Ny prædikensamling - køb HER

Til helvede med helvede

Rasmus Karkov, 11. marts 2008 kl. 13:12


"Det norske bibelselskab vil afskaffe ordet helvede. Men de kan faktisk afskaffe helvede helt. For helvede er fuldstændig irrelevant, mener biskop Jan Lindhardt. Præst Henrik Højlund mener dog, at helvede er rystende nær.



I går afslørede formanden for det norske bibelselskab, at han vil erstatte ordet helvede i den nye bibeloversættelse.

Den direkte årsag er, at helvede er blevet et udvandet ord, der benyttes i flæng. Men selvom det lyder voldsomt at afskaffe helvede, så er det ikke helt tosset, siger den danske biskop Jan Lindhardt.

»Helvede er faktisk irrelevant, for der er ingen, der kommer i helvede. Langt de fleste præster i Folkekirken mener, at Gud en gang for alle har kastet sin evige kærlighed på os, og at han aldrig nogensinde trækker den kærlighed tilbage. Derfor er helvede et temmelig tamt sted, for der er absolut ingen levende væsener, der havner dér,« siger biskop ved Roskilde Stift, Jan Lindhardt.

Dermed passer det udvandede ord faktisk glimrende, for helvede er ikke andet end et perverteret begreb, der intet har med Bibelen at gøre.

»Bibelen siger stort set intet andet om helvede, end at det er et sted med gråd og tænders skæren. Den kommer ikke for alvor ind på, hvordan man havner der, og den uddyber ikke, hvad det er for et sted,« siger Jan Lindhardt.

En hurtig gennemgang af Det Nye Testamentes over 180.000 ord viser da også, at ordet helvede kun optræder 10 gange. Dermed bruger testamentet kun 0,056 promille på at beskrive det absolut mest rædselsfulde sted i universet. Det Gamle Testamente ofrer heller ikke meget plads på at beskrive det sted, der efter sigende resulterer i evig pinsel.

Jan Lindhardt mener, at helvede udelukkende er en kontrast til hvor fantastisk, vi har det her på Jorden, badet i Guds evige kærlighed. »Helvede beskriver dybest set hvor ilde stedt, vi ville være uden Guds kærlighed,« siger han.


Vi skal vælge Gud


Så langt er Henrik Højlund, der er sognepræst i Løsning og tilhører det han beskriver som den klassiske kristendom, enig.

»Helvede er et sted uden håb og uden den mindste gnist af kærlighed. Det er et sted uden Gud,« siger han.

Men lige akkurat her ophører al enighed mellem Jan Lindhardt og Henrik Højlund, for helvede er meget nærværende for præsten fra Løsning.

»Helvede er en realitet, der er så frygtelig at tænke på, at det dagligt anfægter mig både personligt og i forhold til min tro på Gud. For hvordan kan en så barmhjertig Gud tillade så forfærdeligt et sted?,« spørger han.

Han mener, at Jan Lindhardt repræsenterer en underlig hjemmestrikket kristendom, der fuldstændig fratager mennesket fri vilje.

»Gud og Jesus tilbyder os deres kærlighed. Men det er vores opgave at tage imod den. Vi kan vende den kærlighed ryggen, og det er det, som gør os fortabt. Vi har med andre ord et valg. Og hvis vi vælger Gud fra, så ryger vi i helvede,« siger han.

Han mener i øvrigt, at helvede som begreb bliver nævnt overalt i Bibelen og er bedøvende ligeglad med, om man vil beskrive det med et andet ord.

»Men hvis vi fjerner helvede som begreb, så kan vi lige så godt nedlægge kristendommen fuldstændig,« siger han.


Ikke et ord om helvede


Mogens Müller, der er professor og prodekan ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet, er ikke helt enig i, at Bibelen vrimler med henvisninger til helvede.

»Helvede bliver ikke nævnt med et ord i de tidligste skrifter og optræder meget sparsomt i Gamle Testamentes senere skrifter og i Det Nye Testamente. Det bliver ikke beskrevet som et helvede, men blot som et dødsrige. Der foregår ikke noget særligt i Dødsriget, andet end at de døde venter på Jesus genopstandelse, hvor han vil tage de døde med ud af dødsriget,« siger Mogens Müller.

