Det er yderst tankevækkende, at Jesus tilsyneladende aldrig har praktiseret dåb. Selv blev han døbt af Johannes Døberen, men dåben spiller ikke den store rolle i evangelierne.
Jesus spørger et sted disciplene, om de skal døbes med den dåb, han skal døbes med, med en direkte reference til korsfæstelsen. Også i dag tolkes dåben - inspireret af Paulus - som at dø og opstå med Kristus. Dåben spiller også en stor rolle i den såkaldte missionsbefaling, men det er muligvis en senere tilføjelse.
Det kan egentlig også undre, for Jesus døbte jo ikke disciplene.
Man kan også stille sig selv spørgsmålet, hvorfor Jesus lod sig døbe. Han er jo per definition uden synd. Måske var det et udtryk for at gøre sig solidarisk med det syndige menneske, måske var det for at markere, at nu startede han sin mission.
Således starter betydningen af Jesu forkyndelse allerede når det lille barn er døbt - eller det burde det. Her tænker jeg på en helt elementær kristen opdragelse.
Johannes Døberen proklamerer, at han kun døber med vand, men Han skal komme, som døber med vand og ånd.
Helligåndens virke og dåben hænger tilsyneladende nøje sammen. Ikke desto mindre er der i Det nye Testamente ikke noget klart vidnesbyrd for denne sammenhæng. Eller mere præcist: Der berettes både om begivenheder, hvor Helligånden kommer før dåben, under dåben og efter dåben.
Måske var grunden til, at Jesus ikke selv døbte, at han mente, at den var ekskluderende?
Og Paulus, hvis dåbsforståelse har afgørende indflydelse på vor dåbsritual i folkekirken, taler faktisk ikke om dåben som noget væsentligt. Paulus er nok mest kendt for hans opgør med Moseloven. Han mente ikke at man blev frelst blot ved at overholde en lov - troen var 'nok'. Det mest markante tegn på lovoverholdelse, når man var (from) jøde, var omskærelsen. Paulus mente med andre ord ikke, at omskærelse var nødvendigt for at blive frelst.
Det interessante her er, at Paulus ikke erstatter tanken om omskærelsen som frelsesvej med dåben! Nej, i stedet for den fysiske omskærelse skulle sættes, at man blev omskåren i hjertet! I forlængelse heraf kunne man passende spørge, om det ikke er vigtigere at blive døbt i hjertet end at blive døbt med vand.
På den baggrund kan man spørge, om det i lyset af Jesu forkyndelse giver mening at sige, at der er dåben, som giver adgang til fællesskab med Gud ('Gudsriget').
Personligt kender jeg en, som er bekendende kristen, forstået på den måde, at han er overbevist om, at Jesus er Guds Søn.
Han er bare ikke døbt. Så lyder spørgsmålet: Gør det ham til mindre kristen? Vil Gud elske ham mere, hvis han bliver døbt?
Ifølge luthersk kirkeforståelse er der en kirke, hvor som helst 'evangeliet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret'.
Sakramenterne udgøres i folkekirken af dåben og nadveren.
Så i den forstand kan der godt argumenteres for, at dåben er ekskluderende. Som Nørretranders har udtrykt det i At tro på at tro (s. 128): "Hvor jøderne måtte forlange genetisk renhed - at man var jøde, født af en jødisk mor [plus omskærelsen for drenge] - måtte de kristne forlange, at man var kristen, døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Eller sådan blev det i hvert fald. Og dér tåles ingen afvigelse, for det er så blevet det fundamentale, der holder sammen på det hele". Det vil konservative, højreorienterede (fundamentalister - selvom man skal passe på med det ord i dag) kristne, også inden for folkekirken, skrive under på uden forbehold.
Jeg mener dog også, at det vil være utænkelig at have en folkekirke uden barnedåb. Dels giver det en mulighed for en naturlig tilknytning til kirken, dels giver ritualet blandt andet mulighed for at forkynde, hvor markant en rolle barnet som 'forbillede' spiller i Jesu forkyndelse. Berømt er naturligvis den tekst, der læses ved enhver barnedåb i folkekirken - lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, thi Gudsriget hører sådanne til!
Derfor giver det heller ingen mening at hævde, at dåben er betingelsen for frelsen - for de små børn hører allerede til Gudsriget, ifølge Jesu eget udsagn! Desuden giver det heller ikke nogen mening, hvis Luthers retfærdiggørelseslæse skal tages alvorligt. Troen vises i handling og holdning overfor næsten, ikke igennem ydre ritualer. Men det står i mine øjne ikke i modsætning til udsagnet om, at dåben er fundamentet for folkekirken - om ikke andet så igennem det faktum, at det er dåben, der giver den enkelte medlemskab af folkekirken, og er det ritual, hvor den lille ny vises frem for meningheden.
