De såkaldt historiske skrifter

Begyndelsen (Første Mosebog)

 

Indeholder bl.a. skabelsesberetningen/erne, syndefaldsberetningen om Adam og Eva, historien om Kain og Abel, om Noahs Ark og syndfloden, Abrahams næsten-ofring af Isak, Babelstårnet,Sodoma og Gomorra, Lot som bliver til en saltstøtte. rivaleriet mellem Jakob og Esau. Abraham, Isak og Jakob, der får (til)navnet Israel, historierne om Jakob, der knokler for Laban i mange år for at få Lea og Rakel. Og ikke mindst Josef-novellen, som slutter denne bog. Det er også den, som Thomas Manns storværk "Josef og hans brødre" er skrevet over. 


Bogen hedder på både latin og græsk, Genesis (græsk: γένεσις). som betyder skabelse.


Bandet Genesis (med Phill Collins i spidsen, tidl. Peter Gabriel) blev opkaldt efter titlen på deres første album: "From Genesis to Revelation", og blev pga. navnet i begyndelsen kategoriseret som et religiøst band.


I 1. Mosebog, kap. 1., vers 28 er der i Bibelselskabets nudanske udgave kommet en tiltrængt nyoversættelse, så det i stedet for "Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" her hedder ”og velsignede dem, så de ville få mange børn og et langt liv. Han sagde til dem: ”Få børn, og bliv så mange, så I kan fylde hele jorden og tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og alle dyrene på jorden”.

Tage ANSVAR. Det gamle oversættelse lød HERSK, og kan netop misforstås, men den gode hersker tager netop vare på andre.

 

Udtrykket, at blive lige så gammel som Metusalem, stammer fra 1. Mosebog, kap. 5, vers 27, hvor hans alder angives til 969 år, den ældste person i Bibelen.


1. Mosebog, kap. 15, vers 6 er en stor del af grundlaget for den protestantiske teologi: "Da troede Abraham Herren, og det blev regnet ham til retfærdighed". Paulus henviser til det i Romerbrevet, og for Martin Luther bliver det grundlaget for retfærdiggørelseslæren, den lære, der siger, at det er troen og ikke gerningerne, der frelser. Gerningerne kan ikke gøre os refærdige for Gud, men igennem troen retfærdiggøres vi af Gud. På almindelig dansk: Gerningerne, som (ganske vist) hænger uløseligt sammen med troen, giver ingen point hos Gud. Det er troen, der tæller, en tro, som skænkes os af Gud. Martin Luther ville sige, at når vi derfor ikke længere skal bruge gerningerne til vor frelses skyld - da de intet gør for frelsen - så kan vi bruge dem overfor vor trængende næste i stedet.



Udvandringen (Anden Mosebog)


Mens Første Mosebog er et slags forspil til den egentlige historie om folket Israels tilblivelse, forvandler Gud også karakter i Anden Mosebog. Fra at være en frugtbarheds- og skabergud, der skaber himlen og jorden og mennesket, og altid er med, når der skal fødes børn (ved at han åbner mødrenes liv), får han nærmest karakter af en krigsgud nu. De første krige føres i Guds navn. Det er også i Guds navn, at alle førstefødte i Egypten dræbes. Jeppesen og Ugilt kalder det skabelse i tilintetgørelse, da det er ved sammen lejlighed, at den jødiske påske bliver til. Som de sarkastisk skriver: "Der findes ikke en mere effektiv måde at samle et folk på end ved at lade dem være deltagere og medskyldige i et folkedrab, som man derefter fejrer slægt efter slægt" (For han ved ikke hvad han gør, s. 142).


Bogen indeholder altså fortællingerne om Moses i sivkurven, de ti plager, Moses der fører israelitterne ud af Egypten, igennem Det Røde Hav. Om manna fra himlen. De ti bud (og mange flere) fra Sinaibjerget, bestemmelser om den jødiske påske, dansen om guldkalven. Det er også her, Gud beskriver det land, israelitterne skal tage i besiddelse.


På latin og græsk hedder bogen Exodus (græsk:Ἔξοδος), som betyder afgang eller udvandring. Her er tale om israelitternes udvandring fra Egypten med Moses i spidsen, men udtrykket bruges i dag undertiden om jødernes udvandring fra deres respektive (føde)lande til nutidens stat, Israel. 



Lovene (Tredje Mosebog)


Bogen kaldes også Leviticus efter det latinske navn på bogen (græsk Λευιτικόν). Det for en nutidig læser meningsløse navn kommer af, at store dele af bogen handler om de religiøse love for præsterne, dvs. levitterne. Præsterne skal nedstamme fra ypperstepræsten, Aron, som er af Levis stamme.


Det kan lyde kedeligt, men bogen indeholder faktisk nogle meget centrale tekster. For eksempel den, der har givet navn til begrebet "syndebuk". I forbindelse med Yom Kibbur, forsoningsdagen, skal præsten lægge sine hænder på en (synde)buk, og lægge alle synderne på denne og bagefter jage den ud i ørkenen til dæmonerne.


Kap.16, v. 10 og 21-22

”Den buk, som loddet for Azazel falder på, skal blive i live for Herrens ansigt, for at Aron kan skaffe soning med den ved at sende den ud i ørkenen til Azazel. (…)

Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved, og han skal bekende al israelitternes synd over den, alle deres overtrædelser og synder; dem skal han lægge på hovedet af bukken og derpå sende den ud i ørkenen med en mand, der står rede.  Bukken skal bære alle deres synder ud i ødemarken, og manden skal slippe den løs i ørkenen.”


I den kendte høstsallme, "Marken er mejet", lyder det i en af versionerne i første vers: "Rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt."


Gammel ret er en henvisning til retten i Moseloven, som lyder:


Kap. 19, v. 9-10:

”Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind.  Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!”.


Desuden er det her, man for første gang i gammeltestamentelig sammenhæng møder kærlighedsbuddet, som her lyder:


Kap. 19, v. 18:

”Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!”.


