Ny prædikensamling - køb HER

Informations nekrolog


"Sprog-handlingens substans":

 

"

Af: Torben Brostrøm

29. maj 2007 | Historik

Lagt på information.dk 29. maj 2007 kl. 18:04. Bragt i den trykte udgave 11. januar 1999.

 

Peter Seeberg er død 73 år gammel

 

NEKROLOG

Januar er en grå måned. Med Peter Seebergs død er det, som om der lægges en særlig gråtone af tristesse ind i dens hverdag. Nu er han med ét fraværende, han som forstod det grå og med sit sprog omstemte det almindeliges tonart og satte en dæmpet polyfoni i gang under den enkleste melodi. Nogle plages af de grå måneder, som nu lyrikeren Henrik Nordbrandt, der har udtalt sin afsky for november.

 

I et interview erklærede prosaisten Seeberg til gengæld november sin kærlighed, “hovedtidspunktet for alt hvad jeg har skrevet. De grå sfærers måned, som svarer til, at jeg altid har befundet mig et sted, hvor der er meget lidt betydningsfuldt.”

 

Med hans personlige tilstedeværelse, hvor det nu end var, forholdt det sig således, at han skabte betydning med sit i sproglige nærvær. Enkle handlinger fik substans, som når ting, møbler, madvarer arrangeredes og benævnedes, en skrællet kartoffel eller en oksefilet hædredes med omtale af herkomst, indkøb, transport og tilberedning. Brugsting blev værdigenstande, ligesom ord materialiseredes, hentedes frem og dannede reale fiktioner som en stemme i skriften.

 

Jeg så ham første gang ca. 1950, hvor en sommernatsgrå lejlighed på Østerbro var ramme om en udmattet rest af selskabelighed.

 

Den ukendte dukkede op som et syn, slank med højtrejst hoved, underlig rødmosset i rusens ulvetime. Med sin fløjtespillermund talte han i dette stumfilmsmiljø og drog af, rottefængerfulgt af en flok tilhængere.

 

Han fik altid tilhængere, der gerne forlod en fest for at sidde omkring ham, ligesom han uanstrengt, fordringsløst, holdt folk fangne under et foredrag, der altid blev til en fortælling gennem punkter, enkeltheder, håndterede oplevelser.

 

Tiden revet i stykker

Prosaist var han, men ikke epiker. Hans romaner er sat sammen af korttekster, hverdagenens nysgerrighedsfelter. Han troede ikke på historien, den store fortælling. Derfor rev han tiden i stykker og dermed romangenren.

 

Han henlagde i stedet historien til Bipersonerne, titlen på hans debutroman fra 1956, kulissearbejdernes verden i et filmstudie i Berlin under Anden Verdenskrig, mens de store kræfter rasede udenom. En af dem hedder Sim, i kortromanen Fugls føde fra året efter hedder han Tom, er forfatter uden stof og uden egentlig eksistens.

 

Prosamodernismen i Danmark var til gengæld en realitet, som Peter Seeberg og Villy Sørensen nu havde tegnet den op som henholdsvis fortolkningens fornægter og mester.

 

Allerede i 1954 stod novellen “Spionen” i Perspektiv: Om et jeg, der lægger sig i baghjulet på en flok cyklister, hvis gruppefællesskab han studerer uden at kunne impliceres i. En fremmed, banal verden, som han dæmonisk udspionerer. Den dannede så indledning til gennembrudsbogen Eftersøgningen (1962), historier om vores abstrakte, idiosynkratiske, absurde liv henlevet som babylonisk mangfoldighed af person- og stednavne.

Der var lange pauser i forfatterskabet, som i det hele taget var vel forberedt. Seeberg blev litteraturmagister i København 1950, arbejdede på Nationalmuseet, deltog i arkæologiske udgravninger i Bergen, Kuwait og Canada. Den litterære arkæologi afløste kun delvis den museale, der fortsatte sideløbende i Viborg, hvor han var inspektør ved Stiftsmuseet 1960-93.

 

Hans fantasi var praktisk, han var ankermand i forlaget Arenas modernistiske udgivelsesprogram, hjalp Hald Hovedgård i gang som kulturcenter, gjorde begrebet ‘Den litterære institution’ til en realitet, der tog initiativer i bogverdenen, fik gennemført tidsskriftstøtte og klassikerudgivelser, ændrede som formand Forfatterforeningens ansigtstræk.

 

Sønderjyden holdt sig egentlig helst fra hovedstadens miljøer. Foretrak provinsen og Provence. Hans åndsform var decentral. Han ramte med sikkerhed plet ved at tænke anderledes. Filosofisk veltrænet, inspireret af verdenslitteratur.

