Ved nogle prædikener kan det være en dyd, hvis man mangler ord, hvis man ikke ved, hvordan man skal starte, hvordan man skal have hul på teksten. Og det gælder i særdeleshed teksten til Påskesøndag. For hvordan skal man dog forholde sig til opstandelsen? Intetsteds i Det Nye Testamente er der beretninger om, hvordan selve opstandelsen har set ud. Der er beretninger om Jesu tilsynekomst efter opstandelsen. Altså, hvor personer, herunder disciplene, efter hans korsfæstelse og gravlæggelse, har set ham i levende live. Det er naturligvis postulater, men de er dog beskrevet. Det gælder ikke selve opstandelsen. Hvad stiller man op, når den person, man har set som den store frelser, ham, som man troede man skulle basere resten af sit liv på, både dennesides og hinsides, bliver korsfæstet? Og hvad stiller man op, når man i den tro, at man skal salve ham, møder en tom grav, og får beskeden, at han er opstanden? Det tror da pokker, at man bliver tummelumsk og bange.

Hvordan baserer man sit liv på en begivenhed, som ingen har set, og kun få har fået bekræftet ved at se Jesus i levende live efter korsfæstelsen og gravlæggelsen? Som det hedder i en dansk salme af K.L. Aastrup: "Men det, som intet øje så, vil kirken holde søndag på".

Det kan altså klart være angstfremkaldende at basere sit liv på noget man overhovedet ikke kan være sikker på, og må nøjes med at have tillid til. På den baggrund er det oplagt at lede efter et mere sikkert grundlag at leve sit liv efter. Men, fristes jeg så til at spørge, hvad kunne det så være? Vi ved hvor tit vi kommer i situationer hvor fornuften spiller os et puds, sådan, objektivt set. I en forelskelse sker det stort set altid, at fornuften kortsluttes, og kærlighed gør, som vist nok bekendt, ofte en blind for virkeligheden, som den er, om man så kan sige. Om Jesus har Johannes Møllehave sagt, at han elskede mere end det var fornuftigt. Læser man beretningerne i evangelierne, er der ikke meget der giver anledning til at se det fornuftige i, at Jesus vedholdende holder disciplene ud, til trods for deres opførsel, uforstandighed, og en noget vaklende loyalitet. Og det kan på en underlig bagvendt måde være angstfremkaldende at være forelsket, omend det jo ikke er noget man tænker på i situationen. Men i forelskelsens øjeblik planlægger man ikke særligt meget, man er blot i nuet, og kaster sig på mange måder ud på dybt vand. Som Björk synger i "Big Time Sensuality" fra hendes album Debut: "It takes courage to enjoy it (...) I don't know my future after this weekend, and I don't want to" (Det kræver mod at nyde det. Jeg kender ikke min fremtid efter denne weekend, og jeg ønsker det heller ikke). Og det er også aldeles usikkert hvad der kommer ud af en forelskelse. Måske børn, måske papbørn, som det hedder i dag, og dermed nye forpligtelser, måske flytter man sammen. Måske flytter man så meget, at man også får nyt job med nye kollegaer. Måske nye venner det nye sted, med nye livssammenhænge og nye muligheder.

Tager man som ung ud at rejse, rejser man også ofte ud i det ukendte. Det er jo ikke noget man går og er nervøs over i hverdagen, man glæder sig. Men jeg tror godt, at mange i en sådan situation, hvor man fx. skal seks måneder af sted, ud i verden, lige inden afrejse kan blive grebet af en udefinerbar angst. For hvad er det lige man kaster sig ud i? Hvad er det lige man har gang i?

Og opstandelsen, som det er så svært at begribe. Hvilke konsekvenser har det for mit liv, hvis Jesus virkelig er opstanden, som evangelierne ikke viser, men konstaterer? Kan man overhovedet sætte ord på det? Tja, det er dybest set det, som teologien har forsøgt i 2000 år, og vi er nogen der stadig kan gribes af en eksistentiel tvivl. Jesu forkyndelse virker så rigtig, derfor er der ikke tale om en daglig tvivl. Men når man reflekterer over genopstandelsen kan tvivlen og måske angsten dukke op. Det tror pokker, at kvinderne blev bange, da de havde konstateret den tomme grav, men endnu ikke havde fået set den opstandne. Det privilegium, at have set den opstandne i levende live, har vi andre ikke haft, og må derfor forlade os på vores egen overbevisning. Og det er nok den eneste begivenhed i Det Nye Testamente, man ikke kan nøjes med at kalde et billede. Kristendommen står og falder ikke med, om Jesus virkelig gjorde vand til vin. Den står og falder heller ikke med, om Jesus virkelig gik på vandet, men begge beretninger er i alle tilfælde fantastiske billeder på, hvem Jesus var og er. Men det gælder om opstandelsen, at man ikke kan tale uden om, ved at kalde det et billede. Det er og bliver et kors for forstanden, men ikke desto mindre en begivenhed, man er nødt til at forholde sig absolut til. Og så er det man bliver tavs. Det er fantastisk illustreret i filmen The Passion Of The Christ af Mel Gibson. I de sidste tre sekunder af filmen ser man en skikkelse forlade gravkammeret. Og disse sidste sekunder overtrumfer fuldstændigt de par timer i filmen, der er gået forinden, og hvor man har set hvordan Jesus er blevet både ydmyget, pint og svigtet. De sidste sekunder er fuldstændigt udramatiske, næsten blot konstaterende. Men selve effekten er meget dramatisk.

At kaste sig ud i troen på opstandelsen er at kaste sig ud i et liv med en fremtid, som man kun kan forvente sig noget godt af, da det er Guds fremtid - for at tale med Moltman. Det er da også tankevækkende, og sigende, at en samtalebog med Johannes Møllehave om livet og døden har fået titlen Det ender godt. En bog, som jeg i skrivende stund dog selv har til gode at læse. Men samtidig dementeres denne positive tilgang ofte af virkeligheden. Det er banalt at nævne, at krig og ufred, hungersnød og sygdomsepidemier kun kan gøre en deprimeret. I virkeligheden burde man oftere undre sig over, hvordan vi overhovedet kan være til som mennesker i en sådan verden. Som Søren Ulrik Thomsen udtrykker det i hans nye digtsamling Rystet spejl: "det er så mærkeligt / at vi virkelig skal dø / men tanken om opstandelsen er ikke mærkeligere / end at vi virkelig findes".

Hvordan kan man bevare en positiv tilgang til fremtiden, når livet omkring os, og måske også vores eget liv, synes at lære os det modsatte? Måske kan det forklares ved at bruge netop forelskelsen som billede. At være forelsket i livet er en vedholdende tro på at kærligheden og alt det der giver liv - i sidste ende Gud - til sidst sejrer, på den ene eller anden måde. I en forelskelse dropper man alle negative tanker og kaster sig ud i det brusende liv. Døden er næsten ikke-eksisterende, det hele er bare liv med stort L. Som det hedder hos Laus Strandby Nielsen i Mellemrum: "Pakket ind i ord sover to mennesker / så tæt sammenslyngede at man ikke skulle tro / der var plads til døden". Grundlaget for det hele er usikkert og dybest set et postulat. Men forelsket i livet i opstandelsestroen, og i en accept af livets usikkerhed som et eksistensvilkår, er det måske mindre svært at tage opstandelsesbudskabet til sig, og glæde sig over, at budskabet, kvinderne sad inde med, rent faktisk kom videre. Det kom ud, i hele verden, og gjalder stadigvæk, og stadig til anfægtelse, undren og beruselse.

Krist stod op af døde i påske-morgenrøde, thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje!