At komme tættere på Gud
Prædiken til 5. søndag efter påske, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 5. søndag efter påske, 1. tekstrække: Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Amen.
Som nogen af jer sikkert ved, er der i folkekirken, i det kirkelige liv i Danmark, flere ting, der diskuteres i disse år, flere ting, der er oppe i luften, og hvor samtalen går på, hvor meget vi vil ændre på centrale områder i gudstjenestelivet. Nye dåbs- og nadverbønner diskuteres, jeg prøver jo selv nye dåbsbønner af. Vi får en ny bibeloversættelse hen mod 2036, hvor den lutherske reformation i Danmark har 500 år jubilæum. Vi får den første prøveoversættelse fra Første Mosebog og Højsangen fra Det Gamle Testamente og Markusevangeliet og Filipperbrevet fra Det Nye Testamente, den sidste fredag i denne måned. Ja, selv gudstjenestens gang om søndagen kommer til debat og overvejelse de kommende år.
Og til alt dette kan man spørge, hvad det er, der får os tættere på Gud, som altid må være formålet med det hele. Kan nye nadver- og dåbsbønner få os tættere på Gud? Det er et godt spørgsmål. Eller måske kan de italesætte gudsnærværet bedre.
Uafhængig af disse overvejelser, har jeg forsøgt at indkredse, hvad det er, der får os tættere på Gud. Hvor oplever vi gudsnærværet særligt intenst?
De to mest oplagte er nok dåben og nadveren. Dertil kærlighedens gerninger. Desuden må bønnen til Gud nævnes. Og sikkert også intense naturoplevelser. Det er fem forsigtige bud. Dertil må ordets forkyndelse og velsignelsen nævnes, og så er vi oppe på syv.
Og jeg er helt med på, at det ikke er alle områder, der berører alle lige meget.
I dagens evangelietekst kommer bønnen til Gud i centrum.
Det kan nok godt opleves som grænseoverskridende at bede en bøn til Gud, hvis man ikke er vant til det. Fri bøn, altså en bøn, der ikke er forberedt, men som man beder frit fra leveren, har jeg personligt altid haft det svært ved. Selvom jeg forsøgte efter bedste evne, da jeg var tilknyttet Sankt Nicolai Tjenesten, hvor man sommetider bliver bedt om at bede en kort bøn. Men - jeg vil personligt, til enhver tid, foretrække Fadervor.
Som jeg også har talt med konfirmanderne om, så er der også den væsentlige ting, at netop Fadervor står i biblen, i Matthæusevangeliet, og det er Jesus selv, der opfordrer os til at bede bønnen. Det er ikke menneskeværk. Den er kommet til os ovenfra.
Ikke mindst Fadervor-bønnen ”Ske din vilje” er værd at hæfte sig ved. For måske er det netop udsagnet om, at det er Guds vilje, der skal ske, der gør det svært for mig og andre at bede mange andre bønner end Fadervor, sådan helt frit fra leveren. For: Hvad skal man egentlig bede om?
For når Jesus siger: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” og ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” – så kan man spørge, om det mon virkelig handler om, at man får det man beder om, eller det blot betyder, at man får, når man beder. Men i og med, at Gud ved bedst, og i og med, at vi jo netop beder, ”Ske din vilje”, så kan det næsten ikke handle om, at vi bare får det, vi beder om.
Der er jo netop ikke nogen garanti for, at forældrene bliver raske, blot fordi vi beder Gud om hjælp. Hvad skal bønnen så til for?
Jeg vil hævde, at det først og fremmest handler om, at lægge det svære liv i Guds hænder. Det kan man gøre – sprogligt – på mange måder. Altså, en stor erkendelse af, at der er meget, der er ude af vores hænder. Det er ikke vores opgave at bestemme, om en person er så syg, at det kun går en vej.
Det handler snarere om et skærpet fokus på det, der betyder noget for os, og så må vi netop stole på, at Gud ved bedst.
For det er jo klart, at hvis en hjemløs beder Gud om tag over hovedet, så dumper der ikke pludselig et tag ned fra himlen til ham eller hende. Eller hvis den sultne beder Gud om mad på bordet, så dumper der ikke pludselig mad ned fra himmelen.
Det handler snarere om et skærpet fokus på det, der betyder noget for os. For i de to tilfælde, er det jo det dobbelte kærlighedsbud, der gerne skulle aktivere os medmennesker til at hjælpe den hjemløse til tag over hovedet, og give den sultne mad.
