At være kirke

Prædiken til 2. pinsedag, 2026. Holdt i Langør Kirke

Dette hellige evangelium fra Johannesevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til anden pinsedag i lige år, anden tekstrække: Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«  Amen.

Kirken er blevet født. Pinsedag brød Helligånden ind over disciplene som storm og ild, og mennesker, der kort forinden havde siddet bag lukkede døre af frygt, stod nu frem og talte åbent om Kristus. Noget nyt begyndte. Ikke bare en ny religion eller en ny bevægelse, men en helt ny virkelighed midt i verden.

Og derfor er anden pinsedag en meget vigtig dag. For nu kommer spørgsmålet: Hvad er det for et liv, der begynder efter pinsen? Hvad er det, Helligånden skaber?

Evangeliet virker næsten overraskende stille efter pinsedagens dramatik. Jesus siger blot: ”Jeg er livets brød.”

Ingen ildtunger. Ingen stormvind. Bare dette billede: brød.

Men måske er det netop pointen. For kirken skal ikke leve af dramatiske øjeblikke alene. Den skal leve af Kristus. Helligånden kommer ikke kun som kraft og begejstring; den kommer også som liv, som nærvær, som det, der holder mennesker levende gennem helt almindelige dage.

Derfor passer dagens læsninger også så godt sammen. Ezekiel taler om, at Gud vil give mennesker et nyt hjerte og en ny ånd. Apostlenes Gerninger fortæller om de første kristne, der delte livet med hinanden, holdt fast ved fællesskabet og brød brødet sammen. Og så siger Jesus: ”Jeg er livets brød.”

Det hele peger i samme retning: Gud er i færd med at skabe et nyt menneske og et nyt fællesskab.

Det radikale ved pinsen er nemlig ikke bare, at disciplene pludselig kunne forstå fremmede sprog. Det radikale er, at mennesker nu bliver forbundet med hinanden på en ny måde. De første kristne levede ikke længere kun som enkeltpersoner, der skulle klare sig selv. De blev ét legeme og én krop. Én kirke. Et fællesskab båret af Kristus selv.

Det er en udfordring til enhver tid, men måske særligt til vores. For vi lever i en verden, hvor vi hele tiden lærer at fokusere på os selv. Vi skal skabe os selv, finde os selv, realisere os selv og beskytte os selv.

Jesus siger ikke: Jeg er livets succes. Eller: Jeg er livets præstation. Han siger: Jeg er livets brød.

Noget man modtager. Noget man ikke kan skabe selv.

Og det er måske det, mange mennesker længes efter uden helt at kunne sætte ord på det. Vi lever i en tid med enorm velstand og enorme muligheder for langt de fleste i Danmark, men også med en dyb uro. Man kan fylde livet med aktiviteter, information og underholdning og alligevel mærke en sult indeni.

Jesu ord peger på, at mennesket ikke kun lever af det, der kan måles og præsteres. Der findes en anden hunger. En hunger efter mening, håb, kærlighed og tilgivelse. Derfor siger Jesus, at den, der kommer til ham, ikke skal sulte.

Det er dét liv, kirken er sat i verden for at vidne om.

Ikke som en perfekt institution. Ikke som et fællesskab af særligt vellykkede mennesker. Men som et sted, hvor mennesker igen og igen får lov at leve af nåde.

Disciplenes historie minder os jo netop om, at kirken aldrig blev bygget på stærke mennesker. Den blev bygget på mennesker, der var bange, tvivlende og skrøbelige, men som blev båret af Guds Ånd.

Når vi samles om ordet og brødet, når vi døber, beder og synger, når vi bærer hinanden gennem sorg og glæde, når vi har omsorg for alt levende, når vi får Guds velsignelse, når vi nedbryder grænser mellem mennesker, og snakker med folk, vi ikke burde kunne forstå, når frelsen skaber troen, så fortsætter pinsen. Så er Helligånden stadig på færde midt iblandt os.

Anden pinsedag minder os derfor om, at pinsen ikke var en enkelt spektakulær dag i Jerusalem. Pinsen er begyndelsen på et nyt liv i verden. Et liv, hvor Gud ikke længere kun er noget fjernt og ophøjet, men én der vil bo midt iblandt mennesker.

Tidligere talte man alle søndage fra pinse indtil advent som 1. og 2. og 3. søndag efter pinse, hvor vi i dag bruger næste søndags trinitatis som udgangspunkt.

Kirken er blevet født. Og nu venter den radikale nye virkelighed: at Kristus stadig giver sig selv til verden som livets brød.

Hvis pinsens ånd ofte symboliseres med ild, og ånden unægtelig er på færde i dåben, giver det god mening at synge om at være tændt af badet, som vi snart skal synge [min nadversalme, "Når vi samles"]. Det er ånden ved dåben, der tænder, og det er ånden, der kan hjælpe os til at nedbryde grænser.

Vi nedbryder grænserne symbolsk, når vi har altergang.

Og dåben minder os om, at det er ånden, der skal vejlede os.

Så vi for alvor kan være kirke.

