Nu er det nu, i dag sker det!

Prædiken til 1. søndag i advent, 2019. Holdt i Trige Kirke og i Spørring Kirke og i Ølsted Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. 

 

 

Nu er det nu. Nu sker det. Siger Jesus.


I dag går skriften i opfyldelse. Som vi her til lands først og fremmest fejrer juleaften, hvor Gud bliver menneske i Jesus Kristus. Da Vor Herre bliver født, og lyset sig tænder i mørkest skød.


Nu er det nu. I dag sker det. Siger Jesus.


Dagens evangelietekst minder mig om, hvor dobbelt jeg – eller man – kan have det med julemåneden. Jeg taler her om grænsen mellem hygge og alvor.


Jeg skal være den første til at sige, at jeg slubrer alle julens traditioner i mig, og nogle år har jeg hørt mere julepopmusik som MC Einars Det jul, det cool, eller Let love be love, skrevet af Remee, - end jeg har sunget salmer i løbet af december.


Jeg tror, at de fleste familier først og fremmest forbinder december måned med hygge. Sikkert også en del stres – julestres, som vi ynder at kalde den. Men så sandelig også hygge.


Og intet ondt ord om det. Det synes som en naturlig del af december.


Men der er ikke meget hygge over dagens tekst. Godt nok er der en udpræget begejstring i begyndelsen af teksten, men det ender med en truende adfærd, og tæsk i luften, som Jesus dog undgår, mens de jager ham ud af byen. Ikke mindst, da det går op for dem, at det jo bare er Josefs søn, der taler.


Derfor er det oplagte spørgsmål, om vi gør evangeliet for hyggeligt i december? Når Jesus sagde, nu er det nu. I dag går skriftens ord i opfyldelse, så var det vildt provokerende på Jesu tid, og bestemt ikke noget, han sagde, for at skabe hygge.


Er vi blevet så kulturkristne, at vi putter evangeliets bud om fjendekærlighed til side, fordi det er lidt for provokerende? Tager vi det dobbelte kærlighedsbud alvorligt nok? Når nogle præster eller teologer – herunder teologen Ole Jensen, der lige er udkommet med sine erindringer - forsøger at minde os om, at vi også skal tage vare på den kommende generations livsmuligheder, og taler om klimabevidsthed, tager vi det så alvorligt nok? Når vi igen og igen forkynder Jesus som Guds søn, og Gud Fader som himlens og jordens skaber, forstår vi så konsekvenserne af kristendommen?


Det er heldigvis kun Gud selv, der kan afgøre det. Kristus er vores eneste dommer.


Advent betyder som bekendt komme, og det er – i hvert fald rituelt – Herrens komme, vi venter på i adventstiden.


Og jeg tænker, at det er selve virkningshistorien, der gør, at december måned er endt som en glædens måned. En måned, hvor vi hygger. Altså, det er virkningerne af, at det jo er et glædens budskab, der skal fejres juleaften.


Det er som om, at alvoren er gemt til ikke mindst påske, hvor der jo er anderledes alvorlige ting på færde. Måske er det derfor, at det er julen og i mindre grad påsken, der er slået så meget igennem, folkeligt.


På Jesu tid var det dog ikke specielt hyggeligt. Da han havde sagt, nu er det nu, i dag sker det, blev han jaget ud af byen. Folk, der mente at kende ham, kunne slet ikke forholde sig til, at Jesus skulle kunne tale med en særlig myndighed. Det ved vi i dag – tror vi i dag – at han kan, da vi kender påskens, ikke mindst påskesøndags, hændelser.


Så adventstiden er paradoksernes tid. Hygge derud ad, som kun danskerne kan hygge. Med julemusik, julestads og juleknas. Og masser af jul i fjernsynet.


Og så den alvor, som kommer så tydeligt frem i dagens evangelietekst. At Jesus taler om, at nu er det nu. Ord, der peger frem mod juleaften, hvor Sandheden med stort S pludselig kommer til verden. Hvor skriften for alvor går i opfyldelse. Ramler lige midt ned i vores alle sammens verden og dagligdag. Og pludselig forsøger at binde os sammen med vor næste, i en grad, som tidligere var uset.


Hygge med en undertone af alvor og forventningens glæde. Det er vist adventstiden i meget få ord.


For nu er det nu. Nu sker det.


Amen.

Syng, lad hjertet tale!

Prædiken til 3. søndag i advent, 2019. Holdt i Handrup Kirke og i Ebeltot Kirke.


