Vilhelm, der påbegyndte teologi-studiet efter faderens vilje (han ville hellere have været gartner, og havde ikke meget til overs for præster), fik her en noget blandet oplevelse af undervisningen. Især professor H.N.Clausens teologi var problematisk, mente den unge Beck: ““Clausen ødelagde de evangeliske beretninger ved at fortolke dem. Mirakler gjorde han til misforståede parabler, og syndefaldet blev til en myte. “Engle og djævle afskaffet, uddrivelsen af onde ånder gjort til en lempelse af Kristus efter datidens overtroiske forestillinger, Kristi forsoningsdød som et offer og en betaling for vore synder gjort til blot en bekendtgørelse om, at Gud var ikke vred, helvede afskaffet og altings ende med alle menneskers salighed - nej, det kunne jeg se, var ikke Bibelens kristendom, og mit hjerte sagde uafladeligt nej til hans hjemmegjorte kristendom”. Sagen var, at “enten er Bibelen sandhed fra først og til sidst, eller også er et hele med kristendommen intet”” (Egon Clausens Guds knaldepisk. De helliges høvding, s. 41f).
Men Vilhelm Beck var ikke stifter af Indre Mission, det var der tre andre, der fik æren af.
Den omvandrende prædikant Jens Larsen (til daglig smed i Kirke Værløse) var blevet grebet af en uimodståelig åndelig kraft - dels efter at have hørt en salme af Brorson, dels efter at have hørt Grundtvig holde en prædiken i Vartov. I begyndelsen var han således en god grundtvigianer, hvor trosbekendelsen, dåben og nadveren var selve det levende ord.
Han mødte gårdejeren Peder Pedersen og væveren Peder Sørensen.i 1853, og alle tre var de lægmænd, og var (derfor) skeptiske overfor de lærde præster, og da disse (herunder Grundtvig, som tilbragte hele sommeren på godset Rønnebæksholm) svigtede under koleraepidimien i København 1853, besluttede disse tre at gøre noget ved den åndelige situation i Danmark. Her er det interessant at bemærke, at ‘de hellige’, som de mente ikke havde svigtet under epidimien, ikke havde søgt at lindre de syges sygdom, men at trøste de døende; Gudsforholdet skulle jo først og fremmest være i orden.
En sådan gruppe af hellige mødtes 17. september 1853 i landsbyen Ordrup, og sådan blev Indre Mission til.
I 1861 blev Vilhelm Beck medlem af bestyrelsen, og en af de første udrensninger/fyringer fandt her sted - det gik ud over Jens Larsen, ham der havde været med til at skabe organisationen; eller rette ‘tanken’, for organisation var der egentlig ikke meget af endnu. Men man mente, at han var blevet for overmodig og spredte falske og forvirrede lærdomme, og. Vilhelm Beck vandt blandt andre Johannes Clausen til at fyre Jens Larsen på generalforsamlingen i Stenlille i efteråret 1861. Han ville nemlig ikke gå frivilligt. Men Egon Clausen skriver (s.78): “Deres egentlige interesse lå dog ikke i foreningen som sådan, men i hvad den kunne bruge til. Johannes Clausen mente nemlig, at når lægmandsbevægelser og sekter skød op overalt, skldtes det præsternes dovenskab og ringe anseelse i befolkningen, og for dem begge stod det klart, at kirken var truet såvel indefra som udefra, men hvis man nu kunne samle de troende og gøre dem til kirkens stridsmænd, var alt håb måske ikke ude, og måske var Indre Mission et egnet redskab i kampen for at generobre det tabte terræn? (...) Hvis Indre Mission skulle bruges til noget, måtte den demokratiske lighedstanke kort sagt skiftes ud og erstattes af en ledelse, der kunne handle hurtigt uden at skulle afvente udfaldet af slskens palaver. det var de enige om”.
Hovedfjenden var grundtvigianismen. Den havde, som vi så i sidste afsnit, et alt for lyst syn på tilværelsen. Blandt andet grundtvigianernes påstand om, at omvendelse var mulig, også efter døden, tog de skarp afstand fra: ““Den der prædiker omvendelse efter døden, må have studeret teologi på djævelens universitet”, sagde Vilhelm Beck. Han hævdede, at hvis døden ikke er endegyldig, bliver alt andet ligegyldig. Hvis man i tide var blevet omvendt, gik sjælen lige ind i himlen; men hvis man var vantro i dødsøjeblikket, gik man fortabt og havnede i helvede, hvor man blev pint til evig tid” (s. 94f).
En anden markant mærkesag var den skarpe skelnen mellem ‘Guds folk’ og dem, der tilhørte verden; som i bund og grund - i Vilhelm Becks øjne - svarede til Indre Mission hhv. grundtvigianerne. Lignende tanker tilhørte dog også de tidlige grundtvigianere.
Han var ganske vist en god grundtvigianer i den forstand, at han lagde mest vægt på sakramentene, dåben og nadveren, men Grundtvigs bon mot: Menneske først, kristen så, tog han afstand fra. “”Det er den gamle fejltagelse, først kultur, så kristendom,” sagde han. “Efterhånden har man udslettet grænsen mellem Guds rige og verden. Nej, først Guds rige, også først i tidsfølgen, så det øvrige, det er Vorherres orden. Guds rige vil aldrig være halen. Det er og vil være hovedet. Kulturen, det menneskelige, det nationale. det er halen” (s. 100f). Modsat Grundtvig tillagde Vilhelm Beck altså ikke menneskelivet i sig selvgrundlæggende værdi.
Hvis man - som jeg har gjort - kan kalde trosbekendelsen for Grundtvigs archimediske punkt, må Vilhelm Becks archimediske punkt være dåben. Grundtvig mente, at menneske havde en medfødt evne til at tro, mens Vilhelm Beck mente, at dette kun var muligt efter dåben. I sin polemik mod Grundtvig kunne han advare mod baptistiske tendenser, for i deres tale om en medfødt evne til at tro, lå der efter Becks opfattelse “et Frø til en rigtig solid Baptisme endog midt i Grundtvigianismen” (Kurt E. Larsens Vilhelm Beck. Missionspræsten, s.249). Det skal forstås således, at barnedåben strengt taget ikke var vigtig for grundtvigianerne, da evnen til at tro jo var medfødt - nødvendigheden af barnedåben var i den forstand - i hvert faldt i polemikerens øjne - anderledes.
En anden - måske endog mere markant - uenighed mellem de to retninger var Bibelens rolle. Grundtvigianere læste den mere (som en indremissionær ville sige det:) liberal, mens Indre Mission var bogstavtro. Så nok var dåben i en vis forstand Vilhelm Becks såkaldt archimediske punkt, men det var dog stadig den skrevne bibel, der havde absolut autoritet. Måske kan det bedst udtrykkes sådan, at bibelen havde den absolutte autoritet, men denne gav ingen mening før man faktisk var døbt. I den forstand var barnedåb ekstrem vigtig. I princippet var ‘omvendelse’ ikke mulig førend man var døbt.
Selvom der altså virkelig var skarpe modsætnigsforhold mellem grundtvigianerne og Indre Mission, forblev de - som bekendt - begge i folkekirken - det var en ‘broderstrid’, hvor polemisk og hadsk den sommetider end kunne være.
Både Indre Mission og grundtvigianerne havde trods alt barnedåben til fælles. Stort set alle firkirker har bekendelsesdåb, dvs. voksendåb.
