Ny prædikensamling - køb HER

Hvem eller hvad er Gud?

 

Som kristentroende er det altid mærkeligt at få spørgsmålet, da Gud for mig bare er Gud. Jeg har ikke behov for at forklare mig yderligere.

Men når det er sagt, så ved jeg også, at i samtaler med personer, der intet forhold har til disse størrelser, eller i samtaler med regulære ateister, så er denne konstatering ret intetsigende.

Skal jeg derfor alligevel åbne op for en forklaring, må den lyde sådan: Dels er Gud kærlighed, og dels er Gud ånd.

 

Gud er kærlighed

Det bliver nævnt direkte i Første Johannesbrev (kapitel 4, vers 8 og 16), men fremgår også ret klart af evangelierne. Mine egne prædikener skulle også meget gerne vise og udlægge denne overbevisning. Jesu forkyndelse og handlinger er den eller de mest eklatante eksempler på den"syndfrie"kærlighed. Gud er den absolutte kærlighed, evigt gyldig og ikke til at komme uden om. Den kærlighed ved hvilken man kan elske, og den kærlighed, der gennemsyrer alt, når blot man har øje for og får øje på den. Når kærligheden til et andet menneske kan virke relativt, især - selvfølgelig - når den pludselig forsvinder, og man måske endog begynder at tvivle på kærlighedens væsen, så er Gud som kærlighed stadigvæk allestedsnærværende. Den er den ved hvilken man kan elske.

Paulus har i sit Første Brev til Korintherne, i kapitel 13, skrevet en hyldes til netop kærligheden. Læs den her.

 

Gud er ånd

Selve udsagnet bliver nævnt direkte i Johannesevangeliet (kapitel 4, vers 24). Hvor de fleste nok kan forholde sig til begrebet om kærlighed - og heldigvis for det - , så er det givetvis sværere, når det gælder begrebet om "ånd". Det er mere diffust, og ordet "ånd" bliver brugt i uhyre mange sammenhænge, og med vidt forskellige betydninger. At være "åndløs" eller "uden ånd" er dog sjældent positivt ment.

For at få en forståelse af ordet i kristen sammenhæng, bliver det da også nødvendigt at gribe tilbage til vor mytologiske fortid, både som den er beskrevet i skabelsesberetningen om verdens tilblivelse, og dels om menneskets skabelse i Guds billede.

På hebraisk hedder ånd ruah, og det betyder "vind" eller "ånde". I beretningen om verdens skabelse hedder det, at Guds ruah svævede over vandene (på dansk gengivet som "ånd" - Gud som ånd, kunne man sige, med reference til Johannesevangeliet). Og i beretningen om menneskets skabelse, hedder det, efter at Gud har formet mennesket af jorden ("af jord er du opstået"), at Gud blæser livsånde i menneskets næsebor, så mennesket blev levende.

Så man kunne på den baggrund sige, at Gud også er livsånde, eller eventuelt, at Gud er den, som gør den døde materie, om det så er knogler, muskler, enzymer, nervebaner eller hvad, levende.

 


Gud er kærlighed, livsånd, og liv og ånd. Den absolutte kærlighed, der har skabt mennesket med livsånd og åndsfrihed til fællesskab med næsten.

 

Guds eksistens er med andre ord ikke en tese, som kan påvises eller forkastes. Det handler om eksistensen, den, som med sikkerhed ikke kan tælles, måles og vejes, og er ikke et naturvidenskabeligt spørgsmål, eller faktum. Skulle man insistere på Guds eksistens som sådan en tese, er det i hvert fald ikke den kristne Gud, man forholder sig til.