Og man kan spørge, om det er hamsterhjulet, der gør, at vi så sent får øje på de behov, vores medmennesker har. Vi har ofte nok i os selv. Travlt med at leve livet og realisere vores indre jeg.
En bøn til Gud, får os tættere på Gud. Når vi beder en bøn til Gud, så manifesterer vi samtidig en mening med livet. Vi beder om noget, der virkelig har værdi og betyder noget for os. Og hvis der er noget, der løfter livet, ja, så er det, når vi faktisk mærker meningen med livet.
Dåben kickstarter vores forhold til Gud. Nadveren minder os om, at vi stadigvæk bare er fejlbarlige menneske, kærlighedens gerningerne, omsorgen for alt levende, realiserer vores gudsforhold, intense naturoplevelser kan skærpe vores bevidsthed om at være en Guds skabning blandt mange andre og bønnen til Gud kan minde os om selve meningen med livet, om det så bare er ”ske din vilje”. Ordets forkyndelse og velsignelsen er en naturlig del af enhver almindelig gudstjeneste plus konfirmationen, vielsen og begravelsen.
Jeg har altid ment, at bønnen ”Ske din vilje” er den mest centrale. Og når det er Guds vilje, der sker, så kan vi også have tillid til, at det nok skal ende godt for os alle sammen, allersenest på den anden side, når vi efter vore synders nådige forladelse, bliver modtaget af Gud i hans rige og vi bliver forenet med alt levende.
Amen.
Konfirmation: En nærværende og kærlig Gud
Prædiken til Kristi Himmelfartsdag, 2025. Holdt i Tranebjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Markusevangeliet, og læses til Kristi Himmelfartsdag, 1. tekstrække: Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Amen.
"Opfaret til Himmels". Hvad vil det sige, at Jesus efter sin tid på jorden, er væk igen, og vi tilsyneladende står alene; hvordan opleves det, hvilken betydning har det?
Vi kan prøve at forestille os situationer, hvor vi har oplevet noget meget intenst med et andet menneske eller andre mennesker. Det kan være fra en ferie, eller andre sammenhænge, hvor man oplever et forløb, hvor man er særligt intenst sammen med andre mennesker, eller blot en periode, hvor man er særligt optaget af noget.
Og så huske oplevelsen af, at dette intense forløb lige pludselig, fra det ene øjeblik til det næste. Er slut. Hvis jeg skal tale lidt jordnært, så husker jeg nogle af mine barndomsferier på denne måde. En intensiv periode i godt selskab, og hvor man måske har oplevet en hel masse. Og lige pludselig kommer dagen, hvor det er slut.
Der opstår i hvert fald en eller anden følelse af tomhed, måske endda rådvildhed og rastløshed. Disciplene har været sammen med Jesus et stykke tid, det har været intensivt og dramatisk, og pludselig er han væk igen. Hvordan himmelfarten har fundet sted, kan vi kun gisne om, men Jesu fysiske tilstedeværelse er i hvert fald med et borte.
Men himmelfarten er et stort paradoks.
For nu er han, Jesus, med himmelfarten, paradoksalt nok - over det hele - i stedet for, og dermed mere nærværende for flere. Jeg tror også vi kender det fra vores hverdag. Hvis en elsket person pludselig ikke er her mere, så tænker vi lidt mere på vedkommende end normalt. I levende live tænkte vi måske mest på vedkommende, når vi var sammen med denne. Det er som om, der sker noget med os, når den fysiske tilstedeværelse af en anden person pludselig ikke er der længere.
Og oven i hatten får vi i dag at vide, at den, der ikke tror, skal dømmes.
På den baggrund kan man spørge, hvor mange af os, der egentlig tror på den rigtige måde i Guds øjne. For sandheden er jo, at det aner vi ikke.
Det lyder også i trosbekendelsen, at Jesus sidder ved Gud højre hånd: "Hvorfra han skal komme og dømme levende og døde". Altså - ingen af os går fri til at starte med. Ingen af os lever perfekte liv. Eller som sangerinden Mumle kan synge: ”I det perfekte liv vil jeg lave fejl”. Men som jeg også har fortalt jer konfirmander, så er Gud i sit inderste væsen, kærlighed, og derfor vil vi alle ende i Guds kærlighed. Foran Guds kærlighed vil vi alle overgive os, og angre vores fejltrin, alle vores synder, så Gud bliver alt i alle, for hvad skulle man ellers gøre foran Guds absolutte og helende kærlighed.
Herefter gled ordene over i selve konfirmationstalen til de syv konfirmander. Mine konfirmationstaler vil blive udgivet ved en senere lejlighed.