"ti gode noveller, som dels vender op og ned på paralleler til de ti bud, og som samtidig skildrer [virkeligheden] på en måde, som udfordrer læseren."

Når det moralske kompas fejler

Dette skrev jeg på facebook 18. september 2025


Synes, det er forstemmende, den tavshed, man møder hos Israels venner, der gang på gang giver udtryk for, hvor synd det hele tiden er for Israel.


Selv tidligere besindige, begavede og dannede mennesker har totalt mistet deres moralske kompas, og det er mig en gåde, at de ikke er bange for at være på den forkerte side af historien.


På et af de mange mindesmærker i Rwanda, vi besøgte i august i år, oplevede min hustru og jeg en guide, der selvsagt var tydeligt indigneret over, at folkemordet i 1994 overhovedet kunne finde sted, og en forfærdelse over, at Vesten ikke greb ind for at stoppe det. "Sagde vi ikke Never Again efter holocaust?", spurgte hun. "Og se Israels fremfærd i Gaza. Hvorfor får de lov til det? Sagde vi ikke Never Again?", fortsatte hun.


Og jo, der skal antydningen af et folkemord til, før lande som Danmark overhovedet vover at skrue bissen på overfor Israel, uden at der rigtig sker noget i praksis.


Måske har Poya Padzad en uhyggelig pointe, når han skriver:

"Når Gaza på sigt er ryddet for modstand, beboelse og beboere, er det slet ikke givet, at det for eftertiden vil blive opfattet som resultatet af ondskab, skønt også dét ville være en billig pris at betale. Det vil sikkert blive omtalt som en tragisk følge af nødvendighed. Og måske netop derfor vil det ikke blive kaldt en forbrydelse, men en ’kompleks situation’".


Tak til Weekendavisen for ikke at holde sig tilbage for at berette om uhyrlighederne.








Ustoppelige Israel

Krigsførelse. Gaza er en by med en stor fortid og en dyster fremtid. Beboerne tror ikke længere på, at den inkluderer dem.


Af Waleed Safi


En by er snart forbi


Pludselig blinker hendes navn på WhatsApp. Jumana Ayesh, 27 år, fra Gaza by. To blå hakker. Hun er online og har set beskeden. Hun vil gerne tale.


»Jeg kigger ud ad vores vindue lige nu,« siger hun.


»Jeg ser rådvildhed. Mennesker, der vandrer planløst i alle retninger. Råb. Telte overalt. Ruiner overalt. Alt det smukke, der engang var Gaza, er væk.«


Over hende kredser en israelsk drone. Jeg kan høre den gennem telefonen.


»De kaster pamfletter. De siger, at vi skal forlade byen. Men hvor skal vi flygte hen?«


Hun holder en pause, ordene falder langsomt, træt.


»Når krigen en dag slutter, vil jeg dyppe mine fødder i Middelhavet. Gå en lang tur langs kysten, uden frygt. Som i gamle dage.«


I Gaza by mangler de alt. Brød, vand, medicin. Bind til kvinder. Og søvn. Søvnen har for længst forladt dem, siger hun.


»I 700 nætter har vi lyttet til bomber, droner, kampfly, helikoptere. Til gråd og skrig. Støvet fra de sprængte huse hænger som et lag i luften. Det sætter sig i næsen, i munden, på tungen, i håret. Vi kan ikke slippe af med det. Der er ikke vand nok til at vaske det væk.«


Hun forsvinder fra skærmen, men dukker op igen en halv time senere. Flere steder i Gaza er der stadig elektricitet, generatorer, solceller. Det digitale åndehul gør det muligt stadig at leve. På trods.


»Det første vi gør hver morgen, når vi vågner, er at holde familieråd,« siger hun.


»Hvordan skaffer vi vand? Hvem vover sig ud efter mad? Er der nyheder? Stopper krigen? Eller bliver vi næste mål?«


Jumana forsvinder igen. Kort efter dukker en ny stemme op. Naji Elias, 37 år, tidligere reklamemand, far til to.

»Hallo,« siger han.


Elias' børn snakker i baggrunden.


»Det eneste, der får mig til at holde dette folkemord ud, er min kærlighed til livet. Mine børn elsker at opdage og lære nye ting – og det giver mig lyst til at blive ved.«


Et brag høres i baggrunden, men Elias fortsætter, som om intet er hændt.


»Det værste i Gaza er den konstante frygt,« siger han med en nervøs stemme.


