Troens frugter er kærlighedens gerninger. Punktum.

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«

 

 

Forlaget Eksistensen har påbegyndt en serie, de kalder "Kristendommen ifølge...". Her har de bedt en række kulturpersonligheder om at skrive om deres forhold til kristendommen. Det er der foreløbig kommet en række meget forskellige bøger ud af.

 

Det interessante ved serien er selvsagt, at der findes så mange forskelige oplevelser af, udlægninger af, kristendommen. Så mange måder at – undskyld udtrykket – bruge kristendommen på.

 

Det rækker lige fra en, som har et utroligt spirituelt forhold til kristendommen, i en sådan grad, at han også fortæller om en oplevelse fra hans tidligere liv. Ja, intet mindre.

 

Til en i den anden ende af skalaen, der er så konservativ, at den grundtvigianske nationalisme kommer til at overskygge selve den kristne forkyndelse, som jo ikke handler særligt meget om nationalisme. Tværtimod.

 

Og så er der hende, der næsten skriver overgearet om, hvor godt det kører for hende, fordi hun er troende.

 

Og her – i den anden ende af skalaen, ham, der insisterer på, at kristendommen er meget jordnær, og måske derfor er han meget snakkende, når han kommer med flere eksempler fra virkeligheden.

 

En af bidragsyderne nævner i øvrigt det problematiske i vores kulturs overfokusering på kærligheden i kristendommen. Ethvert barn ved, at kristendommen handler om kærligheden. Men når vi tager hele sætningen med – tro, håb og kærlighed, så glemmes de to første ofte. Og man kan fokusere så meget på kærligheden, at det bliver en anstrengende kærlighed, som ikke kan søge næring udenfor sig selv. Buddet om kærlighed kan næsten virke som en trussel, ingen kan leve op til og derfor kun kan give dårlig samvittighed og stres. Og ikke som i kristendommen, hvor kærligheden gerne skulle følge af og næres af troen og håbet.

 

Det er det daglige møde med vores næste, der er kristendom, og som en anden af bidragsyderne nævner, så er det når vores næste pludselig ikke er tæt på os mere, at kristendommen bliver til holdning i stedet. Politisk holdning, vil nogen sige. Hvad gør man for eksempel, når man ser på oversvømmelser i andre lande? Eller sult og tørke på et helt andet kontinent? Her bliver den manglende mulighed for direkte handling for de fleste af os, til en holdning i stedet.

 

Tidligere korshærspræst Bjarne Lenau Henriksen skriver direkte: ”Jo længere væk nødstedte mennesker er fra mig, desto mere skærpes kravene til min holdningsmæssige indsats. Min viden om nødstedte mennesker i den tredje verden får jeg primært gennem radio, TV og andre medier. Selv om disse mennesker ikke står lige ved siden af mig, skal min viden og holdninger følges op af et engagement, som kan udtrykke sig på flere måder. Jeg kan støtte forskellige former for internationalt nødhjælpsarbejde og koble det sammen med krav til samfundets politiske magthavere om at tage medansvar for mulige løsninger”.

 

Det er en triviel konstatering, at vi ikke er enige med alle, der forsøger at udlægge kristendommen. Nogle udlægninger bliver for konservative, nogle bliver for spirituelle, for flyvske, nogle bliver for politiske, nogle for uskyldige og ligegyldige.

 

Dagens evangelietekst handler om falske profeter, og den handler om, at et træ skal kendes på sine frugter. Der kan ikke vokse gode frugter på et dårligt træ.

 

I torsdags var det ti år siden, at en såkaldt kristen fundamentalist begik det største massedrab i nyere nordisk historie. Denne dag, som var en fredag, er siden også blevet kaldt Norges Langfredag, og hændelsen skete som bekendt især på den lille ø, Utöya. En ung mand, som efter eget udsagn bekendte sig til kristendommen, begik forbrydelsen. Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så har kristendommen også sine falske profeter.

                                          

Eller når lande i fx. Afrika debatterer, om homoseksualitet skal give dødsstraf, med henvisning til selektive citater fra især Det Gamle Testamente, så er det, at jeg i hvert fald har lyst til at råbe fra tagene, at det intet har med kristendom at gøre.

 

Engang så jeg i tv et program fra USA om et forældrepar, som belærte deres børn, at hvis de flyttede hjemmefra, så havnede de i helvede. Det er ikke småting, man har på samvittigheden, har et medansvar for, når man kommer med sådanne ytringer. Meget med kristendom at gøre har det i hvert fald ikke.

 

På den anden side har kristne igennem hele historien været initiativtagere til oprettelsen af skoler, hospitaler, og aktive i alverdens nødhjælpsarbejde. I bogen "Hvis Gud er svaret - hvad er så spørgsmålet?" kalder Jo Hermann ligefrem kristendommen for en af verdens største sociale bevægelser, og hun er endda ateist.

 

I virkeligheden er det hele meget enkelt, hvis man spørger mig, hvilket dagens evangelietekst sådan set også er et skoleeksempel på. Hvordan kender man den rette tro? Jo, det gør man på dets frugter. Og hvad skulle gerne være troens rette frugter? Det er naturligvis kærlighedens gerninger, det vil sige, omsorg for alt levende. Ikke en kærlighed, der er tvunget frem, men en kærlighed som får næring af troen og af håbet.

 

Amen.

Når protokollen brydes

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Spørring Sognehus.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«



Kender I det at stå i en lufthavn eller ved en grænseovergang, og pludselig blive i tvivl om, hvorvidt I har husket passet? Hvordan hjertet lige kan slå en ekstra gang med følelsen af, frygten for at blive afvist?

