Livets usikkerhed og nye begyndelser

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltoft Kirke


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Amen.

 


I begyndelsen af marts sidste år var jeg med nogle andre præster på et mediekursus – en uge før første nedlukning. Kort sagt handlede det om, at vi skulle lære, hvordan debatindlæg til pressen kan vinkles, så de bliver så interessante som muligt, og derfor får opmærksomhed. I min lille gruppe valgte vi coronavirussen som emne. Og da vi skulle vælge en overskrift, lave en vinkling, der gerne måtte virke provokerende, valgte jeg overskriften ”Slap nu af! Livet ER usikkert”. Jeg nævner det, fordi, at man unægtelig må sige, at virkeligheden overhalede min overskrift. For vi har jo ikke kunnet slappe af de sidste halvandet års tid. Det er kun en uges tid siden, at covid19 ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom.


Og så nævner jeg det, fordi det faktisk er det, som kristendommen og Jesu forkyndelse forsøger at sige. Altså, at livet er usikkert. Alle vores holdepunkter er relative. Vi kan miste vores arbejde, en af vore kære kan pludselig dø fra os, vi kan blive skilt, osv. Selv Jesus Kristus er et holdepunkt, man kan diskutere betydningen af.

Min tanke med overskriften var, at livet som sagt ER usikkert, og at coronavirussen blot har gjort os opmærksom på det. Det er ikke virussen, der har gjort livet usikkert. Det har det været hele tiden, blot på så mange andre områder. Virussen viser det nok i ekstrem grad, men der er ikke noget nyt i, at livet er usikkert.


Og kan man leve med det. Kan vi tage livets usikkerhed på os, er vi kommet langt. Så går vi i hvert fald ikke rundt med en illusion om, at vi selv kan kontrollere vores liv. Det kan vi heller ikke, når coronakrisen er helt overstået. Og denne accept af livets usikkerhed, forudsætter sikkert en hengivelse til noget større, det troens bånd, som hengivelsen til Jesus kan være udtryk for.


Og hengivelsen til Jesus kan i den grad være en ny begyndelse. Nadveren, som vi jo også har genindført, kan også være en ny begyndelse. Det er som sagt en god uges tid siden, at covid-19 per lovdekret ikke længere betragtes som en samfundskritisk sygdom, og restriktionerne faldt bort. Endelig. Det er også en ny begyndelse, eller kan i hvert fald være det.


Søndagens tekst kaldes sommetider det lille påskeevangelium. Et påskeunder at gå ind i efterårets mørke med.


Og viser i særlig grad, hvordan Jesus er selve billedet på en ny begyndelse. Og i hvilken grad vi mennesker har så svært ved at forstå og begribe, hvem Jesus faktisk er. Vejen, Sandheden og Livet i uhyre konkret og bogstavelig forstand, selvom vi i dag må "nøjes" med Helligånden.


Vi mennesker vil så gerne kunne kontrollere det hele. Have styr på tilværelsen, som det hedder. Men døden er stadig ude af vores hænder, og det er vi mange, der stadig har meget svært ved at kapere.


Opvækkelsen af enkens fra Nains søn var en milepæl i Jesu forkyndelse. Her var noget ganske nyt på færde. En ny begyndelse, som det næsten er umuligt at sætte ord på.

Det kan meget vel være, at vi er mange, der ser coronakrisens afslutning som en ny begyndelse. MEN - Jesus er selve menneskelivets begyndelse. Det er her vi får livets retning givet ovenfra. Det er også derfor, vi hovedsalig praktiserer barnedåb i folkekirken. Den vigtigste nye begyndelse, hvor det forkyndes, at selv døden ikke kan afbryde Gudsforholdet. Hvor det siges højt, at vi er et Guds barn.


Gud er kærlighed. Gud er liv. Gud er tro på det umulige. Gud er et påskeunder i efterårets mørke.


