Om livskraft, traditioner, vaner og omvendelse...

Prædiken til juleaften, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke og i Tranebjerg Kirke.

Denne tekst, juleevangeliet, er fra Lukasevangeliet: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«. Amen.

Hvordan laver man gode pebernødder?

I Valdes Jul på TV2 har den unge fyr, Anker, fået den fikse ide at lave pebernødder med både sovsesmag, smag af laks eller kryddersild. Og han kan simpelthen ikke forstå, at de ikke bare sælger. Men en dag præsenterer hans vens mor, altså Valdes mor, ham for en 100 år gammel opskrift. Og de er jo gode, siger Anker. Ja, opskriften har 100 år bag sig, så selvfølgelig er de gode, siger moderen med en stikpille til sin søster, som konstant undrer sig over, hvorfor Valdes mor holder sig strengt til julens traditioner, barndommens traditioner og minder, og er næsten skuffet over søsterens manglende begejstring. Fordi man før har gjort noget, som måske gav mening engang, behøver det ikke at fortsætte, er omvendt søsterens logik.

Så måske er Ankers ide om pebernødder med smag af brun sovs lige lovlig progressiv, lidt for fremsynet?

Kristendommen indeholder faktisk begge aspekter. Det er unægtelig en gammel opskrift med et par tusinde år på bagen, og igennem historien har smagen unægtelig forandret sig flere gange. Vi forsøger så i den lutherske kirke, altså folkekirken, at gå tilbage til den oprindelige tilgang til kristendommen.

Men som sagt indeholder kristendommen begge aspekter, for selvom det også er en opskrift med mange år på bagen, som stadig virker for rigtig mange, er der også den vigtige tilgang, at med Jesu fødsel er alt blevet nyt. Og så tæller vane-argumentet ikke rigtig mere.

I en bog om Gud igennem tiden, bliver det lidt skematisk og firkantet og derfor sat på en spids, sagt, at vores syn på Gud har ændret sig igennem tiden. Her hedder det, at den gud ateister taler om, er den før-moderne gud. Den gud, kulturkristne taler om, er den moderne gud. Og den gud, vi forsøger at forkynde i folkekirken, er den post-moderne gud. Ja, det var mange ord, men pointen er, at sandsynligheden for, at vi taler forbi hinanden, kan være stor.

Den før-moderne gud, før ateismen blev opfundet, var der bare. Gud herskede over hele verden, uden videre. Den moderne gud skal – i hvert fald indirekte – vælges, før hun er til. Man kan hævde, at Gud er til, uanset om Gud vælges eller ej, men det er i hvert fald sådan de fleste opfatter gud. Og i folkekirken forsøger vi at tale om relationer og fællesskab. Man kan ikke være kristen alene. Det kunne man heller ikke i urkirken.

Derfor er Jesu fødsel også så central. Der bliver kristendommen utrolig konkret. Bibelen siger mange ting, men Jesu udsagn er for det meste meget konkrete, og hans ord skulle gerne få det til at bruse af liv i os, især en dag som i dag.

Den danske sangerinde, Soleima, synger på hendes nyeste album: ”Vi synger højt i kor, selvom ingen har sagt at vi skal. Vi synger højt i kor, selvom ingen har sagt at vi skal”. Det synes jeg er meget sigende, også for forståelse af kristendommens væsen. For troen er ikke intellektuel, troen er ikke en tankesag. Man kan ikke tro meget eller lidt. Men levet kristendom er, når vi drager omsorg for alt levende, fordi at vi ikke kan lade være. Vi gør det som om ingen har sagt at vi skal. Fordi det er en del af et naturligt gudsforhold.

Derfor kan man spørge: Hvorfor er det så, at vi rent faktisk godt kan lade være. For vores måde at leve på viser jo, at vi sagtens kan lade være.

Ja, hvis man ser på årets julekalender på TV2, Valdes jul, får vi nogle bud.

