Magtens sprog
Prædiken til juledag, 2022. Holdt i Ørby Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Amen.
Jeg vil lige indlede med at sige, at det ikke er mit valg at gentage juleevangeliet fra i går. I alle lige år, Juledag, er det altid juleevangeliet, der gentages. Som nogen vil vide, er det Johannesprologen – de første fjorten vers fra Johannesevangeliet, vi hører i alle ulige år. Men det er altså ikke i år.
Johannes Møllehave kaldte engang Juleevangeliet, altså det, vi hørte i går, og lige har hørt igen – for juleevangeliet for børn. Fordi det er så konkret og så lige til at forstå. Alle kan forholde sig til en barnefødsel.
Til gengæld kalder Møllehave Johannesprologen, som vi altså hører i ulige år, for Juleevangeliet for voksne. Fordi det både har filosofisk og poetisk karakter. Det er den tekst, der begynder med ordene: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er”.
Ja, også voksne kan have svært ved at forstå det.
Anderledes, som sagt, med juleevangeliet, som vi lige har hørt det.
Som nogen vil vide, prøver jeg altid juleaften at bringe årets julekalender ind i prædiken, når jeg prædiker juleaften. Så i hvert fald noget af det, jeg siger, vækker genklang hos børn.
Men juleevangeliet for børn, for at bruge Møllehaves ord, er faktisk mere alvorligt end som så. Faktisk er det på mange planer skræmmende fra ende til anden, da det er magtens sprog, der bruges – og dermed i den grad for voksne.
Bare indledningen er spøjs: ”Og det skete i de dage”. På græsk kan første ord også oversættes til ”men”, så sætningen lyder: Men det skete i de dage.
Uanset om man bruger men eller og, bliver der i sætningen lagt op til, at der sker noget særligt. Enten i forlængelse af noget andet. Eller som et MEN det skete. Altså noget, vi skal være særligt opmærksom på. Der er nogen, der har noget vigtigt at sige.
Og det der skete, er faktisk ret alvorligt, eller kan opfattes ret alvorligt. Det er nemlig magtens sprog, der tales. Det er selveste kejseren, kejser Augustus, der udskriver en folketælling. Han vil have styr på sit rige. Han vil have at vide, hvor mange han hersker over. For når han ved, hvor mange, han hersker over, kan han opkræve skat. Og i alle samfund igennem hele menneskehedens historie, har netop opkrævning af skat været en af de største symboler på magt. Skat er i sin essens noget man er tvunget til at betale. I nogle samfund – fx i det danske - kan man argumentere for det rimelige i at betale skat, men det er ikke desto mindre noget man gør, fordi man skal. Fordi magten siger, man skal.
I juleevangeliet er kejseren, der befaler. Og fordi, at det er kejseren, der befaler, at befolkningen skal tælles, så adlyder folket. Selv Maria og Josef adlyder magten. De tager til Betlehem – som betyder brødets by – for at lade sig indskrive, som det hedder. Så de kan blive talt.
Og det viser sig endda, at det er en ganske ubarmhjertig verden, som Jesus lader sig føde ind i. En af de mest berømte sætninger fra Juleevangeliet lyder: ”Men der var ikke plads til dem i herberget”. Josef og Maria kommer langvejs fra, og da det bliver nødvendigt med en overnatning, så meget desto mere, fordi hun skal føde – så er der ikke plads til dem. Der er lukket, de kan ikke komme ind i varmen nogen steder. Der er ingen, der byder dem velkomne.
For der er ikke plads.
Som bekendt, og som vi lige har hørt, får de plads i en stald. På Jesu samtid – og det gælder vel sådan set stadig i dag – kunne man ikke finde noget mere ydmygt sted at være eller at sove.
Det er derfor stadig magtens sprog, der taler. Kunne man ikke forestille sig, at der havde været plads, hvis Josef og Maria havde været højere oppe i samfundets hierarki?
Jeg plejer normalt at understrege, at pladsmanglen ikke nødvendigvis skyldes, at de ikke var velkomne, men simpelthen skyldes, at der faktisk ikke var plads. Men på den anden side: Hvis det havde været et fornemmere par, havde man sikkert fundet en løsning, så de ikke skulle sove i stalden.
Derfor er det også betegnende, hvordan evangelisten Lukas vender det hele på hovedet til sidst. Men dermed også – indirekte – bruger magtens sprog.
For hvem er det, der får beskeden om Jesu fødsel i første omgang? Er det kejseren? Nej, det er såmænd hyrderne på marken. Det er altså bunden af samfundet, der først får det glædelige budskab.
