At komme til lyset
Prædiken til Anden Pinsedag, 2025. Holdt i Ørby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til Anden Pinsedag, 1. tekstrække: Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud. Amen.
Første del af tekstlæsningen, vi lige har hørt, kaldes også for Den Lille Bibel. Og i den forbindelse kan det være værd at bemærke, at kirken var før biblen. Urkristendommen, urkirken fødtes af det levende ord, det var det levende ord, der havde autoriteten, ikke det skrevne bogstav. Det kom til senere, da vi fik kanon, og teksterne blev samlet til biblen. Som Jens Rosendal skrev i en salme fra 1987: ”Troen er aldrig artikler trykt i en indbunden bog, tro er at vove sig udad varsom og kærlig og klog”.
Vi kan med fordel dele dagens tekst op i tre små citater. Lad os tage det første.
”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”.
Formålet med Jesu sendelse til verden, og det arbejde, vi efter pinsen, kirkens fødselsdag, er pligtige at fortsætte, er ikke at dømme verden, men at forkynde frelsen. Forkynde Guds nærvær, hjælpe folk tættere på Gud, om man vil.
Formålet er, at verden skal frelses ved Kristus. Derfor slutter jeg altid min kirkebøn med ordene: ”Du, Jesus Kristus, er vores eneste dommer”. Det giver en utrolig tryghed, da Jesus dømmer med kærlighed.
Næste citat, jeg vil nævne, siger dog: ”den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”
Det lyder unægtelig som en dom, der ikke er sjov at få. Tror vi ikke på Guds enbårne søns navn, er vi allerede dømt.
Men, vi må huske, at der er vi alle sammen, eller har vi alle sammen været på et tidspunkt. Hvornår troen og frelsen dukker op i løbet af et menneskeliv, er umuligt at vide, det ved kun Gud. Som nogen vil vide, har jeg tidligere leget med syv ting, der kan få os tættere på Gud, og dermed troen og frelsen, eller frelsen og troen, om man vil. Det er dåben, der kickstarter vores forhold til Gud, nadveren minder os om, at vi stadigvæk bare er fejlbarlige menneske, der trænger Guds barmhjertighed og tilgivelse, kærlighedens gerningerne, omsorgen for alt levende, realiserer vores gudsforhold, intense naturoplevelser kan skærpe vores bevidsthed om at være en Guds skabning blandt mange andre af Guds ikke-menneskelige skabninger og bønnen til Gud kan minde os om selve meningen med livet, om det så bare er ”ske din vilje”. Ordets forkyndelse og velsignelsen er en naturlig del af enhver almindelig gudstjeneste plus konfirmationen, vielsen og begravelsen.
Det er syv forsigtige bud på, hvad der kan få os tættere på Gud. Men vi må huske, at det er Gud, der som Helligånden virker tro, hvor og hvornår Gud vil det.
Men det er helligånden, der gør, at vi kan holde kirke. Derfor kaldes pinsen også, som antydet, kirkens fødselsdag, for det var her, disciplene fik helligånden, så urkirken kunne begynde.
Det er nu, vi skal gå ud i verden og forkynde Jesus Kristus og det glædelige budskab om den fuldkomne kærlighed og forsoning med Gud.
Næste søndag hedder trinitatis søndag, men engang talte man faktisk søndagene efter pinsen, som 1., 2. og 3. søndag efter pinsen, og så fremdeles.
Sidste citat fra dagens læsning, jeg vil nævne er: ”For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres”.
Det var sikkert også det, Søren Kierkegaard kaldte angsten for det gode. Altså en blanding af, at det kan være angstfuldt at se sine egne dårligdomme i øjnene, og at vi derfor bliver helt væk fra lyset. Vores dårligdomme kan jo være alle de gange vi har svigtet, måske bagtalt andre mennesker, måske noget endnu alvorligere. Det kan være en hård omgang at erkende, samvittigheden kan være en hård dommer. Og på samme tid, så forpligter det gode liv også. Jo mere bevidste vi er om, hvad det gode og rigtige er, jo mere klar er opgaven for os og jo større forpligtelse.
Derfor kan det forekomme nemmest at undgå lyset.
Alle, der øver ondt, kommer ikke til lyset. Det lyder igen som en dom, der rammer os alle hårdt.
Men – i al sin glas stråler solen, det guddommelige lys.