Naturen, især den magiske, fylder en del i julekalenderen. I stedet for at betragte alt det magiske ved tilværelsen, ikke mindst naturen, med ydmyghed og fascination, vil vi helst kontrollere den, udnytte den. I julekalenderen bliver nogle magiske væsner ligefrem jagtet, da en eventyrer vil have adgang til noget af det helligste ved naturen. Derfor tvinger han sig adgang til den uendelige skov, en slags paradisets have, hvor vi mennesker slet ikke har noget at gøre; længere. Men hvor den største livskraft findes i form af en tåre. Denne Paradisets Have vogtes ikke af keruber som i Det Gamle Testamente, men tåren bevogtes af hugormekongen, og det er hovedpersonen Valdes opgave at destruere denne tåre, da mennesker slet ikke kan håndtere dens eksistens. Ja, bare forestil jer, at vi i dag havde adgang til Livets Træ i Edens Have. Når vi tænker på menneskers grådighed – og det er jo alle de andre – så ville det aldrig gå godt. Men Valdes ene veninde vil bare så gerne have sin far tilbage, og hans anden veninde vil gerne have en rigtig familie. Så banalt, basalt og fuldstændig afgørende for vores selvforståelse og identitet. Hvad vil man ikke gøre af dumme ting for at blive hel, i den tro, at man faktisk bliver hel? Men livskraften kan man ikke skalte og valte med, det er den, al natur lever af, mens vi mennesker bare suger af den, så længe vi tror, det kan betale sig. Den menneskelige nysgerrighed er ikke altid af det gode, når vi ikke respekterer livskraften og naturens grænser, men i stedet kører naturen i sænk. Lyder det bekendt?

Og selvom vi altid kan blive klogere af at grave i fortiden – som arkæologen gør i julekalenderen – gør det bestemt ikke noget, at man også kan stille spørgsmål ved netop fortiden. At vi altid har gjort tingene på en bestemt måde, kan aldrig være et argument i sig selv, også selvom det engang var det rigtige at gøre.

Ja, det er godt at kende til fortidsminder og fortidens minder, men – ikke mindst i kristendommens lys – sommetider er det faktisk nødvendigt at bryde med fortidens vaner.

Det er faktisk også det en omvendelse handler om. At man pludselig ser verden på en anden måde. Også selvom det kan forekomme naivt. Således synger Simon Kvamms musikgruppe, Hugorm sammen med Peter Sommer: Naiv for enhver pris, skal alting koste en krig? Kan man forestille sig en verden uden krig? Sikkert ikke.

Kan man forestille sig en verden uden fossil energi, kan man forestille sig en verden, hvor vi ser tilbage og undrer os over dengang, vi end ikke overvejede at leve bæredygtigt.

Hvor det at leve bæredygtigt, ikke er noget vi diskuterer, men bare gør. Så vi lever bæredygtigt, som om, ingen har sagt at vi skal.

For vi må huske, at Jesus sætter omsorgen for alt levende før alt andet.

Da Jesus blev født, blev verden hel, Hans kærlighed og livskraft blev os til del.

Verden var aldrig helt forladt, en stjerne skinner i nat.

Og rigtigt glædelig jul til alle.

Amen.

Prædiken til anden juledag, 2025. Holdt i Ørby Kirke

Dette hellige evangelium fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til anden juledag, anden tekstrække: Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Amen.

Som nogen ved eller har bemærket, så taler jeg i overvejende grad om den sejrende Jesus. Det skal dog huskes, at tre af de fire evangelier taler om den lidende Jesus, i hvert fald på korset.

Det er værd at tænke på en dag som i dag, der ud over 2. juledag også kaldes for Stefans Dag eller Stefanus’ Dag. Den første kristne martyr.

Mindre kan sikkert også gøre det, og man kan også tale om en kirkes integritet og kampen for at bevare den. Således har historien om den lutherske kirke i Rwanda, i Østafrika, gjort indtryk på mig.

I 1994 var der jo et folkemord i Rwanda. Fra april og cirka hundrede dage frem, blev mange hundrede tusinde såkaldte tutsier slået ihjel af flertallet, som blev kaldt hutuer.

Desværre må man sige, at også kirkerne i høj grad var involveret og engageret i folkemordet, blandt andet fordi, at mange af de centrale lederskikkelser var sovset ind i regeringen, og derfor var afhængig af et godt forhold til det daværende hutu-diktatur.

