Ny prædikensamling - køb HER

Jesu myndighed

Prædiken til 19. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt Spørring Kirke og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Amen.

 

 

Der er noget dobbelt og noget ejendommeligt over udtrykket, dine synder tilgives dig.


For det første er det nemt at sige. Alle kan sige det. Hvor som helst, når som helst. Der er ingen ben i det. Det er bare at sige ordene.


Samtidig kan man hævde, at ordene er lidt fluffy. Måske endda lidt abstrakte. At sige, at de er intetsigende, er nok at stramme den, men ord, som kan siges af hvem som helst, når som helst, hvor som helst, kan jo godt få karakter af, at være så udvandede, at de ikke rigtigt betyder noget mere.


Der var faktisk engang, hvor jeg tænkte, hvad jeg egentlig skulle bruge ordene til. At tage imod dem, forudsætter vel en vis form for anger, eller i hvert fald oplevelsen af, at man har brug for ordene. Og hvis man ikke går rundt og føler sig som et dumt svin, så er det ikke sikkert, man føler tilgivelse behov.


I kirken hører vi ordene jævnligt, og jeg tænker da også sommetider, om vi hører dem for tit. Er det altid, vi er modtagelige overfor ordene? Er det altid, vi har oprigtigt behov for at høre disse ord?


Det er et virkelig godt spørgsmål. Sommetider er ordene ganske vist først og fremmest rituelle. Ikke at de ikke betyder noget i den sammenhæng, men måske mere som noget, vi kan tage med os til mørke stunder. Eller også er det blot fordi, at ordene hører hjemme i kirken, hører hjemme under en gudstjeneste, og derfor ville mangle, hvis vi aldrig hørte dem.


Jeg har næsten lige sagt, at alle og enhver kan sige ordene. Og det er jo lavpraktisk helt korrekt. Det er dog ikke det samme som, at vi alle kan sige ordene med mening. Eller med myndighed og autoritet.


Det er netop ikke altid, at ordene kan det, de udsiger. De skal siges til rette tid, med den rette autoritet eller gennemslagskraft. Og det sker nok ikke så tit.


Denne problemstilling gennemstrømmer hele dagens tekst. For det første siger Jesus ordene, ”Dine synder tilgives dig”. Ordene er ikke svære at udtale, men det er tydeligt, at de ikke er sagt for sjovt i situationen. De er sagt med myndighed. Måske er det det, der provokerer de skriftkloge. Hvad bilder Jesus sig egentlig ind? For hvem kan tilgive synder, foruden Gud?


Ja, i datidens jødedom er svaret på det spørgsmål soleklart. Ingen. Kun Gud kan tilgive synder på den måde.


Nu handler evangelieteksten faktisk slet ikke om syndernes forladelse først og fremmest. Setup’et, situationen er en helt anden. Nemlig en scene, hvor fire mænd bærer en lam på en båre hen til Jesus. Eller rettere: Der er så megen trængsel omkring Jesus, at de firer den lamme ned i et hus, ned igennem taget.


Deres overbevisning om, at hvis blot de kommer til Jesus, så skal alt nok blive godt igen, denne overbevisning, som deres handling viser, imponerer Jesus. Men som om, at han godt ved, hvad der opfattes som et mirakel, og hvad der opfattes som noget, alle i virkeligheden kan gøre, også selvom de måske ikke har myndigheden til det, så siger Jesus til at starte med, at hans synder er tilgivet.


Altså noget, vi alle sammen, helt lavpraktisk, sagtens kan sige.

I virkeligheden er problemstillingen lidt spøjs, da syndernes forladelse, hvis ordene skal have vægt, og være alvorligt mente, er alt andet end nemme at udtale. Tænk bare hvor svært det er med forsoningsprocesser i lande, hvor der har været borgerkrig.


Den største kærlighedserklæring må være syndernes forladelse, selvom ordene helt lavpraktisk er nemme at udtale.


Alt dette er Jesus tydeligvis helt klar over, for helt lavpraktisk er det så godt som umuligt for os andre ved det blotte ord at få en lam mand til at rejse sig fra en båre og gå omkring. Så det gør Jesus. Man kan nemt forestille sig, at den lamme mand allerede er blevet rask, mens de skriftkloge har brokket sig i deres tanker. Men nu bliver det synligt, da Jesus beder ham rejse sig og gå hjem med båren. Først den åndelige helbredelse, den vi ikke kan se, og derfor kan sætte spørgsmålstegn ved. Derefter den fysiske helbredelse, som er synlig for enhver, og derfor noget, der virker som et under. Men man kan jo med rette spørge, om syndernes forladelse ikke er et lige så stort under, som den fysiske helbredelse?


Virkningen udebliver da heller ikke, for selvom ordene om syndernes forladelse – din synder tilgives dig – ikke vækker begejstring men snarere anklager om blasfemi. Så får hans synlige helbredelse af den lamme helt anden opmærksomhed.


