To-stats-løsningen er død

Dette skrev jeg i 2012.

Personligt tror jeg ikke længere på varig fred i området, og i hvert fald ikke på en selvstændig palæstinensisk stat.

Lars Erslev Andersen siger det meget præcist i RÆSON (nr. 02/12, s 24):

‎"Der er ingen palæstinensisk stat, og der kommer ingen palæstinensisk stat!

Den eneste mulighed er, at israelere og palæstinensere lever sammen i én stat, der omfatter det nuværende Israel samt Gaza og Vestbredden, og hvor alle indbyggere - israelere, palæstinensere, jøder, muslimer, kristne, arabere, sorte, hvide - har lige rettigheder og pligter. Det store problem i en sådan konstruktion, der jo egentlig kunne lyde som en ideel retsstat, er, at den akkurat af samme årsag ikke kan defineres som en "jødisk stat". Så også det er problematisk, for efter jødernes lidelseshistorie, der kulminerede med holocaust, vil hverken Israel eller nogen vestlige stater opgive idéen om Israel som en jødisk stat, hvilken efterlader det ubehagelige spørgsmål, hvad det internationale samfund stiller op med de millioner af statsløse palæstinensere, der hverken kan få deres egen stat eller leve som borgere i en israelsk-palæstinensisk enhedsstat".

På vej mod et Storisrael

Skrev jeg på facebook den 12. juli 2025:

Lars Erslev Andersen sagde det allerede for 13 år siden (også i Ræson), selvom han ikke brugte udtrykkene direkte (måske håbede han på, han tog fejl), og nu siger Poyâ Pâkzâd det mere direkte, når vi iagttager processen frem mod et Storisrael (et udtryk han ikke selv bruger) i det nyeste nummer af Ræson, under overskriften "Hvordan vil historien huske det, der engang var Gaza?" (nr. 02/2025, s. 62 + 65):

"I det store billede handler det ikke om, hvor hurtigt man kan gennemføre et folkedrab, men hvor behersket man bør gå til det for at bevare retten til at kalde det selvforsvar. Bedømt ud fra den danske regerings opbakning har Israel indtil videre navigeret acceptabelt gennem de diplomatiske vande."

(...)

"Når Gaza på sigt er ryddet for modstand, beboelse og beboere, er det slet ikke givet, at det for eftertiden vil blive opfattet som resultatet af ondskab, skønt også dét ville være en billig pris at betale. Det vil sikkert blive omtalt som en tragisk følge af nødvendighed. Og måske netop derfor vil det ikke blive kaldt en forbrydelse, men en ’kompleks situation’. Fortilfældet er Nakba, den arabiske betegnelse for uddrivelsen af 750.000 palæstinensere fra det, der blev etableret som Israel i dets sted. Der vil sikkert med tiden blive formuleret nogle læringspunkter. Der vil blive holdt konferencer. Der vil blive skrevet akademiske artikler. Det er muligt, at der også vil blive udstedt en undskyldning i datid.

Det nye i Gaza er ikke voldens logik, omfang eller karakter. Det nye ligger i dokumentationsgraden. Satellitbilleder, droneoptagelser, mobilvideoer, døgnbemandede nyhedsstrømme og en uendelig stribe af alvorstunge rapporter med overhørte henstillinger og politikanbefalinger. Vi ved, hvad der foregår, ligesom vi ved, at alle andre også ved det. Selv vores børn kan følge med, live, på TikTok og Telegram. Vi er ikke passive vidner. Vi er ’medvidenhedens skøger’ – informerede, oplyste, men fraværende."

Imens øver Israels venner sig sikkert på at sige, at Israel har ret til at forsvare sig selv i forskellige versioner af udtrykket, helt uden moralske tømmermænd, selvom de burde være store.