I gammeltestamentlig sammenhæng er kærlighedsbuddet dog blot et blandt mange - og er ikke det første og største bud som hos Jesus. 


Man kunne også kalde lovene for en samfundsregulering.

I dag vil man nok applicere dem på ortodoks jødedom.


I 3. Mosebog, kap. 23 angives tidspunkterne for højtiderne, herunder den jødiske påske.


At dødsstraf spiller en stor rolle, fremgår også af bogen. For eksempel, hvis man forbander Gud. Men der er også andre situationer, hvor det gælder. 


Blandt andet, kap. 24, v. 17-21:

”Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden.  Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det med liv for liv.  Når nogen tilføjer sin landsmand en legemsskade, skal der gøres det samme ved ham, som han selv har gjort, brud for brud, øje for øje, tand for tand. Den legemsskade, man påfører en anden, skal man selv påføres.  Den, der slår et husdyr ihjel, skal erstatte det, og den, der slår et menneske ihjel, skal lide døden.  Hos jer skal én og samme forordning gælde for de fremmede såvel som for landets egne. Jeg er Herren jeres Gud!”.


Det bør dog nævnes, at man skelner mellem hævn og gentagelse. Når det gælder hævn, er den straffende reaktion uproportional. Hvis du dræber mit familiemedlem, dræber jeg din familie - også kaldet blodhævn. Når det gælder gengældende, er det 1:1. Det vil sige, at straffen skal svare til forbrydelsen. Og i den forstand kan ovenstående være en forbedring af samtidens forhold. 


Jubelåret omtales også her - cirka hvert 50. år - hvor alt skal frigives og lades urørt. Slaver, marker, huse, mv. 


Bogen slutter med, hvor galt det vil gå, hvis israelitterne ikke lytter til Gud og holder lovene. Hvilket i praksis betyder, at hvis noget ikke går efter planen i israelitternes dagligdag med høst og såning, osv., så er det fordi, lovene ikke er overholdt. 


Som Ugilt og Jeppesen konstaterer: "Hvis stemningen var trykket i slutningen af Anden Mosebog, hvor Gud svævede over lejren som en evigt truende vulkan på vej i udbrud, bliver den ikke bedre ved slutningen af Tredje Mosebog" (For han ved ikke hvad han gør, s. 159).



Ventetiden (Fjerde Mosebog)


Guds vrede ligger også som en tung sky over Fjerde Mosebog, som beskriver israelitternes ørkenvandring med Gud.Under overskriften "Den urimelige Gud" skriver Ugilt og Jeppesen bl.a.: "I Fjerde Mosebog er underet blevet til en straf. Stemningen er dårlig" (s.161)


Bogen kaldes også (på latin) Numeri (græsk: Αριθμοι), som betyder "tal", og måske man kan fornemme, at der bag det græske, Arithmoi, ligger ordet for aritmetik, som indenfor matematikken handler om tal. Det skyldes, at bogen indledes med en optælling af alle israelitterne i de tolv stammer, hvoraf Levi-stammen skal stå for alt arbejdet omkring det hellige telt, Guds "bolig", Åbenbaringsteltet.


Det bliver også tydeligt her, at det hellige er noget ganske særligt, noget man som uren eller ikke-indviet ikke skal komme for tæt på, så dør man. 


I det hele taget synes dødsstraf at optræde tit i Moseloven, og hvis man fx. ikke kan holde påske som påbudt, og ikke har en grund, Gud finder velbegrundet, ja, så må man også lide døden. 


Og da israelitterne brokker sig over, at de kun skal leve af manna fra himlen, og aldrig får kød, straffer Gud dem med at sende vagler i så store mængder, at de til sidst brækker sig. 


De særligt hellige nasirærere nævnes kort. 


Den nudanske titel, Ventetiden, skyldes, at israelitterne nu venter på, at de snart kan få lov at forlade ørkenen, og indtage det forjættede land. 


Den aronitiske velsignelse, som lyder i slutningen af enhver gudstjeneste/højmesse: "Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred", står skrevet 4. Mos., kap. 6., v. 24-26. På nudansk lyder den: ”Må Gud velsigne dig og passe på dig. Må Gud se dig og holde hånden under dig. Må Gud glæde sig over dig og give dig fred”.


Det er betegnende for bogen, at israelitterne tit er utilfredse, bebrejder Gud, at han har ført dem bort fra Egypten, at Gud jævnligt truer med at slå dem alle ihjel, fordi de ikke lytter til ham og viser respekt for de mange love, han giver. Og at Moses og Aron hele tiden går i forbøn for dem, for at redde dem, eller mildne straffen. 


Det går endda så galt, at Gud truer med at ramme alle israelitterne med pest, så de alle dør. Det får Aron dog stoppet - så ikke alle når at dø. Til gengæld straffer Gud alle voksne israelitter med, at de IKKE får lov at indtage det forjættede land som lovet, kun kun deres efterkommere. Selv Moses og Aron kommer til at glemme at ære Gud i en handling, og får derfor heller ikke lov at indtage det forjættede land. Aron overgiver præsteværdigheden til sin søn, Eleazer.


Kun Hosea/Josva og Kaleb, som rigtigt troede på, at det forjættede land var godt for dem, fik lov at forsætte rejsen mod det forjættede land. 


Det viser osgå tydeligt, at løftet om det forjættede land føsrt og fremmest er en etisk fordring. Der er kun adgang, hvis man holder Guds mange love. Gør man ikke det, må man forvente dødsstraf, eller andre ubehagelige straffe fra Guds side. Der er i hvert fald ikke adgang til det forjættede land.


I 4. Mos., kap. 16 hører vi om Kora, som ifølge Jeppesens Bibelskole (fra Radio24Syv) var forud for Martin Luther, ikke mindst med udsagnet:


"Nu kan det være nok! Hele menigheden er hellig, alle som én, og Herren er midt iblandt dem. Hvorfor ophøjer I jer så over Herrens forsamling?"


- som lægger op til det almindelige præstedømme (vi er alle præster, når vi er døbte, og derfor er ingen mere hellige end andre, nogle dog udvalgte til præstetjeneste), som Luther talte om.


