Det hemmelige værelse
“Sidder du her for at få tiden til at gå?”, spørger manden ved siden af mig. Han er ikke ubehagelig, men lugten af alkohol slår mod min næse, da han åbner munden.
Jeg har ikke lyst til at snakke, så jeg ignorerer kommentaren. Men hans nærvær er blevet tydeligere, og jeg har mest lyst til at være alene. Jeg rejser mig fra bænken, går over i den anden ende af parken, mod udgangen.
Et kort øjeblik lader jeg øjnene glide rundt i parken. Det er en stor grøn firkant på størrelse med en kvart fodboldbane, med pænt klippede træer som hegn, dog afbrudt ét sted, nemlig ved udgangen. Og fem meter fra bænken, hvor jeg sad, står en fontæne.
Når mine forældre var oppe at skændes, havde jeg tit søgt tilflugt til parken, og var gået rundt dér for mig selv alene. Og området omkring fontænen og bænken var blevet voressted i gymnasietiden, når mine kammerater og jeg skulle have en lille en eller to, når det var varmt om sommeren. Men det er efterhånden længe siden.
Jeg bruger det meste af dagen på at vandre omkring i byen. Jeg passerer de værtshuse, vi kom på. Og den store spillehal. Og selvfølgelig den lille fodboldbane, der ligger lige bag skolen.
Et enkelt sted i byen, hvor der ligger flest forretninger, er der lavet en gågade. Det er noget nyt. Den virker også fuldstændig malplaceret i den lille by. Og så er den på kun tyve meter.
Jeg kommer også forbi brugsen, hvor vi har købt alle de billige øl. Vi jokede dengang med, at den lille brugs nok levede af vores øl-forbrug. Jeg smiler lidt af det hele.
Min gamle ven har skubbet et kort ind under døren, ser jeg, da jeg kommer tilbage til mit hotelværelse. Han vil se mig. Jeg anede ikke, at han stadig boede her, men han har set mig i hotellets reception på vej til sit arbejde.
“Jeg troede ikke, at du ville tilbage til byen”, siger han til mig, da vi sidder på en café. “Jeg troede, du var færdig her”, bliver han ved. “Hvad har trukket dig tilbage?”.
Jeg ryster på hovedet. Jeg vil helst ikke svare.
“Bare fordi”, siger jeg.
Han kigger på mig, som om han venter noget mere.
“Bare fordi”, gentager jeg.
“Er din kæreste gået fra dig?”, begynder han så, “er din far død eller har du mistet dit arbejde?”.
“Hvorfor spørger du?”.
“Folk foretager sig altid mærkelige ting, når der kommer et brud i deres liv”.
“Min far er død, hvis du gerne vil vide det”.
“Undskyld..., det er jeg ked af”, siger han prompte. Han venter lidt med at sige det næste. “Men, hvorfor bringer det dig her tilbage?”.
Jeg kigger på ham uden at sige noget. Tager en slurk af fadøllen.
“Jeg ville se, hvor det hele startede”, siger jeg så.
Han rynker panden. “Du må forklare dig noget bedre”.
Jeg overvejer at dreje samtalen hen på noget andet, for jeg har egentlig ikke lyst til at snakke om det.
Men så begynder jeg alligevel.
“Sidste uge brugte jeg og mine to brødre en hel weekend på at rydde op i dødsboet. På loftet lå en masse ragelse, hvor det meste var mit. Gamle skolebøger og kladdehæfter. Og æsker med kapsler og klistermærker og tonsvis af postkort i en masse skotøjsæsker. Og en masse andet skrammel. Så meget gemmer man kun på, hvis man keder sig”.
“Sådan var det da ikke i gymnasietiden”, siger han.
“Når du gemmer på et eller andet, hvorfor gør du det så?”.
