Om at sige tak

Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Handrup Kirke og ved høstgudstjeneste  i Ebeltoft Kirke.



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Amen.


 

Jeg tænker, vi kender det alle sammen, som de såkaldt moderne mennesker, vi alle sammen er.


Vi har måske håbet på noget, ønsket noget. Måske endog bedt til Gud om noget. Det er egentlig ikke så afgørende, hvad det handler om. Men vi har måske haft et intenst ønske om et eller andet, som vi enten lidt i sjov eller i alvor har bedt til de højere magter om, at det måtte gå som vi ønskede.


Skulle det nu ske, at vi oplever, at ønsket, bønnen, går i opfyldelse. Hvad så? Går vi så i kirken den førstkommende søndag for at takke Gud. Eller lægger os på knæ og beder en hurtig takkebøn. Eller på anden vis, viser vores taknemmelighed overfor Gud?


Jeg vil naturligvis ikke udelukke, at der er nogen, der gør det, men jeg tror ikke, det er normalen.


Ligesom i evangelieteksten, så kan det være, at vi henvender os til Jesus, fordi vi forestiller os, at han måske kan hjælpe os. Efter vi så – måske – oplever forvandlingen, at få ønsket opfyldt, bliver vi derefter hurtigt opslugt af vores hverdagsliv igen, at vi helt glemmer taknemmeligheden. I hvert fald nogle af os.


Vi er ikke altid så gode til at give Gud æren.


I det hele taget tænker jeg, at mange såkaldt moderne mennesker i virkeligheden, bevidst eller ubevidst, gerne vil være eller føle sig uafhængig af sådanne størrelser som Gud og Jesus. Så vi kan føle os som rigtige selvstændige mennesker, som det hedder i dag.


I evangelieteksten var det kun den fremmede, samaritaneren, der viste taknemmelighed, mens de andre ni tog deres liv – i deres tilfælde, nye liv – for givet, og glemte Gud.


Måske er det derfor, vi er blevet så sekulære, grænsende til det gudløse i Danmark. Jo mindre afhængig af noget større, vi føler os, jo længere borte synes gudsforholdet at være.


Eller hvad?


Det kommer selvfølgelig an på, hvad man lægger i at have et gudsforhold. Og her er det grundlæggende kun Kristus, der er vores dommer.


[Sådan fortsætter prædiken i Dråby Kirke]

 

For – hvad forventes egentlig af et gudsforhold?  Tja. Tillad mig at fortsætte i Rusland, af alle steder. Jeg var i Rusland en uge i sommers, og selvom man selvfølgelig ikke kommer ind på livet af russere i løbet af en uge, så slog det mig alligevel, dels så meget de trods alt ligner os danskere. Men samtidig, hvor meget mere direkte, deres dyrkelse af kristendommen tilsyneladende kommer til udtryk.


Og jeg har også hørt, at mange russere er opdraget med at de bør takke Gud jævnligt. Måske var det derfor, at vi så tit, når vi besøgte en af de mange ortodokse kirker, der er i fx Sankt Petersborg, at vi så tit så folk slå korsets tegn foran ikke mindst Jomfru Maria. Sommetider var det en hel familie, der næsten rituelt, vanemæssigt, lige var forbi en af de mange ikoner eller relikvier, og slå korsets tegn, nogle gange endda på knæ.


Der var faktisk et tidspunkt, i et af de mindst turistede kirker, hvor at jeg var henne og tænde et lys foran Kristus på korset, da jeg synes, han fik for lidt opmærksomhed.


Nu er der selvsagt intet fordækt i, intet galt med at have et meget direkte udtrykt forhold til Gud, have en meget synlig gudsdyrkelse. Og den er så meget mere bemærkelsesværdig i et land, som i årtier har oplevet religiøs undertrykkelse, og det i en grad, så en af de mest kendte kirker i Sankt Petersborg, den der hedder Blodskirken eller Opstandelseskirken, faktisk har været brugt som et kartoffellager, mens ateismen reelt var statsreligion.


På den baggrund er russernes gudsdyrkelse sådan set beundringsværdig, og næsten opbyggelig. Der er ikke mange steder i verden, hvor religion har været mere undertrykt end i det gamle Sovjet, og alligevel synes den at blomstre i dag.


Mindre kan nok også gøre det. Og kigger man på gudstjenestelivet i dag i folkekirken, så blomster det kirkelige liv meget mere, end mange sikkert er sig det bevidst. Nadveren er mange steder højdepunktet, hvor det hele netop bliver mere fysisk og mere synligt om man vil.


Digteren Søren Ulrik Thomsen har et sted skrevet, at gudstjenesten er med til at disciplinere hans taknemmelig overfor Gud.


Så når vi oplever, at noget godt eller stort er hændt os, noget vi måske endog har håbet på, og vi godt ved, at det ikke er vor egen fortjeneste – vil det være oplagt netop at rette takken til noget – eller nogen -, der er større end os selv.


Eventuelt med ordene: Tak Gud, for denne lyse morgen. Tak Gud, din nåde er mig nok. Amen.


