Ny prædikensamling - køb HER

Sognepræst Claus Oldenburgs begravelsestale


Sognepræst Claus Oldenburgs begravelsestale som kronik i Kristeligt Dagblad:

 

"

KRONIK


Al ånd er ret beset sans for synd

 

13. jan 2009 00:00 Inger Christensen in memoriam En af Danmarks største digtere nogensinde blev i lørdags begravet i København. Kristeligt Dagblad bringer i dag sognepræst Claus Oldenburgs begravelsestale som kronik.

 

Claus Oldenburg

 

FORMATET FEJLEDE IKKE NOGET, når det angik Inger Christensen – hverken personligt eller fagligt. Hun var en stærk person, og hun var en digter i verdensklasse. Vi ved det alle, og jeg vil ikke gå nærmere ind på det, for jeg føler mig simpelthen ikke kvalificeret til at udtale mig.

 

Jeg kendte lidt til hende, men det er fra følelsestunge begivenheder, fordi jeg i 1996 begravede hendes tidligere mand Peters far, Poul Borum, og kort efter begravede jeg Inger Christensens bror.


Og det var hende, der dengang gjorde mig opmærksom på, at den nye salmebog havde to udgaver af Kingos salme ”Far, verden, far vel”, nemlig den korte, kirkelige og den lange, litterære – og vi har klart nok, hende til ære, sunget den sidste lige nu.


Og så fik jeg, da jeg talte med hendes søn Peter og hendes svigerdatter Elisabeth, en måske skæv association. Men da jeg i sin tid var præst på Fyn, boede jeg nogenlunde klos op ad Carl Nielsens barndomshjem, og flere gange tog jeg mig selv i at undre mig over, at der var kommet verdensmusik ud af det lille hus og det lille landskab og den lille spillemandsfamilie.


Det er øjensynligt lidt det samme med Inger Christensen. For vel læste man bøger i hendes barndomshjem, men det var opmærksomme lærere, der sørgede for, at hun ved rettidig omhu blev flyttet fra den uboglige mellemskole til den boglige – ligesom nogle engang så et talent hos en barnetrompetist og fik sendt ham af sted til regimentsmusikken i Odense.


FOR INGER CHRISTENSEN blev det simpelthen et skel, at hun kunne blive uddannet, blive oplært på rigsdansk, forlade det noget provinsielle miljø i Vejle, fortsætte til seminariet i Århus og sammen med sin mand, Poul Borum, tage springet både til København, men også til verden.


Og egentlig fortsætter bevægelsen. For vel blev Inger Christensen tidligt anerkendt som digter og forfatter i sit hjemland, men formatet rakte jo langt ud over det hjemlige, for i Tyskland var og er der da vist mange, der mener, at hun må være en tysk digter. Hendes dansk klæder også tysk så godt. Hun var ligeledes velkendt på fransk og engelsk og var i centrum i den europæiske lyrik – og den internationale anerkendelse har da også nu sat sig som en nekrolog i New York Times.


Så verdensformatet mellem Nielsen og Christensen har samme støbning, og min undren er egentlig, at der er mere i virkningen end i årsagen. For det stod ikke skrevet over Inger Christensens vugge, at hun skulle blive så stor en digter, og at der skulle skabes så flotte tekster.


Så man kan jo spørge, hvorfor årsagssætningen, som vores moderne verden hviler på som logisk tænkning, øjensynligt kan suspenderes, når først Ånden tager fat og skabelsesprocessen går i gang.


Her ville den kloge teolog og filosof K.E. Løgstrup nok have sagt, at dette ”mere” – det, der kommer til – ligger den religiøse tydning nær. Og det vil jeg også selv sige, for Gud er simpelthen den skabende og opretholdende kraft, der er bag verden, men det er menneskeåndens opgave og privilegium at bidrage med sit arbejde til selveste processen.


Og det er kunstens opgave og privilegium at kunne se dette ekstra og bidrage til den guddommelige proces, som jævnt sagt er verdenshistorien i sig selv.


ETHVERT ARBEJDENDE menneske bidrager – det ligger i selve den klassiske kaldsetik – men det er kunstens opgave at gå ud over årsagssætningen og formulere dette mere, dette ekstra, i hvilken genre det nu måtte være.


Det gjorde Inger Christensen – og som det meget rammende er sagt om hende: hun gentog aldrig sig selv. Det gør nemlig vi mindre ånder, og så svinder bidraget ind.


Hendes respekt for omverdenen fejlede ikke noget. Vores respekt for hende gør det heller ikke.


Men respekten er også følelsen for. Og Inger Christensen vil blive meget savnet – personligt som fagligt. Og der er en mand, der har mistet den sidste af sine forældre, ligesom der er en lille dreng, der har mistet sin farmor, men det lykkedes den lille at slå det sidste smil af sin farmor.


Udgangen for Inger Christensen blev for hård, men hun var uhelbredeligt syg. Og det er vores opgave i dag at tage afsked med hende, sige hende tak for den storhed i teksterne, som hun har efterladt os, og overdrage hende til vores Gud – han, som netop er den skabende og opretholdende kraft, uden hvilken vores egen menneskelighed ville forgå i åndeligt armod.


Eller med Thomas Mann: ”Al ånd er ret beset sans for synd.” Opgaven er således at se helt klart, også synden. Det gjorde Inger Christensen, og således elskede hun verden.


Vi bliver også, som de menneskelige syndere, vi nu engang er, set helt klart ovenfra og elsket for det, vi er – af Gud Fader, af Gud Søn og af Gud Ånd. Amen.


