Om at se...

Prædiken til fastelavns søndag, 2026. Holdt i Kolby Kirke.

Dette hellige evangelium fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til fastelavns søndag, anden tekstrække: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Amen.

Hvorfor egentlig?

Dette spørgsmål kunne man stille tit. Hvorfor egentlig?

I min barndom var fastelavn noget, der var en helt anden begivenhed end i dag, hvor Halloween har overtaget opmærksomheden. Hvorfor egentlig?

Tja, måske er det sjovere at skræmme folk sidst i oktober, hvor vi går mod mørket, end det er at synge uskyldige fastelavnssange, mens vi nærmer os foråret. Måske lyder halloween smartere end fastelavn.

Begge begivenheder kan dog siges at handle om at skræmme det onde væk. I gamle dage, når man slog katten af tønden, var katten symbolet på det onde, og derfor skulle katten helst dø.

I dag minder de to begivenheder – på det kirkelige plan – ikke så meget om hinanden. Halloween lægger op til Alle Helgens søndag, den første søndag i november, hvor vi traditionelt, mindes vores døde.

I kirken er fastelavn derimod optakt til fasten. Så hvor Halloween egentlig handler om at forholde sig til døden og ondskaben, da grænsen mellem de levende og døde efter folkelig tradition var tyndere end normalt på dette tidspunkt, så var fastelavn i gamle dage en løssluppen dag. Det var nemlig ved fastelavn, man havde mulighed for at skeje ude med mad og drikke, inden fasten begynder Askeonsdag, altså på onsdag.

Så, hvis man spørger, hvorfor egentlig, så er der flere folkelige, folkereligiøse og mere kristne forklaringer bag, både Halloween og fastelavn.

Det er svært at gennemskue af dagens tekst, i hvor høj grad, disciplene tænkte, hvorfor egentlig?

Men de synes dog ikke særligt kvikke, for uanset, at Jesus skærer tingene ud i pap for dem, forstår de stadigvæk ikke, hvad det handler om.

Jeg tror muligvis, at mange af os andre, kender fænomenet fra andre sammenhænge.

Vi handler og reagerer ofte efter, hvad vi forventer, hvad vi regner med skal ske, og det handler ofte om det forudsigelige eller forventede.

Når det så sker, at vi erfarer, at noget helt andet vil ske, eller skal til at ske, reagerer vi ofte med vantro. Hvis noget strider direkte imod vores forventninger, kan det være meget svært at kapere, at tingene kan være anderledes.

Sommetider kan det anderledes eller uventede være noget, der er så åbenlyst i modstrid med alt, hvad man troede eller håbede på eller forventede, at vi nærmest afvejer disse muligheder som, ja umulige.

Når vi kender historien om Jesus endeligt, er det jo nemt for os at korse os over disciplenes uforstand. Jesu opremsning af, hvad der skal ske, er jo ikke kompliceret, men ret lige til.

Alligevel går Jesu ord helt hen over hovedet på disciplene.

Her er det værd at huske på, hvad man forventede på Jesu tid. Hvis man talte om Messias, som er det hebraiske ord for Kristus, så forestillede man sig en sejrende frelserskikkelse, som måske endda kunne redde dem fra romersk besættelse.

Og man kan nemt forestille sig, at når disciplene hører om Jesu skæbne, selv når det kommer fra Jesu egen mund, må de møde ordene med vantro, da det strider fuldstændig med deres egen opfattelse af en frelser, altså det, som de tror Jesus er.

Måske har dem, der har gået op og ned ad Jesus, vænnet sig for meget til hans myndighed og autoritet i en grad, at de slet ikke kan se for sig, hvordan det skal kunne gå ham så ilde. Det er som om, de slet ikke hører den del, der handler om opstandelsen.

Den udenforstående blinde tigger, derimod, der råber efter Jesus, reagerer ikke med fordomme, for så meget har han sikkert ikke forholdt sig til Jesus. Han reagerer spontant, da Jesus kommer forbi, og vil bare gerne kunne se.

Og man kan spørge, om ikke den blinde tigger synes at se Jesus bedre end disciplene, som åbenbart ikke ser, selvom de både er seende og går op og ned ad Jesus hele tiden.

Denne tigger spørger ikke, Hvorfor egentlig, men handler bare.

Disciplene spørger netop, Hvorfor egentlig, og vil endda søge at lukke munden på tiggeren, der er så uhøflig at råbe efter mesteren selv.

Den blinde tigger ser altså bedre end disciplene.

På onsdag, kaldet Askeonsdag, starter den kristne faste. Fra alteret hørte vi før Kærlighedens Højsang af Paulus. Og det er værd at bemærke, at profeten Esajas ser på den kommende faste som først og fremmest en tid, der handler om kærlighedens gerninger. Altså en ny definition af fasten. Det var også det, jeg forsøgte at fange i den salme, vi startede med at synge: At faste er at drage omsorg for alt levende. I Esajas’ øjne skal vi derfor faste året rundt.

Se klart, lytte til Jesu bud om kærlighed, året rundt.

Amen.

Prædiken til første søndag i fasten, 2026. Holdt i Nordby Kirke.

