ET sted derude...

Ny prædikensamling - køb HER

Personligt om Tine Bryld og Tværs

 

I min ungdom, i slutfirserne, havde jeg tre holdepunkter. Kylie Minogue, Det Elektriske Barometer, og Tine Bryld på Tværs (som faktisk gik i luften det år jeg blev født).

 

Jeg tror, at Tine Bryld til dato har været en af de største anfægtelser mod min kristentro. Jeg tænkte tit på, at hvis alle havde hendes tilgang til mennesker, samme måde at tage udgangspunkt i det sted, hvor den enkelte rent faktisk stod, ja, så ville der være fred på jorden, og hvad var det så der gjorde kristendommen så livsnødvendigt, som den altid har været, og stadig er for mig. Det er selvfølgelig mere kompliceret end som så, men jeg har tit tænkt på, hvordan hun dog kunne være ateist med den tilgang til livet.

 

Måske er det derfor, jeg også har haft den barokke tanke, at hun burde have Nobels Fredspris. Hun kunne tale til folk, så de blev mere levende, så frustrationer blev mindre ubærlige, så det var mere i orden at føle sig helt forkert. Jeg kan slet ikke se for mig, at nogen kunne gå i krig, eller komme i slåskamp, hvis de forinden havde haft en snak med Tine Bryld. På den måde er hun måske en ateistisk pendent til Johannes Møllehave.

 

Hun var ateist, jeg husker stadig et radioprogram, hvor hun sagde, at Gud var noget mennesker selv har opfundet. Ikke desto mindre kunne hun på samme tid støtte og bakke op om en fortvivlet teologisstuderende, der havde ringet til Tværs, fordi hun var kørt surt i det hele. "Vil du stadig være præst?", lød spørgsmålet. "Ja", lød det spagfærdigt i den anden ende af røret. Og så kom hun ellers med forskellige råd til, hvordan hun måske bedre kunne overskue studiet. Hvilken rummelighed.

Min "begravelsestale" over Tine Bryld


Tekstlæsning: Johannesevangeliet 14,1-7


Salmer: I østen stiger solen op (DDS 749)

Op al den ting som Gud har gjort (DDS 15)

O Kristelighed (DDS 321)


Tine Bryld døde i 2011, natten til skærtorsdag efter længere tids sygdom. Hun efterlod sig tre børn, Esben, Iben og Lea.



Menneskelivet er underligt. Således hed en foredragsrække over den polske instruktør Kieslowskis filmserie, Dekalog, hvor han behandlede de ti bud på ofte meget alternative måder.

Jeg har tit tænkt over denne overskrift. Banalt måske, men så rigtigt. Vi er alle sat på denne jord med en opgave, selvom det måske ikke altid er lige klart, hvad den går ud på. Som oftest handler det jo bare om at få det bedste ud af livet, med de sorger og glæder det som bekendt bringer. Nogle lever et stille familieliv, med alt hvad det bringer, og andre er mere eksponeret i det offentlige rum, enten pga. deres metier, eller af andre grunde.


Jeg kendte ikke Tine Bryld personligt, men hun har så længe jeg husker det, været en del af manges liv, som hun var en del af det offentlige rum, især i radioen, hvor hun var mest kendt for programmet Tine På Tværs, et program, der blev synonymt med Tine. Også hendes tidlige engagement i Christiania og hendes opråb om misrøgtede grønlandske børn, er velkendt blandt mange.


Det forunderligt ved Tine Bryld var, at hun kunne tale om de mest banale ting, uden at de blev irriterede kedsommelige, uden at man undrede sig over, hvad det skulle til for.