For, efter døden lander vi i lyset, og for alle os, som har været for selviske i vores liv, for alle os, der har mærket det dæmoniske i os selv, det destruktive, forestiller jeg mig, at det guddommelige lys vil være smertefuldt at opleve, at alle vores dårligdomme bliver åbenbaret for os.
Frelsen kan derfor være yderst smertefuld for mange af os.
Det kan meget vel være, at vi kan dukke os selv for lyset i det jordiske liv. Ignorere Gud, være ligeglad, leve som det passer os, destruktivt og egoistisk.
Men det risikerer at føre os til en følelse af fortabthed og meningsløshed, og måske risikerer vi endda at bidrage til at gøre livet til et helvede for andre, uden vi måske er klar over det. Som gamle Løgstrup sagde, så holder vi alle et stykke af andres liv i vores hænder, et liv, vi kan hjælpe til at lykkes, eller gøre uudholdeligt.
Men på den anden side, altså på den anden side af døden, foran Gud, kan vi ikke dukke os for lyset. Der må vi overgive os til kærligheden selv, så vi endelig kan blive helbredt, måske endda opleve helbredelsens smerte inden den fuldkomne frelse.
Men det ender godt.
Amen.
Når dommen falder
Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 1. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Amen.
Dagens historie handler i høj grad om, hvordan vi lever vores liv her og nu, og hvad vi gør med de ressourcer, vi har, hvis vi har dem.
Selvom vi måske ikke er rige på samme måde som den rige mand i historien, lever vi dog på et niveau i Danmark, man ikke gør mange andre steder i verden. De fleste af os gør i hvert fald og København er faktisk lige blevet kåret som verdens bedste by at bo i.
I det jordiske liv fik den rige mand i historien aldrig rigtigt øje på den fattige Lazarus. Den rige mands liv var præget af egoisme og selvoptagethed, mens den fattige Lazarus var udsat for fattigdom og lidelse, uden at nogen rakte hånden ud til ham. Da de begge dør, er det, som om deres liv er blevet omvendt – den ene bliver ophøjet, den anden falder i dyb fortvivlelse.
Det er umuligt at vide, hvad den rige tænkte om den fattige, men sindelaget har Gud åbenlyst ikke været tilfreds med, og i historien virker den rige da også helt ligeglad med den fattige. Vi hører heller ikke noget om den fattiges sindelag, men historien viser, at Gud må have været tilfreds.
Men det er velkendt, at Jesus minder os om at have øje for dem, der er i nød omkring os. Han opfordrer os til at leve med en vilje til at dele det, vi har, ikke kun med dem, vi kender og elsker, men også med dem, der måske er blevet overset eller glemt af samfundet.
Det er nemt at blive blind for andres lidelse. Vi lever i en verden, hvor vi kan blive opslugt af vores egen travlhed, vores egne drømme og ambitioner, vores eget liv. Men Jesus minder os om, at vi ikke kan lukke øjnene for dem, der er i nød. Vi er kaldet til at se, handle og række ud med kærlighed – både til dem, der er tæt på os, og dem, der står langt fra os. Derfor kan det være så fortvivlende at følge nyhederne i fjernsynet, for hvordan hjælpe palæstinenserne, der langsomt bliver skubbet ud af Gaza og Vestbredden. Hvordan udtrykke sympati for israelere i beskyttelsesrum eller herboende iranere, der frygter det værste for deres familie i Iran. Krig og konflikt er noget, der gør os alle afmægtige.
Og der er vist heller ingen tvivl om, at dagens historie skal fortælle os, at vores handlinger eller mangel på samme, har konsekvenser.
Ja, i historien siger Abraham direkte, at der er en dyb kløft mellem den rige og Lazarus, så de ikke skal kunne komme over til hinanden. Og det er sikkert rigtigt. Kløften synes uovervindelig, for selvfølgelig er der uendelig forskel på at blive frelst, få den fuldkomne frelse, overfor stadig at pines i sin selvtilstrækkelighed, eller måske rettere: først nu, hvor det ser ud til at være for sent, først nu at opdage sin selvtilstrækkelighed.
Og jeg tænker, at det gælder rigtigt mange af os. Vi får alt for sent øje på omfanget af vores selvtilstrækkelighed.
