Ny prædikensamling - køb HER

Kærlighedsgudstjeneste: Aldrig færdigt eller fuldendt...

Prædiken til Kærlighedens Højsang, Paulus' første brev til korintherne, kapitel 13. Holdt den 14. februar 2019 i Ebeltoft Kirke.


Læs Kærlighedens Højsang her.



Som flere af jer sikkert kunne høre, så var det melodien til Kim Larsens ”Papirsklip”, vi indledte gudstjenesten med at høre som præludium.


Der er så meget at sige om dette nummer.


Faktisk fylder nummeret meget i mine egne erindringer fra min barndom, når jeg tænker tilbage. Og som det sker med mange af de musiknumre, der af en eller anden grund får tag i os, så ændrer vores forhold til disse numre sig jo også med tiden.


Jeg har for eksempel tit – og faktisk ikke mindst i min barndom – tænkt over, om det virkelig var rigtigt, at livet var langt, og lykken kort, som Kim Larsen synger i nummeret. Og hvor kort var lykken mon? Alene tanken om lykken som noget kort lyder jo næsten skræmmende. Og hvad mentes mon med lykken? Og hvorfor var det, at det var særligt saligt at give den bort. Det sidste kunne jeg slet ikke få nogen mening i, da jeg jo netop ikke kunne se, hvorfor lykken skulle gives bort, hvis man faktisk havde den.


Og inden for den sidste tid – ikke mindst siden Kim Larsens død - har jeg ikke mindst haft sætningen ”et aldrig færdigt eller fuldendt motiv, sort silhuet af kvinden i mit liv” kørende i mit hoved.


Det er et udsagn, som i den grad kan høres som en kærlighedserklæring til ægtefællen. Et udsagn som handler om, at vi aldrig bliver færdige med at tage mentale billeder af vores ægtefæller eller kærester, og den tanke er jo virkelig magisk.


Og så er det sikkert også nemmere at forstå det der med lykken, som skal gives bort. Det skal ikke tages så bogstaveligt, det handler vel snarere om at springe ud på de 70.000 favne, når det gælder kærlighed og hengivenhed til en elsket person. Risikere lykken, kunne man måske sige.


I virkeligheden kan man spekulere længe over udsagnet ”et aldrig færdigt eller fuldendt motiv”, som Kim Larsen i øvrigt synger ganske lidenskabeligt.


Og jeg tænker, at det handler om en blanding af forventninger og forhåbninger, og ikke mindst de stadige overraskelser, vi kan blive mødt af.


For jeg tænker, at vi alle sammen i større eller mindre grad – mere eller mindre bevidst – har et eller andet billede af den anden, sin ægtefælle eller kæreste, et eller andet billede af ham eller hende i sit hoved.


Det kunne man kalde vores mentale, vores indre, billede af den anden. Det vil i høj grad være det billede, der præger vores omgang i dagligdagen. Præger vores forventninger til den andens reaktionsmønstre. I større eller mindre grad, i hvert fald.

Men som bekendt, så udvikler vi os alle sammen med tiden, mere eller mindre. Eller også får vi blot øjnene op for andre sider af ægtefællen, end vi måske var klar over, eller har haft øje for tidligere.


Og det kan jo være fremkaldervæske til et nyt mentalt, indre billede af ægtefællen. Vi kender sikkert alle sammen godt følelsen af ”hov, kan hun også være sådan”, eller ”wow, den side troede jeg slet ikke han havde”.


Eller lignende a-ha-oplevelser, eller hvad vi nu skal kalde disse opdagelser.


Et aldrig færdigt eller fuldendt motiv. Det bliver aldrig færdigt eller fuldendt.


Og hvad har alt dette så med kærlighed at gøre, kunne man passende spørge nu.


Ja, man kunne være fræk og svare, at hvor kærligheden faktisk er tilstede mere eller mindre hele tiden, der ville man slet ikke stille spørgsmålet. Den umiddelbare kærlighed bliver altid brudt, når vi begynder at stille spørgsmål.


Nu er det jo en almenmenneskelig erfaring, at sådan forløber livet sjældent. Siden umiddelbarheden blev brudt med Adam og Evas ulydighed og uddrivelse fra Edens Have, har vi konstant stillet os selv og hinanden spørgsmål, og været nysgerrige. Været selvrealiserende, som vi ville sige i dag.


