Ny prædikensamling - køb HER

Det Dobbelte Kærlighedsbud og Guds nåde

Prædiken til langfredag, 2019. Holdt i Spørring Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.« Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

Amen.

 

 

Sikke en start, denne påskeuge fik. Søndag fik vores elskede ytringsfrihed en tryk16 med uroligheder på Nørrebro, selvom man nok kan diskutere, hvad der har udløst hvad. Den verdslige magt fik i hvert fald nok at se til på de egne. Og mandag aften kunne vi følge Paris’ kristne vartegn, Notre Dame, brænde på live-tv. Det blev nærmest en verdensbegivenhed, og jeg tænker, at vi var flere, der krydsede fingre for, at branden ikke var påsat. Og så ved jeg ikke, hvor normalt det er, gentagne gange at høre på tv2 news, at påsken er kristendommens vigtigteste begivenhed.


Når det gælder vores ytringsfrihed, vil jeg som Paulus siger i en anden sammenhæng, med Paulus sige, at alt er tilladt, men ikke alt gavner.


Og i den kulturelle tragedie, branden i Notre Dame er udtryk for, viser verdens opmærksomhed dog, at vort kulturelle ophav i kristendommen, ikke mindst i den vestlige verden, absolut ikke er ligegyldig. Det er en væsentlig del af vores historie, af vores identitet.


I hvert fald som tanke eller idé.


For påskens begivenheder viser os om noget, hvor fjernt vi faktisk står fra Jesus. Og der er selvsagt et helt evangelium – et godt og glædeligt budskab i – at Jesus alligevel vil være os nær, have os hos sig, med ved sit bord.


Påsken viser os, hvor radikalt det kristne næstekærlighedsbud faktisk er. På skræmmende vis. Jesu lidelseshistorie er faktisk ikke for børn. Det handler om forråelse, fornægtelse, hån, spot og latterliggørelse, død og ødelæggelse. Og i alt dette understreges både Det Dobbelte Kærlighedsbud og Guds nåde så man bliver næsten forpustet.


Skærtorsdag bliver den nye pagt ved Jesu blod stiftet. Det er denne pagt, vi bliver mindet om søndag efter søndag, året rundt, når vi lægger op til nadver og altergang. Den nye pagt, den nye aftale, som blandt andet indebærer Jesus som et forbillede. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden, som han siger i Johannesevangeliet.


Og at Jesus mener sin kærlighed absolut bliver på uhyggeligvis cementeret langfredag, hvor han går hele vejen. Jesus nægter at tage vare på sig selv, han afviger ikke en tomme fra sin egen forkyndelse, og ender på et kors. Der hvor vi – billedligt talt – burde hænge i hans sted. Og påskemorgen er tredje gang vi får bekræftet, at Jesus er Guds søn. Første gang sker ved dåben, hvor Gud kalder Jesus for sin elskede søn. Anden gang er i forbindelse med den historie, der kaldes forklarelsen på bjerget, hvor Jesus møder både Moses og Elias. Altså repræsentanter for henholdsvis loven og profeterne. Og så påskemorgen, da Gud oprejser Jesus fra de døde.


Alt sammen begivenheder, som helt givet chokerede på Jesu tid. Det havde man ikke regnet med. Og da slet ikke palmesøndag, hvor man fejrede, at jødernes konge ankom til Jerusalem.

Palmesøndag blev Jesus budt velkommen til Jerusalem som en anden rockstjerne. Ve den, der ikke var med i heppekoret. Langfredag ønskede pøbelen ham korsfæstet. Det var blevet for farligt at være på Jesu side. Hellere frigive en kriminel end at løslade Jesus. Det siger noget om, hvor vanvittig stemningen har været, og hvor højdramatisk langfredag er.


Det kan muligvis også være baggrunden for, at mange kan føle sig provokeret, når kunsten inddrager langfredag og den korsfæstede Jesus i nye sammenhænge. Således var der en kunstner, der havde lavet en korsfæstelsesscene med Ronald McDonald. For dem af jer, der ikke ved, hvem Ronald McDonald er, så kan jeg fortælle, at det er fastfood-restauranten McDonalds maskot, og denne person ligner nærmest en klovn.

Det var altså denne klovn, McDonalds maskot, der var blevet korsfæstet. Hvorfor? Er der en mening med galskaben, eller er det bare ren og skær blasfemi?


Tja…. Hvis McDonalds er et symbol på forbrugssamfundet, så udtrykker kunstværket vel et ønske om at få korsfæstet – nå ja, forbrugssamfundet. Et ønske om, at vi ikke skal se os selv som forbrugere, først og fremmest, men som borgere. Måske endda ansvarlige borgere, der tager vare på vores næste. Altså, et såre kristent budskab.


Et andet eksempel, som nogen af jer måske kan huske, er det kunstværk, som forestiller den korsfæstede Jesus nedsunket i urin. Et værk, der selvsagt også kan sætte sindene i kog. For mig at se, afspejler værket dog blot samfundets sindelag i den forstand, at det viser, hvordan vi i praksis urinerer på budskabet. Vi er åbenbart mere forargede på et kunstværk end over vores egen handlemåde eller mangel på samme.