Dette hellige evangelium fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til første søndag i fasten, anden tekstrække: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Amen.

Vi vil så gerne ses og anerkendes. Det er der intet nyt i, eller forkert i, og sådan har det altid været.

Urhistoriens første brodermord handlede om oplevelsen af manglende anerkendelse.

Altså – oplevelsen, af manglende anerkendelse.

Historien om Kain og Abel er blevet analyseret og tolket sønder og sammen i hele kristendommens historie, og vi gjorde da også vores bedste, da vi havde historien i bibelkredsen sidste år.

Der er rigtigt meget at sige om, hvorfor handlingen glider som den gør, og hvorfor det ene leder til det næste. Men der er intet, der tyder på, at Kain har gjort noget forkert i historien.

Som nogen sikkert kan huske, så vil både Kain og Abel sende et takoffer til Gud, og gør det begge så godt de kan. Det lykkes tilsyneladende ikke rigtigt for Kain. Det er uklart hvorfor, men der er ikke noget i historien, der antyder, at Kain har gjort noget forkert. Det siger Gud også direkte til ham – hvis han har gjort det gode, har han ingen som helst grund til at gå med sænket hoved, gå og være ærgerlig og utilfreds.

Men så enkelt er livet som bekendt ikke. Hvis vi har forsøgt os med det gode, og måske endda forsøgt os med noget, som vi er overbevise om vil give og skabe anerkendelse og ros hos andre – og rosen udebliver, kan det sommetider godt give en flad fornemmelse. Hvorfor blev man ikke set – kan de ikke lide mig?

I den berømte historie om Kain og Abel udvikler jalousien sig som bekendt til et brodermord, da Kain slår sin bror ihjel, og han stiller det berømte spørgsmål, da Gud spørger, hvor hans bror er – skal jeg da vogte min bror? Eller: Er jeg min brors vogter, som der står i prøveoversættelsen. I Det Nye Testamente er svaret et stort ja, du skal vogte, altså passe på, din bror, din ligemand, hvilket er hvem som helst.

Den anden læsning, vi havde fra alteret, var fra Jakobsbrevet fra Det Nye Testamente, som især er berømt for, at Martin Luther ikke var så begejstret for det, da brevet understreger gerningerne mere end troen. Og i læsningen blev det da også understreget, at det handler om at holde ud, selv når man synes, at livet er træls eller uretfærdig. Vi kan jo ikke gøre meget andet, end at forsøge at gøre det gode, det bedste vi kan.

Disciplene tumler tydeligvis også med spørgsmålet, da de åbenbart er oppe at skændes om, hvem der er den største iblandt dem.

Og ikke overraskende vender Jesus her tingene på hovedet.

Han understreger nemlig, at selvom vi normalt sætter den, der tjener, under os, så er det i Jesu øjne omvendt. Den, der tjener, er den største.

Som Jan Lindhardt engang sagde, så tænker vi i dag, at det er den, der tjener mest, der er den største, men der er vi selvsagt langt fra evangeliet.

Jesus kan sommetider været meget hård i sine ord, hvor disciplene nærmest får voksenskældud. I denne tekst er han mere blid, da han tilsyneladende stille og roligt, fortæller, hvordan verden ser ud, ud fra et gudsrige perspektiv.

Men det interessante ved dagens tekst er, at Jesus helt tydeligt ikke har opgivet disciplene. Han fortæller, at ligesom faderen har overdraget riget til ham, således vil også han, Jesus, overdrage riget til disciplene.

Ja, Jesus siger endda, at de skal dømme Israels tolv stammer. Det er lidt svært at gennemskue, hvad der ligger i det udsagn, men i forhold til Det Gamle Testamente er vi tydeligvis kommet meget nærmere mod sandheden. Israels tolv stammer var selvsagt jøder, men repræsenterer også den gamle orden, den, som Jesus forsøger at vende på hovedet, en opgave, han har sendt videre til de tolv disciple og alle os andre.

Her får Simon, altså Simon Peter, den Peter, der i påsken ender med at fornægte Jesus, her får han en hovedrolle.

Når han på et tidspunkt vender om, og det gør han formentlig først efter påsken, så skal han styrke sine brødre.

Når Peter på et tidspunkt ser lyset, og det gør han sandsynligvis først efter opstandelsen, når Peter på et tidspunkt ser lyset, vil han være i stand til at være lyset for de andre. Være et forbillede, så at sige.

I virkeligheden er det opgaven til os alle sammen. At vi skal være lyset for hinanden, med Jesus som vores forbillede.

Vi skal ikke regne med, at det får andre til at klappe ad os, endsige rose os eller anerkende os, og det er da heller ikke formålet med det. Vi skal først og fremmest handle med Jesus som vores forbillede, fordi, at det er det rigtige at gøre.

Og gør vi det gode, har vi ingen grund til at være utilfreds, eller føle os uset eller ærgre os over manglende anerkendelse.

For uanset, så ender det godt. Vi ender i gudsriget hos Jesus. Vejen er beredt for os alle, vi kan nok fare vild på jorden, men kan ikke fare vild hinsides, hvor gudsnærværet er fuldkomment.

Amen.