Livets usikkerhed og nye begyndelser

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Amen.

 


I begyndelsen af marts sidste år var jeg med nogle andre præster på et mediekursus – en uge før første nedlukning. Kort sagt handlede det om, at vi skulle lære, hvordan debatindlæg til pressen kan vinkles, så de bliver så interessante som muligt, og derfor får opmærksomhed. I min lille gruppe valgte vi coronavirussen som emne. Og da vi skulle vælge en overskrift, lave en vinkling, der gerne måtte virke provokerende, valgte jeg overskriften ”Slap nu af! Livet ER usikkert”. Jeg nævner det, fordi, at man unægtelig må sige, at virkeligheden overhalede min overskrift. For vi har jo ikke kunnet slappe af de sidste halvandet års tid. Det er kun en uges tid siden, at covid19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom.


Og så nævner jeg det, fordi det faktisk er det, som kristendommen og Jesu forkyndelse forsøger at sige. Altså, at livet er usikkert. Alle vores holdepunkter er relative. Vi kan miste vores arbejde, en af vore kære kan pludselig dø fra os, vi kan blive skilt, osv. Selv Jesus Kristus er et holdepunkt, man kan diskutere betydningen af.

Min tanke med overskriften var, at livet som sagt ER usikkert, og at coronavirussen blot har gjort os opmærksom på det. Det er ikke virussen, der har gjort livet usikkert. Det har det været hele tiden, blot på så mange andre områder. Virussen viser det nok i ekstrem grad, men der er ikke noget nyt i, at livet er usikkert.


Og kan man leve med det. Kan vi tage livets usikkerhed på os, er vi kommet langt. Så går vi i hvert fald ikke rundt med en illusion om, at vi selv kan kontrollere vores liv. Det kan vi heller ikke, når coronakrisen er helt overstået. Og denne accept af livets usikkerhed, forudsætter sikkert en hengivelse til noget større, det troens bånd, som hengivelsen til Jesus kan være udtryk for.


Og hengivelsen til Jesus kan i den grad være en ny begyndelse. Nadveren, som vi jo også har genindført, kan også være en ny begyndelse. Det er som sagt en god uges tid siden, at covid-19 per lovdekret ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom, og restriktionerne faldt bort. Endelig. Det er også en ny begyndelse, eller kan i hvert fald være det.


Søndagens tekst kaldes sommetider det lille påskeevangelium. Et påskeunder at gå ind i efterårets mørke med.


Og viser i særlig grad, hvordan Jesus er selve billedet på en ny begyndelse. Og i hvilken grad vi mennesker har så svært ved at forstå og begribe, hvem Jesus faktisk er. Vejen, Sandheden og Livet i uhyre konkret og bogstavelig forstand, selvom vi i dag må "nøjes" med Helligånden.


Vi mennesker vil så gerne kunne kontrollere det hele. Have styr på tilværelsen, som det hedder. Men døden er stadig ude af vores hænder, og det er vi mange, der stadig har meget svært ved at kapere.


Opvækkelsen af enkens fra Nains søn var en milepæl i Jesu forkyndelse. Her var noget ganske nyt på færde. En ny begyndelse, som det næsten er umuligt at sætte ord på.

Det kan meget vel være, at vi er mange, der ser coronakrisens afslutning som en ny begyndelse. MEN - Jesus er selve menneskelivets begyndelse. Det er her vi får livets retning givet ovenfra. Det er også derfor, vi hovedsalig praktiserer barnedåb i folkekirken. Den vigtigste nye begyndelse, hvor det forkyndes, at selv døden ikke kan afbryde Gudsforholdet. Hvor det siges højt, at vi er et Guds barn.


Gud er kærlighed. Gud er liv. Gud er tro på det umulige. Gud er et påskeunder i efterårets mørke.


Når nogle af vores nærmeste dør, ja, når nogle af vores bekendte dør, så bliver vi for alvor mindet om, hvor absolut døden er. Vi skal til at vænne os til en tilværelse, hvor et kært menneske ikke længere er til stede, vi skal til at vænne os til et liv, hvor vi må nøjes med minderne.


Og vores egen dødelighed kommer også tættere på. Har man haft døden tæt på, så tror jeg, at det sker, at man selv forsøger at forestille sig, hvad det egentlig vil sige at være død. Det er jo en form for intethed, vi slet ikke kan kapere. Søren Kierkegaard ville sikkert sige, at det handler om en angst for intetheden. Der er med andre ord rigtigt meget på spil, når temaet er døden.


Derfor er der jo heller ikke noget overraskende over den fortvivlelse, der kommer til udtryk i dagens tekst.


Men når den almægtige kærlighed, Jesus Kristus, kommer ind i billedet, så kan døden ikke hamle noget op. Så får livet altid det sidste ord. Og her er det værd at huske, at Gud ikke elsker os for vores godhed, men fordi han selv er kærlighed.


Vi rammer snart efterårsjævndøgn– på onsdag er det – og kan med dagens tekst se frem til næste jævndøgn, som er solhverv – vintersolhverv – hvor lyset meget symbolsk vender den rigtige vej igen, i kirken ikke mindst markeret med Jesu fødsel.


Men lad os nu gå ind i efterårets mørke med det lille påskeevangelium, som kan minde os alle om, at det hele begynder med Jesus – det er ham, der giver os retningen i vores liv som både gave og opgave, og lærer os at acceptere, at vi er accepteret af Gud. Ikke pga af vores godhed, men fordi han er kærlighed.


Amen.