Når nogle af vores nærmeste dør, ja, når nogle af vores bekendte dør, så bliver vi for alvor mindet om, hvor absolut døden er. Vi skal til at vænne os til en tilværelse, hvor et kært menneske ikke længere er til stede, vi skal til at vænne os til et liv, hvor vi må nøjes med minderne.


Og vores egen dødelighed kommer også tættere på. Har man haft døden tæt på, så tror jeg, at det sker, at man selv forsøger at forestille sig, hvad det egentlig vil sige at være død. Det er jo en form for intethed, vi slet ikke kan kapere. Søren Kierkegaard ville sikkert sige, at det handler om en angst for intetheden. Der er med andre ord rigtigt meget på spil, når temaet er døden.


Derfor er der jo heller ikke noget overraskende over den fortvivlelse, der kommer til udtryk i dagens tekst.


Men når den almægtige kærlighed, Jesus Kristus, kommer ind i billedet, så kan døden ikke hamle noget op. Så får livet altid det sidste ord. Og her er det værd at huske, at Gud ikke elsker os for vores godhed, men fordi han selv er kærlighed.


Vi rammer snart efterårsjævndøgn– på onsdag er det – og kan med dagens tekst se frem til næste jævndøgn, som er solhverv – vintersolhverv – hvor lyset meget symbolsk vender den rigtige vej igen, i kirken ikke mindst markeret med Jesu fødsel.


Men lad os nu gå ind i efterårets mørke med det lille påskeevangelium, som kan minde os alle om, at det hele begynder med Jesus – det er ham, der giver os retningen i vores liv som både gave og opgave, og lærer os at acceptere, at vi er accepteret af Gud. Ikke pga af vores godhed, men fordi han er kærlighed.


Amen.

Om mirakler og taknemmelighed

Prædiken til 21. søndag efter trinitatis, 2021. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke og i Trige Kirke. Afskedsprædiken.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Amen.



Hvad er et mirakel egentlig for en størrelse? Noget utroligt, ja. Noget underfuldt, ja.


Men hvad vil det faktisk sige?


Jeg tror, man kan dele det op i mindst to kategorier. Der er for det første de mirakler, som ikke burde kunne ske. Og som alene af den grund er et mirakel. Jesu dødeopvækkelser – eller Jesu opstandelse, er de bedste eksempler.


Men der er også de mirakler, som vi godt ved kan ske, men som alligevel er så underfulde, at vi ser det som mirakler. Hver gang jeg hører ”I østen stiger solen op” kommer jeg til at tænke på, at det er et mirakel, at solen står op hver dag. Det gør den faktisk. En barnefødsel er et mirakel. Ingen af os kan være i tvivl om, at barnefødsler er helt virkelige og at de sker utallige gange hver dag over hele verden. Men alligevel giver det mening at kalde en barnefødsel for et mirakel. Dåben er jo også et mirakel. Et under. Udefra set er det tre håndfulde vand i hovedet, men der sker jo så meget mere end det. Det meste er uforklarligt, men vi er næsten alle enige om, at barnedåben både er vigtig og underfuld. Måske endda nødvendig. Det samme gælder nadveren.


I virkeligheden siger vores forhold til mirakler en del om, hvordan vi ser på verden. Ser vi faktisk solopgangen som et mirakel, eller tager vi det fuldstændig for givet?


Hvis vi bevæger os ned på et andet plan, kan vi tale om Danmarks håndtering af coronakrisen. I dag ser rigtigt mange lande mod Danmark, og spørger sig selv, hvordan vi kan have et helt åbent samfund, selvom vi stadig officielt på verdensplan har en pandemi. Svaret er sikkert helt enkelt, at vi har haft en succesfuld vaccineplan, der har virket. Men når vi ser tilbage på halvandet års coronakrise, så tænker jeg i hvert fald selv en gang imellem, at det er noget af et mirakel, at vi er nået hertil i dag. Også selvom det helt sikkert kan forklares rationelt.