Han fortæller, at den forestilling om helvede, som vi har i dag, først opstår i århundrederne efter Kristus og først bliver detaljeret beskrevet af Dante i Den Guddommelige Komedie, som intet har med Guds ord at gøre.

»De skrifter, der beskriver helvede, har ingen bibelsk autoritet overhovedet. De er ikke en del af Bibelen,« siger han.


En væmmelig dal


I den hebraiske Bibel brugte man ordet Gehenna, som var navnet på en dal syd for Jerusalem, hvor piger og drenge i år 622 før vor tid blev slagtet og brændt som offergave til guden Molok. Senere brændte jøderne deres skrald i dalen.

»Helvede var med andre ord oprindeligt en losseplads syd for Jerusalem,« siger Mogens Müller.

Helvede begyndte altså som et dødsrige, senere blev det en losseplads, og nu er det et sted, hvor vi lever i evig pinsel og uendelig rædsel.

»Den forestilling, vi har om helvede begynder i 2., 3. og 4. århundrede efter Kristus. Her bliver helvede en trussel, som kristne bruger til at omvende ikke-kristne,« siger Mogens Müller.

Han mener dog, at den norske ide om at fjerne ordet er omsonst.

»Man fjerner ikke forestillingen om helvede ved at fjerne ordet,« siger han.

Alligevel vil nordmænd muligvis leve i en verden uden helvede, når den ny oversatte norske Bibel kommer på gaden i 2010."


Fra avisen.dk

Stor-stammeren, som ville være pro-pro-professor i veltalenhed

"mindeord

Johannes Møllehave

13. november 2014 00:00


Biskop Jan Lindhardt var kendetegnet ved både en stor selvtillid og en stor og smittende generøsitet, skriver forfatter og præst Johannes Møllehave i dette mindeord om sin netop afdøde ven gennem 54 år


Jeg nærmer mig de 80 år fra den rigtige side (jeg er 78). Det værste ved at ældes er de venner, man mister. At miste dem, man fandt umistelige, som nu Jan Lindhardt. Vi havde et 54-årigt venskab. Det er kommet frem i nekrologerne, at Jan overvandt sit smertefulde stammeri på et tidligt tidspunkt. Det er ikke sandt.


Min kone, Herdis, og Jan og jeg var talere på en Hindsgavl i 60'erne. Herdis var splitternøgen, da det bankede på. Hun råbte: ”Hvem er det?”. Jans stemme lød: ”Det, det, det er er er ...”. Da han omsider var færdig med sætningen, var hun fuldt påklædt og åbnede døren.


Mit første møde med Jan var pinligt. Vi var tre, som gik sammen til teologiske forelæsninger. Jeg, Henrik Stangerup og Jan. Jeg var ved at fortælle Stangerup en stammervittighed: En mand kommer ind i en bar og siger til bartenderen: ”Kan jeg få en mar-mar-martini?”. ”Ja, ja,” siger bartenderen, ”nu skal De få en mar-mar-martini.” Manden raser: ”De, De, De skal ikke gøre nar ad mig, fordi jeg stam-stam-stammer.” Bartenderen: ”Jeg, jeg, jeg gør ikke nar ad Dem. Jeg stam-stam-stammer selv.” Nu kommer en anden kunde og beder om en whisky. Bartenderen snakker med kunden uden at stamme det mindste. Nu råber stammeren: ”De, De, De sagde, at De selv, selv, selv stammede, og at De ikke gjord- gjorde nar ad mig.” ”Nej, nej,” svarede bartenderen, ”det var, fordi jeg gjord-gjorde nar ad ham.”


Henrik Stangerup kom med en anden vittighed. Gæsten siger til tjeneren: ”Hvad, hvad, hvad er det her for en bøf, bøf, bøf?”. Tjeneren svarer: ”Det er en ha-ha-hakkebøf.” Mere uheldigt kunne mit første møde med Jan ikke være.


Længe efter blev vi alle tre ansat som boganmeldere på Ekstra Bladet. Rachel Bæklund var vores redaktør. Hun spurgte, om Jan var søn af den berømte Lindhardt. Han nikkede bare ja - og hun ansatte ham på stedet. Henrik var søn af den berømte Hakon Stangerup. Min far var skoleinspektør og ukendt. Det viste sig, at hun troede, at Jans far var den berømte forlægger Otto Lindhardt.