Det er meget godt set. I sammenhængen er det derfor også tankevækkende, at det udsagn slet ikke hører hjemme her. Det er Moses og Aron, der er i front, og det må ingen sætte spørgsmålstegn ved. Derfor bliver Kora og hans følge levende begravet, da Gud lader jorden åbne sig under dem! Vi er tydeligvis stadig i det gamle testamente.


Titlen på Nick Caves bog "Da æslet så englen" stammer fra 4. Mos., kap. 22. Det er fra historien om Bileam, kap. 21-23. Det er historien om fjenden, Balak, der ønsker at Bileam skal forbande israelitterne. Men Bileam - som reddet af sit talende æsel, undgår at blive dræbt af en Guds engel, som æslet har set - vil kun, hvad Gud vil, og Gud får i stedet Bileam til at velsigne israelitterne tre gange, til Balaks store fortrydelse. Bileam bliver dog senere dræbt, da han forlader israelitternes hold.


Moses får besked på at udnævne Josva til israelitternes nye leder. Moses skal dø på bjerget, ligesom Aron.


I slutningen af denne bog, omtales også de såkaldte asylbyer. Det skulle være steder, hvor man kan søge tilflugt, hvis man er anklaget for uagtsomt manddrab. Her har man asyl, så dræbtes familie ikke kan søge blodhævn, men må afvente rettergang, mv. Den nudanske oversættelse kalder det ganske vist hævn, men i forhold til ovenstående sondring mellem gengældelse og hævn, så må det trods alt høre til gengældelse, at det stadig 'kun' er et liv for et liv. 



Moses' store tale (Femte Mosebog)


Bogen hedder også Deuteronomium  ("Den anden lov") på latin (græsk: Δευτερονομιον), da Femte Mosebog indeholder endnu en gennemgang af Moseloven. I det hele taget kan bogen ses som en opsummering af især anden til fjerde mosebog.


Her understreges igen, at adgangen til det forjættede land først og fremmest er et etisk imperativ: 


"Og nu, Israel, lyt til de love og retsregler, som jeg lærer jer, og følg dem, for at I må leve og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer.  I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer." (kap. 4, v. 1-2).


Og så er det også ganske klart, at forbudet mod at slå ihjel, bestemt ikke gælder andre folkeslag. Der foregår en del etniske udrensninger i bogen. Så ud over, at lovning på det forjættede land må betragtes som et etisk imperativ, så er det også klart, at hvis man får adgang til landet, så er det på baggrund af en etnisk udrensning. 


Desuden, efter læsning af Mosebøgerne står det mig klart, at hvis man tager dem på ordet (hvad jeg ikke uden videre gør), så kan jeg godt forstå, at nutidens Israel må have en meget robust selvforståelse. "Det forjættede land" har dette 'folk' fået ved en regulær etnisk udrensning i deres guds navn (efter jødernes gudsforståelse): "Herren din Gud vil selv rykke over i spidsen for dig og udrydde disse folk foran dig, så du får dem fordrevet. Josva skal rykke over i spidsen for dig, sådan som Herren har sagt" (5. Mos, 31,3).

 

Jeg er overbevist om, at der er en historisk kerne i Det Gamle Testamente - en sand myte, om man vil. Det er selvfølgelig et åbent spørgsmål, hvori denne består. Men forfatteren/erne til Mosebøgerne har åbenlyst set det helt rigtige i at udrydde folkeslag i sin guds navn. Så er det jo en lykke, at Jesus kommer og fortæller, at jøderne har misforstået, hvad og hvem Gud er. Dels ved at gøre det dobbelte kærlighedsbud til det første og største, dels ved det provokerende bud om fjendekærlighed, som sætter stort set hele det gamle testamente "skakmat".


Moses sidste tale er da heller ikke videre opbyggelig. Som Ugilt og Jeppesen skriver, "Det er ikke en opløftende tale, men en skræmmekampagne" (s. 182). Israelitternes opgave er umulig - de vil ikke eller kan ikke adlyde Gud til punkt og prikke - og bliver straffet nådesløst hårdt, når de fejler. Og Ugilt og Jeppesen synes endda at læse, at Gud selv har tabt modet. Han tror heller ikke længere på projektet med et så troløst folk. Men han bliver nødt til at fortsætte og fører altså israelitterne ind i det forjættede land.

 

 

Erobringen (Josuas Bog)

 

Erobring er et mildt udsagn. Israelitterne krydser Jordan-floden med Josua i spidsen, og begynder på en regulær etnisk udrensning af de fremmede, der bor i det forjættede land - med undtagelse af en enkelt hustand, og et enkelt folk Gideonitterne, som også har givet navn til en kristen bevægelse. Det lykkes dem at få en fredsaftale med israelitterne, så de ikke blev udryddet. 


Bogen er sikkert mest kendt for beretningen af indtagelsen af Jeriko - hvor bymurene nærmest ved magi bliver væltet.


Læsningen af Josuas Bog får mig til at tænke på den internationale konference, afholdt af Otto von Bismarck, der blev holdt i Berlin i februar 1885. Her blev Afrikas deling besluttet af de europæiske stormagter. I Josuas Bog er det ikke Bismarck & Co., men - ifølge jødernes gudsopfattelse - gud, der deler det erobrede land mellem de forskellige israelitiske stammer igennem 'lodkastning'. Kan godt 'forstå', hvis nutidens Israel kan have oparbejdet en selvforståelse, der legitimerer brug af tung militær mod palæstinenserne. Intet nyt under solen.

 

 

Kampen om landet (Dommerbogen)


I den nudanske oversættelse fra zzz havde bogen fået overskriften/undertitlen "Frihedskampen". Jeg tænker, det er meget godt, at titlen er blevet ændret, for - frihedskamp for hvem?

Udplyndringerne og udrensningerne fra de forrige bøger fortsætter. Til gengæld lader det samtidig til, at landet ikke uden videre står åbent for israelitterne, som Gud hele tiden har lagt op til. Der er flere steder, hvor "fjenden", de andre folkeslag, ikke bliver helt udryddet, men enten bliver tvangsarbejdere i stedet, eller trods alt får lov at leve side om side med israelitterne. 

