Ny prædikensamling - køb HER

Informations nekrolog

Den patologisk generte ekshibitionist


Det britiske popikon George Michael er pludseligt død – kun 53 år gammel. Vi kigger på hans karriere fra tiden som teenidol i 1980’erne til en position som en af sin generations mest respekterede sangskrivere og performere


At han var en af sin tids helt store pop auteurs er hævet over enhver tvivl, og det er lige så sikkert, at en håndfuld af hans sange vil blive sunget og spillet i mange, mange år endnu


Peter Hove Olesen

27. december 2016


George Michael (1963-2016)

Kors, hvor vi dog hadede Wham! til at begynde med.


Og det vil sige der i 1983, hvor man ikke kunne røre sig ud af flækken uden at få deres hit »Young Guns  (Go For It)« smasket lige i fjæset.


Og ’vi’ var det sidste udkrads af den hensygnende punkscene i København og omegn, hvor folk hver især så småt var begyndt at forstå, at det var på tide at rykke videre.


Den britiske popsanger blev 53 år gammel. Ifølge hans udgiver døde han i sit hjem søndag eftermiddag


1983 var også det år, begrebet ’yuppie’ (= young urban professional) for alvor dukkede op i medierne, hvor det blev brugt til at beskrive de stræbsomme og skamløst materialistiske unge mennesker, som blev synlige i kølvandet på den højredrejning, der bragte Ronald Reagan til magten i USA og ditto Margaret Thatcher i England. Greed is good, de fattige er nogle skvat, alt det der.


Et par skide yuppier

De to medlemmer af Wham! lignede til forveksling et par skide yuppier – så ville vi blæse på, at de i deres tekster besang den hedonisme, vi tilbad som en afgud. Eller at en nærlæsning faktisk afslørede social bevidsthed.


Men lige meget hvor meget vi gik i benægtelse, lå de nye tider lige om hjørnet, og hvordan det end vendtes og drejedes, kom der kulør på såvel drengen som popmusikken i de år. I 1981 blev tv-kanalen MTV lanceret i USA (europæerne måtte vente på den til 1987), dvs. en 24-timers musikkanal, som i den grad skreg på indhold, hvilket først og fremmest betød musikvideoer (og til en begyndelse, udelukkende med ’hvide’ navne!).


Og var der noget land, som var leveringsdygtig i skægge, farverige og visuelt dristige, men også ret intetsigende popvideoer, var det gode gamle England.


En veritabel flodbølge af popkunstnere instigerede, hvad der siden er blevet kaldt ’the Second British Invasion’ (den første anførtes af The Beatles i 1964), som via MTV tog USA med storm i 1980’ernes første halvdel: Duran Duran, The Human League, Culture Club, Eurythmics, Depeche Mode, Tears for Fears og altså også Wham! var blandt de mange navne, der viste den amerikanske ungdom, hvor skabet skulle stå, hvordan et jakkesæt skulle bæres og tidens spritny digitale klange og instrumenter (synthesizers, trommemaskiner m.m.) omsættes til såvel hits som dollar.


Verdens bedste scoresang?

At Wham! så bestod af en ligegyldig, men flot nullert i form af en vis Andrew Ridgeley (hvad kunne han, hvad lavede han, og hvad blev der af ham?) udlignedes af den efter sigende patologisk generte, men til gengæld overvældende talentfulde Georgios Kyriacos Panayiotou (født 1963 som barn af græsk indvandrerfar og engelsk mor), der under dæknavnet George Michael både kunne komponere, arrangere og producere pop, så det lød som noget fra en anden verden.


Og synge kunne han, både opildnende uptempo dance-tracks og inderlige ballader, som godt nok ofte balancerede på kanten til det corny, men gerne lige blev hevet hjem i kraft af ophavsmandens overvældende udsøgte sangskrivningshåndværk og hans overlegne evne til som sanger at gøre klicheerne troværdige.


Således måtte denne signatur overgive sig til talentet på et dansegulv i 1984 til lyden af Michaels allerførste solosingle, den uopslidelige smooch-klassiker »Careless Whisper«, som fik aftenens dansepartner til at opgive al tvivl og modstand.


Verdens bedste scoresang? Beviserne tyder i overvældende grad derpå, så tak for den, kære Georgios. Den slags glemmes bare ikke.


Sangen indvarslede en af poppens mest succesfulde solokarrierer nogensinde, men selv om Wham! havde indbygget begrænset levetid (gåden Andrew Ridgeley igen!) fortsatte duoen dog frem til 1986, hvor de to parter amiabelt gik hver til sit.


Den havde året forinden som det første store vestlige navn turneret i Folkerepublikken Kina, selv om det altså ikke lykkedes duoen at vælte det kommunistiske regime. 


Kamp mod dæmoner

Solokarrieren lanceredes i 1987 med lp’en Faith, som kastede ikke færre end seks hitsingler af sig og til dato har solgt små 25 millioner eksemplarer. Med den skive krydsede Michael ubesværet over fra teenidolets afgrænsede territorium til en position som én af verdens største entertainere, en stilling han bevarede årtusindet ud med udsendelsen af yderligere tre lp’er samt diverse duetter og singler.