Det er der intet godt at sige om. Men da lutherske flygtninge, som havde opholdt sig i bl. a. Tanzania, skulle tilbage til Rwanda igen, var det store spørgsmål, hvilket kirkesamfund, de skulle tilslutte sig. Ud over, at teologien gerne skulle passe med deres lutherske overbevisning, så ville de fremfor alt undgå kirkesamfund, som havde været for engageret i folkemordet.

Derfor var der en gruppe lutheranere, som valgte i slutningen af 1994 at etablere og skabe en helt ny luthersk kirke i udkanten af Rwandas hovedstad, Kigali. Og det skal tages meget bogstaveligt. De startede helt fra nul og måtte rydde et område, for at der kunne bygges en kirke.

Den historie kan der tales længe om, da det med deres egne ord var noget af et mirakel, at det lod sig gøre. Det kræver trods alt både vilje, tid og ressourcer.

I dag er det et rimeligt velfungerende trossamfund. Det var mit indtryk, da jeg besøgte kirken i august måned i år.

Derfor var det også forstemmende at høre fra den ansvarlige ved kirken, at regeringen i Rwanda har gjort det sværere at være et lille kirkesamfund. Under påskud af at ville fremtidssikre kirkerne i landet, så de alle sammen bliver mere moderne ved at leve op til en masse krav for at være lovligt kirkesamfund, har man vedtaget en del regler. Ud over nogle høje gebyrer, skal man blandt meget andet lydisolere kirkerne.

Det skal huskes, at Rwanda er et kristent land, så denne slet skjulte forfølgelse af kristne, handler om de små kirkesamfund, hvoraf allerede flere tusinde er lukket som følge af de mange nye regler.

Hvordan det ender for kirken i Rwanda, som Samsø Pastorat har kontakt til, vides ikke endnu, jeg ved blot, at de kæmper for at kunne efterleve reglerne, så de ikke bliver nødt til at lukke efter så mange år. Den lutherske kirke har aldrig haft det nemt i Rwanda, som er overvejende katolsk.

Således historien i Rwanda, blot for at gøre det meget konkret, hvad det vil sige at være forfulgt. Det behøver ikke at handle om martyrblod. Måske er det derfor, at Rwanda ikke ligger så højt på listen over lande, hvor kristne forfølges. Det er stadigvæk Nordkorea, der ligger øverst på den liste.

Og man kan måske næsten regne ud, at det at være kristen i disse lande bliver noget andet end det, vi kender til. I disse lande gør man hvad man kan, for at holde sin kristne overbevisning i live, uden at det bliver så tydeligt, at man mister livet, bliver forfulgt eller kommer i fængsel.

Så meget desto mere har vi mange gode grunde til, her til lands, i ord og handling at udleve den kristne overbevisning. Hvilket betyder, at kristendommen må stå over alt andet.

Det betyder også, at det kan være forbundet med splid at efterleve sin kristne tro. For med den i hånden, er der meget, der kan og skal modsiges, uanset hvad, man har med hjemmefra eller er opdraget med. Også når det virker naivt. Som jeg også refererede i forgårs – så kan man fx med Simon Kvamms danske musikgruppe Hugorm og Peter Sommer sige: Naiv for enhver pris, skal alting koste en krig?

En verden uden krig er sikkert en utopi, men nogen er nødt til at sige muligheden højt engang i mellem. Som Yoko Ono engang har sagt det helt enkelt: Imagine peace, forestil jer freden!

At det så paradoksalt nok kan koste nogle åndelige sværdslag at stå fast på, at alting ikke behøver at koste en krig, og at alle – også verdens stormagter, også vores såkaldte venner – at alle skal overholde folkeretten og krigens regler - som minimum – at dét skal koste nogle åndelige sværdslag en gang imellem, det er i sandhed tankevækkende. 

Men at turde at være naiv, forudsætter sikkert, at vi tager imod Gud, som vi møder ham i Kristus. Ham, der faktisk siger, at vi skal elske vore fjender.

Julenat, da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Amen.