Det er naturligvis umuligt at forestille sig, hvad der konkret sker, når vi foran Gud opdager vores eget ego, vores fokus på vores eget liv, alt det mørke i vores indre. Men jeg tænker, at man meget godt kan bruge det billede, som dagens lignelse giver os.
Nemlig, en følelse af en uoverstigelig kløft mellem os, som har været for selvtilstrækkelige og for selvcentrerede i vores liv her på jorden. En uoverstigelig kløft mellem os, og så de andre.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor mange, der er blandt ”de andre”? Hvor mange retfærdige ligger der i Abrahams skød, billedligt talt?
Sagen er selvfølgelig, om der overhovedet er nogen. Og om menneskeheden som sådan – og derfor – virker håbløst fortabt på forhold. Findes der overhovedet mennesker, som ikke på et eller andet tidspunkt, har opført sig egoistisk eller selvtilstrækkeligt i deres jordiske liv?
Derfor vil alle opleve kløften. Men ligesom disciplene et andet sted spørger Jesus, hvordan nogen overhovedet kan blive frelst, hvis adgangen til gudsriget er menneskelig umuligt at gå og får svaret, at for Gud er alting muligt. Således også her. Ja, vi kan ikke krydse kløften. Og det kan Abraham sikkert heller ikke. Men det kan Gud.
Derfor kan jeg levende forestille mig, at vi alle sammen, når vi står på dommens dag foran Gud, får os noget af en forskrækkelse, når vi får den første dom. Når det går op for os, at vi slet ikke hører til i gudsriget, uanset hvor troende vi har følt os i det jordiske liv.
Men efter vores synders nådige forladelse, bliver vi alle ført med Guds hånd over i Abrahams skød, billedlig talt. Og helvede bliver – med biskop Jan Lindhardts ord – et utroligt tomt sted.
Det ender godt på den anden side.
Det er et større spørgsmål, om det ender godt i det jordiske liv. For her kan man i allerhøjeste grad tale om et helvede på jord, flere steder på kloden. Bare tag billederne fra Gaza. I det omfang vi må se dem, for de israelske myndigheder vil ikke have, at vi ser billeder fra Gaza. Selv statsministeren har sagt, at grænsen er nået.
Og kirken bør være en af de første til at råbe op, når tingene udvikler sig ekstremt og altid være på de undertryktes hold, uanset farve, religion og etnicitet. Og det, der sker i Gaza for tiden, nu i ly af krigen mod Iran, er forfærdelig.
Derfor vil jeg i stedet for kirkebønnen, læse brevet fra otte af landets biskopper op, herunder biskoppen fra Århus Stift, som vi hører under:
Krigen i Gaza har for længst passeret alle rimelige proportioner
Vi ser med forfærdelse på den forværrede situation i Gaza og Israels tiltagende fremfærd på Vestbredden.
Vi opfordrer derfor den danske regering til at lægge pres på den israelske regering til at efterkomme de mange internationale krav om at indstille krigshandlingerne i Gaza øjeblikkeligt og samarbejde om at få mere nødhjælp ind i Gaza.
Vi støtter de kraftige protester mod de fortsatte og ulovlige bosættelser i de besatte områder og støtter bestræbelserne på, at forskellige befolkningsgrupper - herunder kristne - der har en lang og legitim tradition for at leve i Israel og de besatte palæstinensiske selvstyreområder, kan leve fredeligt sammen.
Vi opfordrer til, at alle nødhjælps- og civilsamfundsorganisationer samarbejder om at afhjælpe den akutte nød og på længere sigt for fred og forsoning, og vi opfordrer til, at Hamas straks frigiver de kidnappede gidsler.
Vi afviser den såkaldt kristne zionisme, der bruges som religiøs understøttelse af illegale bosættelser og fordrivelse af ikke-jøder fra de palæstinensiske områder.
Vi appellerer til, at vores egen og andre landes regeringer anerkender palæstinensernes ret til frihed og retfærdighed og retten til at blive inddraget i opbygningen af en varig fred med staten Israel, så både palæstinensere og israelere kan leve et værdigt liv.
Vi tager på det kraftigste afstand fra ethvert misbrug af religion til at begrunde overgreb på mennesker - herunder krigsforbrydelser. Vores tanker og forbøn går til alle ofre i denne konflikt – herunder det kristne palæstinensiske mindretal, som i årevis har arbejdet for forsoning, retfærdighed og fred.
Amen.