Hans tekstunivers kredsede i høj grad om såvel sex som kærlighed, der i Michaels optik lignede hinanden til forveksling. Påstod han i hvert fald selv.


Han opnåede i processen status som sexsymbol og var bestemt også en attraktiv mand at se på, hvis man var til hans type. På en scene den legemliggjorte ekshibitionist, privat noget mere skrøbelig udkæmpede han diverse slag med diverse dæmoner og en ofte forkrøblende følelse af mindreværd.


Af de i alt fem reelle lp’er, det blev til i løbet af karrieren, står Older fra 1996 som det kunstneriske (men ikke kommercielle) højdepunkt. Udsendt efter et langt juridisk slagsmål med sit pladeselskab (som Michael tabte) er det et afdæmpet, melankolsk og smagfuldt værk af sjælden helstøbt karakter.


Pladen er tilegnet den brasilianske sanger og sangskriver Antônio Carlos Jobim, der døde i 1994, men er først og sidst båret igennem af Michaels sorg over tabet af sin elsker Anselmo Feleppa, som døde af aids i 1993.


Det giver albummet et mere alvorligt skær, end man normalt forbinder med popmusik, og ikke alle mandens fans var lige vilde med den stilfærdige tone, men det er denne skribents absolutte favorit fra Michaels hånd. Selv om den altså ikke indeholder så meget som antydning af et af de uptempo-numre, hans renomme i høj grad hviler på.     


Som skabt til forførelse

Michaels homoseksualitet blev kendt af en større offentlighed, da han bogstaveligt talt blev knaldet af en sædelighedsbetjent i Los Angeles i foråret 1998.


Det virkede, som om det var en lettelse for sangeren at komme ud af skabet, hvori han efter eget udsagn havde befundet sig alle disse år af hensyn til sin mor. Han gjorde så tykt grin med hændelsen i videoen til sangen »Outside«, at han endte med at få offentligheden på sin side.


I det 21. århundrede udsendte Michael kun et enkelt album med nyt materiale, Patience fra 2004, mest bemærkelsesværdigt for sangen »Shoot the Dog«, hvor han gik til frontalangreb på USA’s daværende præsident George W. Bush.


Pladens bedste og vildeste sang hed dog »Freeek!«, og den handlede som så ofte hos Michael om sex, mens balladen »Amazing« endnu en gang demonstrerede hans overlegne melodiske flair og sans for laber tilbagelænet rytmik, som skabt til forførelse, hans absolutte musikalske speciale.


Hvorfor han var så sparsom med nyt materiale, vides af gode grunde ikke, til gengæld gennemførte han to verdensturneer i hhv. 2006 og 2011. Denne signatur havde den fornøjelse at opleve ham i Parken i 06 med et fabelagtigt repertoire og noget for stedet så usædvanligt som sublim lyd.


At han var en af sin tids helt store pop auteurs er hævet over enhver tvivl, og det er lige så sikkert, at en håndfuld af hans sange vil blive sunget og spillet i mange, mange år endnu.


Ære være hans minde.

Berlingskes nekrolog

George Michael er død


George Michael var ikke bare en stor sanger, han var også en stor sangskriver, der ofte syntes på flugt fra sin egen berømmelse.

MANDAG D. 26. DECEMBER 2016 KL. 06:58


Den britiske sanger George Michael er død blot 53 år gammel. Han sov stille ind i sit hjem i London 1. juledag.


Dermed er endnu et navn føjet til den i forvejen alt for lange liste over store musiknavne, der er gået bort i løbet af 2016. Et sandt rædselsår, hvor vi også har måttet tage afsked med kapaciteter som David Bowie, Prince og Leonard Cohen.


Selvom George Michael aldrig blev respekteret for sine kunstneriske meritter på samme måde som de tre ovenstående giganter, skal man ikke tage fejl af ham. Popikonet George Michael var ikke bare en af 80ernes og 90ernes bedste hvide pop- og soulsangere, han var også selv sangskriver, arrangør og producer på stort set alle sine store sange og hits. Og her snakker vi altså om en sanger med et samlet albumsalg på 100 millioner.


Gennembruddet kom i en ganske ung alder for det britisk/græske stortalent med det borgerlige navn Georgios Kyriacos Panayiotou. Sammen med barndomsvennen Andrew Ridgeley dannede han i 1981 popduoen Wham! I oktober 1982 kom de med på et afbud i tv-programmet Top Of The Pops og herefter så duoen - og især den dengang 19-årige George Michael - sig ikke tilbage.


Lyden var ung, frisk og energisk, og især teenagepigerne faldt i  svime over Wham! »Wake Me Up Before You Go-Go«, »Last Christmas« og »Club Tropicana« hed nogle af de største hits. Men nøglen til duoens succes var måske i ligeså høj grad, at de var gode til at sælge fantasien om en forførende aften sydpå i selskab med den letpåklædte, solbrune George Michael. Med de dybe øjne, det blonde hår, de lækre moves og den dejlige stemme.