Og så havde en hun en rummelighed, som vi er mange der godt kan misunde. Jeg husker en udsendelse, hvor hun gav udtryk for sit forbehold overfor dette at tro på Gud, men samtidig kunne hun i radioprogrammet Tine på Tværs trøste og hjælpe en ung teologistuderende til at komme videre i studiet. "Vil du stadig være præst?", lød spørgsmålet, og det ville pigen gerne, og så kom Tine med alle sine moderlige råd, eller rettere: Alle de råd, man ikke forventer af en mor, da Tine var i besiddelse af en næsten overmenneskelig menneskekundskab, og indsigt i unge menneskers problemer. Selvom hun havde hørt om et problem tusinde gange før, mødte hun sin tilhører, som om det var første gang. Problemet blev taget alvorligt. Hvad der kan opfattes som banale teenageproblemer af udenforstående, kan som bekendt godt opleves som det rene kaos af den, der oplever dem. Som det hed om Tine, inden hun holdt en gæsteprædiken i Nibe, tilbage i 2009: "Når unge har ondt i sjælen, går de ikke til sognepræsten, men ringer til Tine Bryld".


Det har givet været udfordrende at have en mor, som har været så eksponeret, og som blev mor, også for mere end én generation af unge mennesker, og Lea har da også på et tidspunkt sagt til en avis, at hun råbte og skreg af sin mor i tre år.


Så der er nok ingen tvivl om, at I har haft samme udfordringer som børn, som mange andre har haft. Tine døde ikke pludselig, men efter længere tids sygdom, alligevel rammer døden hårdt, når det sker. Og ikke bare for jer, men også for mange af os andre, er det en helt usædvanlig personlighed, der er gået bort.


Jeg kan ikke lade være at spekulere på, hvad Tine vil sige til en begravelsestale, men det kan godt være, at Tine ikke troede rigtigt på Gud, men Gud troede på hende, og gør det stadig.


I Guds hus er der mange rum, og derfor naturligvis også plads til Tine. Hvis ikke det var så, var der virkelig ingen retfærdighed til. Hvordan hun kommer til at bevæge sig ind i Gudsriget, ved kun Gud, også selvom hun givet selv ville ryste på hovedet af et sådant udsagn.


Men som det hedder hos Paulus: "For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre".


Og Johannes Møllehave har et udtryk, som han har lånt fra en billedkunstner, der helt pragmatisk udtrykte, at der skal mange farver til, før farven bliver sort. DET er altid en trøst, når vi står ved en begravelse som Tines. At det gør ondt, at vi savner, at der opstår et hul i vores hjerte hænger jo sammen med, at der var så meget vi fik, trods alle udfordringerne, at der er en masse at savne, og det er en gave, noget, som vi for altid kan glæde os over.


Da kvinderne opsøger Jesu grav, søndag morgen, spørger en af englene Maria "Kvinde, hvorfor græder du?". Spørgsmålet kan måske synes mærkeligt, da det jo er ret åbenlyst, hvad grunden er. En person, som de holdt af, er død. Savnet fylder det hele, og så må man jo græde, hvad skulle man ellers. Men englens ærinde er naturligvis at forkynde, at der ingen grund er til at græde, at døden ikke får det sidste ord. Det kan godt være, at den fysiske død er meget konkret. I den forstand er det jo slut. Men som det lød i citatet fra Paulus, så ender det ikke her. Også Tine er hos Gud nu. Hun er ingenlunde adskilt fra Gud, og er også kun adskilt fra os andre i fysisk forstand. For mindet om hende vil altid leve.


Men i dag skal der grædes, i dag fylder tomheden og savnet det hele, i dag tænker vi på alle de farver, der er blevet til sorg, men der skal mange farver til, før farven bliver sort.


Vi får et glimt af livet, som går videre, når vi synger I østen stiger solen op, for det gør den jo stadig. Også i morgen. Og når vi synger Op al den ting som Gud har gjort, kan vi blive overfældet af livets ufattelige storhed. Tine var en stor person for mange, men givet også en udfordring for sine nærmeste.


Men at det hele ikke ender ved døden, at døden aldrig får det sidste ord, det tror vi på i kristendommen, og det kan vi mærke et glimt af, og en tillid til, når vi hører ordene, af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du genopstå.


Og som Jesus siger sidst i Mattæusevangeliet: Se, jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende.


Amen



***


Ovenstående tekst er besvarelsen på en af opgaverne ("Begravelsestale over en selvvalgt person") i den Bispeeksamen, som jeg gennemførte 21. maj 2013 hos biskoppen i Viborg Stift, dagen før ordinationen 22. maj.