Kysset
Det er først da vi begge har fået skænket op, at jeg rigtigt begynder at betragte hende.
Håret er strøget tilbage, og er sat fast med hårspænder, så hele hendes ansigt er synligt, uden nogen hårtot, der generer.
Den grønne bluse synes jeg, jeg har set før. Men det er sikkert alt sammen et tilfælde, det er snart fem år siden, vi sidst har set hinanden.
Mens jeg sådan ser på hende, fortæller hun om sin mand. De er næsten lige blevet gift. De bor i udkanten af byen, i et af de rolige områder, som hun selv udtrykker det.
Jeg lytter, og iagttager hende, prøver at koncentrere mig om begge dele. Som når man sidder og læser og hører radio samtidig.
Jeg forsøger at læse hendes ansigt og høre på hendes stemme.
Min erindring passer godt med begge dele. Hendes billede fremkalder noget, jeg engang har set, hos netop hende. Også måden, hun bevæger munden på.
Og hun hedder stadigvæk Jasmin.
Lyden af navnet fremkalder et særligt billede hos mig.
De lignede to små farvestrålende sommerfugle, da de i frejdige hop løb ind på marken med det høje fine græs, og på afstand blev mindre og mindre. De var begge grimme i deres ansigter, for grove og for hårde i mimikken. Og man kunne se på folks blikke i bussen, at de ikke var velkomne.
Bussen holdte også et mærkeligt sted, hvor der ikke rigtigt var noget stoppested, men kun det karakteristiske røde sand.
De var de to eneste, der skulle af her. Og de var så grimme. Men deres farvestrålende tøj - skrigende gul, grøn, lyseblå - fik dem til at ligne to små sommerfugle, da de løb over vejen og ind på marken, hvor de langsomt forsvandt.
At hun ikke har skiftet navn igen, kan jeg næsten ikke tillade mig at bebrejde hende. Men det gør mig usikker, jeg føler det som om, jeg sidder i to forskellige tidszoner. Det er som om, hun er blevet for gammel til at hedde Jasmin.
Det var hende selv, der havde fundet på det, den gang, for længe siden. Vi havde soppet i en oppustelig udendørs svømmepøl, der stod i haven, og havde gjort græsset drivvådt i området omkring denne, som var oversået med mickey mouse-figurer udenpå, og indeni.
Hun havde fortalt mig, at hun havde fået en god idé.
Hendes mor havde hurtigt vænnet sig til det. Det lød også mere rigtigt at råbe Jasmin, når hun kaldte ind til spisetid. Laura, som hun før hed, lød så underligt tvunget i munden.
Jasmin passede også bedre til en lille pige. Laura var navnet på en moden voksen kvinde. Den eneste, der konsekvent fortsatte med at kalde hende for Laura, var hendes far. Men det var også kun om torsdagen, at de sås.
”Kom”, sagde hun, da vi havde soppet længe nok i svømmepølen, og tørret os med samme håndklæde og fået tøj og sandaler på. Hun førte mig ud til den lille skov, der lå ikke så langt fra, hvor vi boede. Vi tog genvejen mellem to huse, hvor græsset var nedtrådt af utallige fødder, og endte ude på hovedvejen og gik til venstre. Da vi kom til et af de første træer, der stod langs en grusvej som til venstre gik igennem skoven, bukkede hun sig ned, og begyndte at grave i jorden med fingrene. Hun gravede tilsyneladende ubesværet, selvom jorden så hård ud. Jeg stod og kiggede på hende, vidste ikke rigtigt, om jeg skulle hjælpe hende. Hun virkede meget beslutsom. ”Kom”, sagde hun, og jeg gik forsigtigt tættere på hende, og satte mig på hug. Hun fiskede en skotøjsæske frem af hullet, hun havde gravet. Den var brun og våd. Hun åbnede æsken. ”Se”, sagde hun, og pegede ned i æsken, som var tom.
Men på bunden af æsken var skrevet et navn med sort tuschpen. Det var hendes skrift, det lignede i hvert fald den, som var i hendes stilehæfter, som jeg sommetider fik lov at kigge i.