For Jesus er der ikke stor forskel. Begge hændelser, syndsforladelse og helbredelse, handler om Jesu autoritet og myndighed. Den, han har fra Faderen.


Men det er syndsforladelsen, der er det centrale, det, som ser så nemt ud. Og for, at vi kan vide, at Jesus har ret til at foretage syndsforladelse, siger han i tillæg her til til den lamme: Gå bort med fred.


Amen.

Tro på Guds nåde

Prædiken til reformationsdagen 2019 med udg. i Luthers teseopslag


Holdt i Trige Sognegård, torsdag den 31. oktober 2019.


Det er sjovt, som historien sommetider bestemmer, måden vi snakker på. Jeg har lige læst en bog om Jan Hus, som var Luthers forløber. Jan Hus blev, modsat Luther, brændt på bålet som kætterdømt. Det pudsige ved historien er her, at da Luther træder ind på scenen i Wittenberg i 1500-tallet, cirka hundrede år efter Jan Hus, så bliver Luther kaldt for hussit, altså en tilhænger af Jan Hus. Og det mente kirken ikke positivt. Luther mente dog, at Jan Hus umuligt kunne være kætter, når han altid insisterede på, at teologiske postulater skulle tage udgangspunkt i Den Hellige Skrift. Og det er jo netop det, vi ikke mindst kender Luther for. Skriften alene skulle være målestokken for, om noget var kristeligt eller ej. Sola scriptura, som det hedder på latin.


Man kan diskutere, hvornår man egentlig bør datere reformationens begyndelse. Der er dog i dag almindelig enighed om, at den 31. oktober er Reformationsdagen, selvom teserne slet ikke var beregnet til folkelig debat til at starte med. Det er altså i dag 502 år siden.


De 95 sætninger var nemlig skrevet på latin til at starte med, og ikke tysk, da Luthers formål var at invitere til en akademisk debat på universitetet, hvor han underviste. Og så er det ikke særligt sandsynligt, at det var ham selv, der slog disse teser eller sætninger op på Slotskirkens kirkedør i Wittenberg. Det har sandsynligvis været en vicevært, og det var helt normalt at slå beskeder op på kirkedøren.


Det viste sig dog, at Luthers 95 sætninger mod primært afladshandlen i den katolske kirke, skabte et ordentligt rabalder, ikke mindst da de på tysk blev udgivet i en folkeudgave bagefter. Her har den nye opfindelse, trykpressen, været afgørende for, at Luthers tanker kom så vidt omkring, som de gjorde. Hvis trykpressen havde været opfundet 100 år tidligere, på Jan Hus’ tid, kan man kun gisne om, om vi i dag havde talt om Jan Hus fremfor Martin Luther.


Martin Luthers hovedbudskab, og det er det, som jeg mener, at både folkekirken og kristendommen, luthersk-evangelisk forstået, står og falder med – hovedbudskabet er, at vores egne præstationer for at opnå Guds nåde og kærlighed ikke har nogen betydning for Gud. Tanken om, at vi som jordiske mennesker skulle kunne købe os til mindre straf i Skærsilden er absurd, ligesom tanken om Skærsilden i sig selv ikke har noget bibelsk belæg. Og hvis paven virkelig har den magt, han hævder at have, og hvis det virkelig skulle være muligt via aflad at købe sig til tilgivelse – hvorfor bruger paven så ikke blot sin magt til alles bedste?


Martin Luther bruger en blanding af snusfornuft og bibelhenvisninger til at udstille Pavekirkens hykleri og inkonsekvens.


Og Luthers hovedbudskab har mere relevans end nogensinde.

I vort sekulære præstationssamfund er det nemlig på sin plads at minde om, at det faktisk er nok at være menneske. Vi kan ikke præstere os til at være bedre mennesker, mere værdige mennesker. På Luthers tid var dette at være troende menneske nærmest det samme som at være menneske. Det store spørgsmål var, hvordan man var rigtigt troende, og det havde Pavekirken mange holdninger til.


Her siger Luther, at troen er nok. Det er nok at være menneske og tro på Guds nåde.


Være menneske og tro på Guds nåde. Det er Luthers tanker i meget kort form.


Kan vi komme derhen, hvor vi håber på og tror på Guds nåde, så skal alt andet nok komme af sig selv. Og at komme derhen er heller ikke noget, vi skal præstere os frem til. Det skulle meget gerne komme, når Gud kommer til os.


OG jeg vi nu starte oplæsningen. Oplæsningen af alle de 95 sætninger vil blive brudt af en masse salmer, hvor vi kommer vidt omkring historisk. De første salmer er fra 1500-tallet, de sidste er fra vor tid.


Nu begynder jeg med overskriften på tese-opslaget….

 

De 95 teser