Det er altså ret tydeligt, hvilke rammer, Josef og Maria lever i, og det er ret tydeligt, hvad det er for en verden, det lille Jesusbarn fødes ind i.
Det er magtens verden. Og den del har ikke ændret sig siden. Det kan nok være, at vi i vores del af verden er nogenlunde lykkes med at tøjle magten igennem det, vi kalder for demokrati.
Men det er stadig magtens strukturer, der fylder, jo tættere man er på bunden af samfundet, jo mere magtesløs, man føler sig. Magtens strukturer fylder også i toppen, men her er i det i kraft af indflydelse.
Men det er i den magtesløse verden, der skabes et håb med Jesu fødsel. På den måde er Jesu fødsel et stort paradoks, da Jesus repræsenterer alt det modsatte af denne verden.
Og det er også derfor, vi taler om omvendelse, hvis vi skal følge ham, der er sandheden vejen og livet, og tændte lyset i mørkets skød, julenat.
Det er med Jesus, vi har fået mulighed for en ny begyndelse, hvor det er gudsriget, der forkyndes. Den omvendte verden af vores verden, som Møllehave har sagt.
Hvor magten konsekvent tales imod, og hvor det er stort at være lille, hvor de første skal blive de sidste, hvor det hele vendes rundt, fordi det er kærligheden, der kommer i centrum.
Kærligheden, der siger ja tak og velkommen, og hvor vi derfor håbefuldt siger – ske din vilje.
I Faderens, Sønnens og Helligånden navn.
Amen.
At bære livets udfordringer
Prædiken til teksten til julesøndag, 1. rk., nytårsaften, 2022. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Amen.
”Da tidens fylde kom”, således skriver afdøde Desmond Tutu i sin bog ”Ingen fremtid uden tilgivelse”. Det er en henvisning til tiden omkring 1990, hvor en masse begivenheder, man ikke rigtigt havde troet muligt, pludselig skete på næsten samme tid: Murens Fald, apartheidregimets fald i Sydafrika, Sovjetunionens sammenbrud. Udtrykket ”Da tidens fylde kom” er også en henvisning til Paulus – jeg har lige læst stykket fra alteret - der bruger udtrykket om Jesu komme julenat, da vor Herre blev født og lyset sig tændte i mørkets skød.
Når jeg har prædiken nytårsaften, henviser jeg gerne til dette udtryk, ”da tidens fylde kom”, da det i meget koncentreret form udtrykker, at vi håber på, at noget meget positivt snart sker i verden, som vi herefter kan kigge tilbage på og sige som Desmond Tutu: Da tidens fylde kom og alt blev meget bedre.
Tiden må vise, hvor vi er henne, når energikrisen og krigen i Ukraine er slut. Lige nu er det svært at se de store positive begivenheder for sig, når det gælder de helt store dagsordener. Mindre kan måske også gøre det. Sommetider kan det være nok at glæde sig over en velspillet fodbold-VM-finale – selvom Qatars kulisse gav en del malurt i bægeret for de fodboldglade. For ikke at nævne Jonas Vingegaards imponerende sejr i årets cykelløb, Tour de France.
Teksten jeg læste før, kunne man kalde for kristendom i koncentreret form. Det er selvsagt – derfor – ikke forkert. Men vi har jo lært af vores reformator, Martin Luther, at det er hverdagen, der skal være i centrum, ikke bøn og faste for bøn og fastens egen skyld. Og det i en grad, så Luther kaldte dette at gå på arbejde for en gudstjeneste, en tjeneste for Gud.
Jeg kom til at tænke på det, fordi en prædiken nytårsaften unægtelig også må være – eller kan være – året der gik i koncentreret form. Alle prædikener er ganske vist kristendom i koncentreret form. Men i et så vildt år som 2022 må det gælde i særlig grad.
Sidste år kunne man tale om, at coronakrisen og klimakrisen kæmpede om vores opmærksomhed. Hvor klimakrisen er den klart største. Og sidste år markerede vi 20 året for angrebet 11. september 2001, som kostede cirka 3000 mennesker livet.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste – i Klimabogen, som bogen hedder – at sygdomme, som følge af klimakrisen, alene på malariafronten over en tyveårig periode vil kræve 3000 malariadødsfald ekstra om året, selv hvis man medregner nye tiltag for at bremse eller stoppe sygdommen. Når man tænker på, hvor meget verden røg på den anden ende for nu over 20 år siden, ikke mindst pga. de 3000 dødsfald i New York, er det faktisk lidt utroligt, så lidt vi reagerer, når vi hører hvor mange der vil dø af sygdomme pga. klimakrisen.
