Nu sker det

Prædiken til 1. søndag i advent, 2025. Holdt i Kolby Kirke.

Dette hellige evangelium fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, og læses til første søndag i advent, anden tekstrække: Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
»Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.«
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Amen.

Dagens evangelietekst er faktisk ret dramatisk.

I skal forestille jer en scene, hvor en person stiller sig op på prædikestolen i en kirke – her en jødisk kirke, altså en synagoge – og læser nogle centrale ord fra en vigtig bog, Esajas’ Bog.

Så langt så godt.

Men så siger han de provokerende ord: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

Første gang jeg læste om denne tekst var hos Johannes Møllehave. Og jeg kan også huske, at jeg ikke helt forstod dramatikken og Møllehaves begejstring. Det er også over tyve-femogtyve år siden.

Men, med hvilken ret siger Jesus disse ord? En ting er at citere fra Esajas’ Bog, som for os kristne i dag er en af de mest centrale bøger i Det Gamle Testamente, når det gælder profetier og forudsigelser om netop Jesu komme som Guds egen søn.

Jesus siger ret direkte, at han er den salvede, altså Kristus, som har til opgave at frelse fra undertrykkelse af enhver art. Det er måske ikke så underligt, at mange troede, at han så også ville befri dem fra romersk besættelse.

Men med hvilken ret siger han da alt dette?

For de kendte ham jo godt. Han var jo bare Josefs søn. Hvad bildte han sig egentlig ind? Derfor har scenen været meget dramatisk på Jesu tid, og budskabet lige så.

For – i dag sker det. I dag sker det faktisk. I dag får vi det første hint om, hvad der venter os julenat, da vor Herre bliver født, og lyset sig tænder i mørkets skød.

I dag sker det. Nu er det bare at begynde ventetiden.

Og adventstiden er virkelig et af de mest intensive perioder i løbet af året, både kalenderåret og kirkeåret.

Det er i dag, man så småt kan begynde at glæde sig til jul.

Og det kan jo godt blive meget verdsligt.

Jeg skal være den første til at sige, at jeg slubrer alle julens traditioner i mig, og jeg hører ofte mere julepopmusik end jeg har sunget salmer i løbet af december.

Jeg tror, at de fleste familier først og fremmest forbinder den kommende december måned med hygge. Sikkert også en del stres – julestres, som vi ynder at kalde den. Men så sandelig også hygge.

Og intet ondt ord om det. Det synes som en naturlig del af advent og december.

Men der er ikke meget hygge over dagens tekst. Godt nok er der en udpræget begejstring i begyndelsen af teksten, men det ender med en truende adfærd, og tæsk i luften, som Jesus dog undgår, mens de jager ham ud af byen. Ikke mindst, da det går op for dem, at det jo bare er Josefs søn, der taler.

Derfor er det oplagte spørgsmål, om vi gør evangeliet for hyggeligt i december? Når Jesus siger, at nu er det nu. I dag går skriftens ord i opfyldelse, så var det vildt provokerende på Jesu tid, og bestemt ikke noget, han sagde, for at skabe hygge.

Er vi blevet så magelige, at vi putter evangeliets bud om fjendekærlighed til side, fordi det er lidt for anstrængende, ja, provokerende? Tager vi det dobbelte kærlighedsbud alvorligt nok? Når nogle præster eller teologer – herunder teologen Ole Jensen, der var pioneer indenfor grøn teologi - forsøger at minde os om, at vi også skal tage vare på den kommende generations livsmuligheder, og taler om klimabevidsthed, tager vi det så alvorligt nok? Når vi igen og igen forkynder Jesus som Guds søn, og Gud Fader som himlens og jordens skaber, forstår vi så konsekvenserne af kristendommen?

Det er heldigvis kun Gud selv, der kan afgøre det. Kristus er vores eneste dommer.

Og jeg tænker, at det er selve virkningshistorien, der gør, at december måned er endt som en glædens måned. En måned, hvor vi hygger. Altså, det er virkningerne af, at det jo er et glædens budskab, der skal fejres juleaften. At Jesus var drønupopulær i sin samtid hos næsten alle, venter vi med til påsken.

Så adventstiden er paradoksernes tid. Hygge derud ad, som kun danskerne kan hygge. Med julemusik, julestads og juleknas. Og masser af jul i fjernsynet.

Og så den alvor, som kommer så tydeligt frem i dagens evangelietekst. At Jesus taler om, at nu er det nu. Ord, der peger frem mod juleaften, hvor Sandheden med stort S pludselig kommer til verden. En sandhed, vi ikke kan sige os selv. Hvor skriften for alvor går i opfyldelse. Ramler lige midt ned i vores alle sammens verden og dagligdag. Og pludselig forsøger at binde os sammen med vor næste, ja alt levende, i en grad, som tidligere var uset.

Hygge med en undertone af alvor og forventningens glæde. Det er vist adventstiden i meget få ord.

For nu er det nu. Nu sker det.

Amen.

Prædiken til 3. søndag i advent, 2025. Holdt i Onsbjerg Kirke.

Dette hellige evangelium fra Lukasevangeliet fra Det Nye Testamente, læses til tredje søndag i advent, anden tekstrække: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Amen.

”Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel”.

En kort, men meget central sætning.

Og denne lille begivenhed, der som bekendt skal vise sig at blive en meget stor begivenhed, kommer jo ikke ud af intet. Den kommer af en meget lang virkningshistorie, en historie, hvor noget peger direkte frem mod den dag, Jesus skulle træde frem for Israel, og andre dele af virkningshistorien peger mere indirekte frem.

Det er også noget, vi har været kort inde på i vores bibelkreds her i sognet. Hvor vi startede på side et i bibelen, og ellers har læst frem ad.

Bibelens 66 bøger indledes med urhistorien, som består af skabelsen af hele verden, herunder mennesket, så kommer syndefaldet, som er en slags skabelse af det rigtige menneske, som vi kender det – fuld af fejl og mangler. Så følger historiens første brodermord, siden den store oversvømmelse og babelstårnet.

I den efterfølgende historie om patriarkerne Abraham, Isak og Jakob – eller Abraham, Rebekka og Jakob, som vi siger i bibelkredsen, da Rebekka fylder mere end Isak, og nærmest fungerer som en kvindelig patriark, en matriark, men i disse efterfølgende historier, hvor også Ismael, Esau, Laban, Rakel og Lea spiller en rolle, bliver den størrelse, der hedder Israel langsomt født (ikke at forveksle med nutidens Israel).

Første Mosebog, som vi snart er færdig med at læse i bibelkredsen, hedder på teologisprog Genesis, som betyder skabelse, og som antydet handler bogen om skabelse på mange planer.

Men flere steder i fortællingen i Første Mosebog antydes noget om den kommende tid. Det kunne være den kommende lovgivning med Moseloven på Sinaibjerg. Men så sandelig også forjættelsen – forudsigelsen - omkring Jesu fødsel. For når man læser de farverige og dramatiske historier i Første Mosebog, bliver man også bevidst om, at de ikke er så indlysende og ligefremme, som man måske husker det fra sin bibel-børnelærdom. Flere ting bliver vendt på hovedet, og selv heltene opfører sig ikke særlig eksemplarisk.

Jesus træder med andre ord frem for Israel på baggrund af en lang historie, som jøderne på Jesu tid var helt bevidste om, og som Jesus hele tiden, direkte eller indirekte taler ind i. Og det er sikkert også derfor, at nogle af teksterne, også i Det Nye Testamente, kan virke fremmede. Fordi Jesus simpelthen taler ind i nogle problemer og problemstillinger, som vi ikke længere oplever i dag.

Ikke desto mindre har hele billedet af Jesus, som endelig træder frem for Israel, altid gjort indtryk på mig.

For mange år siden, helt tilbage til min studietid, og hvor alt var nyt for mig, da jeg ikke rigtig er opdraget med historierne og tankerne hjemmefra, skrev jeg utroligt meget ned, for at få hold på alle mine tanker – hvad jeg sommetider gør stadigvæk – således at jeg bedre kunne se sammenhænge og mønstre.

Og jeg kan stadig huske følelsen, da jeg langsomt mærkede tiden, da jeg skulle nævne, at nu kom Jesus på banen. Og jeg citerer fra min hjemmeside:

”Og så fremstod han pludselig, denne Jesus af Nazareth, i Judæas ørken, engang omkring år 30 (…). Hvor han af Johannes Døberen blev døbt i Jordanfloden (…) Og gjorde kraftige gerninger med en hidtil uset autoritet. Og han sagde tilmed, at han var Guds søn (…) Hans personlighed, kærlighedsforkyndelse, autoritet, rygtet om hans gerninger, og hans forkyndelse, hans radikale værdiomkalfatring (dvs. at vende alle værdier på hovedet) gav ham en stor discipel-kreds, der blev stadig større og større.”

Ja, så fremstod han pludselig, da han skulle træde frem for Israel. Gud har besøgt sit folk, og når vi læser det, er det – som altid i adventstiden – men en blanding af spænding og forventningens glæde, og samtidig måske en vis ængstelse eller ærefrygt – for hvad betyder det alt sammen.

Hvad betyder det – med Jesus – at få retning i sit liv?

Jesus fremtræder pludselig og vender mange af vores normale værdier på hovedet, og siger tilmed, at han har myndigheden til at kunne gøre det.

Betydningen af alt dette, er stadig ikke rigtigt til at kapere eller forstå, for de fleste af os. Gud har besøgt sit folk. Det lyder næsten abstrakt, men har kolossal betydning.

I dag er skriften gået i opfyldelse, lød det første søndag i advent.

Og nu bliver det snart konkret, nu bliver det snart alvor, nu kan vi snart ikke længere sige, at vi ikke vidste bedre, når Jesus ophøjer kærlighedsbuddet til det første og største bud.

Når omsorgen for alt levende bliver sat over alt andet.

Og nu er der halvanden uge til jul, hvor det skal fejres, at det overhovedet blev en mulighed. At Ordet pludselig blev kød og blod; eller krop og blod, og skabte en anden fornemmelse af tid. Nu lægger tiden til i stedet for at trække fra.

I stalden i Betlehem. Julenat, da vor herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød.

Amen.