Guds undere

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt ved høstgudstjeneste i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Amen.

 

 

Gud er kærlighed. Gud er liv. Gud er tro på det umulige. Gud er et påskeunder i efterårets mørke, og Gud er det daglige brød, som vi kan bede om dagligt, og som vi især fejrer ved høstide, og i folkekirken ved høstgudstjenester.

 

Men lad os starte med dagens evangelietekst, hvor temaet blandt andet er døden.

 

Man kan sige, at det ultimative udtryk for fortvivlelse og angst er alle de bekymringer, der kommer ind i billedet, når vi taler om døden.

 

Når nogle af vores nærmeste dør, ja, når nogle af vores bekendte dør, ja så bliver vi for alvor mindet om, hvor absolut døden er. Vi skal til at vænne os til en tilværelse, hvor et kært menneske ikke længere er tilstede, vi skal til at vænne os til et liv, hvor vi må nøjes med minderne.

 

Og vores egen dødelighed kommer også tættere på. Har man haft døden tæt på, så tror jeg, det er almindeligt, at man selv forsøger at forestille sig, hvad det egentlig vil sige at være død. Det er jo en form for intethed, vi slet ikke kan kapere. Søren Kierkegaard ville sikkert sige, at det handler om en angst for intetheden.

Der er med andre ord rigtigt meget på spil, når temaet er døden.

 

Derfor er der jo heller ikke noget overraskende over den fortvivlelse, der kommer til udtryk i dagens tekst.

 

Men når den almægtige kærlighed, Jesus Kristus, kommer ind i billedet, så kan døden ikke hamle noget op. Så får livet altid det sidste ord.

 

Vi kan have rigtigt mange grunde til at være fortvivlet. For der findes megen ondskab i verden, megen ufred. Og der er sikkert også ting i vores eget liv, vi kunne ønske anderledes, måske en ven vi er raget uklar med, eller en elsket person, der ligger for døden.

 

Men kærligheden og glæden eksisterer også. Man kunne passende kalde dagens evangelietekst for et påskeunder at gå ind i efterårets mørke med.

 

Når troen lever, så får livet det sidste ord, lyset og glæden kan udfordres og angribes af mørket og ondskaben, men når troen lever, får livet det sidste ord.

 

Glæden og kærligheden findes. Den findes vitterlig. Der er et gammelt teologisk problem, der kaldes teodiceproblemet. Det lyder helt enkelt: Hvis Gud er god, og Gud er almægtig, hvorfor er verden så ond?

 

Spørgsmålet er sådan set reelt nok, men svaret også ligetil, for vi har jo alle vores frihed til at handle mod evangeliet. Men det rigtig interessante er, at den danske teolog K.E. Løgstrup vender det på hovedet. Han spørger i stedet: Når der er så megen glæde, lykke og kærlighed til stede blandt mennesker i verden, hvordan kan man så tænke Gud bort?

 

Og i disse dage, hvor vi fejrer høsten, kan det virkelig være svært at tænke Gud helt ud af historien. I hvert fald med tanken på, at en god høst er afhængig af forhold, vi ingen indflydelse har på. Resultatet af en høst har altid handlet om liv og død, glæde eller sult for den enkelte bondefamilie, ja hele lande, hvis afhængigheden af høsten har været stor. Tag bare beretningen om syv fede og syv magre år fra Det Gamle Testamente om Josef og hans brødre.

 

Alle goder gaver, de kommer ovenned, så elsk da Gud, så pris da Gud for al hans kærlighed.

 

Siden tidernes morgen har bønder og landmænd været helt afhængig af vejret ovenfra. Med en fuldstændig afhængighed af, at regnen og solen kom som de skulle. En fejlslagen høst kunne og kan være katastrofal.

 

Derfor har det altid været forbundet med fest, når høsten endelig og sikkert er i hus.

 

Jeg husker en høstgudstjeneste i Århus, hvor der blev gjort et stort nummer ud af at fortælle, at vi skulle huske, at brødet ikke kom fra bageren oprindeligt, men var lavet af byg eller hvede, som en bondemand havde sået og høstet. Og at kødet, mælken og smørret og osten ikke kom fra hverken føtex eller fakta eller spar. Men at kvægavl var uomgængelig, hvis vi skulle have kød og mælk på bordet.

 

Det får mig til at tænke på, hvor lidt mange af os til dagligt tænker over, hvilket arbejde, der ligger bag den mad, vi sætter på bordet.

 

Når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, kan det i den grad være sundt at tænke lidt ekstra over, at al den mad, mange af os tager for givet, ikke er kommet ud af ingenting.

 

Nu har så- og høstmetoder som bekendt udviklet sig en hel del igennem tiden. Men det kan nok være sundt oftere at tænke over, al det arbejde, der trods alt ligger bag, og at en god høst ikke er en given ting.

 

Vi burde tage imod det daglige brød som den gave og det under, det er, som noget vi sætter pris på, og som vi er evigt taknemmelige for. Gud er kærlighed. Gud er liv. Gud er tro på det umulige. Gud er et påskeunder i efterårets mørke, og Gud er det daglige brød, som vi kan bede om dagligt, og som vi især fejrer ved høsttide.

 

Alle gode gaver, de kommer ovenned, så pris da gud ja elsk dog gud, for al hans kærlighed.

 

Amen.

Hvorfor elske Gud og næsten?

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Tirstrup Kirke, og i Ebeltoft Kirke og i Handrup Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Amen.


