Identitet
Det mest interessante ved denne slutrunde var nok - udover hvordan den ville gå Island - om Frankrig ville gentage succesen fra sidst, landet var værtsnation og vandt EM (i 1984, hvor Danmark endte på en delt tredjeplads sammen med Portugal efter at have tabt til Spanien med Elkjærs skud over mål), om Spanien ville vinde for tredje gang i træk, og om Tyskland og Italien ville blande sig i toppen, som de plejer i EM-slutrunder.
Første runde løb cirka som forventet med sejre til Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien. Den eneste alvorlige overraskelse var nok Islands 1-1 "sejr" over Portugal (med Ronaldo og Nani), hvilket medførte folkefest på Island – hvor cirka ti procent af øens indbyggere var taget til Frankrig. Politiken havde forinden proklameret, at Island kun havde deres identitet at spille med – på papiret er de en lilleputnation i fodboldens verden.
Og Østrig tabte uventet og sensationelt til Ungarn – det landområde, der indtil Første Verdenskrig hørte sammen som Østrig-Ungarn. I dag er Ungarn et af de lande i EU, der har alvorlige problemer med demokratiet, mens Østrig for ikke længe siden var tæt på at vælge en fascist som præsident.
Rusland fik en betinget udelukkelse fra EM pga. russiske hooligans voldelige optøjer. Først havde russiske politikere rost deres opførsel, men piben fik en anden lyd, da det stod klar, at flere uroligheder ville medføre udelukkelse fra resten af turneringen. England fik også en advarsel.
Spanien, der havde noget af en nedtur under VM for to år siden, synes kommet igen, og stod som en seriøs favorit til at vinde EM, om end Frankrig med hjemmebanefordelen og Tyskland som regerende verdensmestre nok var de formelle favoritter.
Island var tæt på sensationen igen mod Ungarn, men scorede i eget net op måtte nøjes med uafgjort.
I den afgørende tredje runde havde Frankrig allerede kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne som det første hold med to sejre, men da Rumænien pludselig i tredje kamp kom bagud mod Albanien, stod Schweiz til gå sikkert videre også, og turde derfor gå mere til Frankrig for evt. at erobre førstepladsen i puljen fra Frankrig, og dermed sikre sig en nemmere modstander i ottendedelsfinalerne. Det lykkes dog ikke, resultatet forblev 0-0 og det forblev Frankrig, der skulle møde en gruppetoer. Albanien, der kom til EM på Danmarks bekostning, er med til sit første EM, og fik dermed sin første EM-sejr nogensinde – ”en sejr for albanere i hele verden” lød det højstemt. Inden anden gruppe åbnede for tredje runde, lå Albanien som nummer tre i 3’er tabellen, hvor de fire øverste af de seks ville få billet til ottendelsfinalerne. Den negative målscore så dog ikke så godt ud, men med 3 point havde holdet immervæk grunde til at bide negle under afviklingen af resten af tredje runde.
I gruppe B havde ingen kvalificeret sig ved tredje runde, men da Wales overraskende kom foran både 2 og 3-0 mod Rusland stod det efterhånden klart, at Rusland måtte forlade slutrunden. Så kom England og Slovakiet (også en EM-slutrundedebutant) til at spille om, hvor stærk en modstander, de kunne risikere i ottendedelsfinalerne. Spanien måske? Det uafgjorte resultat gav Slovakiet en tredje plads, men med fire point og derfor nogenlunde sikker på en plads i ottendedelsfinalerne.
I gruppe C cementerede Tyskland hurtigt deres førsteplads med en 1-0 føring over Nordirland, og Ukraine var færdig med et 1-0 nederlag til Polen. Ikke imponerende af Tyskland, der da også kun får førstepladsen på bedste målscore med +1. Polen møder Schweiz i ottendedelsfinalen. Nordirland hang i en tynd tråd, men med tre point stadig kunne være heldig at gå videre som bedste tre’er.
Det stod også klart, at med fire point ville man selv som tre’er være sikker på at gå videre, hvorfor Slovakiet, Kroatien og Ungarn var sikre – så var der blot spørgsmålet om placeringen og modstanderen.
I gruppe D understregede Spanien hurtigt deres favoritværdighed til EM-titlen med en 1-0 føring, mens Tyrkiet holdt et lille håb åbent med en ligeledes 1-0 føring over Kroatien. Spanien endte dog med at tabe til Kroatien 2-1, en eklatant overraskelse, og Kroatien ender derfor som nummer et i puljen, hvorfor det bliver Spanien, der sandsynligvis møder Italien i ottendedelsfinalen. Kroatien kan ske at møde Slovakiet. Med Tyrkiets tredjeplads er Nordirland videre blandt tre’erne med tre point og lige målscore.
