Når troen gør forskellen

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Spørring Sognehus.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. 


 

Hvad er kristendom egentlig for en størrelse?


Her vil det nemme svar være noget med troen på Gud og gode gerninger. Faktisk var der overraskende mange af mine konfirmander, der mente, at gerningerne var vigtigere end troen. Og i dag med søndagens tekst vil det være oplagt at tænke på Peter, som en repræsentant for den tidligere kristendom, som ham der tror, handler, og får i overflod.


Men hvad vil det faktisk sige at gøre gode gerninger? Hvornår er det kristendom, og hvornår er det bare det, alle ville gøre? For det første skal det siges, at man ikke i alle kulturer nødvendigvis er enige om, hvad der bare er det rigtige at gøre, men det er en historie for sig.

Gamle K.E. Løgstrup ville tale om de suveræne livsytringer. Det er grundlæggende menneskelige ytringer som tillid, barmhjertighed og oprigtighed, som har en uforklarlig gennemslagskraft. De er ikke resultat af en beslutning, og sommetider sætter de sig igennem stik mod den enkeltes bevidste intention.


Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med fodboldspilleren Christian Eriksens kollaps. For dem af jer, der måske ikke ved, hvad jeg taler om, så kan jeg fortælle, at Danmarks stjernespiller nummer et faldt om med hjertestop i holdets første kamp under EM-slutrunden, der blandt andet er blevet spillet i København. Vi var mange, der så det ske på live-tv, og det var faktisk en meget voldsom oplevelse. Han blev hurtigt genoplivet ved førstehjælp og hjertemassage, og der var en række personer, både fodboldspillere og lægehold, der reagerede meget hurtigt. De er alle blevet rost fra nær og fjern for deres måde at reagere hurtigt på, og for hele deres menneskelige tilgang og attitude i situationen.


Er det kristendom at hjælpe et andet menneske i nød på den måde? Eller ville alle reagere sådan, såfremt de i øvrigt var i nærheden og havde mulighed for at handle?


Hvis Løgstrup har ret i sine suveræne livsytringer, så ville alle sandsynligvis reagere hurtigt efter bedste evne i en sådan situation.

Og samme Løgstrup ville sige, at det kristne bud om næstekærlighed især træder i kraft, når vi ikke umiddelbart ville reagere på et menneskes behov for hjælp. Måske er det faktisk en blanding af kulturkristendom og et aktivt valgt kristent liv. Vi reagerer især spontant på mennesker i nød, fordi vi også er opdraget til det. Og i Danmark, som er rundet af en kristen tradition, har denne opdragelse rod i kristendommen på den ene eller anden måde.


På den anden side, så skal vi i de situationer, hvor vi ikke reagerer spontant, og måske heller ikke orker, fordi vi har travlt, her skal vi træffe et mere bevidst valg om at stoppe op og hjælpe. På samme måde som den barmhjertige samaritaner valgte bevidst at stoppe op og hjælpe.


Så det hele bliver en blanding af tro, håb og kærlighed, gode gerninger og Guds nåde. Når vi reagerer spontant, er det Kristus, der handler i os. Når vi reagerer knapt så spontant, er det Jesus, der råber til os, at vi skal huske at elske vor næste, som Gud elsker os. Og når vi fejler i al vores ønske om at gøre det så godt som muligt, er Guds nåde der til at samle os op.


Og jeg tænker, at mange af os holder os tilbage med de særligt gode gerninger, fordi vi alligevel ikke synes, at vores handlen i verden kan gøre den store forskel. Vi prøver og prøver, men verden synes lige meget præget af ufred, krig og smerte. Det vi kan gøre, gør en meget lille forskel, når det kommer til stykket.


Og det er jo det, der er på færde, også i dagens tekst.


Peter har sammen med sine kollegaer knoklet hele natten uden noget resultat. Så galt går det sikkert ikke hver nat, men man kan sagtens se for sig det hårde arbejde. Og føle sig fristet til at spørge: Hvad kommer der ud af det alt sammen? Det er jo ikke alle gode bestræbelser, der bliver til nationale tophistorier i en hel uge.


Men faktisk vil jeg hævde, at teksten er et meget godt eksempel på Luthers retfærdiggørelseslære.


For uanset hvor meget vi knokler, om det så er med arbejdet eller med gode gerninger så har det ingen indflydelse på Guds kærlighed eller Guds nåde.


Det er troen, der gør hele forskellen.


Det ser vi også i historien, for det er i det øjeblik, at Jesus beder Peter om at kaste nettet ud igen – og Peter adlyder hans ord, tror Jesu ord, at der pludselig sker noget.


Og så sker det endda til overflod. Det var ikke Peters knokkelarbejde, der gav ham i overflod. Det var hans tro på Jesu ord.


På Peters videre reaktion ses også, at han ikke rigtigt accepterer, at der ikke skal mere til. Han mener ikke, han har fortjent overfloden, og kommer med det samme med en syndsbekendelse.


For Peter kan ikke forstå, at troen virkelig skulle være nok. Han føler ikke, han har fortjent den overflod, som Jesus kan give ham, alene ved troen.


Meget fint illustrerer teksten også sammenhængen mellem troen, nåden og de gode gerninger.


For selvom det ikke er gerningerne, Peters møje og besvær, der giver ham overfloden, men troen. Så er en helt naturlig konsekvens af, at Peter oplever, at Gud er kærlighed – en helt naturlig konsekvens er nemlig, gerningerne, efterfølgelsen.


