Omvend jer!

Prædiken til Store Bededag, 2019. Holdt i Hvilsager Kirke og i Lime Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«

 


Hvis nogen skulle finde på at spørge mig, hvad jeg synes er særligt dansk, kunne jeg finde på at svare Grundtvig og Store Bededag. Bededag er en lidt kunstig konstruktion, forstået på den måde, at selvom det er en helligdag på lige fod med andre helligdage i løbet af kirkeåret, så knytter der sig ikke en specifik hændelse i Jesu historie til dagen, hvad der ellers er normalt for en helligdag. Man kan også spørge, om navnet er særligt heldigt, for er alle søndage egentlig ikke at betragte som store bededage?


Disse omstændigheder gør dog ikke evangelieteksten mindre væsentlig. Det kunne passende bruges til at få gentaget nogle helt centrale ting i kristendommen.


Lad mig lægge ud med en historie, jeg engang hørte i radioen, men som heldigvis ikke er fra det virkelige liv. Lad mig bare kalde det for en lignelse.


En mand inviterede til et stort sammenskudsgilde med mange hundrede gæster. Han insisterede på at betale alt maden, men vinen skulle de alle deles om. Invitationen faldt i god jord, alle var meget begejstrede, det ville blive en stor og god fest. Men hos en af de indbudte opstod pludselig en idé. Det var ikke fordi vinen var dyr, men man sparer jo, hvor man kan. Og denne festdeltager tænkte, at når der kom flere hundrede til festen, ville der nok ikke ske så meget, hvis der kun var vand i hans vinflaske. Det var så godt som sikkert, at det ikke ville blive opdaget. Når han hældte fra vinflasken ville alle se, at også han bidrog. Og således blev det.


Endelig kom dagen for den store fest. Buffeten blev fyldt op, og den store tønde til vinen blev stillet frem. Én for én stillede de sig op i en stor kø, så de alle kunne hælde deres bidrag i vintønden.


Bagefter satte alle sig tilrette ved det festopdækkede bord, og begyndte at spise. Så blev vinkaraflerne, der netop var tappet fra vintønden, stillet på bordene, klar til indtagelse. Og hvad skete der så? Til deres alle sammens tilsyneladende store overraskelse, var der vand i alle karaflerne.


I historien er budskabet selvfølgelig sat på en spids, men den er af den grund en tanke værd. For er det ikke tit, at vi som mennesker er tilbøjelige til at springe over hvor gærdet er lavest. Eller hvor vi udskyder beslutninger eller handlinger, eller laver overspringshandlinger, som vi kalder det, når vi foretager en anden handling end den planlagte, for at udskyde den vigtige handling.

Måske tør vi ikke handle, fordi konsekvenserne virker uoverskuelige, måske tænker vi ikke på at handle fordi vi har for travlt. Måske handler vi ikke, fordi vi ikke tror det nytter, eller fordi det virker for svært. I teksten på denne Store Bededag får Johannes Døberen det hele til at lyde så nemt. Omvend jer, lyder det.

 

Omvend jer til kristendommen.


Og så er det oplagt at spørge, hvad kristendom handler om.

Tja… Syndsforladelse og gode gerninger, forkyndelsen af det kommende Gudsrige, som ikke er af denne verden. Jesus som gave og opgave.


Grundtvig gør et stort nummer ud af at udfolde, hvordan vi kan forstå de store begreber, hvis vi tager udgangspunkt i vores hverdagsliv. For hver eneste gang vi gør godt for vor næste, opleves et glimt af Gudsriget. Det er derfor en stor misforståelse af Luther, hvis man tror, at kristendommen ikke handler om gode gerninger, men bare, som vi siger, om at tro. Jesus er både gave og opgave. Men selvfølgelig giver det ikke point hos Gud at gøre gode gerninger, Han elsker os ikke mere af den grund. Det er troen, der frelser, ikke gerningerne. Men Jesus er både gave og opgave, og han har givet os alle mulighederne. Luther taler om, at når vi ikke længere skal bruge gerningerne til at frelse os selv, så er vi sat fri til at bruge gerningerne overfor vor næste.


Men uanset alle de fine ord, er det en praktisk erfaring, at vi gang på gang kommer til kort overfor vor næste, springer over hvor gærdet er lavest, forvandler vin til vand, for nu at henvise til historien fra før. I vores selvopholdelsesdrift glemmer vi hele tiden, at målet er fællesskabet med Gud og næsten.


Men vi kan ikke nå målet selv. Kun ved at leve af nåden, dvs. af Guds accept af os på trods af vore fejl.

Og omvendelsen er netop ikke nogen præstation.


Når man betænker, hvordan Jesus i evangelierne suger menneskene til sig, så han i nogle situationer er nødt til at forkynde fra en båd, da skaren er for stor til at han kan stå ved bredden, og de ikke kan lade være at komme så tæt på ham som muligt, ja, så tænker jeg, at sådan er omvendelsen, billedlig talt. Vi vender os mod Jesus, han suger os til sig.


At vi så til dagligt, alligevel kigger den anden vej igen, bort fra Jesus, er vist en kendt sag.