 

Jeg kom til at tænke på det sidste måned, da vi skulle til udlandet. I disse tider er pas og billet nemlig ikke nok. Der skal både medbringes dokumenter til brug ved eventuel smitteopsporing, og en covid19-test, som selvsagt skal være negativ, og helst ikke alt for gammel. Og da vi i forvejen havde fået adskillige huskemails fra rejsearrangøren, tænkte jeg ekstra meget på, om vi nu også havde husket alle de nødvendige papirer.

 

Når noget skal foregå helt efter bogen, kan man sjældent snakke sig fra det, hvis man alligevel skulle have glemt noget. Der står vagter overalt, hvis der skulle komme en situation med en utilfreds passager eller rejsende.

 

Når noget ikke blot er vejledninger, gode råd, anbefalinger og pejlemærker, men faktisk skal være helt i orden og efter bogen, kan man – jeg kan i hvert fald – godt mærke en meget bastant autoritetstro. Man ved, at hvis dokumenterne ikke er i orden, bliver man simpelthen standset. Vi så det ske for et par personer. Og jeg prøvede selv at tale mig fra en kviktest i Billund Lufthavn en søndag, fordi jeg lige havde fået lavet en mere sikker PCR-test om fredagen. Men lige meget hjalp det. Protokollen, reglerne, var klare. Der er ingen vej udenom, og man er jo også i almindelighed et høfligt menneske, og er man ikke det, er der vagter til at holde roen.

 

Når vi har med myndigheder at gøre – især meget autoriserede steder som lufthavne og grænseovergange – ved vi, at vi bliver nødt til at indordne os efter den logik, der hersker. Og at protokollen skal følges.

 

Nu har jeg nævnt lufthavne og kontrol ved grænseovergange som eksempler, fordi de er så konkrete og så tydelige i deres måde at vise myndighed på. Man kunne sikkert nævne andre eksempler, som er mindre ekstreme. I almindelighed er vi jo nogenlunde enige om, hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er fornuftigt.

 

Derfor er dagens evangelietekst mærkelig læsning.

 

For hvad har han lige gang i her, den gode Jesus? Det er godt nok svært at fange den moralske pointe i hans lignelse i dag. Mener han seriøst, at det er fornuftigt at skaffe sig venner igennem uærligt mammon?

 

Nærlæser man lignelsen, viser det sig, at den nok alligevel giver mere mening, end ved første øjekast. For kan den rige mand overhovedet mærke, at han er blevet mindre rig? Ikke fattigere, men mindre rig? Nej, lige så lidt, som denne verdens finansfyrster sikkert ikke mærker det store, hvis de taber en million på aktiemarkedet.

 

Der er med andre ord - på en underlig barok måde - tale om, at alle vinder ved forvalterens handling. Der er i hvert fald ingen tabere. Den rige mand mister ikke rigtigt noget, ikke noget han kan mærke i hvert fald. Og forvalteren opnår - ud over at sprede en masse glæde blandt den rige mands skyldnere - opnår at få en masse positiv opmærksomhed hos dem, han eftergiver gæld.

 

Man kan også prøve at forestille sig, at vi har fået til opgave at forvalte en masse kærlighed, den kærlighed, som vi må tro, Gud har lagt som grundvolden i ethvert menneske. Og man skal forestille sig, at det ikke går særligt godt med at forvalte denne kærlighed. Måske lever vi for egoistisk. Måske forråder vi alt levende med vor levevis. I torsdags ramte vi fx Earth Overshoot Day – det er den dag, hvor vi igennem vort forbrug har brugt af naturens ressourcer, hvad naturen selv kan genskabe på et år. Det vi nu forbruger året ud, giver kun underskud på vores naturens-ressourcer-konto. Det er det modsatte af at passe på alt levende. Vi bliver i hvert fald fyret som forvalter. Vi forstår ikke at forvalte kærligheden.

 

Efter vi er blevet fyret, som forvalteren i lignelsen, begynder vi herefter at fortælle andre, at de ikke skal bruge deres energi på at arbejde for at få deres gæld eftergivet. Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Jo mere de stræber efter at gøre alt det rigtige ifølge protokollen, jo mere anstrengende bliver denne pligt, og jo mere ufri er denne pligt, denne opgave. Det bliver i hvert fald ikke et liv båret af kærlighed. Det er jo netop kærlighed til alt levende, der skulle være retningen for vores liv.

 

I stedet følger vi bare protokollen, hvilket kan være meget praktisk i lufthavne og når der er kontrol ved grænseovergange. Eller andre steder, hvor man bliver nødt til at opføre sig fornuftigt efter protokollen.

 

Og det er faktisk tankevækkende, at det er når den fornuftige protokol ikke bliver fulgt til punkt og prikke, at vi mærker sprækker af frihed og lettelse. Vi så et ungt par blive stoppet i London, fordi de ikke kunne vise en negativ test. Men så vidt vi forstod på afstand, så blev de ikke pure afvist – som der ellers trues med – men blev i stedet fulgt ned i et testcenter, så de kunne få lavet en test på stedet. Og jeg er ret sikker på, at de unge mennesker blev lettede over, at de slap med skrækken, og ikke bare blev afvist.

 

Når man skaffer sig venner ved at bryde den strenge protokol, så bruger man af denne verdens muligheder for at skabe kærlighed og hjælpe vor næste til et mere frit liv, hvor man ikke er belastet af en masse skyld og forceret pligtfølelse, så man i stedet kan leve livet med Gud og næsten, det bedste vi kan. Også i lufthavne og ved grænseovergange.

 

Amen.