At være vred på sin næste...
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 6. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jesus sagde: »Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.« Amen.
I 80erne hittede sangerinden Nanna med en sang, hvor det bl.a. lød: ”Hvis der var kærlighed nok til os, så var der ingen der gad at slås, så jeg synger helst om kærlighed for uden den får verden aldrig fred”.
I 90erne havde jeg en personlig opdagelse, der rent teologisk handlede om, at vi mennesker kun kan elske relativt. Det var hos Gud, den absolutte kærlighed var, den fuldkomne kærlighed. Vi kan kun elske andre mennesker via eller ved hjælp af Guds kærlighed.
Det er to i grunden meget banale iagttagelser, som dog rummer en stor sandhed, hvis man spørger mig. For når man kigger på verden, kan man godt stille det naive spørgsmål, hvordan det kan være, at verden rummer så megen krig og ufred. Hvorfor overhovedet? Hvis der var kærlighed nok til os, så var der ingen der gad at slås.
I en bog om Jugoslaviens sammenbrud, som jeg læste for en rum tid siden, hedder det blandt andet, at der ikke er noget uomgængeligt over konflikter. Om konflikter kan man aldrig sige: Det kunne ikke være anderledes. Der skal altid ulykkelige menneskelige valg til, før en krig eller en konflikt opstår. Som Tolstoj har skrevet i sin berømte bog, Krig og fred, så bliver der ingen krig, hvis soldater nægter at gå i krig. Nu er der sikkert uendelig mange grunde til, at soldater sjældent nægter det – selvom desertører bestemt findes – men bare for at sige – krig og konflikter har selvfølgelig ofte en årsag, men de er ikke uomgængelige. Der skal ulykkelige menneskelige valg til at skabe en konflikt. Man kunne i princippet lade være.
Dagens tekst indledes ellers med et noget besynderligt udsagn. For Jesus siger faktisk, at det er værre at være uvenner med sin næste, end det er at begå drab. Og det lyder jo som en uhyre påstand. Ja, siger man tåbe til sit medmenneske, skal man dømmes til Helvedes ild.
Jesus går altså helt til kilden. De færreste af os kan anklages for mord, og her er det sådan set også for sent. Men vi kan alle relatere til at være vrede på nogen, ja, måske endda foragte nogen så meget, at vi ikke kan snakke med vedkommende.
Vi ved alle, hvad dårlig stemning mellem mennesker kan gøre ved os. Jeg er klar over, at vi selvfølgelig ikke begynder at slå eller at slå ihjel, bare fordi der er dårlig stemning. Men vreden kan som bekendt i sin yderste konsekvens forvandle sig og blive til had, og så er der ultimativt risiko for, at man også handler på følelsen.
Her ville den nemme løsning sikkert være at gå i kirke og deltage i altergangen, og håbe på syndernes forladelse.
Men så nemt går det ikke, synes dagens tekst at fortælle os. Du er simpelthen nødt til at forlige dig med din konkrete næste. Du er nødt til at konfrontere din ligemand med jeres uoverensstemmelser, eller hvad der nu måtte være årsag til, at I har et udestående med hinanden. Og forlige dig med vedkommende. Før du opsøger Gud i kirken.
Og ja, det er en kunst. Således beretter generalsekretæren for foreningen Brobyggerne, som vi jo havde besøg af sidste år, at hun har oplevet, hvordan folk kan have stor sympati for foreningens arbejde, og derfor melder sig ind i foreningen. Men hvis man oplever, at foreningen samarbejder med nogen, de absolut ikke bryder sig om, ser hun også, hvordan folk melder sig ud igen. Så meget for brobygning, og det endda overfor mennesker, man ikke kender personligt.
Hvor rummelig kan vi mennesker holde ud at være?
