Ny prædikensamling - køb HER

At komme hinanden ved

Prædiken til 1. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Dråby Kirke og i Ebeltoft Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

  


Dagens evangelietekst giver anledning til at tale om blandet andet respekt.

 

Men lad mig starte et helt andet sted, nemlig med en historie, jeg engang hørte i radioen, men som heldigvis ikke er fra det virkelige liv. Lad mig bare kalde det for en lignelse.

 

En mand inviterede til et stort sammenskudsgilde med mange hundrede gæster. Han insisterede på at betale alt maden, men vinen skulle de alle deles om. Invitationen faldt i god jord, alle var meget begejstrede, det ville blive en stor og god fest.

 

Men hos en af de indbudte opstod pludselig en idé. Det var ikke fordi vinen var dyr, men man sparer jo, hvor man kan. Og denne festdeltager tænkte, at når der kom flere hundrede til festen, ville der nok ikke ske så meget, hvis der kun var vand i hans vinflaske. Det var så godt som sikkert, at det ikke ville blive opdaget. Når han hældte fra vinflasken ville alle se, at også han bidrog. Og således blev det.

 

Endelig kom dagen for den store fest. Buffeten blev fyldt op, og den store tønde til vinen blev stillet frem. Én for én stillede de sig op i en stor kø, så de alle kunne hælde deres bidrag i vintønden.

 

Bagefter satte alle sig tilrette ved det festopdækkede bord, og begyndte at spise. Så blev vinkaraflerne, der netop var tappet fra vintønden, stillet på bordene, klar til indtagelse. Og hvad skete der så? Til deres alle sammens tilsyneladende store overraskelse, var der vand i alle karaflerne.

 

I historien er budskabet selvfølgelig sat på en spids, men den er af den grund en tanke værd. For er det ikke tit, at vi som mennesker er tilbøjelige til at springe over hvor gærdet er lavest. Eller hvor vi udskyder beslutninger eller handlinger, eller laver overspringshandlinger, som vi kalder det, når vi foretager en anden handling end den planlagte, for at udskyde den vigtige handling.

 

Måske tør vi ikke handle, fordi konsekvenserne virker uoverskuelige, måske tænker vi ikke på at handle fordi vi har for travlt. Måske handler vi ikke, fordi vi ikke tror det nytter, eller fordi det virker for svært.

 

Og nu siger jeg noget, der måske kan virke provokerende. For respekt for andre mennesker kan nemlig godt være det samme som at springe over hvor gærdet er lavest. Ikke gøre sig umage. Forvandle vin til vand, for nu at henvise til historien fra før.

 

Der er nemlig ikke noget i dagens evangelietekst, der tyder på, at den rige mand ikke respekterer den fattige. Eller omvendt, for den sags skyld. Men den rige mand synes ikke at komme nogen ved. Det behøver ikke at betyde, at han er ligeglad. Men han kommer ikke for alvor nogen ved. Det kan godt være, at han fester hver dag, men det betyder ikke, at han rigtigt er noget for nogen.

 

Vi kan med andre ord godt respektere hinanden, uden at komme hinanden det mindste ved. I den forstand kan respekt for hinanden være udtryk for en slags mindste fællesnævner. En slags minimumsmål for ordentlig og respektfuld opførsel. Og det kan man måske godt leve med. Ligesom man selvfølgelig kan holde stor fest, hvor alle kun drikker vand fra hanen. Det kan man sagtens. Jeg tror dog, at de fleste af os vil sige, at man til en rigtigt fest både drikker sodavand, øl og vin. Og hvis står højt til, måske også både voksen- og børnechanpagne.

 

Men det kræver jo at vi gør os umage, og ikke som i historien forvandler vin til vand.

 

Som sagt kan man sagtens forestille sig, at den rige mand beundrer den fattige mands kamp med tilværelsen, og - altså - har stor respekt for manden. Men han handler ikke i forhold til ham, forholder sig derimod helt passiv.

