Unge danske popsangerinder-tema: Om livets brød, undren og savn
Prædiken til midfaste søndag, 2026. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Johannesevangeliet, og læses til midfaste søndag, 2. tekstrække: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Amen.
Engang tilbage i 90erne hørte jeg et radioprogram, hvori man forsøgte at oplæse tekster fra popsange. Det blev gjort på samme måde, som man ville læse et digt højt, eller en tekst fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente. Og det interessante var, at man hørte teksterne på en helt anden måde.
Og jeg har tit tænkt over, hvor oversete mange popsange er, fordi at musikken kan signalere, at det her ikke er seriøst ment. Og hvis man så alligevel giver sig tid til at læse teksterne, kan man få sig en overraskelse. Det gælder selvfølgelig ikke alle sange, men ofte flere, end man skulle tro.
Jeg tror også vi alle kender til sondringen mellem klassisk musik, rock og pop, og hvad de forskellige genrer ellers hedder. Men som Philip Faber plejer at sige i slutningen af den klassiske musikquiz på DR: Husk, al musik bliver klassisk med tiden.
Det, som vi i dag kalder klassisk musik, var datidens popmusik. Det har også Aarhus Teater forstået. I deres opsætning af Tristan og Isolde, er Richard Wagners operamusik fra 1860erne erstattet af moderne popmusik.
De salmer, vi kan læse i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente, var datidens popmusik. Teksterne handler helt åbenlyst om noget forskelligt, og der lægges vægt på noget forskelligt, fordi at livssituationerne er meget forskellige. Hvad der betyder noget, for vores tilværelse i dag, har selvfølgelig fællesmængder med fortidens mennesker, men der er også – selvsagt – nye udfordringer og problemer. Nu omtales Gud ofte i Salmernes Bog. I Ordsprogenes Bog, derimod, også fra Det Gamle Testamente, kan man finde flere tekster, uden Gud er nævnt. Og i Højsangen, også fra Det Gamle Testamente, nævnes Gud slet ikke.
Og jeg synes, at de oplæste tekster fra alteret, er sigende eksempler. Det er ikke åbenlyst, at teksterne stammer fra nye popsange, da de egentlig bare handler om tilværelsen på godt og ondt. I Milles tekster er der ofte en utrolig sårbarhed og usikkerhed på spil. Livet er noget af en prøvelse, som det kan være utroligt svært at finde ud af, især hvis man gerne vil have sig selv med. Mumles tekster – Mumles rigtige navn er i øvrigt Julie – Mumles tekster er ofte mere undrende. Livet er en spøjs størrelse, men lad os se at få det bedste ud af det. Og Sofie1998, som hun kalder sig selv, har det med at lege med klicheer, og tviste dem lidt.
Det er nu en uge siden, vi havde kvindernes internationale kampdag, og det markerer jeg ved kun at vælge kvindelige sangere til temateksterne, når vi ser bort fra pre- og postludium. Kvinder er stadig stærkt underrepræsenterede i toppen af hitlisterne. Så sent som forrige uge læste jeg, at kvindelige kunstnere forrige år kun udgjorde 0,8 procent af de afspillede minutter i radioen, mænd 40,2 procent. Det kan der være mange grunde til, men det er i hvert fald sådan det er. Mænd får altså 40 gange så mange radiominutter musik som kvinder. I 2026.
Det er midfaste søndag i dag, og i ulige år hører vi om et bespisningsunder, hvor Jesus brødføder en hel flok med næsten ingen mad til at starte med. I dag taler han om livets brød.
Og jeg har altid synes, det var fantastisk, at der er tekster om brød midt i fasteperioden. Og selvfølgelig er der det, for i en kristen sammenhæng handler faste om omsorg for alt levende og ikke askese. Og når jeg læser disse tekster om bespisning og livets brød, føler jeg mig altid fyld ud eller fyldt op.
Det er så rigtigt, når Jesus siger eller antyder, at vi ofte lægger for meget vægt på det ydre, fremfor det indre.
Og jeg har tit tænkt på, hvad der gør, at noget rammer os lige i maven eller hjertekulen. Når vi har set en fantastisk film, en fantastisk tv-serie eller hørt en fantastisk sang i radioen. Og så er det netop ikke så afgørende, om det er en salme, en sang eller et popnummer.
Hvorfor rammer noget os i maven på en måde, så vi stopper op, overvejer livet og tilværelsen en ekstra gang, måske får noget sat på spidsen, sat på plads eller tydeliggjort? Hvorfor bliver nogle salmer, sange eller pop- og rocksange klassikere, noget, man hører igen og igen og igen. Det er virkelig interessant, synes jeg.
Og det svarer fuldstændig til at støde på tekster, ord og afsnit i fx Salmernes Bog eller Ordsprogenes Bog, Højsangen, eller andre tekster i Det Gamle og selvfølgelig Det Nye Testamente, som gør indtryk på os og får os til at stoppe op.
Hvorfor er ”Op al den ting som Gud har gjort” eller ”What a wonderfull world” blevet klassikere, man aldrig rigtig bliver trætte af?