I hvert fald synes vi ofte at glemme, hvor radikalt det kristne næstekærlighedsbudskab, faktisk er. Skal vi for eksempel som samfund tage ansvar for flygtningebørns velbefindende, når vi faktisk kan, eller skal vi overlade det helt til forældrene, og dermed som samfund frasige os ansvaret, velvidende, at disse flygtningebørn får det dårligere. Kan man både insistere på at kalde vort samfund kristent, og samtidig undlade at gøre flygtningebørns skæbne mere tålelig, eller mindre utålelig?


Langfredag kan derfor stå som dagen, hvor vi bliver mindet om radikaliteten af det kristne næstekærlighedsbud. Jesus elskede mere end det var fornuftigt. Han endte på korset, da han nægtede at tage vare på sig selv, men blev ved, indtil det sidste, blev ved med også at forkynde kærlighed til fjenden.


Hvad der er værd at bemærke, er dog også, at nåden er absolut. Jesus viger ikke bort fra os, selvom han i påsken har alt mulig grund til det. Han gør nærmest det modsatte. Han drager os til sig. Stifter den nye pagt med os, kærlighedsbuddet, og lader sig korsfæste på vores vegne.


I filmen ”The Passion of The Christ” af Mel Gibson er der en scene med Jesus, hvor Jesus, blodigt og forslået, siger til Peter, der går forbi: Du skal elske dine fjender. Scenen er vanvittig, og man begriber ikke, som almindelig dødelig, hvordan Jesus har overskud til at tænke og tale på den måde.


Jesu reaktion og måde at håndtere sin situation på, langfredag, er urimelig ud over alle grænser. Man kan næsten blive lidt irriteret på Jesus, for hvordan skal vi dog kunne leve op til Jesus som forbillede?


Nu plejer jeg selv ofte at kalde Jesus for et forbillede. Men netop langfredag kan være en god anledning til at bemærke, at det usædvanlige ved Jesus som forbillede, er, at det er et forbillede vi aldrig vil kunne leve op til. Jesus står først og fremmest som den absolutte målestok. Altså, Jesus’ måde at udleve kærligheden på, bliver det store billede på, hvordan vi bør handle. Det er også det, der med et fint ord hedder et etisk imperativ. Hvilket helt kort betyder, at buddet om at elske står der hele tiden, uantastet. Vi kan ikke komme udenom det. Men samtidig er vi dømt til at fejle, syndere og fejlbarlige som vi er. Og derfor har vi hele tiden brug for at høre ordene fra Jesus: Dine synder er dig forladt. Så vi hele tiden kan komme videre med vores liv og elske næsten det bedste vi kan.


Amen.

Konfirmation: En kort tid?


Prædiken til 3. søndag efter påske, 2019. Holdt i Ebeltoft Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«



Jeg vil tale lidt om tid, og vores tidsopfattelse – og jeg ender ved dagens konfirmation. For hvad er egentlig en kort tid, som Jesus taler om.


Vi mener sjældent tingene bogstaveligt. Når vi siger ”et øjeblik”, så mener vi næsten aldrig et øjes blik, da det højest er et sekund. ”Et øjeblik” er muligvis op til fem minutter.

Men en kort tid?


Vores tidsopfattelse spiller os ofte et puds, ikke mindst når vi bevæger os over i den modsatte ende af tidsskalaen. Når vi hører om sorte huller, og hører, at det tager fire gange vores nuværende univers’ levetid at komme op til et sort hul, hvis vi flyver tyve gange så hurtigt, som det er muligt i dag, og vi så er fremme efter 54 millioner af år, så er det de færreste af os, der rigtigt kan kapere, hvad det er for en tidsfaktor, vi her taler om.


Ebeltoft Kirke har i sin nuværende form stået cirka 500 år. Det er klart, at 500 år er nemmere at kapere end 54 millioner af år, men 500 år er stadig mange år. Tænk engang, at en bygning har stået i så lang tid. Og mange kirker er jo ældre.


Men 500 år er jo kort tid sammenlignet med universets alder.

Så en kort tid er unægtelig en relativ størrelse.


Skal vi tale mere jordnært og hverdagsagtigt, så er det da i grunden også pudsigt, at vi faktisk er nået frem til den 12. maj, altså dags dato. Tiden siden september sidste år er faktisk gået. Og det er cirka en måned siden, jeg lavede udkastet til det, jeg nu siger, og det er måske også en pudsighed, når vi taler om tid og tidsforståelse.


Så - hvad mon Jesus mener med en kort tid.


Tja, han siger jo, at om en kort tid, skal I ikke se mig mere, og om en kort tid skal I se mig igen.


Det er en del af Jesu afskedstale til sine disciple i Johannesevangeliet, og han vil sikkert først og fremmest trøste dem. Det kan måske oversættes til: Jeg er tilbage, før end I ved af det.


Og det er sikkert rigtigt. Jesus er tilbage, før vi ved af det.


Hvad det så vil sige, at Jesus er tilbage, før vi ved af det, ja, det kan vi hver især tænke lidt over. Nu er tiden i hvert fald – om en kort tid – kommet til selve konfirmationen, hvor Jesus i ånden er tilbage for at bekræfte jeres dåb.


Og med det vil jeg ønske jer alle en glædelig konfirmation.