 

Gideon (kap. 6-8), der har lagt navn til gideonitterne, nævnes. De fremstår knapt så fredelige som i sidste bog.


Men er nok mest kendt for historien om Samson (kap. 13-16), som også nævnes som den første nasiræer, som blandt andet ikke må klippe håret.


Til Samsons unavngivne mor siger Gud inden undfangelse og fødsel: "For du skal blive med barn og føde en søn. Der må aldrig komme en ragekniv på hans hoved; for drengen skal være Guds nasiræer lige fra moders liv. Han skal gøre de første skridt til at frelse Israel fra filistrene.«" (kap. 13, v. 5)


Samson har al sin enorme styrke i sit hår. Og han forsøger ihærdigt at holde på sin hemmelighed. Men som i sin naivitet og blinde kærlighed til kvinden Dalila afslører sin hemmelighed, så filistrene alligevel kan fange ham. Her er det værd at bemærke, at Dalila er filisterkvinde! Ugilt og Jeppesen (i "For han ved ikke hvad han gør") har i øvrigt en virkelig interessant læsning af dette drama, som de ser som en tragedie - som Romeo og Julie. Samson bliver fremstillet som en komisk tegneseriefigur med overmenneskelige kræfter. Men måske Samson blot ønsker at være et helt almindeligt sårbart menneske? Derfor hans fetich efter at blive bundet af sin elskede. Og derfor er det ikke et forræderi, at han bliver udleveret til sidst. Men den ultimative drøm - at være sårbar. Og den sidste nat sammen med Dalila tilbrniger han da også roligt, sovende i hendes skød, selvom han ved, at løbet er kørt, da han endelig har røbet sin inderste hemmelighed.


Bogen fremstiller i øvrigt en udpræget voldskultur. Således er der til sidst en fortælling om nogle mænd, der ønsker at få udleveret en mandig gæst til sex. Det får de nej til, til gengæld udleveres konen til voldtægt og bank. Da de faktisk vælger at voldtage og banke hende ihjel, ender deres stamme - Benjamins - med at blve så godt som udryddet, som straf. 

 

 

Ruth og Noomi (Ruths Bog)

 

Ruth er Noomis svigerdatter, men bogens nudanske (under)titel kunne lige så godt have været "Ruth og Boaz".


En meget kort tekst om Ruth, der, viser sig at blive oldemor til den senere David.


Hans Jørgen Lundager Jensen relaterer (i disputatsen "Den fortærende ild") fortællingen til fortællingen om "syndefaldet", som han selv opfatter som en fortælling om, hvordan vi blev brødspisere.


Han skriver blandt andet, at "Ruths forførelse af Boaz har ikke kun som resultat, at hun (...) får et barn og dermed sikrer sin egen, og, (...) sin afdøde mands slægt og sin svigermoders sociale position; den har tillige det resultat, at hun bliver gift med Boaz; (...) at forbindelsen tilbage til Gn2-3 [altså Første Mosebogs kapitel 2 og 3] følger med den logik, vi har været på sporet af i hele dette forløb, fremgår af, at dén mand, Ruth får, ikke slet og ret er en mand; han er den rige bonde, hvis høst er stor nok til, at han kan lade noget være tilbage til dem, der ikke har. Boaz er altså kornets og dermed brødets herre; og hvad kunne derfor være mere passende, end at han, som allerede ha adam [Adam/mennesket] i Edens have, vågner op af sin søvn, omgivet af sin rige føde, og opdager, at han har en kvinde ved sin side? Hvis Boaz og Ruth dermed genopfører det oprindelige drama [fra skabelsen af mennesket og "syndefaldet"], sker alt på den anden side inden for denne verdens orden og følgelig i inverteret udgave. I Ruths Bog er føden ikke den fantasmatiske frugt [som de kunne spise af i Edens Have], men kornet, der er erhvervet af arbejdet i ansigtets sved. Og kvindens forførelse medfører ikke ophævelsen af en oprindelig, imaginær tilstand til fordel for den reelle verden, men har tværtimod til følge, at denne orden realiseres og kommer til sin ret; for hvis erhvervelsen af kornet, ægteskabet og børnefødslerne er indbegrebet af denne verden, så har den rige, men kvinde- og barnløse Boaz (...) netop ikke realiseret denne verdens orden - ikke før mødet med Ruth".(s. 556)


Han skriver også, at i forhold til Højsangen, så understreger Ruths Bog alt det, der er fortrængt i Højsangen: "Forførelsen er her vævet ind i den sociale realitets verden; den har ikke som i Højsangen sig selv til formål, men er beslutsomt rettet imod at realisere det almene. Derfor mødes Ruth og Boaz ikke om dagen, under frugttræerne eller i parfumehaven, men om natten, på tærskepladsen, omgivet af det korn, der bliver til denne verdens læhæm [brød]" (s. 557)


Her bliver Ruths Bog med andre ord den reelle verdens svar på Højsangens imaginære idyl.

 

 

Kong Saul og Kong David 1 (Første Samuelsbog)

 

Hanna lover Gud i første kapitel vers 11: "og hun aflagde det løfte: »Hærskarers Herre, hvis du ser til din trælkvindes lidelse og husker på mig, hvis du ikke glemmer mig, men giver mig en søn, vil jeg overlade ham til Herren hele hans liv, og der skal aldrig komme en ragekniv på hans hoved.«


Hun får derfor sønnen Samuel, som man må forstå også bliver nasiræer, ligesom Samson fra Dommerbogen. Han må aldrig få håret klippet. Forskellen er, at det for Samsons vedkommende var et påbud fra Gud til moderen. Her er det Hanna, der lover det forud til Gud.


Samuel ender med at salve Saul til konge. Saul bliver således den første konge i det gammeltestamentlige Israel. Samuel var "bare" dommer (ligesom Samson), den sidste i Israel. Mere en vejleder end en egentlig regent. 


Og Saul er meget tankevækkende fra Benjamins stamme. Den stamme, der næsten blev udryddet, sidst i Dommerbogen. Selv når Gud synes at have eksekveret sin fulde straf over nogen - lader det alligevel til, at disse tilsyneladende kan blive en meget central skikkelse i det gammeltestamentlige Israels historie. For nu er det netop en stamme, som var truet af udslettelse, der får den første konge i det gammeltestamentlige Israel. 


I bogen ændrer Gud også på sit løfte til Arons slægt. Tidligere skulle de have eneret på præstetjeneste, men da en flok præstesønner ikke respekterer Gud, og ikke bliver ordentligt irrettesat, vil Gud ikke længere give dem den eneret på præstegerningen.


Da Saul ikke følger Guds bud til punkt og prikke, fortryder Gud, at han har udvalgt Saul til konge, og han ønsker at fjerne titlen fra ham igen, og finde en værdig person.


Gud slår Saul med dårligt humør/depression, og Saul får den lille hyrde, David, til at komme og spille for ham, så han kan blive i bedre humør. På det tidspunkt ved Saul ikke, at David er den nye Guds udvalgte.


Bogen er klart mest kendt for historien om David og Goliat fra kap. 17. I forhold til hvor meget selve David-mod-Goliat billedet kan fylde, når det lykkes små at tryne store, så fylder selve historien faktisk utroligt lidt. 


David ender med at blive salvet til konge af Samuel, som også dør i bogen. David bliver dog først kronet i næste bog.


Davids meget inderlige og kærlige forhold til Jonathan (Sauls søn) i kap. 18-20 er blevet nævnt som en referencehistorien i relation til homoseksuelle forhold og dermed vielser. I Anden Samuelsbogs første kapitel lyder det ligefrem i en sørgesang fra David efter Jonathans død: "Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders"


Davids kongeværdighed og popularitet gør Sauls så jaloux og vred, at han stræber David efter livet, for at slå ham ihjel. Et par gange har David faktisk muligheden, men gør det ikke. Saul ender med at tage sit eget liv. 

 

David tager af skuebrødene (1. Sam, kap. 21) - "nadver-brød" (det hellige) -, da han er sulten, men som kun præster må spise af. En begivenhed Jesus henviser til, da han skal forklare, at sabbaten (det hellige) er til for menneskets skyld, og ikke omvendt.

 


Kong Saul og Kong David II (Anden Samuelsbog)


I denne bog bliver David endelig kronet tll konge over hele Israel og indtager Jerusalem efter en borgerkrig mellem Judas stamme og de andre stammer. Det betyder dog ikke, at alt er godt. Der er jævnligt kampe og rivaliseringer, og David sidder slet ikke så sikkert på tronen.


I et større perspektiv bliver Davids kongedømme dog "evigt". Gud beder om natten profeten Natan sige til David (kap. 7, v. 12-14): "Når dine [Davids] dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn".


Udsagnet er ofte forstået som en profeti om Jesus som den kommende Messias, den nye Davids søn. Det gælder egentlig hele kapitel 7.

 

Begrebet 'uriasposten' stammer fra Anden Samuelsbog. Når man sættes på en "uriaspos", så bliver man sat lå langt frem, at man er dømt til at falde. Det er endnu værre end "øretævernes holdeplads".


Det er i kap. 11, hvor David i et brev skriver: "»Sæt Urias i forreste linie, hvor kampen er hårdest, og lad ham i stikken, så han kan blive dræbt.«" (fra. v. 15). Kong David er nemlig faldet for en af sine soldaters (Urias') hustruer, og gjort hende gravid. For at gøre handlingen lovlig, sørgede han for at sætte Urias på den mest udsatte post i kampen, så han med sikkerhed ville blive dræbt. Efter Urias' fald i krigen, ægtede David så enken, Batseba. Men som straf for deres synd døde deres første barn. De fik dog senere Salomon, den senere konge.


Bogen er fuld af familieintriger, vodltægt, incest, hævn, mord, mv. 


Den ender med en sejrs-takkesang til Gud fra David. 

 

 

Historien om Israels konger I (Første Kongebog)

 

David dør. Salomon bliver konge.

 

Mest kendt er nok historien (kap. 3) om "Salomons dom", om de to 'skøger', hvor den ene kommer til at ligge sit spædbarn ihjel, og stjæler den andens barn, og hævder, det er hendes rigtige barn. Salomon afgør tvisten mellem kvinderne ved at foreslå, at det stadig levende barn bliver skåret midt over, så de to kvinder kan få hver deres del. Den ene kvinde siger god for løsningen, den ande insisterer i stedet på, at den anden får barnet, så barnet kan undgå at blive slået ihjel. Hvilket så afslører, at hende, der vil give barnet bort, netop er den rigtige mor. Salomon bliver meget kendt for sin visdom.

 

Det første tempel opføres af Salomon i Jerusalem. Både templet og Salomons palads opføres i pomp og pragt (ved hjælp af tvangsarbejdere), og Salomon bliver meget rig. 

 

Han får dog frataget kongestatus pga synd (et harem på 1000 fremmede hustruer' og afgudsdyrkelse), men det bliver først effektivt efter hans død. Ak, selv store konger kan fristes over evne, selvom HERREN just har pålagt ham det modsatte. Det lader til, at det i gammeltestamentlig sammenhæng er mindre syndigt at leve sammen med 1000 kvinder, end at leve i ét homoseksuelt parforhold!


Salomon synes at blive den sidste af de store konger, for efter hans død kommer der en mængde ukendte konger (som man kan læse videre om i andre bøger, hedder det sig), og der er borgerkrig næsten konstant.

 

Riget deles op i Nordriget, Israel (ikke at forveksle med nutidens Israel) og Sydriget, Juda (med Jerusalem) pga magtkampe, og de to riger ligger i konstant krig med hinanden, og en kort overgang bliver også Nordriget delt i to. Den magtkamp - i Nordriget - vinder kong Omri, og han skaber også et område, han kalder Samaria, da han køber Samariabjerget.

