Skabelse og klima-tema: Lad helligånden føre!
Prædiken til 16. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst er fra Lukasevangeliet i Det Nye Testamente, og læses til 16. søndag efter trinitatis, første tekstrække: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Amen.
Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men når det gælder bevidsthed om klimaforandringerne, tror jeg, at den først gik op for mange, da COP15 kom til København. Det var i 2009, så 15 refererer ikke til årstal, men til, at det var den 15. gang Conference of the Parties, altså C. O. P, COPen, blev afholdt. Jeg havde i hvert fald ikke været opmærksom på det før det tidspunkt.
Det er ellers mange årtier siden, problemet første gang italesættes. Første gang var faktisk helt tilbage i 1800-tallet. Og springer vi adskillige årtier frem, så kunne man i 1980erne læse i Ingeniøren, at BNP, altså bruttonationalproduktet, måske ikke er det bedste for et samfund at styre efter, hvis man vil opnå et balancesamfund.
Og allerede teologen Ole Jensen skrev tidligt om den såkaldte økoteologi, altså om hvordan kristendommen stiller sig til spørgsmålet om klimaforandringer. I den forbindelse fik han bl.a. sagt, at produktion og vækst er vore guder, og at vi alle er ateister i praksis, da vi ikke tænker over vores overforbrug, når vi køber ind. Og angående kristendommens forhold til grøn teologi, er salmebogen utrolig tavs. Det er derfor, der er så mange nye salmer med i dag.
Når det gælder udviklingen i klimabevidsthed, kan jeg personligt huske Den Grønne Forbrugerguide, som kom i 1990, men husker ellers 90erne som et politisk sorgløst årti efter Murens Fald og inden Nine-Eleven. Der var ganske vist krig i Jugoslavien og folkemord i Rwanda, men det var ikke noget vi for alvor lå søvnløs over i Europa.
Nej, det var først med COP15, at det kom ind på min og mange andres lystavle i Danmark. I hvert fald for en stund. I år har denne COP-række jubilæum, da nummer 30 løber af stablen om en måned i Brasilien.
Og hvordan går det så med klimakampen, spørger jeg retorisk. Hvorfor reagerer vi ikke mere radikalt, når de fleste af os godt ved, at den er helt gal. Muligheden for at undgå klimaforandringer er jo for længst passe, nu gælder det om at bremse de værste skader.
Det har altid været en gåde for mig, hvorfor vi ikke gør mere. Der er jo ingen af os, heller ikke politikere, der har en interesse i de ekstreme vejrforhold, som forandringerne medfører.
Når det går så dårligt med handling, så kan man spørge, hvad vi så kan have troen og håbet i.
Det samme spørgsmål stilles unægtelig i dagens evangelietekst, hvor en dreng er død, og alt håb derfor netop er død og borte.
Men som altid, når Jesus kommer ind i billedet, er selv det umulige muligt. Jeg har sommetider kaldt denne tekst for et påskeevangelium at gå ind i efterårets mørke med. Når Jesus kommer ind i billedet, trumfer livet altid døden.
I vores jordiske liv kan det godt se anderledes ud. Når vi bekymrer os om livet, er det først og fremmest vores eget og ikke næstens. Vi må huske, at på verdensplan udgør fossile brændstoffer stadig omkring firs procent af vores energi. Det er ikke så godt, da det netop er især fossile brændstoffer, der er den store klimasynder.
Da jeg for alvor begyndte at beskæftige mig med økoteologi, altså grøn teologi, var noget af det mest interessante jeg fandt ud af, hvilken rolle helligånden spillede. Og når man først for alvor begynder at læse og forstå det, giver det virkelig god mening.
For – hvis vi virkelig tror på himlen og jorden som skabt af Gud Fader den almægtige, uanset hvordan det er sket i praksis, hvis man virkelig tror, at Gud står bag, må det naturligvis også føre til en bevidsthed om, at vi derfor har pligt til at passe på den skabte verden.
Og tanken er den simple, at hvis vi faktisk er der, hvor vi tror på Gud Fader den almægtige som himlens og jorden skaber, så vil vi automatisk blive fyldt op af denne trang til at passe på den. Passe på Guds skaberværk. Helt enkelt.
Jeg læste om en lakmusprøve, når det gælder floder og søer. Ville du foretage en dåb i en beskidt sø eller i en forurenet flod? Sikkert ikke.
At misbruge Guds skaberværk vil nærmest være blasfemi eller afguderi.
