Det første og største bud

Prædiken til 18. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Nordby Kirke.

Dette hellige evangelium er fra Matthæusevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 18. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. Amen.

Jeg undrede mig engang meget over udtrykket, at man skal elske sin næste. Ordet elske er jo meget intimt, og kan man overhovedet elske andre end dem, man har følelsesmæssige bånd til? Mister ordet ikke sin betydning, hvis man udvider kredsen til naboen? Man kan nok sige, at man elsker at have denne person til nabo, men vel ikke, at man elsker sin nabo?

Derfor har jeg altid synes, at Paulus' udsagn om, at vi skal bære hinandens byrder måske er mere præcist. For det er jo det vi skal.

Havde man brugt den direkte oversættelse fra græsk, som ville være noget med "at handle til fordel for en anden", ville udsagnet have været mere handlingsorienteret, end følelsesbetonet. Men ordet "elske" er valgt, da det er genkendeligt og har en kompromisløshed, som andre ord ikke har kan dække. Det siger forskerne Geert Hallbäck og Malene Bjerre i hvert fald.

Hvordan lyder 'du skal handle til fordel for Herren din Gud, og din næste som Gud handler til fordel for dig selv'? Meget handlingsorienteret, som det bør være for at give mening, men det er som om inderligheden forsvinder.

Men det kan være godt at have i baghovedet, og gør også indholdet af ordet 'elske' mere forståeligt.

I øvrigt er det interessant, hvordan andre sprog oversætter ordet for næsten. Tager man kinyarwanda, som de taler i Rwanda, så er det oversat med et ord, der betyder ”rejsekammerat”, eller ”den, man vandrer sammen med”. Altså, et noget mere dynamisk begreb end både den danske næste og medmenneske.

Vi skal handle til fordel for vores rejsekammerat, den vi vandrer sammen med. Begrebet er altså relationel, en man har eller kan have et forhold til. Og det kan jo netop også være fjenden.

Anden del af evangelieteksten er mindst lige så interessant. For man kan jo med rette spørge – hvorfor? Hvorfor skal vi overhovedet elske Gud og næsten? Man kan nok hævde, at hvis man er kristen, så er det spørgsmål irrelevant eller absurd, da det sikkert giver sig selv. Men ikke desto mindre kan det være relevant at stille det spørgsmål en gang imellem.

Hvorfor skal vi overhovedet elske Gud og næsten?

Her kunne det måske være fristende at svare: Fordi er det fornuftigt. Fordi det er god humanisme. Fordi det er rigtigt at gøre. Og det er alle sammen svar, som kan have sin berettigelse, helt afhængig af, hvad man mener med ordene. For – hvad vil det sige, at noget er fornuftigt? Hvad er humanisme egentlig for en størrelse. Og hvorfor skulle det være rigtigt at gøre?

Her mener jeg netop, at svaret er enkelt i al sin banalitet. Hvorfor skal vi elske Gud og næsten?

Jamen, det skal vi, fordi Jesus siger det. Fordi det står skrevet, som man sagde i gamle dage.

Teologer bruger sommetider det tyske udtryk ”zenkrecht von oben”, som på dansk betyder noget i retning af ”lodret, oppefra og ned”.

Oppefra og ned. Buddet kommer oppe fra og ned, og derfor har det myndighed.

Og hvad er det, som sidste del af evangelieteksten spørger om? Jo, her spørges til, hvem Jesus egentlig er. Hvis søn er han?

Jesu pointe med at antyde, at det vil være forkert at kalde ham Davids søn, må helt klart være, at han er Guds søn.

Og det er ganske væsentligt. For med hvilken autoritet kan Gud, som vi møder ham i Jesus Kristus, med hvilken myndighed kan han byde os at elske Gud og næsten?

Ja, det kan han kun – siger vi i kristendommen – netop fordi, han er Guds søn.

Det kan nok være, vi kan diskutere til hudløshed, hvad buddet faktisk betyder. Vi må jo konstatere, at vi i historiens løb, og også i dag, har mange kirkelige retninger.

Men buddet står som sådan uantastet.

Gamle K. E. Løgstrup sagde om kærlighedsbuddet, at det var tavst. Det fortæller os intet om, hvad vi faktisk skal gøre. Det må vores samvittighed og situationen i øvrigt afgøre.

Man kunne måske kalde det hverdagskristendom. Den hjælp og omsorg vi giver i det små. Velvidende at vi svigter på andre områder.

Her er det dog en trøst, højt at kunne sige, at Jesus Kristus er vores eneste dommer.

Jesu nåde er os nok. Amen.

At vente på advent