 


Historien om Israels konger II (Anden Kongebog)


Profeten Elias, som vi møder første gang i Første Kongebog, farer til himmels.


Elisa - Elias' lærling - bliver dennes efterfølger, laver mirakler og helbredende undere, herunder en dødeopvækkelse.


På Jesu tid forventede man Elias' genkomst inden selve Messias' komme. Derfor bliver i Det Nye Testamente, Johannes Døberen omtalt som den nye Elias, da han jo peger videre mod Jesus. Og da Jesus hænger på korset, er folk spændt på at se, om Elias kommer og frelser Jesus.


Elisa dør også i bogen.

 

Der høres om den ene massakre efter den anden, med skiftende konger, både i Israel og i Juda. 

 

Nordriget, Israel (med Samaria), falder i assyrernes hænder (og 'forsvinder' ud af historien).


Senere falder Sydriget, Juda (med Jerusalem), i babylonernes hænder. Salomons tempel i Jerusalem ødelægges, byen nedbrændes, og de kommer i landflygtighed i Babylon/Babel.


Det skal forstås som Guds straf over israelitternes konstante afguderi. Ikke engang kong Josija, der genopdager Guds aftale med folket, ryder op i afguderiet og holder påske igen - kan redde området fra Guds vrede.


Det er i øvrigt denne landflygtighed, som Boney M. synger om i "By The Rivers Of Babylon" (bl.a. inspireret af salme 137).

 

Der er historikere, der mener, at det gamle testamentes skrifter blev til her, i landflygtigheden, omkring 586 f. Kr. De første skrifter er dog nok adskillige hundrede år ældre end det. En jøde er således en judæer.

 


 

Historien om Israel I (Første Krønikebog)


Bogen starter med mange siders slægtstavler, der fører Adam frem til David og hans slægt.


Hovedhandlingen: Arken føres til Jerusalem. De mange forberedelser til bygningen af templet - som bliver Salomos opgave, da David - ifølge HERREN - har for megen blod på hænderne.


Handlingen griber altså tilbage til handlingen i Samuels- og Kongebøgerne.


I denne bog med fokus på David indtil han giver tronen videre til Salomo.



Historien om Israel II (Anden Krønikebog)


Med fokus på Salomo, og Judas historie, indtil Jerusalems fald og landflygtigheden.


Når den siddende konge gør, hvad der er 'godt' i Herrens øjne, vinder han krigene, og når han gør, hvad der er 'ondt', ja, så taber han krigene, bliver evt. ramt af spedalskhed.


Kong Hizkija er en af de få konger, der for alvor prøver rense ud og genrejse templet og det gode forhold til Gud. Han fejrer også påske, om end en måned forsent pga. tidspres. Det samme gælder kong Josija, som dog holder påsken til rette tid. 


Asaf nævnes, som står som afsender af mange af salmerne i Salmernes Bog. Profeten Jeremias nævnes.


Der er også henvisninger til andre bøger, hvor man kan læse videre om de store og små konger, og en enkelt gang i slutningen af kap. 26 til en bog fra det gamle testamente, nemlig selveste Esajas Bog.

 

Sidste vers, om tilladelsen til at vende tilbage, peger direkte over i næste bog, som indledes med samme vers.

 

 

Hjemkomsten fra eksilet (Ezras Bog)

 

Judæerne får tilladelse (af perserkongen) til at vende tilbage til Jerusalem med lov til at genopbygge templet. I 1931-oversættelsen benyttes ordet 'jøde' for første gang, i den nye oversættelse står stadig ordet 'judæer'. Samaritanerne ("Judas og Benjamins Fjender") ønsker at være med til genopbygningen, men får ikke lov, da det er forbeholdt judæere/jøder fra landflygtigheden, og de forsøger så at bremse byggeriet i stedet.


Ezra er med i vandringen fra Babylon til Jerusalem, og står for at forbyde blandede ægteskaber.

 

Jøderne/judæerne får nemlig påbud om at bortsende alle de af deres kvinder og børn, som de har hjemtaget fra landflygtigheden, men som ikke er jøder, men "hedninge". Forbudet mod blandede ægteskaber skyldes sikkert et forsøg på at styrke de hjemvendte jøders særegne identitet som netop jøder i et nyt Jerusalem med et genopført tempel.

 

 

Genopbygningen af Jerusalem (Nehemias' Bog)

 

En slags fortsættelse af Ezras Bog. Perserkongens mundskænk (!), Nehemias, får tilladelse til at drage til Jerusalem for at genopbygge bymuren. Og med en - som altid - kraftig opfordring til at holde Loven, og "da de nu hørte Loven, udskilte de alle fremmede af Israel".


Bogen er derfor også en meget detaljeret beskrivelse af genopbygningen - som møder en del modstand blandt deres fjender. Igen er forbuddet mod blandede ægteskaber centralt. 


Både Ezra og Bileam nævnes i bogen.

 

 

Dronning Ester af Persien (Esters Bog)

 

Mærkelig bog, hvor der slet ikke er nogen henvisning til hverken HERREN eller Moseloven. Ikke desto mindre har skriftet kæmpe betydning for jødernes identitet som et forfugt og udrydningstruet folk - ikke mindst i "vores tid", omkring 75 år efter Holocaust.

 

Jøderne er truet af en etnisk udrensning, påbudt af kongen, da de ikke holder kongens love (en jøde ville ikke bukke for statholderen). Ester får - igennem sit ægteskab med kongen - gennemtvunget en kontraordre, så det i stedet bliver jøderne, der slår deres fjender ned. 


I gammeltestamentlig sammenhæng er bogen ejendommelig og tankevækkende, da vi jo i de tidligere bøger har hørt om den ene etniske udrensning og massakre efter den anden. Men vi forbinder - stadig i vor tid - tekster, der forfølger jøder for at udslette dem, som noget, der i særlig grad skurer vore ører. Her - i denne bog - ender det imidlertid med, at jøderne fester over, at de har slået en masse af deres fjender ihjel. Ak ja. 