[Sådan fortsætter prædiken ved høstgudstjenesten i Ebeltoft Kirke]:


I disse dage, hvor vi fejrer høsten, kan det dog være svært at tænke Gud helt ud af historien, med alle de forpligtelser, der følger med. I hvert fald med tanken på, at en god høst er afhængig af forhold, vi ingen indflydelse har på.


Alle goder gaver, de kommer ovenned, så elsk da Gud, så pris da Gud for al hans kærlighed.


Siden tidernes morgen har bønder og landmænd været helt afhængig af vejret ovenfra. Med en fuldstændig afhængighed af, at regnen og solen kom som de skulle. En fejlslagen høst kunne og kan være katastrofal.

Derfor har det altid været forbundet med fest, når høsten endelig og sikkert er i hus.


Jeg husker en høstgudstjeneste i Århus, hvor der blev gjort et stort nummer ud af at fortælle, at vi skulle huske, at brødet ikke kom fra bageren oprindeligt, men var lavet af byg eller hvede, som en bondemand havde sået og høstet. Og at kødet, mælken og smørret og osten ikke kom fra hverken føtex eller fakta eller spar. Men at kvægavl var uomgængelig, hvis vi skulle have kød og mælk på bordet.


Det får mig til at tænke på, hvor lidt mange af os til dagligt tænker over, hvilket arbejde, der ligger bag den mad, vi sætter på bordet.

Når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, kan det i den grad være sundt at tænke lidt ekstra over, at al den mad, mange af os tager for givet, ikke er kommet ud af ingenting.


Nu har så- og høstmetoder som bekendt udviklet sig en hel del igennem tiden. Men det kan nok være sundt oftere at tænke over, al det arbejde, der trods alt ligger bag, og at en god høst ikke er en given ting.


Vi burde tage imod det daglige brød som den gave og det under, det er, som noget vi sætter pris på, og som vi er evigt taknemmelige for. Det vil unægtelig give måltidet en mere åndelig dimension, også. I novellen "Babettes gæstebud" af Karen Blixen, hvor deltagerne får serveret et måltid, hvor der er kælet for alle detaljer, har de det, efter måltidet, som om de er i Himlen.

Mindre kan nok også gøre det.


Men når vi oplever, at noget godt eller stort er hændt os, noget vi måske endog har håbet på, og vi godt ved, at det ikke er vor egen fortjeneste – vil det være oplagt at rette takken til noget – eller nogen -, der er større end os selv. Om ikke andet, så med et helhjertet ”tak for mad!”.


Alle gode gaver, de kommer ovenned, så pris da gud ja elsk dog gud, for al hans kærlighed.


Amen.

Løbegudstjeneste: Om nysgerrighed og paradis

Prædiken til løbegudstjenesten, første torsdag i oktober, 2019. Løbeturen startede og sluttede ved Ebeltoft Kirke.


Forpljejningen halvvejs på den seks kilometer lange tur var æbler og vand, som dannede temaet for prædiken, der dog blev en anelse forkortet pga. tidspres. 



Et æble kan minde os om historien om Adam og Eva og syndefaldet.


Altså dengang, de begge blev forført til at spise af de frugter i paradisets have, som de ikke måtte spise af. Først forførte slangen Eva, så Eva Adam.


Men hvorfor? Hvorfor gjorde de det, hvorfor lod de sig forføre, først Eva af slangen, så Adam af Eva?


Mit bedste bud er en blanding af nysgerrighed og fascination af det forbudte. Noget vi alle stadig har i dag.


Når noget bliver en mulighed, bliver vi ofte fristet, især hvis det også er forbudt. Så snart vi får at vide, at noget er forbudt, får vi samtidig at vide, at det også er en mulighed.  Du må ikke lege på motorvejen. Nåh, det er altså en mulighed. Du må ikke spise af kagedåsen i skabet. Nåh, det er altså en mulighed.


Når vi skal vælge mellem en umiddelbar paradistilstand, hvor alt bare er godt, hvor vi ikke spekulerer over noget, men bare har det godt. Og så en tilstand, hvor vi prøver nyt, er nysgerrige og sommetider også prøver myndigheders og autoriteters grænser af – det være sig forældres eller Guds grænser af. Så vælger vi rigtigt ofte – måske altid – at være nysgerrig. Og det er i grunden mærkelig, når vi ellers bruger ord som paradis meget meget positivt, normalt, og som det ultimativt gode sted.

I kristendommen er modsvaret til denne tilstand, at vi hele tiden fristes til at overskride grænser, her er modsvaret, at vi blev elsket først af Jesus, og at vi derfor skal prøve at give denne kærlighed videre, fremfor at tænke på os selv, være os selv nok.


Denne relation til Jesus begynder fremfor alt ved dåben. Hvor det bliver os forkyndt at vi er et Guds barn. I gamle dage – og vel også lidt i dag – blev dåben også set som renselse. Fortidens synder blev renset bort.

På den måde blev og bliver dåben udgangen til livet og indgangen til evigheden, hvor vi kan møde den paradislignende tilstand igen.


Amen.