Holdningen og skinnet

 

Titelbladet til Enten-Ellers anden halvdel lyder “ENTEN-ELLER. Et Livs-Fragment. UDGIVET AF VICTOR EREMITA. Anden Deel indeholdende B.’s Papirer, Breve til A”.

 

Første tekst hedder “ÆGTESKABETS ÆSTHETISKE GYLDIGHED”. Det første brev til A. handler altså om det skønne, det smukke og det poetiske i ægteskabet.

Men som nævnt viser teksten derfor også, hvorledes etikeren ser på netop Æsthetiker A.

 

Inden jeg begynder dette afsnit, vil jeg lige knytte en kommentar til brevet. Det er B. (etikeren assessor Wilhelm), der skriver til A. Når jeg i det følgende skriver, at æstetikren mener eller siger et eller andet, er det fordi, at han faktisk har sagt det til etikeren, eller fordi, at etikeren kender æstetikeren så godt, at han har en ganske god idé om, hvad han kunne finde på at sige. Der er med andre ord ingen dialog i denne tekst - selvom det næsten kommer til at virke sådan, når etikeren konsekvent refererer, hvad æstetikeren siger, mener, kunne sige og mene, osv.

 

“ÆGTESKABETS ÆSTHETISKE GYLDIGHED” indledes således:

 

“Min Ven! De Linier, Dit Øie her først falder paa, ere skrevne sidst. Hensigten med dem er endnu engang  at gjøre et Forsøg paa at tvinge den udførlige Undersøgelse, der herved tilstilles Dig, ind i et Brevs Form. Disse Linier svare da til de sidste Linier og danne tilsammen en Convolut og antyde saaledes paa en udvortes Maade, hvad indvortes Beviser paa mange Maader ville overtyde Dig om, at det er et Brev, Du Læser. Denne Tanke, at det var et Brev, jeg skrev til Dig, har jeg ikke villet opgive, dels fordi min Tid ikke har tilladt den omhyggeligere Udarbeidelse, en Afhandling kræver, deels fordi jeg nødig vilde gaae Glip af den Leilighed til mere formanende og indtrængende at tiltale Dig, som Brevformen medfører. Du er altfor dreven i den Kunst, ganske i Almindelighed at kunne tale om Alt uden at lade Dig personligt berøre deraf, til at jeg skulde friste Dig ved at sætte Din dialektiske Kraft i Bevægelse”. (EE2,11)

 

A. udtrykte aldrig sit livssyn direkte, det blev hele tiden udtrykt i en afhandling, en anmeldelse, el. lign. Han skrev om alt muligt i afhandlingens form, men uden at han grundlæggende tog noget på sig.

Det æstetiske livssyn er godt gemt i hans tekster.

Ud fra teksternes form regner man ikke med, at de kan udtrykke et livssyn - hvad forventer man fx af en afhandling med titlen “Det antikke Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske”?. Hvis man altså leder efter, hvordan æstetikeren forholder sig til livet, skal der graves i hans tekster, da de ikke siger det direkte - og det var det jeg forsøgte at gøre i første del.

Hvis man kalder formen - eller skinnet, ’det man ser’ - for det udvortes og det livssyn eller den livsholdning, den enkelte tekst udtrykker - ‘indholdet’ - for detindvortes, bliver måden A.s tekster er forfattet på også et billede på eksistensen A: Det udvortes antyder intet om det indvortes.

 

Etikeren, derimod, gemmer ikke sit livssyn i en afhandlingen eller lignende, men udtrykker det direkte til et “Du”, nemlig Æsthetiker A. - i et brev.

Det udvortes hænger sammen med det indvortes. Også hvad angår form og indhold, fra konvolut til brev. En konvolut antyder, at der er et brev inden i, hvad der også er i dette tilfælde. Og et brev antyder, at der har været en konvolut omkring, hvad der også har været her.

Etikeren giver et eksempel til at understrege denne vigtige observation, dvs. om forholdet mellem det indvortes og det udvortes. Han fortæller:

 

“Du fortalte mig engang, at Du paa en Spadseretour gik bag efter to fattige Koner. Min Skildring af Situationen har maaskee i dette Øieblik ikke den Livlighed, som Din havde, da Du kom styrtende op til mig, ene beskjeftiget med denne Tanke. Det var to Koner fra Ladegaarden. De havde maaske kjendt bedre Dage; men dette var glemt, og Ladegaarden er just ikke det Sted, hvor man opelsker et Haab. Idet den ene tog og bød den anden en Priis, sagde hun: hvo der havde fem Rbd. Hun er maaskee selv bleven overrasket af dette dristige Ønske, som ogsaa ubønhørt gjenlød hen over Glacierne. Du traadte til, Du havde taget Din Tegnebog op og en Femrigsdaler seddel frem, førend Du gjorde det afgjørende Skridt, for at Situationen kunde beholde den behørige Elasticitet, for at hun ikke for tidlig skulde ahne Noget. Du traadte til med en vis underdanig Høflighed, som det sømmer sig for en tjenende Aand; Du gav hende de fem Rigsdaler og forsvandt”.  (EE2,17f)

 

A. har tilsyneladende gjort en god gerning. Det er i hvert fald det, man ser, det udvortes, skinnet. Men hvorledes forholder hhv. A og B. sig til denne situation?