På den baggrund er der noget rigtigt i at sige, at det er troen, der skaber mirakler og ikke omvendt. Og derfor kan man godt forstå Jesus lidt irriterede kommentar i dagens tekst. Det han siger, er i virkeligheden, at folket endnu ikke har forstået, hvad det vil sige at tro. Hvis man tror, så ser man livet som en gave. Det kan meget vel være, at meget kan forklares rationelt – en barnefødsel fx – men ikke desto mindre kan man ikke undgå at se det som et mirakel. Og da især ikke med troens øjne.


Og så kan jeg ikke lade være at nævne Charlotte Rørth og hendes bog ”Jeg mødte Jesus” [og som vi jo havde besøg af i Spørring sidst i september]. Hun siger selv, at hun har mødt Jesus i en sådan grad, at hun ikke rigtig tror længere. Hun ved. I den forstand tager hun et mirakel som et møde med Jesus må siges at være, hun tager det så meget for virkelighed, at det nærmest rækker ud over troen. Hun skriver i øvrigt i bogen ”Vi mødte Jesus”, at den slags oplevelser ikke er så ualmindelige, som man måske skulle tro: ”At have oplevelser er mere almindeligt end ikke at have dem” citerer hun en religionsfilosof for at sige.


Selv udtrykker Charlotte Rørth, at hun først og fremmest er taknemmelig.


Og jeg forestiller mig faktisk, at det er sådan, at et kristent liv i høj grad er. Fuld af taknemmelighed, på godt og ondt. Hvor man naturligt ser de store og små ting i livet som en gave, et mirakel.


Så når Jesus revser os for at ville se tegn og mirakler før vi vil tro, så forstår man ham sådan set godt. Også selvom det er en meget menneskelig tankegang. Allerede den vantro Thomas ville jo, da han så Jesus igen efter korsfæstelsen, ikke tro det faktisk var Jesus, før han havde set hullerne i Jesu hænder efter korsfæstelsen.


Til gengæld er Jesus måske lidt hård ved embedsmanden, da han faktisk virker til at tro. Han er overbevist om, at hvis han beder Jesus om noget, så skal han nok få det, hvis han tror. Han tror, og så sker miraklet.


Så miraklernes tid er bestemt ikke forbi. Solen står op og går ned, og hvaler findes faktisk i virkeligheden, for nu at citere sangerinden Sys Bjerre.


Men vi skal ikke regne med at se overnaturlige ting ske for os i tide og utide. Dukker der noget op, vi ikke havde set komme, skal vi blot være taknemmelige. Om det så er drømmejobbet, der pludselig dukker op. Om det er en uventet men glædelig graviditet, skal man være taknemmelig. Har man som præst været glad for en menighed – som jeg har – skal man være taknemmelig. Hvis man møder Jesus, enten i en drøm eller noget der måske minder om det. Eller hvordan den slags møder skal beskrives. Så skal man være taknemmelig.


Et gammelt problem i teologien lyder: Hvis Gud er god og almægtig, hvorfor sker der så mange trælse og ulykkelige ting her på jorden?

Her vil jeg dog sammen med K.E. Løgstrup svare ved at vende det på hovedet: Når der faktisk sker så mange fantastiske ting her på jorden, både globalt, nationalt og i vores personlige liv – om det så bare er endnu en solopgang – hvordan kan man så overhovedet tænke Gud ud af den sammenhæng?


Albert Einsten har sagt, at ”der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden er, som om alting er et mirakel”.


Det er måske nok at stille det meget skarpt op, men derfor kan det jo godt være rigtigt. Og i hvert fald er pointen jo tydelig: Man kan leve livet som om ingenting er et mirakel. Og man kan leve livet som om alting er et mirakel. Om det så blot handler om en solopgang, en barnefødsel eller en barnedåb. Eller nadveren.


Amen.