Claus Oldenburg er sognepræst ved Garnisons Kirke i København, hvor bisættelsen af Inger Christensen fandt sted lørdag den 10. januar"

 

Taget fra Kristeligt Dagblads netudgave.

Johannes Møllehave om digtsamlingen Alfabet

 

"Et gennemgående ord i digtene er ordet findes. Hvad står abrikostrædet for [første linje i samlingen lyder 'abrikostræerne findes, abrikostræerne findes']? I Mellemøsten er abrikostræet det almindeligste træ. Ordet abrikos er dannet efter det semitiske ord Al Briko - som betyder frugten. Briko betyder frugt. Al er den bestemte artikel. Når der i Bibelen står, at Adam og Eva spiste af frugten, tænker vi her i Norden gerne på æblet. På talrige billeder af syndefaldet er det æblet, der gengives. Frugten i bestemt form måtte jo os os være æblet, som det også er i de nordiske myter. Men i den bibelske fortælling er det faktisk abrikosen. Skal førstelinjen i Inger Christensens store moderne digt da læses sådan: I begyndelsen var frugttræet. Et paradisisk træ i fuld blomstring. Siden gik paradis tabt - men endnu findes træet fra Edens have

 

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes

 

En konstatering og en lovprisning. I en verden hvor alle levende vækster er truet, findes der endnu abrikostræer som før syndefaldet. Men har man sagt A, må man også sige B. Talemåden betyder, at det ene følger af det andet. I vores kulturkreds kan vi ikke sige paradis uden at sige syndefald. Det begyndte med uskylden, det begyndte med abrikostræet. Det næste digt lyder:

 

bregnerne findes; og brombær, brombær findes  //  og brom findes; og brinten, brinten

 

Brom vil sige et grundstof. Brinten nævnes, og man tænker på brintbomben, som også nævnes i et digt længere fremme (...).

 

[T]re digte om udryddelsesbomberne optræder i alfabetisk orden, som de også er opstået i alfabetisk orden: atombomben- brintbomben-cobaltbomben. Går man nu tilbage og læser samlingens første linjer

 

abrikostræerne findes, abrikostræerne findes

 

bliver de næsten mirakuløse. Som sagt står brinten nævnt allerede i andet digt. Tredie digt (på C) lyder sådan:

 

cikaderne findes; cikorie, chrom // og citrontræerne findes; cikaderne findes; // cikaderne, ceder, cypres, cerebellum

 

Chrom er et grundstof, der danner stærkt farvede forbindelser. Chromet har derfor en plads mellem cikorie (en plante af kurveblomstfamilien) og citrontræerne og cypresserne. Men hvorfor er ordet cerebellum anbragt her? Celebellum betyder lillehjernen. Det er den, som gør det mulgt for mennesket at tænke og føle, som det er i stand til at tænke og føle til forskel fra dyrene og naturen. Men det er også i kraft af den, at mennesket har kunnet eksperimentere med naturen og spalte atomet. I bogens første digt om abrikostræerrne er der endnu en uskyld i verden. I andet digt nævnes mellem bregner, brombær og brom også brinten, som er nødvendig i verden. Men i tredje digt fremstår den menneskelige mulighed for at udnytte brinten destruktivt - så der hverken finides abrikostræer, bregner eller brombær. Bag de tre første digte ligger en myte om uddrivelsen af paradiset, om kundskabens træ, om at mennesker vil blive som guder til at forstå grundelementerne i det skabte og volde skade.

(...)

 

Jo længere vi læser frem i alfabetet, des større tegner sig digteren bag det. Nok er det bogstaverne der styrer, hvad der nævnes, men det er ikke en datamat digtet kommer ud af. Der er en stærk poetisk bevidsthed i linjeføringen. Egetræet og elmetræet - og så dukker pludselig enebærbusken op og ordene enshed og ensomhed. Mærkeligst i min læsning i dette dgit er ordet eddike tl sidst.

 

og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

 

Eddiken kender vi fra Jesu lidelseshistorie. For at nedværdige ham i hans lidelse gav man ham eddike at drikke.

 

(...)

 

Hans og bødlernes og magthavernes historie er for altid skrevet ind i eftertidens historie. Senere i digtet indgår også ordene kors og krucifiks.

 

Der er også andre systemer i Inger Christensens Alfabet. De tematiske gentagelser f.eks. Bogstavet D kaldte ikke kun duerne frem men også dioxinen og døden. I et senere digt foldes temaet med de defoianter, der nedbryder naturen, ud.

 

(...)

 

Duen, der under D fremkaldtes sammen med ordet dioxin får her den symboslke betydning: fredsdue/dødsdue. Den fred den bebuder den bebuder, er kirkegårdens, duen stivnet som stendue på graven.

 

(...)

 

Inger Christensens Alfabet er en anråbelse, en protest mod en ødelæggelse af alfabetet, af livskoden, som på én gang er så enkel og så mulighedsrig. Muligheden demonstreres ved tankenrækkerne, der følger bogstaverne ved balancegangen mellem det skabende og det destruktive. I det tyvende århundrede har to verdenskrige kostet 65 millioner mennesker livet, og dog har jordens befolkning fordoblet sig fra to milliarder i 1936 til fire milliarder i 1975 -  hungersnød er opstået i forbindelse med nye tørkeområdet, teknik og kemi truer med forgiftning. I Inger Christensens digt er det hele indoptaget med den dobbelthed, at man ikke ved, om forbindelsen mellem høst og historei skal læses dom som død eller udbytte".

 

Johannes Møllehave: Læsehest med versefødder, s. 682ff (fra trilogien Læsehest - med æselører, - med gåseøjne, - med versefødder).