De to ting er uløseligt forbundet. Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger. Peter følger efter Jesus som den gave og opgave, Jesus er.


Amen.

 

 

Håb for alle

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Ebeltoft Kirke.



Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«. 


 

Der er noget meget befriende over dagens tekst.


For ofte lægges vægten med rette på Jesu forkyndelse som noget meget absolut. Når det hedder, at vi skal elske vor næste, så er buddet ubetinget. Både når det gælder de spontane ytringer, og når det gælder de gode gerninger, vi skal tage os sammen til.


Derfor er der egentlig ikke noget overraskende i, når Jesus fortæller os, at vi skal give alt, vi ejer, til de fattige. Evangeliet peger konsekvent hen på næsten, som må have alt vor opmærksomhed. I den forstand er det en kristen pligt at fornægte os selv til fordel for vores trængende næste.


Eller hvad? For i dagens tekst er det som om, at vi for en gangs skyld kan være lidt med som mennesker. Det hele behøver netop ikke at være så ubetinget, så absolut, så uoverskueligt, når vi gerne vil hjælpe andre.


Det handler egentlig bare om ordentlighed. Om at handle korrekt.

Men hvad vil det faktisk sige at handle korrekt? Hvornår er det kristendom, og hvornår er det bare det, alle ville gøre? For det første skal det siges, at man jo ikke i alle kulturer nødvendigvis er enige om, hvad der bare er det rigtige at gøre. Men det er en anden historie.


Jeg har tidligere nævnt Christians Eriksens kollaps som et eksempel, og jeg vil opridse scenen igen.


For dem af jer, der måske ikke ved, hvad jeg taler om, så kan jeg fortælle, at Danmarks stjernespiller nummer et faldt om med hjertestop i holdets første kamp under EM-slutrunden, der blandt andet er blevet spillet i København. Vi var mange, der så det ske på live-tv. Han blev hurtigt genoplivet ved førstehjælp og hjertemassage, og der var en række personer, både fodboldspillere og lægehold, der reagerede meget hurtigt.


Er det kristendom at hjælpe et andet menneske i nød på den måde? Eller ville alle reagere sådan, såfremt de i øvrigt var i nærheden og havde mulighed for at handle?


Her vil det også være relevant at nævne gamle K.E. Løgstrups suveræne livsytringer. Suveræne livsytringer er grundlæggende menneskelige ytringer som tillid, barmhjertighed og oprigtighed, som har en uforklarlig gennemslagskraft. De er ikke resultat af en beslutning, og de formår sommetider at sætte sig igennem stik mod den enkeltes bevidste intention.


På den baggrund ville alle sandsynligvis reagere hurtigt på et hjertestop efter bedste evne i en sådan situation.


Og samme Løgstrup ville sige, at det kristne bud om næstekærlighed især træder i kraft, når vi ikke umiddelbart ville reagere på et menneskes behov for hjælp. Måske er det faktisk en blanding af kulturkristendom og et aktivt valgt kristent liv. Vi reagerer især spontant på mennesker i nød, fordi vi også er opdraget til det, altså en form for kulturkristendom, da vi i Danmark, som er rundet af en kristen tradition, har en opdragelse med rod i kristendommen på den ene eller anden måde.


På den anden side, så skal vi i de situationer, hvor vi ikke reagerer spontant, og måske heller ikke orker, fordi vi har travlt, her skal vi træffe et mere bevidst valg om at stoppe op og hjælpe. Og når antallet af frivillige hjerteløbere steg voldsomt efter Christians Eriksens kollaps, kan man sikkert se det som en blanding af spontanitet – vi vil gerne gøre et eller anden for at hjælpe – og så et meget aktivt valg. Kan vi ikke hjælpe Eriksen med hans korte hjertestop, så er der sikkert andre, der har brug for samme hjælp. Når noget bliver konkret, opdager vi behovet, og vil ofte gerne hjælpe.


Så det hele bliver en blanding af tro, håb og kærlighed, gode gerninger og Guds nåde. Når vi reagerer spontant, er det Kristus, der handler i os. Når vi reagerer knapt så spontant, er det Jesus, der råber til os, at vi skal huske at elske vor næste, som Gud elsker os. Og når vi fejler i al vores ønske om at gøre det så godt som muligt, er Guds nåde der til at samle os op.


Og dagens historie med Jesus og overtolderen viser os, at vi egentlig bare skal lade vores samvittighed råde, og lade situationen afgøre vore handlinger.


Når selv en overtolder, en værnemager, kan få ros af Jesus, fordi han nøjes med at gøre det, han kan overskue, så er der også håb for os andre.


Jesus er nemlig inkluderende. Det viser Jesus med sit eksempel, da han træder ind under overtolderens tag. Overtolderen – altså værnemageren - inkluderes i fællesskabet på denne direkte måde, til stor forargelse for folkemængden.


Jesu dom over overtolderen, Jesu dom over alle os, der ikke er så konsekvente, at det gør noget, men dog forsøger, er dog heller ikke til at tage fejl af, da han kaldes ”det fortabte”. Men hvad der er fortabt i verdens øjne, er ikke ultimativt fortabt i Jesu øje.


Vi kan nemlig trøste os ved verdens største kærlighedserklæring, som både er dom og nåde: Dine synder er dig forladt.


Så længe Jesus Kristus er vores eneste dommer, er der åbnet til Guds fred.  


Amen.