Hvis vi har det sådan, ville vi automatisk ændre vores livsstil, så vi ikke i Danmark brænder fem jordkloder af på et år (altså hvis resten af verden levede som os), hvor vi helst skulle nøjes med højest én jordklode, som jorden selv kan regenerere på et år.
Derfor kan man spørge, hvorfor pokker vi så ikke gør det?
Tja, standardsvaret i en prædiken vil altid være, at vi lever i en falden verden, hvor vi normalt tænker mere på vores egne behov end andres. Vi tænker i hvert fald slet ikke på de mennesker, der i særlig grad rammes af klimaforandringerne.
Det er også derfor, at jeg – stædigt – taler om omsorg for alt levende, når jeg taler om næstekærlighedsbuddet. Det er i hvert fald forudsætningen, hvis vi skal passe på Guds skaberværk.
I praksis er jeg bange for, at løsningen er politisk. Mange af os køber ind efter prisen, og her kan man undre sig over, at varer med højt klimaaftryk ikke er væsentlig dyrere end andre varer.
Og sætte vores håb til, at ungdommen er klogere end os andre. Som Jytte Abildstrøm sagde, så bliver vi nødt til at tage ungdommen i hånden, og hjælpe til, så vi – med mine ord - uanset vores alder – ikke opfører os som boomere, der stadig ikke har forstået alvoren. Selv dronningen har jo indrømmet, at hun meget sent forstod alvoren.
Vi elsker at lyve for os selv, så vi kan leve som vi har lyst til. Der er ikke noget mere irriterende end facts, som går os i mod. Så finder vi ofte grunde til at anfægte disse facts. Ikke engang, når det rammer os selv, eller vil gøre det i nær fremtid, reagerer vi. I Solvej Balles romanprojekt, Om udregning af rumfang, er hovedpersonen fanget i en enkelt dato (18. november). Men når man vågner den samme dag, hver dag, ved man også, hvad der vil ske af ulykker. Og kan i princippet advare andre. Men vi har en tendens til at ignorere advarsler, hvis det kræver for meget af os. Så lader vi som ingenting eller sætter spørgsmål ved kilden, eller lader os overbevise om, at det er overdrevet. Fakta har det svært, også i vor tid.
Så selvom man siger, at håb ikke er en strategi, er jeg bange for, at det netop er håbet vi må klamre os til. At livet vinder til sidst. Og, med Jytte Abildstrøm, heppe på, at flere tænker over, hvordan de lever deres liv.
Vi kan også overveje, hvad det vil sige, at lade helligånden føre. Gud har besøgt sit folk, og efterlod sig helligånden her på jord.
Hvis Gud Fader skabte livet, og så at det var godt – undtaget mennesket, der dog fik velsignelsen – og Guds Søn passede på livet i en sådan grad, at døden mistede sin kraft, så burde helligånden jo være alt rigeligt til at føre os på rette vej.
Derfor: Lad helligånden føre!
Amen.
Loven og det runde bord...
Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Kolby Kirke.
Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 17. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Amen.
Sommetider er det interessant at undersøge og læse om, hvordan historiske begivenheder kan påvirke et land i årtier, ja måske århundreder.
En af de første gange jeg studsede over det fænomen, var dengang den irske sangerinde Sinead O’Connor lavede sangen ”Famine”, altså ”Hungersnød”, som handlede om Den Store Hungersnød fra midten af 1800-tallet. Sangen er fra 1994, og handler om et trauma for Irland, da befolkningen ikke blot led under en hungersnød, men at England sejlede varer bort fra landet trods hungersnøden.
Jeg studsede over en begivenhed, jeg ikke engang selv kendte til, stadig sad som et traume 150 år senere, og at en kendt irsk sangerinde endda følte trang til at skrive en sang om den. I sangen synger hun endda, at der slet ikke var nogen hungersnød, da der åbenbart har været kræfter, der har villet nedtone tragedien.
Man kan roligt sige, at der var en befolkning, der ikke sad med ved bordet.
Og alle de skyldige, dem, der havde medansvaret for denne menneskelige tragedie, har sikkert sagt, at de bare fulgte ordre.
Men altså, sommetider kan man blive næsten foruroliget over, så meget gammel historie kan fylde mange årtier senere. Tænk bare på, at Tysklands fortid bliver nævnt hver gang der er forbundsvalg i Tyskland.
Når man tænker på historien, der går hundrede år tilbage, og som stadig præger mange mennesker, og retten eller mangel på samme til at sidde med ved bordet, læste jeg for nyligt om et værk, der var blevet afsløret i Pretoria i Sydafrika i september i år.