Men det betyder selvfølgelig også, at når vores kæreste eller ægtefælle overrasker os, så kan vi ofte ikke lade være at spørge, hvorfor man ikke havde set den egenskab eller den tilbøjelighed tidligere. Er det en positiv overraskelse tænker vi nok mindre over det, end hvis vi bliver skuffede eller på anden måde negativt overraskede.


For vi kender vel alle til – de fleste af os, i hvert fald – at når nyforelskelsens hvedebrødsdage er ovre, så begynder vi at opdage, at ægtefællen faktisk også har nogle fejl og mangler ligesom os selv.


Og så kommer det store spørgsmål, om kærligheden overvinder alt?


Og her er det enkle svar, at det gør den jo, hvis den faktisk er der. Hvor lykken og livsfylden er tilstede, stilles der ikke mange spørgsmål af den karakter. Og hvis det er rigtigt, så er lykken måske faktisk kort, da disse guddommelige stunder af ren livsfylde er sjældne i de fleste menneskers liv. Ikke at forveksle med livsglæde.


Hvor er kærligheden så tilstede i udsagnet ”et aldrig færdigt eller fuldendt motiv”?


Ja, for mig at se, er dette udsagn en lille perle, da den kan sige en hel del om kærlighedens væsen.

Ikke mindst den kærlighed, vi har til vores ægtefælle.


For det første handler det jo om den stadige glæde ved hele tiden at opdage nye facetter, nye sider af sin ægtefælle. Og lade sig fascinere af, at man til stadighed finder nye nuancer af sin elskede.

At de mentale, indre billeder af ægtefællen justeres med mellemrum.


For det andet handler det jo også i den grad om, at vi forsøger at omfavne alle disse nye facetter, nye sider af ægtefællen med kærlighed. Og kærlighed kan jo også være overbærenhed, så længe den ikke slår over i selvgodhed eller selvretfærdighed.


Og det går jo – eller skulle helst gå – også den anden vej rundt. For de sider af os selv, som vi måske hver især er mindre begejstrede for, og som vores ægtefælle eller kæreste kan risikere at opdage hos os, disse sider håber vi sikkert hver især, at vores ægtefælle netop er overbærende overfor hos os.


Alt dette må vi så, hver især, gøre, så godt vi kan. Vi er trods alt hverken Gud eller Jesus.


Kærlighedens Højsang, skrevet af Paulus, og som jeg lige har læst her fra prædikestolen, handler netop om Guds kærlighed. Heldigvis, var jeg lige ved at sige, for den kærlighed, som Paulus beskriver, kan vi mennesker jo slet slet ikke leve op til.


Det ændrer dog ikke på, at det jo er vores opgave at omfavne hinanden med kærlighed, som buddet lød fra de tre forskellige versioner af det dobbelte kærlighedsbud, jeg læste fra alteret. Og som jeg ofte siger ved mine vielser, så kan man sige, at det netop er ægtepars opgave at udleve kærlighedsbuddet særligt intenst indenfor rammerne af ægteskabet. Med stadig nye mentale indre billeder af ægtefællen, aldrig færdige eller fuldendte. Stadig nye nuancer, som skal omfattes med kærlighed, og måske, engang imellem – med overbærenhed.


Amen.


Sammenligningens forbandelse

Prædiken til septuagesima søndag, 2019. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«  Amen.



Lad mig indlede med to forskellige citater.


Først vil jeg citere afdøde Troels Kløvedal. Han har engang sagt – og jeg citerer efter hukommelsen: ”Sommetider kan jeg vågne med den forfærdelige tanke, at jorden måske er paradiset uden at nogen opdagede det”.


Det andet citat tilhører generalsekretæren for Røde Kors, Anders Ladekarl. Han har for ikke så længe siden sagt: ”Jeg er bange for, at ondskab virkelig findes”.


Det interessante ved disse to citater er, at de både er så forskellige; samtidig med, at jeg tror, at begge udsagn rummer en dyb sandhed.


Nu kan man måske sige, at for en verdensmand og eventyrer som Troels Kløvedal er det nemt nok at komme med et sådant udsagn. Jeg gentager det lige: ”Sommetider kan jeg vågne med den forfærdelige tanke i hovedet, at jorden måske er paradiset uden at nogen opdagede det”. Han har som sejler og sømand set det meste af verden på en måde de færreste af os andre har mulighed for. Han har i den grad set verdens mangfoldighed.