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Amen.

  

 

”Så syng da Danmark lad hjertet tale”. Det står der på ryggen af højskolesangbogen.


”Så syng da Danmark lad hjertet tale”. Det er unægtelig en opfordring til at synge af karsken bælg, så det kan høres.


”Så syng da Danmark lad hjertet tale”. Syng, syng, syng, så det kan høres. Lad os synge hymner, salmer og sange, det være sig viser, popsange, ballader og andre slags sange. Syng syng syng. Lad hjertet tale.


Jeg tænker, at denne måned er den måned, hvor der synges flest sange og salmer i Danmark. En undersøgelse viste for nogle år siden, at fire ud af fem danskere synger salmer i løbet af juletiden.


Og jeg tænker, at grunden til, at vi kan give den ekstra gas i december, og ikke mindst i selve julen, er, at det er sange og salmer, vi kun med mening kan høre en gang om året. Så vi aldrig når at blive trætte af dem. For nogle år tilbage var popgruppen Whams julesang, Last Christmas, verdens næstmest spillede sang fra nettet. Og ja, det er bare popmusik, men det siger noget om iveren efter at fejre og højtideligholde julen.


Denne søndags evangelietekst er også en salme, en hymne. Det er en hymne til Herren, som har besøgt sit folk.


Det er Lukas, der skriver teksten. Hvis man har overblikket over de fire evangelister, så vil man bemærke, at de har hver sin rolle. Johannes er poeten, det er derfor Johannesevangeliet godt kan være svært at læse. Matthæus skriver især til jøder, det er derfor vi har Bjergprædiken dér, hvor han søger et opgør med jødernes Moselov. Og Markus’ evangelium bærer som det først-skrevne tydelig præg af mundtlig overlevering. Det græske ord for ”straks” findes her cirka lige så mange gang som hos de tre andre evangelister til sammen. Der er en anden dynamik over mundtlige fortællinger og overleveringer. Og så er det hos Markus, man i særdeleshed kan fornemme Jesu tiltrækningskraft som kærligheden selv.


Og så er der Lukas, hvis evangelium en præst ligefrem har kaldt ”en musical fyldt af glæde” og den indledes da også af to fødsler, ledsaget af to glædes-hymner. Lukas er historiefortælleren, der skal have det hele med, derfor beretter han både om Johannes Døberens og Jesu egen fødsel.


Og det er hymnen, der ledsager fødslen af Johannes Døberen, vi læser i dag.


Og det var Johannes Døberens fremmeste opgave at pege frem mod Jesus. I Johannesevangeliet siger han ligefrem, han – Jesus - skal blive større, jeg – Johannes - skal blive mindre.


Og det er jo den opgave, vi alle har. At pege frem mod Jesus, så han kan blive større, og vi selv kan blive mindre.


Som det hedder til sidst om Johannes: "Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel".


Johannes Døberens hovedopgave endte jo med at blive at døbe Jesus. Og dermed starte Jesu mission som forkynder og helbreder. Og dåben er om noget det, der viser, at Jesus påtager sig vores vilkår. For jeg kan efter bedste evne ikke se, hvorfor Jesus – som syndfri, fejlfri - skulle lade sig døbe. Andet end at vise vejen for os andre, efter at Johannes Døberen havde vist os vejen til Jesus.


Og hvordan skal vi så svare igen på dette? Ved at følge Jesus, selvfølgelig. Ved at antage Jesus både som vores gave og vores opgave. Johannes Døberen peger og siger, dér er jeres gave, der er jeres frelser. Og ved påsketid bliver det cementeret, vist eller bevist, at Jesus var og er Guds søn. Det han har sagt og gjort var godt sandt og rigtigt.


Men nu er vi allerede for lagt fremme, men vi kender jo alle historien.


Så for nu, skal vi måske nøjes med at synge af karsken bælg. Der er også en profeti i Zakarias’ hymne, dertil rækker vores evner nok ikke helt. Men vi kan synge det bedste vi kan. Synge jule- og adventssange og –salmer i glæde og forventning om miraklet julenat.


Der er nu kun en god uges tid til, at evangelielæsningen fortsætter, for lige bag efter dagens evangelietekst, har vi Juleevangeliet. Og når vi når dertil, og lyset sig tænder i mørkets skød, er det anderledes myndige ord, vi får høre af Herrens egen mund.


”Når Herren kommer bliver vinter til sommer, pagten besejlet af nye ord”.


Amen.