Det var en reference til Berlinkonferencen i 1885, hvor Bismarck og andre europæiske ledere sad om et bord og delte Afrika mellem sig. På det tidspunkt havde slavegørelsen af afrikanere fundet sted i nogle hundrede år, så at der ikke var inviteret afrikanere med ved bordet, var der ikke noget underligt i.
Det pågældende værk fra september i år vendte denne begivenhed på hovedet. På værket ser man markante personligheder fra Afrika omkring et rundt bord, herunder forfattere, som kigger på et kort over Afrika uden grænser. Desuden ses Afrika i sin rigtige størrelse. På normale flade kort har man prioriteret landenes form over landenes størrelser, hvorfor Afrika ser meget mindre ud, end det faktisk er. Hvis man gør det omvendt, og prioriterer størrelsen af lande over formen, vil man blive overrasket over Afrikas størrelse.
Billedet fra september skal selvfølgelig fortælle, at afrikanerne også vil sidde med til bords, og selv vil bestemme over deres kontinent, og vil behandles ligeværdigt. Det sker stadigvæk ikke – bl.a. er det svært for afrikanske lande at deltage på lige fod i verdenshandlen pga. toldmure og lignende.
De regler, der bestemmer verdens gang, herunder hvilken status vi giver andre verdensdele, og de regler, der gør det vanskeligt at behandle folk ens, da den slags regler ofte er lavet efter strategiske, økonomiske eller sikkerhedsmæssige overvejelser, disse regler følger de fleste netop fordi, at det er regler vi er blevet enige om at følge. Mere eller mindre.
Så selvom regler kan være utroligt problematiske, og at de involverede parter undskylder sig med, at de bare følger reglerne, at de bare gør deres arbejde. Så skal man dog stadig kunne leve med de beslutninger, man selv har et medansvar for.
Så når Jesus helbreder på en sabbat, selvom det ikke er tilladt, så er det på den ene side forståeligt, at det provokerer. Lovgivningen er jo med til at give sammenhængskraft, som det hedder, og det kan enkeltindivider jo ikke sådan uden videre sætte sig ud over.
Men på den anden side er Jesu handling også så åbenlys rigtig, at vi – i hvert fald i dag, på afstand af begivenheden – kan undre os over al den ballade hans handling medførte.
Når vi således skal være Kristi efterfølgere, skal det selvsagt være for vores næstes skyld, fordi vi må adlyde Gud mere end mennesker.
Med ydmyghed og med bevidsthed om, at det ikke er os, der definerer rigtigt og forkert, men Jesu forkyndelse, og Jesu bud om at vi skal handle til fordel for vores næste, ja alt levende. Vi kan ikke bare sætte os til bords, som det passer os. For det første skal der helst være plads til alle ved bordet, og for det andet, skal man sætte sig til bords med en vis ydmyghed.
Løgstrup sagde engang, at vi altid holder en del af vores medmenneskers liv i vores hænder.
Og i det store billede kan det have vilde konsekvenser, når dem, det drejer sig om, ikke bliver inviteret med til bordet.
Hvem tror I egentlig, I er?, synes Jesus at spørge. Først bliver love vigtigere end omsorg og kærlighed, og dernæst sætter I jer til bords, som I har lyst til, uden at tænke på, om der er andre, der har samme ret til pladsen som jer.
Vi glemmer ydmygheden, og argumenterer for vores ret til at gøre, som vi gør.
I virkeligheden er det ret enkelt. Så længe kærlighedsbuddet står over alt andet, burde meget sige sig selv. Det gør det dog åbenlyst ikke – det står hverken over alt andet, og det siger heller ikke sig selv. Det kan vi se på vore handlinger og mange undskyldninger og bortforklaringer.
Alene derfor lever de fleste af os langt fra Gud til dagligt. Og tænker sjældent på konsekvenserne. Skulle vi derfor dømmes på tro og gerninger, ser det ikke så godt ud for nogen af os.
Men jo tættere vi kommer på Gud, jo mere opfyldes vi af den fuldkomne kærlighed.
Det burde være motivation nok i sig selv at komme tæt på Gud og blive opfyldt af den fuldkomne kærlighed, men det glædelige budskab er, at det heldigvis sker for alle, senest når vi står foran Kristus selv.
Det er foran Kristus selv vi kan kaste alle vore fortrydelser i Guds favn.
Det er foran Kristus selv, vi får dommen, den kærligste dom af alle:
”Dine synder er dig forladt!”.
Amen.