 

Og så viser lignelsen, at vores handlinger har konsekvenser.

 

Det raffinerede ved dagens evangelietekst er også, at den ikke rigtigt udtrykker nogen fordring, noget bud, direkte. Men når vi læser historien, så tænker vi instinktivt, - eller undrer os måske umiddelbart over - hvorfor den rige mand overhovedet ikke tager sig af den fattige mand.

 

Eller hvad? Hvordan ville vi andre mon reagere? Vi kan vel ikke uden videre kalde os rige, om end vi uomtvistelig er det, hvis man sammenligner os med mange andre lande i verden.

 

Men det er vel også uomtvisteligt, at både vi og den rige mand har lige megen pligt til at hjælpe andre mennesker. Men gør vi faktisk det? Ligner vi den rige mand mere end vi bryder os om at erkende?

 

I givet fald har vi en tekst, der minder os om, at selvom vi umiddelbart kan sidde og dømme den rige mand for hans manglende gerning i forhold til den fattige. Ja, så er vi nok ikke meget bedre selv, når det faktisk kommer til stykket.

 

Og det har selvsagt konsekvenser, både for os selv, og for den fattige. Dels får vi som regel dårlig samvittighed, hvis vi undlader at gøre noget, vi ved, vi burde gøre. Og dels går der liv tabt, når vi undlader at komme hinanden ved.

 

Hvordan vi ellers dømmes på den yderste dag, ved kun Gud. Her kan vi håbe på og tro på tilgivelsen, når Jesus er vores eneste dommer.

 

Amen.

Inviteret til fællesskab


Prædiken til 2. søndag efter trinitatis, 2019. Holdt i Ølsted Kirke og i Trige Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«



Normalt, når man taler om højtid og fest i kirken, så tales der ofte først og fremmest om højtiderne jul, påske og pinse, og vel også de skæve helligdage derimellem.

 

Når pinsen er veloverstået, så starter den periode, der kaldes Trinitatistiden, og som løber helt frem til Advent. Denne periode, trinitatisperioden, som vi nu er i, bliver sommetider kaldet for kirkens festløse halvår, da der ikke længere er nogen særlige helligdage, som indbyder til særlige fester eller særlige ritualer eller traditioner. Måske med undtagelse af Allehelgen.

 

Derfor er det lidt tankevækkende, at en historie som dagens evangelietekst, netop handler om en mand, som ønsker at holde et festmåltid, tilsyneladende uden nogen anden grund, end at han har lyst.

 

Det fremgår ikke rigtigt, om de mange indbudte er hans venner, om det blot er nogen han kender lidt til, nogle bekendte, eller om det er mere eller mindre tilfældige mennesker, som får indbydelsen. Men stor fest skal der være.

 

Jeg forestiller mig også, at det er gode borgere, der inviteres. Gode borgere, der har travlt med deres liv, om det så er at passe på køerne, eller tage sig at sin ægtefælle og familie, eller hvad det er. Måske det, vi i dag ville kalde for overskudsmennesker. Folk, der tilsyneladende har styr på deres liv. I dag ville vi kalde dem for succesfulde iværksættere, 12-tals-piger, karrieremennesker, mennesker, der synes at have styr på tilværelsen, og har deres fokus der, og ikke så mange andre steder. Dem, der ikke rigtig har brug for gud, fordi deres liv kører på skinner.

 

Dem, der gør, hvad der forventes i vores sekulære præstationssamfund.

 

Og selvom disse mennesker sikkert oplever, at der er fart over feltet, de har travlt med deres karriere eller mange eksamener, så er deres liv i høj grad drevet af fornuft, sikkerhed og tryghed. Grundlæggende er det jo noget vi alle sammen søger, tryghed.

 

Måske derfor kan evangelieteksten opfattes provokerende, for jeg tror, at de fleste af os kan sætte os ind i den situation, som de mange, der afviser, er i. Hvis vi har travlt med vores liv, om det så er med forretnings- eller foreningslivet, om det er som nygift par, der ikke kan få nok af hinanden, eller det er noget andet, vi lige skal nå at have styr på, så kender vi godt det at have så travlt med vor liv, så at en uventet indbydelse, en uventet livsmulighed ikke får en chance.