Om A:

 

“Du fortalte, at det gav Dig Anledning til at overveie, om ikke den aldeles tilfældige Opfyldelse af et saadant tilfældigt yttret Ønske netop kunde bringe et Menneske til Fortvivlelse, fordi derved Livets Realitet blev negeret i sin dybeste Rod. Det, Du altsaa vilde, var at spille Skjebnen, det Du egentlig frydede Dig ved, var den Mangfoldighed af Reflexioner, der herfra lod sig udspinde”. (EE2,18)

 

Om B:

 

“Dersom jeg havde havt fem Rbd., vilde jeg maaskee ogsaa have givet hende dem, men jeg vilde tillige være bleven mig bevidst, at jeg ikke forholdt mig experimenterende; jeg vilde holde mig overbeviist om, at det guddommelige Forsyn, som hvis ringe Redskab jeg i hiint Øieblik følte mig, vel vilde styre Alt til det Bedste, og selv havde  jeg intet at bebrejde mig”. (EE2,18)

 

Vi ser altså, at mens A. blot eksperimenterer, ser en anledning til at foretage sig noget tilsyneladende tilfældigt, spiller skæbne for den fattige kone, ser etikeren sig i hiint øjeblik som et redskab for det guddommelige forsyn.

Ja, ifølge etikeren ville A endog sagtens kunne finde på at “sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at finde den fattige Kone igjen, for at iagttage, hvad Indtryk det har gjort paa hende, “samt paa hvilken Maade hun bedst bør paavirkes”” (EE2,18f)

A og B gør egentlig det samme. Den altafgørende forskel ligger altså i holdnigen.

 

“Du vil slet ikke virke, Du vil experimentere, og fra dette Synspunkt betragter Du Alt, ofte med megen Frækhed”. (EE2,20)

 

I det omfang æstetikerens liv betyder noget for ham selv, er det som et eksperiment. Han lever sit liv som et skuespil, hvor han giver sig ud for den rolle, der synes at passe til lejligheden.

 

“Og skulde der ikke være grund til at advare mod Dig, da jeg, der dog indbilder mig at turde maale mig med Dig om ikke i Smidighed, saa dog i Fasthed og Holdning, om ikke i det Ustadige og Glimrende, dog vel i det Faste - da jeg virkelig undertiden med en vis Uvillie føler, at Du bestikker mig, at jeg lader mig henrive af Din Overgivenhed, af den tilsyneladende godmodige Vittighed, hvormed Du spotter Alt, lader mig henrive til denne æsthetisk-intellectuelle Berusethed, i hvilken Du lever. Jeg føler derfor vel, at jeg mod Dig har en vis Grad af Usikkerhed, idet jeg snart er for stræng, snart for eftergivende. Det er imidlertid ikke saa besynderligt; thi Du er som et Indbegreb af al Mulighed, derfor maa man snart i Dig see Muligheden af Din Fordærvelse, snart af Din Frelse. Du forfølger enhver Stemning, enhver Tanke, god eller ond, glad eller sørgelig, til dens yderste Grændse, dog saaledes, at dette skeer mere in abstracto end in concreto. (...) Man kan derfor næsten bebreide Dig Alt og slet Intet, fordi det er og dog ikke er hos Dig”. (EE2,21f)

 

A. lever i denne “æsthetisk-intellectuelle Berusethed”, som vi så i fuld flor i første del - jeg udfoldede dog i væsentlighed kun den livsholdning, disse intellektuelle og abstrakte overvejelser afspejlede. Man ved ord ikke rigtigt, hvor man har denne æstetiker henne, dertil spiller han ofte sine roller for ’godt’, han er “som et Indbegreb af al Mulighed”.

Men

 

“Vred paa Dig kan man egentlig ikke blive, det Onde har hos Dig, ligesom det havde i Middelalderens Opfattelse deraf, en vis Tilsætning af Godmodighed og Barnagtighed. Men Hensyn til Ægteskabet har Du altid forholdt Dig blot iagttagende. Der ligger noget Forrædersk i blot at ville være Iagttager”. (EE2,14)

 

Afstand kan man altid holde, komme med spydige bemærkninger. Men det er alt sammen for nemt.

