Når Gud glæder sig og siger JA

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Ebeltoft Kirke. 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«


 

Da vi snakkede om tro og gerninger for en måneds tid siden, var der flere af jer, der mente, at gerningerne var vigtigere end troen i kristendommen. Og det, selvom vi lige havde læst om Martin Luther, der mente noget andet.

 

Helt skævt er det dog ikke, da vi jo indirekte dømmes på vore gerninger, da troen gerne skulle vise sig i gerningerne. Så det er meget positivt, at så mange af jer lægger vægt på gerningerne.

 

Endnu vigtigere er det dog at kunne se og erkende sine egne fejl.

 

Så hvis vi undrer os over, at Jesus glæder sig mere over én person, der omvender sig til Gud. Altså erkender sine fejl, og lover at gøre det bedre for sine medmennesker fremover.  Hvis vi undrer os over, hvorfor Jesus ikke bare glæder sig over de 99, der har været gode troende hele tiden, så kan det skyldes vores ønske om en belønning for at vi har gjort det rigtige fra starten. Vi er ikke som den kriminelle, som sent i livet erkender alt det dumme, han eller hun har gjort. Nej, vi har hele tiden været på den rigtige side. Hvorfor ikke glæde sig mere over det?

 

Jeg synes vores reformator Martin Luther har sagt det ganske godt: Gode gerninger gør ikke en kristen, men en kristen gør gode gerninger. Har man denne tilgang til livet, vil man altid glæde sig sammen med Gud over de mennesker, der skifter livsbane til det bedre, fremfor at ærgre sig over, at man ikke selv er i centrum for rosen.

 

Men når vi føler, at det er vores opgave at drage omsorg for alt levende, og denne følelse gennemstrømmer hele vores liv, så bliver vi også meget opmærksom på, hvor ofte vi laver fejl i forhold til vores næste, ja alt levende.

 

Og i virkeligheden vil denne bevidsthed om vores egne fejl og mangler gøre os opmærksom på, at det faktisk er os, der er den ene, der er faldet fra. Fordi vi ikke gør alt det gode, vi burde gøre. Derfor er det faktisk sådan nogen som os, som Kristus glæder sig over, når vi vender tilbage til troen med de gode gerninger og bevidstheden om vores egne fejl og mangler.

 

Guds kærlighed bringer os tilbage, hvor vi er tæt på Gud trods vores mange fejl og mangler. Men vores handlinger bringer os bort igen, fordi vi ganske enkelt ikke formår at leve med Jesus som vores forbillede i praksis.

 

Derfor er det også en stor trøst, at det ikke er vores opgave at sige ja til Gud. Det formår vi alligevel ikke at gøre rigtigt. I hvert fald viser vi det ikke særligt godt i praksis.

 

Det er også derfor, at konfirmationen handler om Guds ja til jer, og ikke omvendt. I skal med andre ord lære at acceptere, at I allerede er accepteret af Gud.

 

Og med disse ord ønsker jeg jer alle en glædelig konfirmation.

 

Amen.



Efter prædiken på prædikestolen holdt jeg en konfirmationstale rettet særligt til konfirmanderne.

 

 

Om Guds kærlighed og nådebånd

Prædiken/fortælling i anledning af minikonfirmandafslutning, 26. juni 2021. Holdt i Trige Kirke.



KORT om forløbet, hvor mini'erne blandt andet har tegnet skabelsen på en gul baggrund. Det første Gud sagde, var der skulle blive lys. Først senere skabte han solen, månen, stjernerne. Mon ikke det var kærlighedens lys, han skabte først?


Desuden har de tegnet deres hænder, og skrevet navnene på dem, der drager omsorg for dem. De fleste har også skrevet Gud eller Jesus.


Desuden har de skullet tegne noget guddommeligt og noget menneskeligt. Her er der blevet tegnet englelignende vinger, og en kniv og en gaffel!



OG så en fortælling om, hvordan Gud bruger sit nådebånd, hvor vi andre normalt bruger målebånd. Vi bruger milimeter-retfærdighed, når vi skal sammenligne. Vi skal have lige meget eller i hvert fald som fortjent. Gud er helt anderledes. Han strækker sit nådebånd langt. Skulle vi i følge målebåndet have haft 10 centimeter, får vi uendeligt i stedet.