Den kristne faste forløber i år fra og med Askeonsdag 26. februar til og med Påskelørdag 12. april 2020. Søndagene skal ikke tælles med, da søndag er opstandelsesdag, og dermed en festdag, og man faster ikke på en festdag. Således kommer den kristne faste til at vare 40 dage.
Tilbage i 2011, 2012 og 2013 fastede jeg.
Esajas udsagn fra Herren fik mig dog - alle mine tanker til trods - til at genoverveje fasten, og jeg faster derfor ikke mere. Esajas: "Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne". Da det også følger af det dobbelte kærlighedsbud, skal man i virkeligheden 'faste' året rundt.
Der er intet bud om, at kristne skal faste, og flertallet gør det ikke.
Desuden kan fasten ikke sammenlignes med fx. muslimernes Ramadan. Den kristne faste er individuel, forstået på den måde, at den enkelte frit kan vælge, hvad han eller hun ønsker at faste/afholde sig fra i disse 40 dage. Det kan være den enkelte vælger at afholde sig fra kød, det kan være søde sager, det kan være mælkeprodukter, eller de daglige opdateringer på facebook, eller det kan være tv-kiggeriet.
Hvorfor overhovedet faste?
Det kan der være ligeså mange meninger om, som der er fastende kristne - og ikke-fastende kristne, for den sags skyld.
Men det er i hvert fald ikke for at gøre Gud glad, for for Ham gør det absolut ingen forskel om man vælger at faste eller ej.
Motivationen kan være at bruge disse dage som anledning til at afholde sig fra ting, som man af den ene eller anden grund føler sig afhængig af, i større eller mindre grad. Ting der er blevet så meget til vane, eller som man tager så meget for givet, at man til dagligt ikke tænker over denne vane eller afhængighed.
Og i forlængelse af det kan man med rette spørge, for hvis skyld man vælger denne form for faste. Spørgsmålet er væsentligt, for i protestantisk kristendom peger evangeliet konsekvent hen på næsten.
Man kunne karikere fasten ved udsagn med henvisning til Jesus som - "jeg var sulten, og du undlod at spise kød". Hvis fasten bliver et spørgsmål om præstation, har man efter min mening helt misforstået den.
Man kan selvfølgelig godt have som mål at afholde sig fra fx. kød eller søde sager, blot for at vise, at man kan, eller hvad ved jeg. I så fald mener jeg personligt, at fasten godt kan få et komisk skær.
Men hvis man over en længere periode - her 40 dage - afholder sig fra ting, som man synes er blevet for meget vane, eller man føler sig for afhængig af, vil der uundgåelig opstå tidslommer, eller mentale tilstande, som man ikke er vant til. Dels selvfølgelig helt konkret, at der bliver ekstra tid på de tidspunkter, hvor man brugte tid på det, man har valgt at afholde sig fra. Dels kan kroppen selvsagt mærke det, hvis man pludselig holder sig fra kaffe eller rygning.
Det vil uundgåeligt føre til tilstande, hvor man får tid og rum til at forholde sig til sig selv, sin omverden og sine medmennesker på en anden måde, end man normalt ville gøre. Også, naturligvis, fordi man selv er bevidst om, at det skyldes fasten.
Jeg tror tit, at vores vaner og afhængigheder spærrer for vores åbenhed overfor vor næste. Det tror jeg til gengæld er et eksistensvilkår. Jeg tror ikke man kan være menneske uden at have visse vaner og afhængigheder. Men her kan fasten netop bruges som middel til i hvert fald én gang om året at stoppe op, og forholde sig til det - på sin egen krop, om man så kan sige.
Derfor er det, potentielt i hvert fald, for næsten skyld, at man faster. Det lugter af gerningsretfærdighed, vil mangen en protestant indvende. Her må vi bare huske, at fasten absolut ingen point giver hos Gud. Hos Ham gør fasten absolut ingen forskel. Men derfor kan fasten jo godt, potentielt, få betydning for vore gerninger i forhold til vor næste.