 

'Jøderne' virker klart defineret, og der tales ligefrem om personer, der konverterer til jødedommen "af Frygt for Jøderne".

 

Denne 'redningsaktion' bliver fejret af jøderne den dag i dag ved Purims-festen (Purim for 'lod', da der blev kastet lod om dagen for den etniske udrensning).

 

Denne festdag er som eviggyldig ordning netop stadfæstet i Esters Bog, der oplæses ved festen.


De poetiske skrifter

Væddemålet (Jobs Bog)


I Bibelselskabets oversættelse fra 2017 havde bogen fået den nudanske titel "Det er din egen skyld". En titel, jeg ikke synes, er helt dækkende. Det er ganske vist Jobs venners oplevelse af situationen, men hverken Jobs eller Guds. Her er  - omvendt - væddemålet lige i øjet, som bogen hedder i Bibelen2020. For det er nemlig det, bogen handler om. Et væddemål mellem Satan og Gud, og det er sikkert det - udover de poetiske tekster - der har gjort bogen så interessant og berømt. 


Denne tekst er måske - efter 1. Mosebog - den mest kendte fra Det Gamle Testamente, og betragtes også som en af verdenslitteraturens hovedværker.

 

Den er nok mest kendt for citatet: "»Nøgen kom jeg ud af moders liv, nøgen vender jeg tilbage! Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.«", som må siges at være et af de vildeste udsagn i Det Gamle Testamente. En betingelsesløs underkastelse, uanset hvor irrationel den måtte forekomme en, og uanset hvor absurd verden synes at være.

 

Den danske film "Adams æbler"af Anders Thomas Jensen er lavet med kraftig inspiration fra temaerne i Jobs Bog. Ligesom filmen "Tree of Life" af Terrence Malick indledes med et citat fra Jobs Bog. Også Martin Scorseses "Cape Fear" er en moderne Jobs Bog-fortælling.

 

Skriftet handler om at være vred på Gud, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet. Men Gud replicerer: "Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!" (38,4). Guds retfærdighed er af en karakter, som vi mennesker - som mennesker - aldrig vil kunne forstå, eller have nogen kvalificeret mening om.


Som kristen kan man dog godt undre sig over Jobs selvsikkerhed. Han mener, han er dadelfri og refærdig, og det er ud fra et kristent lys, hvor vi allere er syndere - fejlbarlige - for vor Herre, et noget selvretfærdigt synspunkt. 


Leif Andersen kommer i sin fremragende læsning/tolkning af fortællingen ind på, at Jobs Bog peger frem mod Jesus selv. Jvf. hans udlægning sidst i Bibelselskabets nudanske oversættese, der hedder "Det er din egen skyld", hvor der er tre forskellige læsninger bagerst i bogen, en psykologisk, en filosofisk og en teologisk.

 

 

Tak (Salmernes Bog)

 

Er faktisk en regulær digtsamling. De fleste af salmerne tilskrives (kong) David.

 

Den vigtigste salme er nok salme 22, der indledes med ordene: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?", om at føle sig svigtet af Gud, og forhånet af mennesker. Ikke underligt, at Jesus vælger at citere fra salmen, da han hænger - (nærmest) gudsforladt - på korset.

 

Min yndlingssalme er salme 23 (v. 1:) "Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes", som i den seneste autoriserede oversættelse lyder "Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød" og i den nudanske (udgivet af Bibelselskabet i 2017 under titlen "Tak. Salmernes Bog på nudansk") lyder "Herren er min hyrde, jeg savner ingenting".

 

Salme 51, som skulle være "For korlederen. Salme af David. Dengang profeten Natan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba" (v.1-2), bruges til at legitimere dogmet om 'arvesynd' med verset "I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig". - som i selve verset skulle være en slags forklaring eller undskyldning for Davids bedrag med Batseba (jvf. historien fra 2. Samuelsbog fra de såkaldt historiske skrifter). I den nudanske oversættelse er det nærmest forsvundet  (vers 7): "Fra jeg blev født, har jeg gjort fejltrin"

 

Salme 78 er tankevækkende, da den understreger den billedlige tale: "Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden" - hvorefter hele "Israel"s gammeltestamentlige historie genfortælles i korte træk. Ifølge denne salme er de såkaldt historiske skrifter altså billedtale. Det giver ganske god mening, hvis man spørger mig.


Salme 82 er nærmest Guds dom over de andre guder, som ikke har den rigtige "etik" (vers 2-4): "Hvor længe vil I dømme uretfærdigt og tage parti for de ugudelige?  Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt!". Og på nudansk: "Hvor længe vil I afsige uretfærdige domme og tage parti for afgudsdyrkere? Forsvar de svage og forældreløse, skaf de hjælpeløse og fattige retfærdighed, red de svage og nødlidende, red dem fra de ondes magt".

 

Salme 104 understreger Gud ikke bare som Himlens og jordens skaber, men også som opretholder af alt liv; en skabende og opretholdende Gud.

 

Blandt andet salme 116 omtaler 'de levendes land', et tema som også Grundtvigs salme Oh Kristelighed omhandler. En salme, som slutter med 'hvor kærlighed bor', som denne hjemmeside i øvrigt har fået navn efter.

 

Også salme 119 skal fremhæves. Det er den længste salme med 176 vers. De første 8 vers starter med det første bogstav i det hebrasiske alfabet, de næste 8 vers starter med det andet bogstav i det hebraiske alfabet, og så fremdeles. Men dette system går selvsagt fuldstædig fløjten i den danske oversættelse. Teksten handler om menneskets uudgrundelige kærlighed til Gud HERRENs love, bud, veje, forordninger, forskrifter, befalinger, ord, afgørelser, krav, og hvad man ellers kan finde på af synonymer for Guds Lov. Denne hovedpointe kan selvsagt snildt overføres til kærligheden til Jesu dobbelte kærlighedsbud, det første og største, som byder at elske Gud og næsten af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sit sind og af hele sin styrke.