 

Iagttagelsens mester

“Skæbnen arbejdede i de små detaljer,” står der i en novelle blandt hans seneste korttekster, Halvdelen af natten (1997). De blev kortere og kortere, overraskende enkle og intense i al åbenhed. Eksistentialismen, som var det store krav til livsholdning i 1950’erne, blev nedskrevet til fænomenologi, som en væren i iagttagelsernes medlevende verden.

 

Og på den måde udformedes de såkaldte romaner, den ellers symboltyngede Hyrder og især Ved havet (1978), en mosaik af to snese menneskers nærmest begivenhedsløse færden i strandkanten, minut for minut.

 

Seeberg var fascineret af fænomenet tid, tidslinjen, køreplanen, vejstrækningen, jernbanen, varevognen, bevægelsen, rejsen, men også af standsningen af tid, sneglens dvale, firbenets stivnede vimsen, stationsbyens stillestående mikroliv, den uanselige skæbne. Herman Bangs stille eksistenser vågnede til nyt døsigt liv i mimimalistiske mesterværker i samlingerne Dinosaurusens sene eftermiddag - der slet ikke ligner Jurassic Park, som just nu larmer fra tv i naboværelset - Argumenter for benådning og Om fjorten dage (1974-81).

 

Han udviklede særlige genrer, fra pseudodokumentariske klip af virkelighed til eventyragtige pasticher eller elementarfilosofiske meditationer. Konkret, konkret. Stemmer taler fra navngivne figurer, der lægger deres liv blot, hvis ikke deres død, som med “Værkfører Thomsens endelige hengivelse”, der med keltisk folketro som baggrund forliver sig med et træ i første fase af sin sjælevandring.

 

Kronen på værket eller livstræet er de sidste samlinger, Rejsen til Ribe og Halvdelen af natten, hvor hånden ikke ryster som i den Parkinsons syge, der var med til at forkorte Peter Seebergs liv, men dirrer fint af en bevidsthed om slutningen, i et af forfatterens ganske få digte, som sidstnævnte samling udmunder i, “Brændestak”, hvor den ranglede birk taler om sin identitet, om motorsaven, der kommer, da den strækker sig mod lyset, skærer den i bekvemme stykker, så den hviler sit kaos i en brændestabels orden. Træklang af Mozart, “forstår fagot og obo/og engelsk horn, jeg er/i dem alle/Tør og klinger/skal jeg møde vinterens /kakkelovn.”

 

Klangen findes i bøgerne og skal blive ved at lyde, selv om vi nu må vænne os til at undvære hjerteligheden i den levende stemme. En mester er død".

 

Taget fra Informations netudgave.

Personligt om Peter Seeberg og hans prosa

 

Peter Seeberg er den ene af to danske forfattere (den anden er Inger Christensen), som i 'nyere tid' burde have fået Nobels Litteraturpris. Det skete som bekendt ikke.

 

Jeg har siden midt 90'erne med jævne mellemrum læst Peter Seeberg, og har også haft fornøjelse at møde ham 'live' to gange. Dels på Krogerup Højskole, hvor han havde sin gang, da han boede sammen med en af skolens lærere. Og dels på Testrup Højskole, hvor han var inviteret til at læse fra hans prosa (han læste titelnovellen fra Dinosaurusens sene eftermiddag).

 

Af en eller anden grund kom det som et chock for mig, da han døde i januar 1999, og jeg husker stadig, at jeg havde Weekendavisens nekrolog liggende på bordet i flere dage.

 

Der var noget, der sagde mig, at han ville mig noget. Det blev bekræftet ved min læsning af Fugls føde, der var en slags åbning ind til Søren Kierkegaard, og især de tanker, der kommer til udtryk hos æstetikeren og etikeren i værket Enten-Eller. Det var også denne kobling, der motiverede mig til sidenhen at skrive speciale om netop Seeberg og Kierkegaard.

 

Især "Geografi I" fra novellesamlingen Dinosaurusens sene eftermiddag har gjort dybt indtryk på mig, og har ligefrem anfægtet mig i forhold til problemstillingen 'hvad er kultur og hvad er religion?'. Endvidere er novellerne "Patienten", "Eftersøgningen", og ikke mindst genistregen "Hjulet", alle fra novellesamlingen Eftersøgningen uforlignelige læseoplevelser. Alt, hvad Seeberg skriver, er dybt eksistentialistisk, om det så blot er formen.