Nu er coronakrisen i Danmark tilsyneladende overstået, så nu er det energikrisen, som klimakrisen kæmper med, når det gælder opmærksomhed.
Sidste år sagde jeg på dette sted, at ”Rusland rasler med sablen”, og jeg var faktisk meget i tvivl om, jeg skulle sige det. Jeg var bange for at overdrive, og man skal jo ikke skabe unødige fjendebilleder. Derfor blev jeg også som lægmand overrasket, da Rusland faktisk invaderede Ukraine den 24. februar i år.
Den krig har selvsagt fyldt meget i mediebilledet, og den følgende energikrise har selvsagt også fyldt. Også for Samsøs syv kirker, da vi ikke mindst på grund af højere varmeudgifter jo har holdt seks af de syv kirker lukket om søndagen. Det gjorde vi indtil den 23. december og vi fortsætter en tid endnu fra 1. januar. På den måde har det været et helt usædvanligt år.
Noget af det mest positive er, at coronakrisen for Danmarks vedkommende ser ud til at være overstået. For bare et år siden var der også restriktioner under julegudstjenesterne. Sådan går tiden så mærkeligt.
Vi har også haft et usædvanligt folketingsvalg, eller i hvert fald et usædvanligt resultat, eller måske snarere en usædvanlig følge af resultatet. Og i den forbindelse har den besynderlige kobling mellem en helligdag og øgede forsvarsudgifter med rette fyldt en del. Nu er Store Bededag ganske vist en særlig dansk konstruktion, som fordi den var benævnt som ekstraordinær stor bededag, overlevede Helligdagsreformen i 1770. Man kunne med fordel flytte den til dagen efter Kristi Himmelfart, hvor mange holder fri i forvejen.
Der er i hvert fald noget åndløst over den slags forslag; at afskaffe en helligdag, når man ikke engang har gidet spørge kirken til råds, før man sagde det højt. At fjerne en helligdag er grundlæggende udtryk for en helt utrolig materialistisk tilgang til livet. Der var en direktør, der først udtalte, at han godt kunne se de økonomiske perspektiver ved at fjerne en helligdag, men han måtte da indrømme, at hvis det betød mindre trivsel for sine medarbejdere, ville han nok indtage en anden holdning.
Det kan godt være, at faste og bøn ikke er i højsædet i vores moderne samfund. Men mon ikke en helligdag kan give lidt rum til eftertanke, så risikoen for nye konflikter potentielt er mindre.
I morgen skriver vi 2023. Filosoffen Hannah Arendt skrev engang, at vi ikke bliver født for at skulle dø. Nej, vi bliver født for at kunne begynde. I morgen skriver vi som sagt 2023 og det kan måske give os alle anledning til at overveje, hvad vi kan gøre bedre hver især. Problemet med disse overvejelser over, hvad vi kan gøre bedre, er dog, at de ofte kan føre til afmagtsfølelser. At vi grundlæggende bliver klar over, hvor lidt vi kan udrette, når det kommer til stykket.
Og måske er det heller ikke meningen, at vi skal så meget, når det kommer til stykket.
Vi kan være bevidste om, hvilke politikere vi vælger til at handle på vores vegne. Vi kan gøre en indsats i det daglige. Jesu bud til os om, at vi skal tage vare på alt levende, står der jo stadigvæk. Og som menighed kan vi blive ved at være Jesu efterfølgere i ord og handling, det bedste vi kan. Og det er dog også noget.
Julenat, da vor Herre blev fød, og lyset sig tændte i mørkets skød, og tidens fylde kom, der begyndte en ny tidsperiode, som vi stadig lever i, i dag. Hvor vi fik en retning. Kirkeårets nytår, første søndag i advent, kommer jo før det verdslige nytår, kalender-nytåret. Og Jørgen Carlsen udtrykker et sted, at håbet, kærligheden og tilgivelsen på den måde kommer nytåret i forkøbet. Kommer vores hverdag i forkøbet. Og det er jo også kun en uge siden, at vi fejrede Jesu komme til verden.
Det er det, vi lever af og på.
Derfor er det værd at huske på, at det først og fremmest er Guds nåde, vi lever af. Det er Guds nåde, der holder os oppe i en verden, vi så gerne ville gøre bedre, men hvor vi gang på gang må sande, at det ikke er så nemt, som man kunne ønske. Meget er ude af vores hænder, og de ting, der ikke er helt ude af vores hænder, der er vi også mere utilstrækkelige, end vi bryder os om at være.
Kære Gud, må din nåde være os nok, så vi kan bære livets udfordringer, også i det nye år. Godt nytår.
Amen.