Billedet
Det var næsten en kliché, en farce. Jeg havde set det så mange gange før. Når søndagsborgerne gik på museum, nikkede de til de billeder, der havde den rigtige signatur, smilte eller udstødte et forfjamsket grin, når de passerede eller stoppede op foran det store hvide billede, der var placeret, så det var det første, man så, når man gik ind på museet.
Jeg yndede at stå og betragte menneskene, som gik omkring det hvide billede. Se deres gestikuleren, deres mimik, deres kropssprog. Jeg ville give meget for at lytte til deres tanker. På den anden side, jeg gik nok ikke glip af så meget.
Selve museet var vel ikke usædvanligt. Dansk guldalder på tredie sal, anden sal om tiden derefter, så en etage med en lille biograf og en café, og i stueetagen den moderne og eksperimenterende kunst. Og så det hvide billede i foyéen.
Jeg kan bruge næsten et år på at samle idéer. Når jeg går ture i skoven, kigger på mennesker i storbyerne eller læser Proust. Og når jeg så endelig spænder lærredet op, kan det tage mig flere år at færdiggøre et billede.
Mange kunne lære noget af denne proces, tænker jeg, når jeg kigger på søndagsfolket på museet. De har hele tiden så travlt, når de driver rundt på de forskellige etager og til sidst ender i caféen, hvor de sidder og drikker kaffe af plastikkrus, som de har trukket i automaten. Og engang har jeg hørt et par sidde og hviske til hinanden, at sådan en stor bygning burde man da i stedet bruge til at huse nogle af alle de hjemløse.
“Undskyld”, siger jeg, da jeg uforvarende støder ind i en, der kommer fra informationsboden i foyéen.
Han kigger indigneret på mig, og fortsætter mod elevatoren, der med store røde bogstaver proklamerer, hvad der er på de forskellige etager. En fem-seks personer forlader elevatoren, da døren åbner automatisk, så de røde bogstaver et kort øjeblik er skjult i den revne, døren glider ind i. Tre personer går nu ind i den tomme grå firkant. Hvorefter døren glider i igen. De røde bogstaver bliver igen synlige, og elevatoren på ny trukket op. Elevatorens konstant op og ned-gående rytme får mig til at tænke på et samlebånd. Et samlebånd, der om søndagen producerer kunstinteresserede mennesker, efter det mekaniske samleje.
Jeg retter igen blikket mod det store hvide billede for enden af foyéen, mens et barn drøner rundt og kurer med den ene hånd langs væggen af rød mursten, så jeg bliver helt bekymret for, om han får et brandsår.
Flere gange ser det ud som om, han er ved at falde, indtil en mor griber ham i farten. Hun kaster et blik på det store hvide billede, og går så mod elevatoren sammen med drengen. Sammen med tre andre, som dog ikke har nogen børn ved deres side.
“Du er den bedste”, siger hun til mig, da hun er ved at tage tøjet på igen. Jeg smiler, siger ellers ikke noget, men åbner døren for hende.
“Vi ses”. Jeg nikker.
Jeg lader penslen glide ned af billedet, forestiller mig tungen køre ned af Marias krop. Jeg kan mærke det, den er lige ved at være der. Fem år har det været undervejs. Mine hænder sitrer en smule. Jeg kan pludselig mærke, hvor de sidste strøg skal være.
Pendulfart mellem mit værelse og museets stueetage.
Kigger på forvrængede installationer i stueetagen på museet. Vender mig omkring, får øje på et billede, med en skrigende orange farve, med tre lodrette tykke blå farver, der alle gennembryder billedet som en dolk. Skynder mig ud i foyeen, betragter det store hvide billede.
“Hvad synes du om det?”. Jeg drejer uventet hovedet mod min sidemand, der er aldrig før nogen, der har spurgt mig om noget på museet. Jeg åbner munden, som for at svare, men tier alligevel.
“Der er noget uendeligt over det, ikke?”, fortsætter han. Nej, tænker jeg. Det er uskyldigt, harmonisk, man burde spytte på det.