Eller rettere: Hvor meget vi faktisk gør det, kan vi dybest set ikke vide. Det må være en sag mellem den enkelte og Gud. Gud, som vi møder ham i Jesus Kristus, er vores eneste dommer.


Amen.

Bed, og I skal få!


Prædiken til 5. søndag efter påske, 2019. Holdt i Ølsted Kirke og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«


 

Lad mig lægge ud med en historie, jeg engang hørte i radioen, men som heldigvis ikke er fra det virkelige liv. Lad mig bare kalde det for en lignelse.


En mand inviterede til et stort sammenskudsgilde med mange hundrede gæster. Han insisterede på at betale alt maden, men vinen skulle de alle deles om. Invitationen faldt i god jord, alle var meget begejstrede, det ville blive en stor og god fest. Men hos en af de indbudte opstod pludselig en idé. Det var ikke fordi vinen var dyr, men man sparer jo, hvor man kan. Og denne festdeltager tænkte, at når der kom flere hundrede til festen, ville der nok ikke ske så meget, hvis der kun var vand i hans vinflaske. Det var så godt som sikkert, at det ikke ville blive opdaget. Når han hældte fra vinflasken ville alle se, at også han bidrog. Og således blev det.


Endelig kom dagen for den store fest. Buffeten blev fyldt op, og den store tønde til vinen blev stillet frem. Én for én stillede de sig op i en stor kø, så de alle kunne hælde deres bidrag i vintønden.


Bagefter satte alle sig tilrette ved det festopdækkede bord, og begyndte at spise. Så blev vinkaraflerne, der netop var tappet fra vintønden, stillet på bordene, klar til indtagelse. Og hvad skete der så? Til deres alle sammens tilsyneladende store overraskelse, var der vand i alle karaflerne.


I historien er budskabet selvfølgelig sat på en spids, men den er af den grund en tanke værd. For er det ikke tit, at vi som mennesker er tilbøjelige til at springe over hvor gærdet er lavest. Eller hvor vi udskyder beslutninger eller handlinger, eller laver overspringshandlinger, som vi kalder det, når vi foretager en anden handling end den planlagte, for at udskyde den vigtige handling.

Måske tør vi ikke handle, fordi konsekvenserne virker uoverskuelige, måske tænker vi ikke på at handle fordi vi har for travlt. Måske handler vi ikke, fordi vi ikke tror det nytter, eller fordi det virker for svært. I teksten denne søndag får Jesus det hele til at lyde så nemt. Bed, og I skal få. Men er det rigtigt, er det et virkeligt udtryk for den daglige erfaring?


Tja, det kommer selvsagt an på, hvordan teksten bliver læst. Eller for at skære ind til benet. Hvad handler kristendom om.


Syndsforladelse og gode gerninger, forkyndelsen af det kommende Gudsrige, som ikke er af denne verden. Jesus som gave og opgave. Og så giver dagens tekst jo rigtig god mening, for i troen er alt dette jo allerede skænket os, eller er i hvert fald i sin vorden. Vi har allerede glimt af Gudsriget iblandt os, og hvad mere kan vi egentlig bede om?


Grundtvig gør et stort nummer ud af at udfolde, hvordan vi kan forstå de store begreber, hvis vi tager udgangspunkt i vores hverdagsliv. For hver eneste gang vi gør godt for vor næste, opleves et glimt af Gudsriget. Det er derfor en stor misforståelse af Luther, hvis man tror, at kristendommen ikke handler om gode gerninger, men bare, som vi siger, om at tro. Jesus er både gave og opgave. Men selvfølgelig giver det ikke point hos Gud at gøre gode gerninger, Han elsker os ikke mere af den grund. Det er troen, der frelser, ikke gerningerne. Men Jesus er både gave og opgave, og han har givet os alle mulighederne. Luther taler om, at når vi ikke længere skal bruge gerningerne til at frelse os selv, så er vi sat fri til at bruge gerningerne overfor vor næste.


Men hvis alt er os givet, er det store spørgsmål, hvorfor vi alligevel er så tilbøjelig til at springe over hvor gærdet er lavest – forvandler vin til vand for nu at referere til den indledende historie. Hvorfor vælger vi gang på gang den brede vej, så vi kan gå udenom vor næste?


Jeg tror, at en af grundene er, at vi ikke til dagligt er os bevidste om, i hvor høj grad vi hører sammen med, og er afhængig af vor næste.


Og uanset alle de fine ord, er det en praktisk erfaring, at vi gang på gang kommer til kort overfor vor næste. I vores selvopholdelsesdrift glemmer vi hele tiden, hvilken illusion det egentlig er at opfatte den brede vej som den nemmeste vej. Det er i hvert fald ikke den nemmeste vej til samfund med vor næste, og det er vel til slut det, det hele handler om, fællesskab med Gud og næsten, her og hisset.


Men vi kan ikke nå målet selv. Kun ved at leve af nåden, dvs. af Guds accept af os på trods af vore fejl, kan vi vandre ad den smalle vej. Vi kan vandre ad den smalle vej og møde vor næste, selv med vor bevidsthed om vore mange fejl og mangler overfor næsten, når vi har Guds nåde som det daglige brød. Jesus er både gave og opgave, men vi kan ikke uden vores synders nådige forladelse.


Amen.