Harry Potter og Halvblodsprinsen: Kampen for kærligheden

Hvad er kærlighed?

Tja. Det er når rektor Dumbledore bekymrer sig for Harry Potters sikkerhed og velbefindende, både hos familien Dursley og på troldmandsskolen Hogwarts. Det er når fru Weasly skynder sig at lave mad til Harry, da hun endelig efter lang tid ser ham igen, og ser at han trænger til det. Det er når hans venner glæder sig over, at han kommer til Weasleys hus før forventet. Det er når Harry kan fortælle Ron en hemmelighed, som er et ganske komisk scenarie med Harry selv involveret, men uden at Ron griner. I det hele taget er det betegnende, at Harry Potter-serien først og fremmest handler om relationer mellem mennesker.

Det er også når professor Snape endelig - og til Harrys og vennernes store fortrydelse - har fået sin drøm om at blive lærer i Forsvar Mod Mørkets Kræfter opfyldt; og han næsten taler passioneret om Mørkets Kræfter - "Harry stirrede på Snape. Det var én ting at respektere Mørkets Kræfter som en farlig fjende, men noget ganske andet at omtale det, som Snape nu gjorde, med passion i stemmen". Harry har dog talt på samme måde, erindrer Hermione, da Harry sidste år selv underviste. Der er ingen tvivl om, at Harry og Snape ikke har samme forhold til Mørkets Kræfter. Men de har begge forholdt sig til det på en meget inderlig måde, - selvom der selvfølgelig er forskel på at lade sig drage af Mørkets Kræfter som sådan, med noget der næsten ligner kærlighed, og så blot beskæftige sig inderligt med emnet af nødvendighed, med henblik på at kunne bekæmpe dets trusler.

Kærlighed er også det, der er med til at få Harry til at vokse som elev. Det er i hvert fald åbenlyst, at den nye lære i Eleksirer, Schnobbevom, har en anderledes kærlighed til sine elever, herunder Harry, end Snape. Og det er åbenlyst, at Harry trives i hans timer mere end da Snape var lærer i faget. Mens Snape gjorde, hvad han kunne, for at ydmyge Harry, giver Schnobbevom Harry ros fra første time af. Om rosen er helt berettiget, kan man måske diskutere, da han må give en tidligere elev på skolen, "Halvblodsprinsen", en stor del af æren for hans overlegne præstationer i timen. Han bruger nemmelig denne elevs notater, når han skal lave eleksirer. Til gengæld er det også tydeligt, at denne Halvblodsprins har haft en stor kærlighed for eleksirbrygning, og ikke har villet følge eleksiropskrifterne i bogen, hvis han selv har kunnet gøre det bedre.

Og så er der den kærlighed, forkærligheden, eller den mere erotiske kærlighed. Hvor en særlig duft kan henføre og forføre, om det så er en duft af nyklippet græs, nyt pergament, eller en parfume man forbinder med en elsket person. Schnobbevom lærer nemlig eleverne om både en kærlighedseleksir og en eleksir, der giver held. Hvor den første giver en "kraftig forblændelse eller besættelse", og den sidste giver én held i op til tolv timer.

Endvidere har lærer Schnobbevom selv en passion og forkærlighed for "særlige" elever. Han har nemlig lavet en loge, hvortil han kun inviterer elever, som er blevet kendt på en eller anden måde, eller som har familie, der er kendt for noget, eller på anden måde gør dem "særlige". Hertil er både Harry og Hermione inviteret, men kærligheden er ikke uden videre gengældt.

At bivirkningen ved kærlighed kan være jalousi, er man heller ikke i tvivl om i dette bind. I en stor del af bindet er Ron og Hermione dødelige uvenner netop pga gensidig jalousi. Man tænker tit, hvorfor de dog ikke bare får talt ud. Men så enkelt flasker livet sig jo ikke, især ikke, når det netop handler om kærlighed.