Ny prædikensamling - køb HER

Du skal ikke præstere!

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Rosmus Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.


 

I vor tid tales der meget om modernisering af gudstjenesten, ikke mindst højmessen. Måske også af dåben og nadveren. Ja, måske endda modernisering af kristendommen.


Den skal gøres forståelig, måske endda folkelig, så alle kan være med.


Og ikke et ondt ord om disse intentioner.


Man kunne også vende den rundt og spørge, hvad det er, som kristendommen og gudstjenesten skal eller bør sige folk i dag.

Og det misforståelige eller det problematiske i en ordlyd under nadver eller dåb ville det være oplagt at reformere og ændre på, hvis altså vi overhovedet kan blive enige om den slags.


Hvad det kan betyde i praksis, kan reformationen i 1500-tallet være et eksempel på. Og som i øvrigt illustreres ganske godt i dagens evangelietekst.


I 1500-tallet var det blandt meget andet afladshandlen, der var problematisk. Ja, selve tanken om at kunne købe sig til Guds nåde hinsides. En afladshandel som endda, slet skjult, også var til for at kunne bygge Peterskirken i Rom.


Luther kritiserede også sakramenterne, og endte på to – dåb og nadver - i stedet for de katolske syv.


Men nok så væsentlig, og som er temaet i dagens evangelietekst, er dét, der med et fint ord hedder retfærdiggørelseslæren. Altså det synspunkt, at det ikke er vore præstationer, der er afgørende for Guds kærlighed og frelse. Troen alene er nok, som vi plejer at sige som lutheranere.


Ganske godt illustreret i teksten om Peters fiskedræt. For Peter og de andre knokler på livet løs. De forsøger at præstere sig selv sønder og sammen, uden det helt store resultat. Jeg tænker, at det også afspejler datidens arbejdsvilkår. Tilværelsen var simpelthen hård. Man kunne ikke rigtigt tage noget for givet. Heller ikke fisk i nettet, når man var fisker.


På den baggrund kan Jesus godt virke en anelse provokerende, når han hævder, at hvis de blot på hans ord kaster fiskegarnet ud i søen igen, så skal de bare se.


Jeg mener, de har jo fisket hele natten, uden de store resultater. Hvorfor skulle det så lige pludselig lykkes nu? Et helt rimeligt spørgsmål.


Ikke desto mindre adlyder Peter, stik mod al logik. Vi kan også sige, at hans handling beror på troen alene. Og resultatet er unægtelig derefter. Pludselig får de i overflod. Det kunne de ikke præstere sig frem til selv, deres egen møje var i meget bogstavelig forstand, forgæves.


Men på Jesu ord adlyder Peter, og så sker underet. Johannes Møllehave har engang skelnet mellem tro og overtro. Han skriver, at når det gælder overtroen, så skal man først se et mirakel, og så er man klar til at tro. Når det gælder kristendommen, så er det lige omvendt. Her er det troen selv, der skaber miraklerne.


På Luthers tid var denne tanke, troen alene frelser, en befrielse. Nu skulle man – hvis man overgav sig til Luthers tanker - ikke længere gå rundt og være bange for ikke at være god nok, nu skulle man ikke længere have angst for, om man nu også havde gjort nok gode gerninger. Troen alene var nok. Overført på nutidige forhold, kunne man med lidt god vilje oversætte det til, at det var og er nok at være menneske, da man på Luthers tid ikke rigtigt kunne være menneske uden at være troende.


Men hvad så i dag? I hvilken forstand opleves kristendommen som befriende?


Ja, det kan måske sammenfattes i ordene ”Du skal ikke præstere!”. Og i tillæg hertil: ”Jesus Kristus er vores eneste dommer”.


Det kirkelige fællesskab er muligvis den eneste præstationsfrie zone i vor tid og i vor kultur. Alle andre steder skal der præsteres. I sportsforeninger, i skolen, på de videregående uddannelser, på arbejdsmarkedet. Alle steder er der forventninger til os, nogle steder mere udtalte end andre steder, men forventningen hænger i luften: Du skal præstere.


Her hævder kristendommen, at det er nok at være menneske. Vi har værdi alene ved at være skabt i Guds billede.


Vi ved også hver især, at det er noget nemmere og noget mindre anstrengende at gøre lidt ekstra, når vi gør det frivilligt og fordi vi ikke kan lade være, fremfor hvis vi presses til det. Ikke mindst af samfundets forventninger om præstation.


At opleve kristendommen som en befrielse, en ”Du skal ikke præstere”-befrielse forudsætter sandsynligvis en tro på Gud, ikke mindst Guds nåde. Men tror vi på Guds nåde, så er der meget, der løser sig.


Eller udtrykt mere jordnært: Kan vi acceptere, at vi er accepteret af Gud. Tror vi på, at det er i orden, at vi er dem, vi er, og tror vi på, at det i sidste ende er Jesus, der skal dømme os med sin kærlighed, så er der meget, der kan løsne os. Så kan vi sættes fri.


Og på den måde er der faktisk sammenfald mellem vores tid og Luthers tid. Dengang var de bange for fortabelsen, hvis ikke de gjorde nok gode gerninger.


I dag bliver vi ulykkelige og frustrerede over, ja, er måske endda bange for, at vi forspilder vort liv fuldstændig, hvis ikke vi kan leve op til de forventninger om præstation, som hele tiden høres i vores sekulære præstationssamfund.