»Vi er bange hele tiden. For bomberne. For at miste børnene. For ydmygelser. For at spise rådden mad igen.«


Elias savner volleyball ved stranden, cafélivet, vennerne, siger han. Elias savner det gamle Gaza. Den krigshærgede enklave var et samfund kendt for sin stærke solidaritet. Nu stoler gazanerne knap nok på naboen. Det er lovløst. Kriminelle hærger, familier skyder på hinanden. Det er alle mod alle.


»Israel har henrettet Gaza. Fremtiden er udslettet. Jeg beder bare om, at grænsen bliver åbnet, så jeg kan flygte med min familie. Ingen kan leve under sådanne forhold. Selv profeterne fra de hellige bøger ville bryde sammen her.«


Elias går offline. Flere timer går, før han dukker op igen.
»Jeg var lige ude, tæt på havet,« fortæller han.


»Mens jeg stod der, forestillede jeg mig et skib, der kom sejlende for at tage os væk fra dette helvede. Men horisonten var tom«.


Ustoppelige Israel


Israels storoffensiv mod Gaza by er indledt.


»Gaza brænder,« skrev Israels forsvarsminister, Israel Katz, på X kort efter. Angrebet begyndte blot få timer efter, at USAs udenrigsminister, Marco Rubio, mandag – efter et besøg ved Grædemuren i Jerusalem – understregede, at Washingtons hovedprioritet er at sikre de israelske gidslers frigivelse og knuse Hamas.


Israelske kampvogne er nu rykket ind i Gaza by, mens luftbombardementerne, der skal bane vejen for tropperne, er blevet intensiveret over store dele af området. Hundredtusinder af palæstinensere er begyndt at flygte mod syd. Før offensiven boede omkring en million palæstinensere i byen, men Israel vurderer, at omkring 300.000 allerede har forladt den.


På trods af massivt internationalt pres, folkedrabsanklager, regionale fordømmelser og diplomatiske chok efter Israels angreb på Qatar er der intet, der tyder på, at Israel vil bremse offensiven – selvom et flertal af den israelske befolkning er imod den.


I stedet har premierminister Benjamin Netanyahu hævet retorikken til et næsten historisk register. Han formaner israelere til at forberede sig på en æra af isolation. Og han henviser til Sparta – den antikke bystat kendt for sin krig mod Athen – som forbillede.


»Vi bliver nødt til at udvikle vores egne våbenindustrier. Vi bliver super-Sparta. I de kommende år får vi intet valg. Vi skal kunne forsvare os selv og angribe vores fjender,« erklærede han mandag.


For dem, der nærer håb om et snarligt stop for kampene, er beskeden altså krystalklar: Det er en illusion.


Det forklarer den velinformerede professor Kobi Michael fra Misgav-instituttet, tidligere ansat i den israelske militære efterretningstjeneste. Han formulerer det uden omsvøb:


»Krigen i Gaza ophører ikke, før Hamas er tilintetgjort, gidslerne er frigivet, og der er etableret et regeringsapparat, der kan erstatte Hamas. Verdens fordømmelser er uden praktisk betydning. Israel stopper ikke, før et nyt sikkerhedsparadigme er cementeret,« siger Michael over telefonen.


Ifølge Michael gør den samme strategiske logik sig gældende i Israels forhold til nabolandene. Israel koordinerer med Libanon for at holde Hizbollah i skak og med det syriske regime for at opretholde en skrøbelig stabilitet ved grænsen. Disse tiltag indgår i en bredere indsats for at omforme den regionale sikkerhedsarkitektur til Israels fordel.


»Israel vil ikke standse, medmindre Hamas kapitulerer. Og Hamas vil næppe kapitulere. Krigen bliver derfor lang og blodig, sådan er det. Israel sætter sig på Gaza by for at sikre, at nye magteliter kan overtage. Det kræver tid,« siger han.


I den arabiske verden breder desillusionen sig. Stadig flere har opgivet troen på, at det internationale samfund kan standse Israels fremmarch. Samtidig vokser de kritiske røster mod Hamas, og kravet om, at bevægelsen kapitulerer, får stadig større gennemslag: Sejr mod Israel er en umulighed – nu gælder det om at begrænse tabene. Den prominente arabiske intellektuelle Hazim al-Amin formulerer det skarpt i et essay fra Beirut:


»Fortsatte kampe er den største gave, Benjamin Netanyahu og hans hårde regering kan modtage,« skriver han.


»Hvis Hamas erklærer sig parat til at trække sig ud af Gaza og indgå en fangeudvekslingsaftale, vil det så standse Israels offensiv? Næppe. Men man vil miste sit påskud for tvangsforflyttelse.«


Med andre ord: Skal presset på Israel for alvor øges, er det nu, Hamas må kapitulere – ellers risikerer palæstinenserne at miste Gaza.