Nu har jeg talt om de helt store konflikter, men som det antydes med ordene om, at det starter med vreden, er det åbenlyst, at Jesus først og fremmest taler om hverdagen. Kalder man sin ligemand for en idiot, er vi allerede på vej ned at den forkerte sti. Og så bliver man måske endda dømt til Helvedes ild. Hvor længe, man skal være i den tilstand, afhænger sikkert af forseelsen.
Men kristendommen handler netop om hverdagen. Jeg hører mange forbinde dette at være rigtig kristen med at gå i kirke. Nu er der mange gode grunde til at gå i kirke, men dagens tekst viser, at gudsforholdet kun kan realiseres i forhold til det konkrete medmenneske. Det går ikke at forlade denne verden for at få tilgivelse hos Gud.
Det kan godt være, at denne ultimative syndsforladelse hos Gud er en nødvendighed, også. Det er den helt utvivlsomt. Men hvis ikke man kan forlige sig med det konkrete medmenneske, man er raget uklar med, så går det galt.
Og har man først fået taget sig sammen til at forlige sig med sit medmenneske, så man kan tale sammen igen, og der ikke længere er noget mellemværende. Så kan man opsøge Gud, og bede om tilgivelse for sin stædighed, sin uformåenhed, og hvad der ellers gør det svært at forlige sig med mennesker, man er kommet skævt ind på.
Hos Gud kan vi nemlig trøste os ved verdens største kærlighedserklæring, som både er dom og nåde: Dine synder er dig forladt. Så længe Jesus Kristus er vores eneste dommer, er der åbnet til Guds fred for os alle sammen.
Amen.
Han gør alting godt
Prædiken til 12. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Markusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 12. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jesus forlod igen området ved Tyrus og rejste over Sidon mod Galilæas Sø tværs gennem Dekapolis-området. Nogle folk kom med en døv og stum person til ham og bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus trak manden til side, væk fra menneskemængden, og stak sine fingre i hans ører, spyttede på dem og rørte ved hans tunge. Han kiggede op mod himlen, og med et suk sagde han til ham: »Effatha!« Det betyder: »Luk dig op!« I samme øjeblik blev mandens ører åbnet, og hans tungebånd løsnede sig, og han talte helt almindeligt. Jesus forbød dem at fortælle nogen om det, men jo mere han gentog det, jo mere fortalte de vidt og bredt. Folk var fuldstændigt overvældede og sagde: »Han har gjort alting godt: Han får døve til at høre og stumme til at tale.« Amen.
”Han gør alting vel” er ikke et udtryk, vi normalt bruger, når vi skal tale positivt om et andet menneske. Der er jo lokalvalg om cirka to måneder, så måske et forbillede, måske en politiker vi ser særligt meget op til.
”Han gør alting vel” lyder næsten for højtidelig til at bruge om almindelige jordiske mennesker. Måske er det derfor, at prøveoversættelsen, som jeg har læst i dag, bruger ordene "Han har gjort alting godt" i stedet.
Som nogen af jer ved, så kom jeg hjem fra Rwanda forrige fredag, og netop dette udtryk, ”han gør alting vel” eller "han gør alting godt", minder mig om mange rwanderes forhold til deres præsident, Paul Kagame. Vi mødte folk, der kaldte ham for deres helt. Han har nemlig gjort alting godt i Rwanda, hvis man spørger dem. Og kigger man på tallene for økonomi og betragter udviklingen i infrastruktur, sikkerhed og netop økonomi, så er det da også imponerende hvad deres helt har præsteret.
Men det gælder i Rwanda, som det gælder i andre lande, herunder Danmark, at selvom man kan beundre resultaterne hos særligt fremsynede politikere, så er der selvsagt ingen, der gør alting godt. For eksempel er Rwanda ikke noget rigtigt demokrati og der er flere uheldige børnesygdomme i landet, men derfor kan man jo godt lade sig imponere af alt det, der faktisk er lykkes for et land, der lå i ruiner efter folkemordet i 1994.
Nej, hvis man skal tale om en, der kan gøre alting godt, så forudsætter det syndfrihed, ufejlbarlighed, og den tilstand kender kun Jesus til som Guds søn.