 

Hvad vil evangelieteksten da sige? Ja, det er i hver fald tydeligt, at arrangøren ikke er tilfreds med de mange afbud. Her bliver de mange indbudt til fællesskab, og så har de bare nok i sig selv.

 

Så siger han, festarrangøren: "Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt".

 

Jeg kan personligt godt lide udsagnet "nød dem til at komme". Man kunne måske lidt frit omformulere det til "gør det nødvendigt for dem at komme i mit hus", underforstået, Guds hus, i kirken. For vi er jo netop mange, der kommer i kirken, med en blanding af lyst og nødvendighed. Lyst, fordi vi holder af det. Og nødvendighed, fordi vi ville mangle noget, hvis ikke vi kom.

 

Derfor er det faktisk ret store ord, når tjeneren bliver bedt om, at nøde folk til at komme i huset. Det er jo forkyndelse, der bedes om her. FORKYND FOR FOLK, bliver der råbt, og nu skal tjeneren ud blandt samfundets bund og forkynde, den gruppe, der i hvert fald på Jesu tid blev betragtet som samfundets bund. Handicappede, lamme, folk, der ikke var lydefri, dvs. fejlfri, og derfor ikke kunne komme i templet.

 

I dag ville det sikkert være de ressourcesvage. Dem, der ikke kan arbejde, fordi de er gået ned med stres, fordi det går for hurtigt på arbejdet eller på studiet. Dem, der ikke får sig en uddannelse, og ender i dårligt betalte jobs. Dem, der sidder på bænken. MÅSKE endda nogle narkoprostituerede. Folk, vi normalt ikke ville tale med. Underdanmark.

 

Dem, der bare søger at undgå for meget hån, spot og latterliggørelse i den offentlige debat, eller, ydmygelse. Udstødt af det borgerlige samfund, mast af samfundets forventninger, uanset hvor mange gange vi siger ordet velfærdssamfund.

 

Disse personer får at vide, at de er elsket af gud, at de er værdige mennesker, alene fordi, de er mennesker, skabt i Guds billede. Og så bliver kirken langsomt fyld op, med folk, der har behov for Guds kærlighed, nærvær, og menighedens fællesskab, om man vil. Nadveren er jo også det store festmåltid, i hvert fald symbolsk.

 

De mange festinvitationer kan også tages som et billede på de mange livsmuligheder, der så ofte bydes os, hvis vi ellers holder øjne og ører åbne. Når vi lever vore travle liv, så er der i hvert fald risiko for, at vi helt mister blikket for vor næste. Hvis vi ser en person, der mangler hjælp, siger vi trods alt næppe, du må vente, jeg er lige blevet gift, jeg har travlt. Men jeg er også overbevist om, at vores meget store koncentration på vore egne liv, uden vi måske er rigtigt klar over det, gør os blinde for vor næste. Vi får vi nok i os selv, og får slet ikke øje for fællesskabet, og slet ikke det kirkelige fællesskab.

 

For når alt kommer til alt, er det vel målet for det hele. Fællesskabet, fællesskabet med Gud og næsten, her og hisset. Vi har et medansvar for fællesskabet, og det gælder i virkeligheden både det globale fællesskab, samfundets fællesskab og trivsel, og de mere nære fællesskaber, herunder det kirkelige, naturligvis.

 

Det er også tydeligt, at vi gang på gang svigter, og derfor ender alle dem, der afviser invitationen i lignelsen, i virkeligheden med at være billedet på os alle sammen.

 

Og derfor står vi alle sammen tilbage som fortabte, når vi skal måles op imod Guds forventninger til os om kærlighed og fællesskab.

 

Og derfor dømmes vi alle sammen med – dine synder er dig forladt.

 

Amen.