men om at følge.
Ikke om at præstere, men om at stole på en, Jesus, der aldrig giver op.

Det er let at tro, at Gud kun kalder dem, der er stærke, sikre, troende nok. Men teksten i dag viser os det modsatte:

Gud kalder på netop dem, der tvivler på, om de kan bruges. Peter følte sig forkert – og blev den første discipel. Han fejlede igen og igen – og blev alligevel den, Jesus kaldte på: “Følg mig.”

Og det samme gælder os. Vi har for det meste tomme net. Kan føle os uegnede. Vi kan tænke: Jeg er ikke troende nok, ikke god nok, ikke from nok.

Men Jesus siger også til os: “Frygt ikke.” For frelsen afhænger ikke af vores styrke – men af Guds kærlighed.

Og den kærlighed rækker ikke bare hen til os, men til alle. Det er ikke kun de første disciple, der bliver samlet ind. Det er hele menneskeheden.

Og det er det håb, vi holder fast ved: At uanset hvor tomme vores net føles – uanset hvor langt vi kommer væk – så er vi allerede set, allerede kaldet, allerede elsket.

Det gælder også dem, vi har svært ved at forstå. Dem, der tror på en anden måde.
Dem, der siger nej – eller ikke ved, hvad de tror på. Dem, vi aldrig troede skulle høre til. Også dem hører Gud ikke op med at kalde.

Derfor tør vi tro, at det ender godt. Ikke fordi vi har fanget nok. Ikke fordi vi har bedt nok, troet nok, forstået nok.

Men fordi, at det er det, Gud gør. Samler mennesker ind i sit lys.

Det kan være oplagt at spørge, hvis Gud faktisk ender med at samle alle ind i sit lys, hvilken forskel kan vi så selv gøre?

Hvis alle bliver frelst, har vores gerninger, vores sind og tanker, vores bønsliv, alt det vi hver især kan forbinde med et kristent liv, har det overhovedet noget at sige?

Og hertil er mit svar: Ja, i den grad. Det bringer os nemlig tættere på Gud.

Som nogen vil vide, har jeg før talt om syv områder, som kan få os tættere på Gud, nemlig: Dåben, nadveren, kærlighedens gerninger eller omsorg for alt levende, bøn til Gud, naturoplevelser, Ordets forkyndelse og velsignelsen.

Alt sammen med til at bringe os tættere på Gud.

Det har jeg også valgt at skrive en salme over. Og som det fremgår af disse syv områder, så er der faktisk ikke rigtigt noget nyt under solen. Men hvis man overvejer, og reflekterer over, hvad der får os tættere på Gud, hvad der gør, at frelsen, den endelige frelse, hvad der gør, at den bliver så smertefri som muligt, så må det være at have været så tæt på Gud i det jordiske liv som muligt.

Derfor har det også været vigtigt for mig at vælge en melodi, der har rod i traditionen, og også gerne en salme, der hylder samme. Derfor er ”Kirken, den er et gammelt hus” som melodi helt oplagt.

Som det fremgår af dagens tekst, er kristendommen på en måde et paradoks. På den ene side er det efterfølgelsen, det hele kommer an på. At vi følger Jesus.

På den anden side skulle det helst ikke opleves som en præstation, men som en gave. Som et sted vi kan hvile og være uden nogen fornuftig grund.

Det hele handler om at elske og leve, og det kan være svært nok, selv med Guds nåde. Derfor vil jeg afslutte med ordene: ”Bær os, o Gud, med kærlig hånd / Hjælp os med selve troens bånd / Så kan vi elske og leve”.

Amen.

Herefter sang vi den nye salme - se her