Hazim al-Amin afslutter med en stikpille til Hamas:


»Et nederlag er ikke enden på alt. Hvis vi tager afsæt i den lektion, 7. oktober har indprentet: at massiv militær overlegenhed ikke kan nedkæmpes af en ideologisk maskine, der kun har selvmord som sidste kort.«


Mord på endnu en historisk by?


Ligesom byer som Aleppo i Syrien, Mosul i Irak og Sanaa i Yemen er Gaza by en af Mellemøstens ældste kulturbyer – et sted med en tusindårig historie, hvor jødedom, kristendom og islam alle har sat deres aftryk.


Her findes resterne af en gammel synagoge med en mosaik, der viser kong David spillende på sin harpe, omgivet af dyr og med et udtryk, der næsten minder om den græske sagnhelt Orfeus.


Her står den ortodokse Skt. Porphyrios-kirke, opført i 400-tallet af byzantinerne og en af verdens ældste, nu allerede delvist ødelagt af bombninger. Og her ligger den pragtfulde Omari-moské, bygget på ruinerne af et romersk tempel – også en af verdens ældste moskeer og i dag ligeledes beskadiget.


»Gaza by er mættet med historie. Det er en geopolitisk rundkørsel. Napoleon var her, Alexander den Store var her. Det har altid været et kosmopolitisk, rigt og frodigt sted. Engang eksporterede man hvede til Italien, så italienerne kunne lave spaghetti,« fortæller forfatter og historiker Nathan Shachar, som har skrevet bogen The Gaza Strip: Its History and Politics.


Shachar besøgte Gaza for første gang i 1975 for at rapportere om de israelske byggeprojekter, der skulle give palæstinenserne nye boliger og en vej ud af de trange flygtningelejre.


»Der var engang, i det 20. århundrede, hvor jødiske familier boede i Gaza,« fortæller han.


»De var efterkommere af spanske jøder. Dengang, før Hamas, da sekulære palæstinensiske nationalister på et tidspunkt angreb de lokale jøder, trådte gazanske muslimske familier frem og dannede en beskyttende ring omkring deres jødiske naboer. De satte alt til side og drev angriberne bort for at værne om det fællesskab, der dengang bandt Gaza sammen.«


Nathan Shachar husker også 1970ernes Gaza som et åbent og livligt sted, hvor israelere kom for at købe frugt og grønt på markedet eller for at ligge på strandene, hvor palæstinensiske kvinder gik i bikini, og mændene drak øl.


»Jeg skrev engang, at Gaza ville blive en del af Vesten,« siger Shachar fra Jerusalem.


»Men alt det er nu historie.«


»Åbn grænserne«


Tilbage i den krigsramte Gaza by sidder Jumana Ayesh og Naji Elias fanget i uvishedens greb og håber på et mirakel, der aldrig synes at komme. Timer, nogle gange hele døgn, kan gå, før de får forbindelse til omverdenen og kan orientere sig igen.


»Vores nabo er flygtet mod syd. Det var ubærligt at sige farvel. Vi ved ikke, om vi ser dem igen. Det river i hjertet,« siger Jumana med en stemme, der skælver.


»Vi betvivler vores beslutninger. Skal vi blive? Skal vi flygte? Bomberne falder, alle taler om evakueringer, men hvor skulle vi tage hen? Hvad koster det at flygte?«


Flugt fra Gaza er alt andet end enkel. De fleste, der forsøger at nå sydpå, må forberede sig på at bo i telt – eller sove under åben himmel. Men man kan kun slæbe det mest nødvendige med sig: identitetspapirer som fødselsattester, id-kort og eventuelle ejendomsdokumenter, livsvigtig medicin, kontanter, powerbank, vand, lidt dåsemad, tøj og tæpper.


Det bliver alligevel hurtigt til adskillige rygsække og måske også kufferter. For familier kræver turen som regel en æselvogn, og prisen for blot at komme 10-15 kilometer sydpå ligger nu omkring 1.000 dollar – omtrent det samme som en returbillet fra København til New York.


»Folk her har mistet alt. Penge, ære og værdighed. Vi har måttet spise rådden mad for at overleve. At leve som internt fordrevne er ubeskriveligt hårdt. Jeg bønfalder omverdenen om at åbne grænserne. Vi vil væk – og vi vender aldrig tilbage,« siger Elias over telefonen, inden han sender sin sidste lydbesked, der næsten lyder som et ekko fra Bibelen.


»Nogle gange tænker jeg, at dette kun kan være en guddommelig straf – ikke kun for os, men også for dem, der gør os ondt. Som om de er drevet til at skade os, synde, mens vi må bære følgerne.«



Citeret fra Weekendavisen.dk 18. september 2025