Her lyder Jesu ord til os: Du skal ikke præstere! Elsk blot det bedste du kan, og tro på Guds nåde, når du fejler.


Amen.

At ville se og blive set


Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

 

 

Der er flere ting, der er værd at bemærke i dagens evangelietekst.


For det første hele optrinnet. Jesus kommer til byen, og det er noget, der tales om. Folk er nysgerrige. Man må forestille sig, at rygtet om, hvem Jesus mon kan være, er løbet i forvejen. Måske rygter om hvad, han har gjort og sagt.


I hvert fald er der en overtolder, som ikke vil gå glip af begivenheden. Hvorfor, fremgår ikke af historien, men det er tydeligt, at han er meget opsat på at se Jesus. Så opsat, at han kraver op i et træ for at kunne se. Selv er han nemlig ikke særlig høj, og bliver nødt til at komme højere op for at kunne se rigtigt.


Der er altså noget på færde. Og det går bestemt ikke Jesu opmærksomhed forbi. Faktisk stopper Jesus op og ser op til overtolderen. I bogstavlig forstand, så ser Jesus op til overtolderen, for han sidder jo i et træ. Det må i sig selv være et komisk syn, men situationen er jo alvorlig nok. Et sted taler den danske filosof Søren Kierkegaard om, at vi skal hjælpe med ydmyghed og tage imod med stolthed. Og her gør Jesus sig jo meget ydmyg, selvom det er omstændighederne, der lægger op til det – når Jesus ser på til overtolderen. Normalt en ydmyg gestus.


Det skaber en del furore, at Jesus pludselig inviterer sig selv hjem til overtoldren. For hvad bilder Jesus sig egentlig ind? Overtolderen var jo værnemager. Han arbejdede for besættelsesmagten, og var bestemt ikke en person, man så op til. Han skulle netop foragtes. Og nu vover Jesus både at se op til ham, og at invitere sig selv hjem til ham.


Og overtolderen tager i den grad imod Jesus med stolthed. Han nærmest farer ned fra træet og byder ham velkommen.


Da protesterne lyder, at Jesus går ind som gæst hos en syndig mand, forsøger overtolderen at forsvare sig selv. Faktisk er han et ganske godt menneske. Han giver halvdelen af, hvad han ejer til de fattige.


Og Jesu reaktion er yderst interessant. For det lader til, at Jesus uden videre accepterer denne forklaring, dette udsagn af overtolderen.

Som nogen måske kan huske, så lyder der andre toner fra Jesus i en lignende situation i de andre evangelier. Der lyder buddet, at hvis man vil være fuldkommen, så skal man give alt, hvad man ejer, bort.


I denne historie nøjes overtolderen med halvdelen af, hvad han ejer. Og Jesus korrigerer ham ikke. Han fortæller ham ikke, at det ikke er godt nok.


Nej, tværtimod. Han fortæller omvendt, at der i dag også er kommet frelse til overtolderens hus.


Og på en måde er det et meget befriende korrektiv til alt det absolutte, som det hedder med et fint ord. Altså et slags stort MEN.


For ofte – i hvert fald når jeg forkynder – lægges vægten med rette på Jesu forkyndelse som noget meget absolut. Når det hedder, at vi skal elske vor næste, så er buddet ubetinget. Det er faktisk noget, vi skal gøre hele tiden, og ikke kun hver anden dag, eller når vi har lyst, eller har overskud, eller gider. Buddet gælder hele tiden.


Derfor er der egentlig ikke noget overraskende i, når Jesus fortæller os, at vi skal give alt, vi ejer, til de fattige. Evangeliet peger konsekvent hen på næsten, som må have alt vor opmærksomhed. I den forstand er det en kristen pligt at fornægte os selv til fordel for vores trængende næste.


Eller hvad? For i dagens tekst er det som om, at vi for en gangs skyld kan være lidt med. Det hele behøver ikke at være så ubetinget, så absolut, så uoverskueligt, når vi gerne vil hjælpe andre.


Og jeg kommer til at tænke på et udtryk, jeg har fra Jørgen Thorgaard, der hedder ”hjertets dannelse”. Det kommer jeg lidt mere ind på næste søndag, men lad mig for nuværende fortælle, at det handler om en meget dagligdags kristendom.


Det handler om ordentlighed. Om at tage vare på andre. Om at se fejlene hos sig selv, før man ser dem hos alle mulige andre.


I et sekulært præstationssamfund som det danske kan den tilgang godt virke som noget af en udfordring. Men når det gælder hjertets dannelse, handler det ikke om, hvad der fremmer karrieren, men hvad der fører os tættere på Gud og næsten.


Og denne del har folkene omkring Jesus i dagens evangelietekst ikke forstået. For man kommer ikke tættere på Gud og næsten ved på forhånd at udelukke andre fra det gode selskab. Det viser Jesus med sit eksempel, da han træder ind under overtolderens tag. Overtolderen – værnemageren - inkluderes i fællesskabet på denne direkte måde, til stor forargelse for folkemængden.


Jesu dom over overtolderen er dog heller ikke til at tage fejl af, da han kaldes ”det fortabte”. Men hvad der er fortabt i verdens øjne, er ikke ultimativt fortabt i Jesu øje.


Vi kan nemlig trøste os ved verdens største kærlighedserklæring, som både er dom og nåde: Dine synder er dig forladt. Så længe Jesus Kristus er vores eneste dommer, er der åbnet til Guds fred.  


Amen.