 

“Du er saaledes ingen Fjende af Ægteskabet, men Du misbruger Dit ironiske Blik og Din sarkastiske Spydighed til at spotte det. Jeg vil i den Henseende gjerne indrømme Dig, at Du ikke fægter i Luften, at Du rammer sikkert, og at Du har megen Observation, men jeg vil tillige sige, at dette maaskee er Din Feil. Dit Liv vil gaae op i lutter Tilløb til at leve. Du vil formodentlig svare, at det dog altid er bedre end at fare paa Trivialitetens Jernbane og atomisk fortabe sig i det sociale Livs Mylder”. (EE2,12f)

 

A.s spydigheder er dog ikke altidblot en fægten i luften - man ville fx. kunne forstå hans ironiseren over de spidsborgerlige fornuftsægteskaber.

Men, kunne man indvende mod A., han kunne jo prøve at gøre det anderledes i sit eget liv.

Det orker han bare ikke. Livet keder ham, som vi til overflod har set i en tekst som fx “VEXELDRIFTEN” i forrige hoveddel.

 

“Du veed meget godt selv, hvor utaalmodig Du er, Du der engang skrev mig til, at Taalmodig til at bære Livets Byrder maatte dog være en overordentlig Dyd, Du følte ikke engang Taalmod til at gide leve. Dit Liv opløser sig i lutter saadanne interessante Enkeltheder. Og dersom man turde haabe, at den Energi, der i slige Øieblikke gjennemgløder Dig, kunde vinde Skikkelse i Dig, kunde udbrede sig sammenhænge over Dit Liv, ja da vilde der visselig blive noget Stort af Dig. (...) Du svæver bestandig over Dig selv, og om ethvert Skridt er nok saa afgjørende, beholder Du dog i Dig selv en Interpretations-Mulighed, der med et Ord kan forandre Alt”. (EE2,16f)

 

Det er altså i disse fragmenterede øjeblikke af lidenskab, A. har sit potentiale, hvis han ville/kunne udbrede dem over hele sit liv. For at nyde disse fragmenterede øjeblikke, deri er A. mester.

 

“Du, cui di dederunt formam, divitias, artemque fruendi [hvem guderne har givet skønhed, rigdom og den kunst at nyde]. Dersom det at nyde var Hovedsagen i Livet, da vilde jeg sætte mig ved Dine Fødder for at lære; thi heri er Du Mester. Snart kan Du gjøre Dig til en Olding for at indsuge i langsomme Drag gjennem Erindringens Tragt det Oplevede, snart er Du i den første Ungdom blussende af Haab, snart nyder Du mandligt, snart qvindeligt, snart umiddelbart, snart Reflexionen over Nydelsen, snart Reflexionen over Andres Nydelse, snart Afholdenheden fra Nydelse; snart hengiver Du Dig, Dit Sind er aabent, tilgjængeligt som en By, der har capituleret, Reflexionen er forstummet, og ethvert Skridt af de Fremmede gjenlyder i de tomme Gader, og dog bliver der altid en iagttagende lille Yderpost tilbage; snart lukker Dit Sind sig, Du forskandser Dig utilgjængelig og steil. Saaledes forholder det sig, og Du vil tillige see, hvor egoistisk Din Nydelse er, og at Du aldrig hengiver Dig, aldrig lader Andre nyde Dig. Forsaavidt kan Du vel have Ret i at spotte over de Mennesker, hvem enhver Nydelse tærer paa, for at tage et Exempel, de forliebte Mennesker med de lasede Hjerter, da Du derimod ypperligt forstaaer den Kunst at forliebe Dig saaledes, at denne Kjærlighed bliver Relief for Din egen Personlighed. Du veed nu meget god Besked om, at den meest intensive Nydelse ligger i at fastholde Nydelsen med Bevidsthed om, at den i næste Øieblik maaskee forsvinder. Derfor har Finalet i Don Juan behaget Dig saa meget. Forfulgt af Politiet, af hele Verden, af Levende og Døde, ene i et afsides Værelse samler han endnu engang al sin Sjæls Kraft, svinger han endnu engang Pokalen, fryder hans Sjæl sig endnu engang ved Musikkens Toner”. (EE2,28f)

 

Selvom Æsthetiker A er mester i ’nydelse’, er en decideret hengivelse for hans vedkommende utænkelig. Selv når hans sind er åbent og refleksionen er ’forstummet’, så “bliver der altid en iagttagende lille Yderpost tilbage”.