Gruppe Es sidste kampe skulle blive målrige – 3-3 mellem Portugal og Ungarn, og en kæmpeoverraskelse, da Island i overtiden vinder 2-1 over Østrig. Island havner på andenpladsen, men med samme point som Ungarn på første pladsen. Island møder England i ottendedelsfinalen, som ikke har imponeret ubetinget.
Sidste gruppe Fs sidste kampe var en målfattig affære. Belgien scorede dog et vigtigt mål mod Sverige, og Irland kom foran 1-0 over Italien, og er dermed for første gang i landets historie videre fra den indledende gruppe. Sverige færdig ved EM. Italien skulle derfor møde Spanien, og Tyrkiet og Albanien bliver ringeste tre’ere, og er derfor færdige ved EM.
De store hold skuffede, og fik også den konsekvens, at de på papiret store hold endte i samme turneringshalvdel, hvorfor de ikke kunne møde hinanden i finalen: Tyskland, Italien, England, Spanien, Frankrig.
Samtlige britiske hold videre: Wales, Nordirland og England. Efter Brexit-afstemningen hed det sig, at England kunne gentage Danmarks bedrift fra 1992: Først stemme nej i en EU-afstemning, og derefter vinde EM, selvom de to ting selvsagt intet har med hinanden at gøre.
Nu er Storbritannien jo ikke lig England, så analogien holdt ikke helt, og resultatet heller ikke. Så det omvendte mundhed fra 1992: If you cant join them, beat them – faldt til jorden.
De fleste af ottendedelsfinalerne var en tam affære – hvor to af kampene måtte ud i straffesparkskonkurrence. Den største sensation stod Island (selvsagt) for, at de i overtiden bankede England 2-1. Portugal spillede uafgjort mod Kroatien, og Schweiz måtte se sig slået af Polen efter straffespark.
Kun Tyskland og Italien imponerede nogenlunde, og Italien kunne være en dark horse til EM-titlen.
Kvartfinalerne var også en lidt tam affære – Portugal kunne stadig ikke finde ud af at vinde i ordinær spilletid, og måtte ud i straffesparkskonkurrence, før de kunne slå Polen. Wales slog overlegent, og en smule overraskende, Belgien ud, og den såkaldt moralske finale mellem Italien og Tyskland – de regerende verdensmestre, og en dark horse til titlen, måtte også ud i straffesparkskonkurrence, som gik over i historien som en af de mest kiksede. Usædvanligt mange brændte skud, inden Tyskland kunne gå videre, og de lignede på dette tidspunkt storfavoritter til EM-titlen.
Island blev hele verdens yndlingshold, med et fodboldtrøjesalg, der steg 1800 procent – og Danske Spil, der meddelte, at de ville få et historisk tab, hvis de gik hen og vandt EM. Læs Uffe Ellemann-Jensens hyldest, og Politikens forklaring på, hvor Island allerede havde vundet, nederst på siden.
Wales, der på dette tidspunkt kun blev overgået af Island som bundfavoritter, stod til en realistisk EM-titel, forstået på den måde, at Portugal -semifinalemodstanderen- ikke havde imponeret – og meget kan ske i en finale, når først den starter.
Islands EM-eventyr sluttede dog i kvartfinalen mod Frankrig. To mål var ikke nok, de tabte 5-2, men har som et af de få hold i slutrunden scoret mål i alle sine kampe. Den kirkelige satireside ”Hyrdebrevet Søndag Morgen” havde følgende kommentar: ”Gud beklager: "Det ku jeg da ikke vide: Island plejer da at spille i blåt"!!
Nu ventede, hvad der må betegnes som turneringens anden moralske finale, og måske også det største brag overhovedet i semifinalen, hvor Frankrig møder Tyskland. Værtsnationen mod de regerende verdensmestre.
Portugal formåede dog i deres semifinale at stoppe stimen af uafgjorte, og vandt 2-0 over Wales. Portugal blev således klar til deres anden EM-finale i deres historie (sidst var da de tabte til Grækenland på hjemmebane i 2004).
Og Frankrig viste i deres semifinale, at de havde spillet sig varm, og slog de regerende verdensmestre fra Tyskland.
Frankrig lignede nu en oplagt verdensmester i finalen mod Portugal.
Sådan endte det dog ikke. Portugal vandt - ikke helt fortjent - EM til sidst.
LÆS OGSÅ:
Politikens leder: Island har allerede vundet
VAR det fair?
Jeg har altid synes, det var lidt pudsigt, at man sommertider kan sige, hvis man skyder forbi målet i fodbold: ”Det var synd!”. Fordi det er tættere på sandheden, end vi tænker over til dagligt. At synde betyder faktisk at ramme forkert, gå fejl af målet. I kristen sammenhæng er "målet” fællesskab med Gud og næsten, og hver gang vi misser det mål – hvad vi jævnligt gør – så synder vi.