Kunst opstår ofte, når tingene ikke udtrykkes så entydig, som man måske ville forvente. Mille er et godt eksempel. Hun kan både synge om, hvor fantastisk det er at slippe for andre mennesker – og samtidig synge om den ubodelige ensomhed, for ikke at tale om det indre kaos, der gør os rundt på gulvet og forvirret over livet i det hele taget. Eller Mumles evige undren over livet. Om det er parforhold, forholdet mellem land og by, som vi hørte om lige før, eller hendes julesang, hvor hun udstiller vores privilegieblindhed.
Når vi hører sådanne sange, så kan de ramme os, fordi vi hører en sandhed, som kan være nok så enkel, men som vi stadigvæk har behov for at høre på en ny eller skæv måde.
Faktisk har det slået mig, hvor enkle mange af de bedste sange er. De rammer noget i os, og rim og rytme får dem til at side fast i os. Mange af vores bedste salmer lever højt på melodien, så man skal ikke underkende, hvad et godt musisk arrangement kan gøre ved en enkel, men vigtig pointe.
Og når teksterne rammer, og får os til at stoppe op og overveje tilværelsen en ekstra gang, og vi stopper op, fordi vi rammes af en flig af noget evigt sandt, så er det jo også, fordi vi fyldes ud, fyldes ud af åndeligt brød.
Ja, brød har også sin ret i en fastetid, ikke mindst, når det kommer fra Jesus, og vi skal ikke lade os forvirre af det ydre.
Man kan måske sige, at Jesus giver os den ramme, indenfor hvilken vi kan lade os inspirere til at leve og fortsat forstå livet det bedste vi kan, når vi nyder kunsten og kulturen.
Og det er klart, at ligesom der også er nogle virkelig dårlige salmer i salmebogen, er der også meget popmusik, som er både kedsommelig og forudsigelig.
Hvad er livets brød? Ja, frit efter Martin Luther er det alt, der gør livet værd at leve. Og jeg har det i hvert fald selv sådan, at hvis jeg har hørt en sang, der rammer mig, pludseligt, uventet, så synes jeg ofte, at livet bliver større og mere intenst.
Og ja, sange, der ikke har et klart kristent budskab, kan godt skabe mere kaos og usikkerhed, end godt er, hvis de er rigtigt gode, men i min optik forstørrer de bare livet som det er. Det er jo netop derfor, vi har behov for Jesus og hans forkyndelse, der kan give os en ramme og en retning.
Således kan sangtekster og anden kunst forstørre alt det grimme, det uoverskuelige, de følelser, vi helst ikke vil være ved.
For når Mille kan dyrke ensomheden og usikkerheden i nogle tekster, Mumle undre sig over det meste, og Sofie1998 lege med hverdagsbilleder, så kan det også være med til at stille det store spørgsmål, som megen god kunst ofte gør: Kunne det være anderledes?
Og det kunne det i allerhøjeste grad, for med Jesus som livets brød bliver det cementeret, at vi ofte skal vende tingene på hovedet, ja, omvende os, mod selve livet og kærligheden, og måske få mod til det, med Jesus som vejlederen.
Det kan godt være, at livet er en spøjs størrelse, og som man kan blive rundtosset over at tænke over, og som vi kan være i tvivl om, om vi lever på den rigtige måde.
Men med Jesus som livets brød, er der en retning fra ham, der også er vores eneste dommer. Et sted, hvor håb kan være, som Mille udtrykker det.
Amen.
At være lige, uden forbehold
Prædiken til skærtorsdag, 2026. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til skærtorsdag i lige år, anden tekstrække:Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« Amen.
Sommetider glemmer vi, hvor revolutionær kristendommen har været i historien.
Lad mig komme med nogle konkrete nedslag.
Vi plejer normalt at kalde den udvikling, kristendommen gennemgik i 1500-tallet med Martin Luther i spidsen, for reformationen. Men man kunne overveje, om ikke det skulle kaldes en revolution i stedet for.
Når man sætter spørgsmål ved den øverste autoritet, og laver grundlæggende om på det liv, som man forventede, at kristendommen indbød til – for i katolicismen var livet bygget op om de syv sakramenter, man havde, lige fra dåben til den sidste olie på dødslejet. Når man således går fra syv holdepunkter til at have to, altså de to sakramenter, dåben og nadveren, så ændrer man jo drastisk på livets religiøse gang.
Nu var det unægtelig også en anden tid, men når man tænker på, hvordan vi stadig opfører os i dag, kan det måske ikke komme bag på nogen, at denne reformation eller revolution, denne adskillelse mellem katolicismen og protestantismen, reelt førte til 30 års krigen i 1600-tallet.
I den forstand har man betragtet protestantismen som revolutionær. At protestantismen også gennemgik en revision, der internt førte til calvinismen, zwinglianisme og lutheranismen, er en historie for sig.