 

En del af folkekirkens dåbsritual stammer fra salme 121's sidste vers: "Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid". På nudansk lyder verset: "Gud beskytter dig når du går ud og går hjem, fra nu og til evig tid".

 

Endvidere kan nævnes, at Ruth Østergaard Poulsens bønnebog "Fra det dybe råber jeg til dig" har sin titel fra salme 130, hvad hun også selv angiver.

 

Og Boney M.s popsang "By The Rivers Of Babylon" har taget de første strofer fra salme 137, og sidste vers i salme 19. Ligesom i denne salme 137 er "Zion" flere steder i den nudanske oversættelse blevet til "Jerusalem".

 

 

Leveregler (Ordsprogenes Bog)

 

De fleste af 'ordsprogene' i bogen er tilskrevet Salomon.

 

Udsagnet: "Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet" (4,23) minder mig uhyre meget om Johannes Møllehaves udsagn om, at tid er liv, og livet sidder i hjertet, som han skulle have fra Michael Endes bog "Momo og tidstyvene". Selvom hjertet efter gammeltestamentelig tankegang er stedet for fornuften, ikke følelserne.

 

Udsagnet: "Det er Herrens velsignelse, der gør rig, slid føjer intet til" (10,22) får mig til at tænke på Luthers retfærdiggørelseslære, som kort siger, at man ikke får point hos Gud for at gøre gode gerninger. Man skal gøre dem for næstens skyld, og ikke for sin egen frelses skyld. Udsagnet "Bekymring knuger en mands hjerte, et opmuntrende ord gør ham glad" (12,25) fortæller til gengæld, hvor lidt der sommetider skal til. Det bør dog nævnes igen, at hjertet efter gammeltestamentelig tankegang er stedet for fornuften, ikke følelserne.

 

Udsagnet: "Kommer frækhed, kommer skændsel, men hos de ydmyge er der visdom" (11,2) får mig til at tænke på Sokrates' berømte udsang om, at det eneste han vidste var, at han ikke vidste noget.

 

Udsagnene "Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald" (16,18) og "Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslaaet Sind suger Marv af Benene" (17,22), eller "Den, der vogter sin mund og sin tunge, bevarer sit liv for trængsler" (21,23), "Svar ikke tåben så dumt, som han spørger, for at du ikke skal komme til at ligne ham" (26,4), "Den, der graver en grav, kan selv falde i den, en sten kan falde tilbage på den, der ruller den op" (26,27) minder om nogle kendte talemåder, vi også bruger i dag.

 

"Hesten gøres rede til krigens dag, men sejren er Herrens sag" (21,31) kunne godt være en overskrift over de såkaldt historiske skrifter i Det Gamle Testamente, hvor det konsekvent er HERREN, der skænker sejren, når der føres krig.

 

Desuden bruges sætningen "Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner" (30,6) sommetider blandt konservative/missionsk sindede kristne som argument for, at man ikke må tolke på skriften. Udover at man kan diskutere, hvad "hans ord" dækker over, så lægger den sammen med Salme 78 dog klart op til, at man netop ikke kan komme udenom billedtalen.

 

OG dette her må være Ordsprogenes Bog's version af Fadervor: "Hold løgn og løgneord borte fra mig! Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn" (30, 8-9).

 

 

Tænkeren (Prædikerens Bog)

 

Kan vel nærmest karakteriseres som en lang klagesang, som indledes med de berømte ord:

 

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed"  (v. 2).

 

Desuden har vers 4s anden linje lagt navn til en bog af Merete Pryds Helle: "men jorden står til evig tid".

 

Endvidere må vers 9 nævnes, hvor især sidste linje er citeret uendeligt meget af rigtigt mange, i alle tænkelige sammenhænge: "Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen".

 

Mantraet i klagesangen er (derfor) "Også det er tomhed og jagen efter vind!". Den stemning af meningsløshed, der præger teksten, er måske anledningen til, at der citeres fra den i forbindelse med begravelser. Sætningen "Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt" (3,1) indleder en længere opremsning af Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, Tid til at dræbe og Tid til at læge, og så videre.

 

Det, som er udfordringen for den menneskelige eksistens, og som kan være så svært at forstå, når den skal iagttages med menneskers øjne: "Alle får én og samme skæbne, den retfærdige og den uretfærdige, den rene og den urene, den, der ofrer, og den, der ikke ofrer. Det går den gode som synderen, den, der sværger, som den, der frygter for at sværge" (9,2)

 

Og udsagnet "Den, der graver et hul, kan falde i det, den, der river et stengærde ned, kan blive bidt af en slange" (10,8) - giver mindelser om et kendt ordsprog.

 

Desuden er disse to forskellige udsagn tankevækkende: "Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder" (7,20) og "For Gud kræver dig til regnskab for enhver handling, alt det skjulte, godt eller ondt". (12,14 - og sidste vejrs i teksten). Uanset hvor meget godt vi kan og vil gøre, er det dybest set aldrig godt nok. Og intet undgår Guds øjne og dom.

 

 

Kærlighedssangen (Højsangen)

 

Den danske oversættelse af selve titlen 'Højsagen' burde retteligen være 'Sangenes Sang', dvs. den ypperste af alle sange. Første vers tillægger digtet  Salomo som forfatter.

 

Teksten er et langt erotisk (kærligheds)digt, der hverken nævner Gud eller HERREN.


Hans Jørgen Lundager Jensen skriver i sin disputats, at  "i betragtning af sin botaniske rigdom, der er enestående i GT, er det ikke mindre påfaldende, hvad der ikke nævnes: bortset fra ét sted, hvor den unge kvindes mave lignes med en dynge hvedekorn (7,3) undgår Højsangen med flid enhver reference til korn. Eftersom kornet var den altdominerende kilde til føde i det samfund, i hvilket også Højsangen er blevet til, kan denne udeladelse ikke være andet end signifikant". (s. 193).


Analogien her til fortællingen om Edens Have er oplagt derhen, at de to personer også her befandt sig i en lykketilstand, hvor de ikke skulle tænke på det daglige brød, da de bare kunne spise af de mange frugter.