I dagens evangelium møder vi en mand, der er både døv og stum – fanget i tavshed og isolation – helt udenfor fællesskabet, hvad næsten var en synd i sig selv på Jesu tid. Og ført til netop Jesus, som fører ham væk, lægger fingrene på hans ører og tunge, sukker dybt og siger: “Effatha – Luk dig op!”.
Det er et næsten magisk øjeblik: Guds ord bryder tavsheden. Og i hjertet bærer vi alle på øjeblikke, hvor vores indre er lukket – hvor sorg, angst eller savn gør os døve overfor Gud og stumme overfor hinanden. Vi isolerer os, måske både fysisk og mentalt.
Men historien ender ikke her. Jesus åbner vores ører og vores hjerter. Han bryder tavsheden med sine guddommelige ord.
Og derfor kan vi sige: Det ender godt for alle. Til hver eneste, der lider af smerte, savn og ufrivillig tavshed – rækker Jesus ud. Han sagde det til den døvstumme, og hans ord når også ned til dig og mig.
Det handler altså om mere end fysisk helbredelse. Det er et billede på en dybere forvandling. Gud vil åbne vores åndelige ører, så vi virkelig hører hans ord – og give os modet og friheden til at leve efter det dobbelte kærlighedsbud, hvor vi viser omsorg for alt levende, og ikke lader nogen sidde i ufrivillig isolation.
Han befalede dem at tie stille med miraklet – men de kunne ikke holde mund, og meldingen spredtes overalt. De lyttede til Jesus, og vælger at dele deres oplevelse – fordi det, der blev givet dem, er for stort til at gemme væk. Dette peger mod de liv, vi selv lever:
Hvornår formår vi at tie om os selv? Hvornår formår vi at tale om det Gud gør?
Historien viser os tre bevægelser: Manden føres væk, ind i et rum hvor Gud kan virke. Vi kaldes væk fra skaren – fra vores travlhed, frygt, mislyde – for at være i stilhed og modtage liv. Gud “bliver kød” i handling og ord: han nærmer sig, berører og taler. Han går ind i vores sår, vores tavshed og vores vrede – med kraft og nåde. Helbredelsen udfolder sig i munden, men bliver til mission – manden får munden igen til at fortælle. Dåben virker på samme måde: vi føres ind i en ny tilstand, ikke for at tie, men for at vidne.
For - “Effatha” rækker ud over øjeblikket.
Det er ikke kun en engangshelbredelse – det er åbning til livslang tale: om nåde, om tilgivelse, om fællesskab, om samvittighed, om tjeneste.
Når vi har fået åbnet vores ører, og ordet om meningsfællesskab med Gud lyder, sker det ikke kun indenfor kirkens fire vægge, men i hverdagsliv, i familier, på arbejdspladser – også der, hvor verden har lukket døre, der vil Guds ord og ordet om ham finde vej.
Men ligesom Jesus var intim i både fysisk og åndeligt nærvær, er det krævende at tale Guds ord til den, der ikke vil høre – til sorgen, til tavsheden, til det brutale. Men “Effatha” er større end enhver frygt.
Og når slutningen siger: “Han har gjort alting godt,” så betyder det faktisk: Han gør alting – også det umulige i dig og mig – godt.
Så har vi også roen og måske endda balancen til at forholde os til de mere jordiske og hverdagsnære ting. Og måske endda tænke længere end det, når vi fx deler lokale og nationale visioner for fremtiden.
For de skal jo også være der, i hvert fald hos de personer, vi har vores tillid til. Og det uanset om det er i et land som Rwanda, som stadig mangler et stykke vej, når det gælder reel demokratisk udvikling, men så sandelig også vores eget land, hvor meget kunne være bedre i politiske diskussioner, når det gælder rummelighed overfor anderledes tænkende. Så længe vi altid læner os op af ham, der har gjort alting godt.
Amen.