I det hele taget skyldes min egen begejstring for slutrunder, som den vi lige har været igennem, og den, det danske herrelandshold om nogle uger skal forsøge at kvalificere sig til (EM 2020), at der er mange elementer i fodbold, ikke mindst når det gælder vigtige kampe som under en slutrunde, som er fantastiske metaforer, billeder på livet, herunder relationen til kristendommen.
Her vil jeg nævne fire forhold: Hvad er en vinder? Hvornår er noget retfærdigt? Og hvorfor er det en sensation, en historisk hændelse, når et hold går videre på fair play? Og hvad med Danmark?
Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, skrev inden slutrundens begyndelse, at nu kommer snart den periode, hvor vi igen kan tillade os at hylde vinderne. Ud over, at det sikkert er en indirekte henvisning til den såkaldte jantelov, hvor man i dansk sammenhæng helst ikke skal stikke næsen for langt frem, da vi helst skal være så lige så mulige (Luthers reformation fornægter sig ikke), så er det store spørgsmål i virkeligheden, hvad der karakteriserer en vinder?
Normalt vil fodboldsentusiaster sige Tyskland, alene fordi de var regerende verdensmestre. Men var Tyskland en vinder? Ikke just. For første gang nogensinde gik Tyskland ikke videre fra det indledende gruppespil. Banket ud af inferiøre Sydkorea, der – som tyskerne ofte gør – scorede de sejrende mål i dommerens tillægstid. Så her var Sydkorea så absolut vinderen, også selvom de ikke gik videre fra gruppen. Men hovmod står for fald – og man fristes til at citere Det Nye Testamentes ord om, at de første skal blive de sidste, og de sidste de første. I hvert fald endte Tyskland på sidstepladsen.
I dette års slutrunde blev det såkaldte VAR-system indført. På almindelig dansk, så kan dommeren i afgørende tvivlstilfælde på en tv-skærm se centrale hændelser i langsom gengivelse fra flere vinkler, så han (der var ingen kvindelige dommere) kan undgå meget uheldige afgørelser – så dommene kan blive retfærdige. Men hvad vil det sige, at noget er retfærdigt? Det viste sig nemlig, at mange hændelser stadig er en vurderingssag, og tankevækkende nok, blev der dømt flere straffespark end normalt, selvom et par kendelser faktisk blev omstødt af dommeren selv. Og prøv at forestille dig, hvordan du i afgørende faser i dit liv skulle vurderes – gjorde du noget forkert? Lidt forkert? Meget forkert? Så forkert, at du skal straffes? Og af hvem? Dine nærmeste, der irettesætter dig, fordi du har været urimelig? Dommeren, der sender dig i fængsel? Eller den nådige Gud, som på trods af, at du/vi ofte opfører os som nogle klodesparkere, alligevel dømmer nådigt, og inviterer os ind i Hans fællesskab?
Den 26. juni blev også en historisk dag, da Japan gik videre på reglen om fairplay, fordi de stod helt lige med Senegal på anden og tredjepladsen. Det pudsige var, at denne situation blev kommenteret som helt vild og dramatisk. Der er selvfølgelig ikke noget underligt i, at det normalt er resultatet på banen, der er afgørende. Og her kan det sommetider betale sig at være brutal, og risikere et eller to gule kort. At det er opførslen på banen, der er afgørende for hvem, der går videre, er ikke normalt. Igen husker vi Tom Jensen ord om, at vi skal hylde vinderne. Men Japan gad ikke spille fodbold de sidste ti minutter, selvom de var bagud, da de stod til at gå videre på reglen om fairplay! Vindermentalitet eller fairplay? Heldigvis er det ikke altid en modsætning.
Og hvad med Danmark? Nitten kampe i streg uden nederlag i ordinær tid må siges at være en præstation. Men var det interessant nok? Hvad er vigtigst: At spille jævn middelmådig fodbold, og komme meget langt i turneringen – eller at spille ”samba-fodbold”, risikere en masse, og tabe kampen? Hvad er egentlig det største? Jeg tror de fleste danskere ville foretrække det første. For selvom vi reelt kun vandt to kampe under EM i 1992, var EM-titlen trods alt at foretrække.
Alligevel er det meget tankevækkende, så meget vi hylder de bedste, snedigste, hurtigste ved en slutrunde som VM eller EM. Og nærmest håner et dårligt tysk hold, der spillede med en for overlegen og arrogant attitude. Men sådan er livet nok bare. Det storslåede fascinerer. Det er sikkert også derfor, at Jesus fascinerer. Hans forkyndelse var og er radikal ud over alle grænser. Afdøde og tidligere biskop Jan Lindhardt sagde, at i vor tid er den størst, der tjener mest – er bedst og så videre – men i kristendommen er den størst, der tjener andre. Og det er i sandhed et radikalt budskab. Om det også er fair og retfærdigt, kan vi hver især tænke over, selvom det i virkeligheden er synd, når vi gør det.