Amen.Øverst på formularen

HOLDT PÅ SPORTSPLADSEN I BRUNDBY, PINSEDAG, 2026

Jeg kunne have valgt at gentage min pinseprædiken fra i formiddags [pinsedag]. Når man taler om samtale og forståelse, og at bryde grænser ned mellem os og dem, være inkluderende og sige velkommen til alle medmennesker, så taler vi pinse. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag. Jeg kommer dog ikke til at gentage mig selv, så her kommer min tale til fredsdagen.

Tale til fredsdag

Ka’ vi få’ no’et fre’?

Det var meningen det skulle lyde fynsk.

Ka’ vi få’ no’et fre’? Hvorfor på fynsk? Jo, for mange år siden var der en antropolog, der fortalte, hvorfor den folkekære skuespiller, Ove Sprogøe, var så populær. Sprogøe talte, som nogen måske kan huske, tydeligt med fynsk dialekt. Og hvorfor var det vigtigt? Jo, for så kunne man høre, at han var en meget konkret person, der kom et meget konkret sted fra. Han var et rigtigt levende menneske, man kunne relatere til, og derfor lyttede man med interesse. Måske kunne man strække den til at sige, at han havde en vis myndighed eller karisma, der gjorde, at folk lyttede. Og han arbejdede også for fredssagen.

Hvem skal man lytte til i dag?

Foreningen Brobyggerne, Center for dialogkaffe var en mulighed. Men uanset om man lytter til brobyggerne, Özlem Cekic og Jair Melchoir, hhv. muslim og jøde, som arbejder for, at folk, der er meget uenige, skal tale sammen, eller en Jakob Holdt, som har brugt hele sit liv på at tale om at sige ja til alle mennesker, så deler disse personer, utroligt nok også vandene.

Selv normalt besindige og fornuftige mennesker kan udtrykke skepsis overfor disse personer. Özlem blev bebrejdet, at hun arbejdede sammen med Flemming Rose, manden bag Muhammedtegningerne. Ja, folk meldte sig ud af Brobyggerne, for ham ville de ikke sidde sammen med. Så meget for brobygning. Og Melchoir bliver i egne rækker bebrejdet at han udtrykker forståelse for palæstinensernes sag. Og jeg selv blev engang bebrejdet, at jeg efter en gudstjeneste i Thorning gav Jesper Langballe hånden.

Når jeg om søndagen beder kirkebønnen, beder jeg for tiden om, at mennesker, der er meget uenige, faktisk taler sammen. Og jeg beder om, at vi husker på Jesu bud om fjendekærlighed. Og jeg beder om, at vi skal huske på bjælken i vores eget øje.

Der var engang, hvor jeg synes, at Yoko Ono’s fredsord, Imagine Peace, var utroligt naivt. Men ved nærmere eftertanke ville det jo være tragisk, hvis vi ikke engang er i stand til at forestille os freden. Eller som Hugorm kan synge med Peter Sommer: Naiv for enhver pris, skal alting koste en krig?

For, hvad skal man stille op med udsagnet, Peace Please?

Udtryk og fraser, som vi har hørt så mange gange før, bliver ofte mere levende, mere fyldige og gyldige, hvis de siges af nogen, der kan sige det, så vi lytter. Så mange nok lytter.

Som barn af Den Kolde Krig, tænker jeg, at vi mangler vor tids ”Tear down this wall”, som Reagan sagde til Gorbatjov i 1987. Men hvem skal det, billedligt talt, siges til i dag i en multipolær verden, og hvem skal sige det med myndighed. I hvert fald ikke en præsident, der ligner en, der har købt sin fredspris i Temu-shop.

Uanset hvad, er det for sent med Ove Sprogøe, som også talte fredens sag. Og det skal være en, som alle kan lide, så alle lytter.

Og måske er det i virkeligheden problemet i vores tid. At vi er blevet så polariseret, som land og som verden, at vi faktisk ikke lytter til hinanden. Vi sidder med hver vores sandhed, hver vores fakta. Er man pro-palæstinenser, vil man lægge vægt på palæstinensernes uholdbare situation igennem årtier. Er man pro-Israel, vil man lægge vægt på, at israelere i årtier har følt sig truet på deres eksistens. Den oplevelse kan man ikke tage væk fra nogen, uanset hvordan de to lejre ser på hinanden. Nogen vil lægge vægt på, at Irans regime skal væltes, og ingen vil savne det. Andre vil lægge vægt på folkeretten, som også gælder USA og Israel.

Jeg lavede engang en prædikensamling, jeg kaldte for ”At handle i verden, båret af Guds nåde”, hvor titlen var en henvisning til en nytårsprædiken, hvor hovedbudskabet var, at der er så utroligt meget i verden, som er helt ude af vores hænder. Der er mange grunde til at føle sig meget afmægtig. Men at vi altid skal huske, at der hvor vi kan gøre en forskel, skal vi huske at gøre en forskel. Der hvor vi kan gøre en forskel, er lokalt. Og jeg synes, at hele arrangementet i dag, fredsdagen, hvor vi sammen siger Peace, Please!, er et fantastisk eksempel på det. For vi kan ikke gøre meget andet, end at sige det højt sammen, Peace, Please!. Og blive ved med at sige det højt, så vi ikke glemmer det.

Og husk, når der brydes grænser ned mellem mennesker, og vi først og fremmest ser hinanden som medmennesker før alt muligt andet, så er der pinse.

God fredsdag og glædelig pinse.