VM i fodbold i Sydafrika 2010 synes jeg har været en begivenhed ud over det sædvanlige på en lang række områder. Først tænkte jeg, da landet fik tildelt værtsskabet, at det er utroligt fascinerende og dragende, som historien ændrer sig, og hvordan det fx. afspejles i en sportsbegivenhed som VM i fodbold. Jeg kan stadig huske den tid, hvor Sydafrika var udelukket fra deltagelse i alle internationale sportsbegivenheder, herunder OL og VM pga det daværende apartheidstyre. Og i 2010 skrives fodboldhistorie, da det er første gang at VM afholdes på det afrikanske kontinent. At Sydafrika ikke nåede videre fra den indledende runde, og at det sidste afrikanske hold, Ghana, missede semifinalen pga en ulovlighed fra Uraguays side, er så en anden snak!
Og så er der fænomenet Tyskland, som af mange grunde har levet en tilværelse som prügelknappe, dels pga ucharmerende, men effektiv fodbold, og dels pga landets historie. Ikke for ingenting var det det helt store nummer, at Tyskland skulle møde England i ottendedelsfinalen. Her blev refereret til en engelsk avisforside fra sidst, de spillede, og hvor England vand 5-1 over Tyskland. Overskriften lød 'and dont mention the score', som er et ordspil med 'and dont mention the war', som igen er en reference til Fawlty Towers soap'en med John Cleese (dk: Halløj på badehotellet), hvor han i et afsnit får besøg af tyskere, og hvor den halvdumme tjener får fortalt adskillige gange, at han for guds skyld ikke må nævne krigen for gæsterne - dont mention the war.
Det blev virkelig et drama, hvor England blev snydt for et mål (målkammeret viste, at den var tydeligt inde), på samme måde, som Tyskland i en nøjagtigt tilsvarende situation, i en efterhånden legendarisk kamp, måske-måske ikke fik tilkendt et mål uberettiget (hvilket fik et formiddagsblad til at lave forsideoverskriften "Efter 66 år - tak for sidst!").
Der blev spillet på alle tænkelige krigsmetaforer. Men det interessante er, at man har sympati for dette hold, da spillet er charmerende, omend stadig effektivt. Og så er der det helt usædvanlige, at hele 11 spillere har anden etnisk baggrund end tysk. Det er med andre ord et multietnisk hold, der spiller. Tilmed VMs yngste hold, derfor kan det også være et billede på en ny begyndelse for Tyskland. I semifinalen mod Spanien - de regerende europamestre - var de dog tilbage i det knap så charmerende spil, og det kostede også finalepladsen.
Og hvad har alt dette med kristendom at gøre? Jo, fodbold er en god metafor for kristendommen. I begge situationer handler det om at ramme målet. Hvis en spiller rammer stolpen, i stedet for målet, siger vi gerne, at det var synd. Og pudsigt nok betyder ord synd faktisk at ramme forbi målet. I kristendommen hedder det, at vi skal leve i fuldkommen kærlighed til vore medmennesker og Gud selv. Det er meningen og målet med livet, ubetinget, absolut og uden forbehold. Og her rammer vi ikke engang stolpen, men skyder langt ved siden af, hele tiden.
Desuden er der sejrsmetaforen, som er yderst tankevækkende i denne sammenhæng. Når der scores, eller Danmark er foran, lyder det gang på gang fra tilskuerpladerne, at sejren er vor - også selvom vi ikke har gjort nogetsomhelst for det. Ikke desto mindre jubler vi som det mest naturlige i verden, som om vi selv spillede med på banen.
I kristendommen får man ganske ufortjent del i Jesu gerninger, og hans tilgivelse, og kan, uden, at det er vor fortjeneste, også råbe sejren er vor!