Springer vi til Danmark i 1800-tallet bliver det også tydeligt, at Grundtvigs tanker, ikke mindst af konservative, blev betragtet som revolutionær. Læser man Henrik Pontoppidans beskrivelse af denne periode i romanen Det Forjættede Land, er dét ret tydeligt. Grundtvigs tanker førte dels til oplysning for og dannelse af landbobefolkningen, bønderne, og videre til tanken om noget som uhørt som almindelig valgret. Altså, at alle skulle have mulighed for at stemme. Den danske grundlov indførte nemlig ikke et demokrati, men afskaffede kun enevælden. Ved det første valg kunne under 15 procent stemme.
Denne form for lighed har været uhørt i det vi kalder for gamle dage. Går vi til altergangen, har det også tidligere været meget kontroversielt, at også menigmand skulle smage vinen, og ikke kun præsten. Præsten Jan Hus, som også kaldes forløberen for Martin Luther, var blandt dem, der i 1400-tallet talte for, at menigmand både skulle have brødet og vinen under altergangen. De kræfter, han var oppe imod, insisterede på, at menigmand kun skulle have brødet. Vinen var kun til præsten. Faktisk var selve ideen om, at alle skulle have både brødet og vinen politisk farlig, ja revolutionær.
Og derfor blev kravet om, at både menigmand og præsten skulle have begge dele under altergangen, også et krav om, at mennesker som sådan – også uden for kirken – skulle behandles lige.
Det er tankevækkende, hvilket indtryk et ritual, som vi i dag tager for givet, hvilket indtryk det har gjort på nogle magthavere.
Det udtryk for lighed, som ligger i nadverritualet, hvor alle knæler side om side, skal vi med andre ord ikke undervurdere. Vi er alle lige meget værd i Guds øjne. Vi er alle lige meget syndere, fejlbarlige, for vor Herre.
Det viser Jesus også så eftertrykkeligt i dagens tekst, historien om fodvaskningen. Vi skal forestille os en kultur, hvor man gik med bare fødder eller bare fødder i sandaler i et støvet og varmt klima. Fødderne har været meget beskidte, og derfor var det selvfølgelig slavernes og tjenernes opgave at vaske fødderne.
Og så træder Jesus gudhjælpemig frem på scenen, og siger, at han vil vaske disciplenes fødder. Det gjorde sådan en som han bare ikke. Jesus var deres lærer og mester. Jeg er sikker på, at disciplene har været i chok. Peter bliver så befippet, at han efter sin protest beder Jesus vaske også hænderne og hovedet, men det er tydeligt, at Peter ikke har forstået, hvad det handler om, hvad Jesus siger direkte til ham.
Hvis ikke Peter lader sig vaske, har han ikke lod og del i Jesus, får han at vide. Vi kan ikke have lod og del i Jesus, hvis ikke vi er rene, eller ender med at være det. Det er dog også delvist symbolsk, for det er kun fødderne, der skal vaskes i historien.
Men selve handlingen, at vaske andres fødder, være tjenere for andre, uanset hvor beskidte de er, skal vi efterligne, siger Jesus. Det skal være vores forbillede.
Og den handling kan også opfattes som revolutionær. I hvert fald er det tydeligt, når man følger den offentlige debat i dag, at alle mennesker ikke nødvendigvis skal behandles lige.
For nogle år siden så vi serien, Messias, hvor det blandt andet lød, og jeg citerer: ”Ingen bestemmer, hvor de er født. Vores fødselssted er bestemt af skæbnen. Du blev født her, jeg blev født der. Hvad er forskellen? En grænse er en ide som er besluttet af de heldige. I dag sidder du i de heldiges stol. Husk blot, hvad der har sat dig i din stol. Skæbnen”. Citatet antyder også, at det kunne være anderledes.
Og hvis vi faktisk betragtede alle vore medmennesker som skabt i Guds billede, ville det blive anderledes.
Jesus gjorde det på radikalt vis, betragtede alle mennesker som skabt i Guds billede.
Det er ikke nemt i praksis for os andre.
At vi mennesker har svært ved det, er sikkert også grunden til, at det sommetider opfattes revolutionært eller ekstremt, hvis man mener, at alle, også dem vi ikke kan lide, også skal behandles som mennesker, skabt i Guds billede. Det bedste eksempel i vor tid, må være kriminelle udlændinge. Eller bare udlændinge. Eller muslimer. Ingen valgkamp i Danmark uden lidt muslim-bashing. Sommetider har jeg spekuleret over, hvornår jeg bliver bedt om at rejse hjem til Tanzania.
Men uanset hvem, vi bryder os om, og hvem vi ikke bryder os om, er det værd at huske på Iben Krogsdals salmelinje: ”Du skal åbne dine døre og lade folk gå ind med pløre”. Ja, og vaske deres beskidte fødder, kunne man tilføje.
I virkeligheden har det sikkert ingen gang på jorden i praksis. I hvert fald ikke for flertallet af os. Selvom det er opgaven.
Men vi mennesker har ofte et – men.
Jesus havde ingen forbehold, ingen undtagelser, ingen men’er.
Han sagde blot – helt enkelt – følg mig: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«”
Amen.