Det var dog også i denne periode, at George Michael skrev en af 80ernes definitive kærlighedsballader i form af »Careless Whisper«, der kom med på det sidste Wham!-album, men allerede i 1984 var blevet udgivet som single i George Michaels eget navn.


Wham! gik i opløsning i 1986, og allerede året efter udsendte han solodebuten »Faith«, der blev et globalt megahit anført af singler som titelnummeret, »Father Figure« og ikke mindst den kontroversielle »I Want Your Sex«.


Hans image var nu mere råt og maskulint sexet med skægstubbe og læderjakke - en bevidst bevægelse væk fra det feminine og bløde image, han havde dyrket i Wham! Samme tendenser gik igen i musikken, der var mere kantet, hårdtslående og ambitiøst iscenesat. George Michael ville gerne tages seriøst.


Stort set hele hans solokarriere var ét langt forsøg på at distancere sig fra Wham!-dagene. Èt langt opgør med hans fortid som bubblegum-teen-idol. Næsten i en grad, så det indimellem har lignet et kompleks i hans eget hoved. At folk ikke ville respektere ham som kunstner, fordi han var så stor en popstjerne. Som om de to ting var uforenelige.


Det mest udtalte eksempel er opfølgeren »Listen Without Prejudice Vol. 1« fra 1990, hvor George Michael nægtede at lave promotion, turnere og optræde på hverken cover eller i musikvideoerne. Fordi han ville have, at folk skulle lytte til musikken først og fremmest. Fordi han havde brug for endegyldigt at tage afstand til sin egen fortid.


»Heaven knows I was just a young boy / Didn't know what I wanted to be,« som han proklamerede med reference til Wham! på hittet »Freedom! 90«. En sang der i øvrigt blev ledsaget af en af årtiets mest ikoniske musikvideoer, instrueret af en ung David Fincher og med supermodeller som Naomi Campbell, Linda Evangelista og Cindy Crawford i de bærende roller.


Bag kulisserne var der måske også en anden grund til, at George Michael havde behov for at distancere sig til fortiden. Gennem hele Wham!-tiden havde han vidst, at han mest var til mænd. Men det var forblevet en hemmelighed - både overfor offentligheden og hans egen familie - og derfor havde han følt sig som en bedrager.


90erne blev en tid præget af stor turbulens på de indre linjer for George Michael.


Dels var der det juridiske slagsmål med pladeselskabet Sony Music, der var vrede over hans manglende lyst til at promovere »Listen Without Prejudice Vol. 1«.


Dels blev han ramt af to personlige tragedier. Blot seks måneder efter at have indledt et kærlighedsforhold til Anselmo Feleppa fik den brasilianske kjoledesigner konstateret HIV. Han døde i 1993 af en AIDS-relateret hjerneblødning. Sorgen fik George Michael afløb for i den dybfølte ballade »Jesus To A Child«, der var blandt singlerne fra 1996-albummet »Older«.


Netop som succese igen rullede med »Older«, fik hans mor konstateret kræft. Han fik det at vide, da han ringede hjem for at fortælle hende, at han havde fået en ny kæreste. Hendes død året efter tog virkelig hårdt på George Michael, der senere har udtalt, at var det ikke for hans nye kæreste Kenny Goss, havde han nok begået selvmord dengang.


I de sidste knap tyve år af hans liv begyndte skandaler og utilregnelig opførsel desværre at overskygge både hans output og kunstneriske bedrifter. Kun et par cover-albums og et enkelt reelt studiealbum i form af »Patience« fra 2005 blev det til.


I 1998 blev han anholdt efter at have blottet sig på et offentligt toilet foran en politibetjent i civil. En sag der førte til, at han endegyldigt sprang ud af skabet og senere på året tog tykt pis på det hele i sangen og videoen til »Outside«.


I 2006 blev han igen taget med bukserne nede i offentligheden, denne gang i London. Samme år blev han taget med stoffer på sig. En forseelse, der gentog sig i 2008 og kulminerede endelig i 2010, da han kørte ind i en butiksfacade i London i påvirket tilstand. Otte ugers fængsel og fem års fratagelse af kørekortet førte det til.


Jo, George Michael var en mand i sine lasters vold. En mand i evig konflikt med sig selv og offentlighedens billede af ham. En mand der fik revet nogle af sine nærmeste fra sig, da han havde allermest brug for dem. Men også en mand, der med sin musik gav så utrolig mange glade, festlige og rørende stunder til millioner af mennesker verden over.


Nu hvor han er gået bort alt for tidligt, ligner hans indre konflikt både hans velsignelse og forbandelse. For det fik ham til at stræbe - og ramme! - utrolige højder. Men så sandelig også at skrabe bunden. Tingene hang desværre sammen. Højt at flyve, dybt at falde, som man siger.


Må han hvile i fred.