Jan besøgte os i vores lille lejlighed i Hvidovre. Herdis mente, at det var synd for ham, at han var single, og foreslog, at vi skulle invitere ham sammen med min kusine Inge Lise til middag. Det forløb storartet. De tog sammen hjem til hende og forelskede sig heftigt, giftede sig hurtigt og fik fire døtre og nåede næsten sølvbrylluppet. 23 år efter vielsen blev de skilt.


Jan oplevede det som smerteligt at skilles, men Inge Lise havde fundet en anden. Da Jan senere søgte at blive biskop i Aarhus, brugte menighedsrådet hans skilsmisse mod ham. Han var, som de sagde, ”anden gang gift” - og Kjeld Holm blev udnævnt til biskop. Jan satte alle sine kræfter ind på at skrive om retorik, det vil sige veltalenhed, og skrev en god bog om retorik. Han søgte at blive professor i retorik i København, men en anden fik embedet.


Familien Lindhardt har altid været klar over, at de var gode hoveder. En gang spurgte en journalist Jan: ”Er ikke alle Lindhardt'er storsnudede?”. Jan svarede: ”Jo, men ikke en brøkdel af, hvad andre ville være, hvis de var os.” I bogen ”En biperson i mit liv” skriver Jan:


”Selvtilliden fik jeg i arv. Jeg har altid været overbevist om, at hvordan det end gik, skulle jeg nok klare mig. Det var nu langt fra, at virkeligheden levede op til denne overbevisning”.


Jan blev ramt af alzheimer og kom på plejehjem i Odense. Da jeg besøgte ham for en måned side og spurgte, hvad det værste var ved hans sygdom, svarede han, at han hver dag blev dummere - og tilføjede: ”Så er det godt, at man har så meget at tage af,” og pegede på sin tinding.


Med Tine, som nu er biskop i Odense, fik han to sønner, Lars Gustav og Frederik - begge studerer teologi. Lars Gustav blev præsteviet i år. Jan hørte det, og det glædede ham meget.


Jans bog ”En biperson i mit liv” gyser jeg ved, fordi alzheimer netop gør patienten til en biperson i eget liv. Fra Jans intense tilstedeværelse (nær-vær eller vær-nær) førte sygdommen til det forfærdelige tæt-væk. Man ved ikke hverken tid eller sted, fortiden er væk og nutiden uvirkelig. I bogen fortæller Jan, at hans lange arbejdsår på universitetet var præget af diverse intriger, nid og nag. Derimod var han så begejstret for at være præst og biskop, at enhver, som skal vælge studium, får lyst til at gå den vej.


Han skriver: ”Det var mærkeligt at opleve forskellen på et kateder og en prædikestol - fra det første skulle man orientere, belære og oplyse, hvor man selv stod, var ikke så afgørende. Fra den anden skulle man forkynde, ikke hvad man selv mente, men vejen, sandheden og livet.”


Han siger, at det var afgørende for ham som præst at have været seminarielektor. Der lærte han at kommunikere, og han nævner, at det i kirken var samarbejdet, der var afgørende for ham i modsætning til universitetsmiljøet, som var alles kamp mod alle. Hårdt måtte han kæmpe mod stammeriet. Han blev bedre og bedre mundtlig.


Som biskop forsøgte han at gøre pinsen markant som jul og påske.Danskere, sagde han, husker med maven. Man husker julegås og påskelam. Han ønskede, at pinse skulle huskes på fiskemåltider. Jesus Kristus, Guds søn, forkortes til det græske ord iktys, som betyder fisk. I katakomberne ses fisk side om side med kors. Jan prøvede at samarbejde med fiskeindustrien, men det lykkedes ikke rigtigt.


Jan generøsitet var smittende. Egil siger i sin saga, da han mister sin bedste ven: ”Hvor i verden vende sig efter bedre ven?”.


Jeg læste et digt - et af Piet Heins gruk for Jan, da jeg sidst kunne tale med ham for 14 dage siden. Digtet handler om at få og at give.


Lad mig ære hans minde med det:


Den kolde grå


økonomi:


Pas på at få,


lad vær' at gi' -


Den vejer tungt,


men glemmer let


et enkelt punkt


på sit budget."


Taget fra Kristeligt Dagblads netudgave.