 

Kender I det? Når man endelig starter på en klassiker, som man længe har tænkt på at læse, og endelig faktisk begynder på det. Så er det ikke så afgørende, om vi taler om Shakespeare, Henrik Pontoppidan, Karen Blixen, eller hvem det nu kan være.


Det er mere følelsen af, at man endelig kommer til at læse, hvad der faktisk står. Citater og udtryk, der med tiden er bleven allemandseje kommer jo fra en sammenhæng. Det kunne også være et kendt eventyr af H.C. Andersen man endelig faktisk fik læst. Det er i grunden en meget luthersk tilgang. Hvad står der egentlig?, kan man spørge, i stedet for at være afhængig af andres referater eller meninger og løsrevne citater. 


OG – jeg tænker, at man kan have det på cirka samme måde, når man læser dagens evangelietekst.


Det er næppe nogen hemmelighed, at kristendommen formentlig er mest kendt for sit bud om næstekærlighed. Begrebet om næstekærlighed er blevet allemandseje. Og derfor kan det være godt engang imellem at læse, hvad der faktisk står. Det gælder sikkert de fleste evangelietekster, men især de mest centrale.


Jeg plejer i kortform at udtrykke det dobbelte kærlighedsbud som ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv”. Eller mere præcist, inspireret af Johannesevangeliet, ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som Gud elsker dig selv”. Så undgår man også enhver tanke om, at vi skal elske Gud og næsten på samme måde, som vi elsker os selv. Som om andet end Guds kærlighed til os, kan være målestok for noget som helst, når vi taler kristendom. Vi skal elske, fordi han elskede os først.


Det dobbelte kærlighedsbud er altså toleddet. Det handler om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten, da gudsforholdet i luthersk forstand realiseres i forhold til vores næster, medmennesker. Ikke treleddet, som kærlighed til Gud, næsten og os selv. Det kan meget vel være, at kærlighed til os selv kan gøre det nemmere at elske Gud og næsten. Men det har ikke så meget med selve buddet gøre, hvis man spørger mig.


Du skal elske Herren din Gud og din næste som Gud elsker dig selv.


Andet del af evangelieteksten er mindst lige så interessant. For man kan jo med rette spørge – hvorfor? Hvorfor skal vi overhovedet elske Gud og næsten? Man kan nok hævde, at hvis man er kristen, så er det spørgsmål irrelevant eller absurd, da det sikkert giver sig selv. Men ikke desto mindre kan det være relevant at stille det spørgsmål engang imellem. Hvorfor skal vi overhovedet elske Gud og næsten? Her kunne det måske være fristende at svare: Fordi er det fornuftigt. Fordi det er god humanisme. Fordi det er rigtigt at gøre. Og det er alle sammen svar, som kan have sin berettigelse, helt afhængig af, hvad man mener med ordene. For – hvad vil det sige, at noget er fornuftigt? Hvad er humanisme egentlig for en størrelse. Og hvorfor skulle det være rigtigt at gøre?


Her mener jeg netop, at svaret er enkelt i al sin banalitet. Hvorfor skal vi elske Gud og næsten? Jamen, det skal vi, fordi Jesus siger det. Fordi det står skrevet, som man sagde i gamle dage. Teologer bruger sommetider det tyske udtryk ”zenkrecht von oben”, som på dansk betyder noget i retning af ”lodret, oppefra og ned”.


Oppefra og ned.


Vi skal elske Gud og næsten, fordi buddet kommer fra Jesus. Oppefra og ned.


Så når ateister og andet godtfolk prøver at gøre gældende, at de skam godt kan se noget fornuftigt og sympatisk i kærlighedsbuddet, kunne man passende spørge – hvorfor egentlig? Der er fx intet som helst fornuftigt i fjendekærlighedsbuddet, som jo er inkluderet.


Og hvad er det, som sidste del af evangelieteksten spørger om? Jo, her spørges til, hvem Jesus egentlig er. Hvis søn er han?


Jesu pointe med at antyde, at det vil være forkert at kalde ham Davids søn, må helt klar være, at han er Guds søn.


Og det er ganske væsentligt. For med hvilken autoritet kan Gud, som vi møder ham i Jesus Kristus, med hvilken myndighed kan han byde os at elske Gud og næsten?


Ja, det kan han kun – siger vi i kristendommen – netop fordi, han er Guds søn.


Det er alene fordi, at Jesus siger det, at buddet får evig og absolut gyldighed.


Det kan nok være, vi kan diskutere til hudløshed, hvad buddet faktisk betyder. Vi må jo konstatere, at vi i historiens løb, og også i dag, har mange kirkelige retninger.


Men buddet står som sådan uantastet. Som nogen vil vide, ynder jeg at henvise til gamle K.E.Løgstrup, der om kærlighedsbuddet sagde, at det var tavst. Det fortæller os intet om, hvad vi faktisk skal gøre. Det må vores samvittighed og situationen i øvrigt afgøre.


Man kunne måske – med et udtryk af Jørgen Thorgård – kalde det hjertets dannelse. Og har vi hjertets dannelse, ved vi også, hvornår alt andet end at handle til fordel for vores næste, vil være et svigt. Man kunne måske kalde det hverdagskristendom. Den hjælp og omsorg vi giver i det små. Velvidende at vi svigter på andre områder. Her er det dog en trøst, højt at kunne sige: Du, Jesus Kristus, er vores eneste dommer. Din nåde er mig nok. 

 

Amen.