Prædiken til 14. søndag efter trinitatis, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.

Dette hellige evangelium, denne tekst, er fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til 14. søndag efter trinitatis, 1. tekstrække: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Amen.

Jeg tænker, at vi kender det alle sammen, som de såkaldt moderne mennesker, vi alle sammen er.

Vi har måske håbet på noget, ønsket noget. Måske endog bedt til Gud om noget. Det er egentlig ikke så afgørende, hvad det handler om. Men vi har måske haft et intenst ønske om et eller andet, som vi enten lidt i sjov eller i alvor har bedt til de højere magter om, at det måtte gå som vi ønskede.

Skulle det nu ske, at vi oplever, at ønsket, bønnen, går i opfyldelse. Hvad så? Går vi så i kirken den førstkommende søndag for at takke Gud. Eller lægger os på knæ og beder en hurtig takkebøn. Eller på anden vis, viser vores taknemmelighed overfor Gud?

Jeg vil naturligvis ikke udelukke, at der er nogen, der gør det, men jeg tror ikke, det er normalen.

Ligesom i evangelieteksten, så kan det være, at vi henvender os til Jesus, fordi vi forestiller os, at han måske kan hjælpe os. Efter vi så – måske – oplever at få ønsket opfyldt, bliver vi derefter hurtigt opslugt af vores hverdagsliv igen, og vi glemmer helt taknemmeligheden. I hvert fald nogle af os.

Vi er ikke altid så gode til at give Gud æren.

I det hele taget tænker jeg, at mange såkaldt moderne mennesker i virkeligheden, bevidst eller ubevidst, gerne vil være eller føle sig uafhængig af sådanne størrelser som Gud og Jesus. Så vi kan føle os som rigtige selvstændige mennesker, som det hedder i dag.

I evangelieteksten var det kun den fremmede, samaritaneren, der viste taknemmelighed, mens de andre ni tog deres liv – i deres tilfælde, nye liv – for givet, og glemte Gud.

Måske er det derfor, vi er blevet så sekulære, grænsende til det gudløse i Danmark. Jo mindre afhængig af noget større, vi føler os, jo længere borte synes gudsforholdet at være.

Eller hvad?

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man lægger i at have et gudsforhold. Og her er det grundlæggende kun Kristus, der er vores dommer.

For – hvad forventes egentlig af et gudsforhold?  

Som nogen af jer ved, har jeg beskæftiget mig en del med Rwanda her på det sidste. Og i den forbindelse også læst flere bøger af folk, der overlevede folkemordet i 1994, og dermed kan beskrive Rwandas nyere historie fra et personligt perspektiv, og altså også – fra et personligt perspektiv – fortælle, hvordan de faktisk oplevede folkemordet som relativt unge mennesker.

I den forbindelse er det interessant, hvor tit de takker Gud. Hver gang de er tæt på at dø, eller er bange eller har det virkelig skidt, takker de Gud for at være i live. De takker jævnligt Gud for, at Gud er på deres side, så at sige.

Jeg er ikke i tvivl om, at det sikkert har været en stor trøst for disse mennesker at kunne rette en tak til Gud i disse vanskelige situationer. Men jeg må også sige, at der er noget, der skurer i forhold til mit gudsbillede.

For jeg tror ikke, at Gud er mere med nogen end nogen andre. Som nogen af jer ved, så ligger der i min skrivebordsskuffe, udkastet til en bog om Rwandas historie og nutid, som jeg har kaldt ”Landet hvor Gud sover”. Det er først og fremmest en henvisning til et rwandisk ordsprog, der siger, at landet er så smukt, at Gud vælger at sove der om natten. Men der er sikkert også dem, der vil hæfte sig ved, at Gud må have sovet under folkemordet. Men igen: Jeg tror ikke, at Gud er der mere eller mindre i nogen lande, fremfor andre, eller hos nogen personer, fremfor andre.

I virkeligheden anser jeg det for noget mere simpelt, hvis man kan kalde det det. Alt, det kommer an på, er gudsnærværet. Som det kan komme til udtryk i dåben, nadveren, kærlighedens gerninger eller omsorg for alt levende, intense naturoplevelser, bøn til Gud, velsignelsen og forkyndelsen af Gud ord.

Og foromtalte personers tak til Gud for at være i live, kan selvfølgelig hænge sammen med en oplevelse af gudsnærværet i en situation, hvor man skulle tro, Gud var væk.

Og gudstjenestelivet lever da også nogenlunde i Rwanda, selvom der sker en vis forfølgelse af de mindre kirkesamfund, herunder den lutherske kirke. Men vi var til en enkelt gudstjeneste – katolsk var den – og her varede gudstjenesten i næsten to timer.

Mindre kan nok også gøre det. Og kigger man på gudstjenestelivet i dag i folkekirken, så blomster det kirkelige liv meget mere, end mange sikkert er sig det bevidst. Nadveren er mange steder højdepunktet, hvor det hele netop bliver mere fysisk og mere synligt om man vil. Ligesom dåben stadig opleves som utrolig højtidelig, og fadervor er stadig kirkens vigtigste bøn.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har et sted skrevet, at gudstjenesten er med til at disciplinere hans taknemmelig overfor Gud.

Så når vi oplever, at noget godt eller stort er hændt os, noget vi måske endog har håbet på, og vi godt ved, at det ikke er vores egen fortjeneste – vil det være oplagt netop at rette takken til noget – eller nogen -, der er større end os selv.

Eventuelt med ordene: Tak Gud, for denne lyse morgen. Tak Gud, din nåde er mig nok.

Amen.