På den anden side tror jeg også, at Troels Kløvedals tilgang til verden spiller en stor rolle. For hvis vi bruger vores energi på at se på andres fejl og mangler; hvis vi bruger vores energi på at måle os med hinanden. Så tror jeg aldrig, vi ser noget paradis nogen steder. Det er ikke fordi, at jeg har set så mange af Kløvedals udsendelser, men jeg så engang en, hvor han på havet pludselig så en delfin. Og så hans begejstring. Der var noget særligt livsbekræftende i, at en erfaren sømand som Kløvedal kunne begejstret over igen at se en delfin, som han jo har set så mange gange før.


Den danske filosof Søren Kierkegaard taler et sted om ”sammenligningens forbandelse”. Med det mente han vores tilbøjelig til hele tiden at sammenligne os med andre, at behandle mennesker ens på trods af deres forskellighed. I stedet for – for nu at sige det banalt – at være tilfreds med at være menneske.


Men at sammenligne sig med andre kræver en vis grad af refleksion, i hvert fald evne til at måle sig op mod andre. Og så er man sikker på, at umiddelbarheden ryger sig en tur. Og dermed den helt umiddelbare tilgang til livet, hvor man kan glæde sig over en delfin, selvom man har set den mange gange før.


Denne søndag og næste søndag, som begge har nogle mærkelige latinske navne i kirkeåret, kaldes begge for forfasten. Altså tiden mellem helligtrekonger og selve fasteperioden.


Og det er i fasteperioden, at hovedtemaet er Jesu fristelse i ørkenen.


Og som Knud Hansen har skrevet et sted, så blev Jesus virkelig fristet. Ellers var det jo heller ingen præstation at undgå at falde i fristelsen.


Og hvis der er noget, der kan få os ud af vores umiddelbare tilgang til livet, så er det i den grad fristelser. Samme grund, som gjorde at Adam og Eva røg ud af paradisets umiddelbare tilstand og blev tænkende mennesker.


Det bringer mig til udsagnet fra Anders Ladekarl: ”Jeg er bange for, at ondskab virkelig findes”. Han siger vel at mærke ikke, at ondskab faktisk findes. Han siger, at han er bange for, at det er tilfældet. Og det er ikke uden grund, at vi inden trosbekendelsen starter med forsagelsen. For hvis der er noget eller nogen, der frister, så er det – i hvert fald billedligt talt – det dæmoniske.


Alt det, der frister os til tænke på os selv, fremfor alt andet. Det, der får os til at fokusere på, om vi har mere eller mindre end alle andre. Til trods for, at vi måske egentlig har det ganske godt.


Og her kommer søndagens tekst ind i billedet.


For den rammer jo lige på kornet. Når vi først hører lignelsen om vinarbejderne, så tænker vi ret hurtigt, at det er bunduretfærdigt. Og det er i grunden mærkeligt, for ingen at arbejderne bliver snydt. De får alle sammen som aftalt. De har været godt tilfreds med aftalen, og det er først, da de begynder at måle sig med hinanden, at de føler sig uretfærdigt behandlet.


Jeg er sikker på, at ingen af disse arbejdere ville kunne glæde sig over en delfin på havet, for de ville bruge tiden på at ærgre sig over, at de på nabobåden måske at set to eller tre delfiner. De vil aldrig få øje på et eventuelt paradis på jorden, for de har travlt med at måle sig med hinanden.


Og ja, ondskab findes måske. Det dæmoniske findes i hvert fald, alt det der skaber spild, og ultimativ får folk til at gøre livsforholdene utålelige for hinanden. Det er jeg sikker på, at Anders Ladekarl har oplevet flere steder i verdens brændpunkter.


Men her er det vores opgave som kristne mennesker at forsage det onde, forsage alt det der frister os til at være selvtilstrækkelige, alt det der frister os til at måle os med hinanden.


For så længe at det er sammenligningens forbandelse, der fylder vores liv ud, og ikke længslen efter gudsriget, paradiset, også på jorden, så længe det er sådan, så vil vi med sikkerhed blive de sidste, mens vi har travlt med at måle os med dem, vi uretfærdigt synes er blevet de første.


Amen.