Dåb/nadver

 

Mandelas lære

 

Etik uden Gud?

 

Michael Jackson, m.fl.

 

Gud er kærlighed?

 

Næstekærlighed?

 

Avatar og klima?

 

Mit kristendomsyn

 

Synd tappert!

 

Big Bang, m.v.

 

Dommedag

 

Gode gerninger?

 

GT og Jesus?

 

Hvem er næsten?

 

 

Vejen til frelsen - troen, loven eller kærligheden?

 

 

Jesus har erklæret alt mad for rent, jvf. fx. Markus, kap. 7, v. 14-23:

"Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. Har nogen ører at høre med, skal han høre!«

 

Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord,  ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.«"

 

Det dobbelte kærlighedsbud er i centrum. Ikke alle mulige regler om bedetider, faste, og adskillige renhedsforskrifter.  Ovennævnte Massoud Fouroozandeh skriver ligefrem i Den forbudte frelse: "Renhed betyder alt i Islam. At være uren er at være uretfærdig, og vil man være rettroende, må man uafbrudt stræbe efter renhed. Jeg følte mig aldrig ren nok. Specielt ikke ren nok til at røre ved den hellige skrift, Koranen, som man skal gennemgå adskillige ritualer for at blive ren nok til at røre ved" (s. 43 - Fouroozandeh er i øvrigt fra Iran).

 

Blandt andet derfor betragtes islam fra kristen side ofte som en lovreligion, som kan betyde i hvert fald to ting. Den mest oplagte, og det er den, der oftest henvises til i medierne, er, at islams hellige skrifter også er fyldt med decideret lovstof. Ligesom det gælder for det gamle testamentes mosebøger, dvs jødedom. Hvilket blandt andet betyder, at religion og politik er sammenblandet på en måde, som er fremmed for kristendommen (her tænker jeg først og fremmest på protestantismen i den lutherske version).

 

Men der er en mindst lige så vigtigt betydning af ordet lovreligion. Det er nemlig spørgsmålet om, hvad det er, der frelser den enkelte. Er det troen, eller er det lovens gerninger? I den protestantiske version af kristendommen siger vi, at det er troen, der frelser. I islam har gerningerne også direkte betydning for frelsens mulighed. Samtidig med, at frelsens mulighed (naturligvis) er betinget af nåden. Et billede kan måske tydelig gøre dette. 

 

Niels Henrik Arendt refererer en "lille ordveksling fra en samtale, jeg engang deltog i, mellem en afrikansk kristen biskop og en pakistansk muslim (...) Biskoppen prøvede at forklare muslimen, hvad kristendom var, ved at fortælle en historie: "En mand faldt i en flod med en rasende vild hvirvelstrøm. Han kæmpede for at redde sig i land, men kunne ikke. Han var fortabt. Men inde fra bredden, havde en anden set det, og nu kastede denne sig ud i floden og reddede den druknende, men kun ved at han selv satte livet til". Her overfor indvendte muslimen, at historie i virkeligheden burde lyde således: "En mand valgte at springe i en flod med en rasende vild hvirvelstrøm. Han var fortabt. Men inde fra bredden havde en anden set det, og han smed et redningsreb ud til den druknende, som denne så selv måtte bjærge sig ved. Og det var vel også kun rimeligt, siden han havde bragt sig i denne knibe". Redningsrebet, der kastes ud til det nødstedte mennneske (og som omtales i sura 3,103), er for muslimen åbenbaringen af den guddommelige vilje, som den findes i Koranen og i den islamiske lovgivning. At gøre lovens gerninger er at bjærge sig ved dette reb. Det er en kendsgerning, at mange muslimer virkelig sætter deres kræfter ind på at gøre, hvad de opfatter som Guds vilje. At være muslim er at være forpligtet. Man kan med rimelighed spørge, om det ikke i langt højere grad burde gælde for den kristne?" (s. 114f i Gud er stor).

 

Ovenstående citat er yderst interessant. Blandt andet viser det islams tilsyneladende blinde tro på, at menneske grundlæggende er i stand til at vælge det gode, og i hvert fald har sin frie vilje til at gøre det rigtige. Mennesket får nok hjælp, men gør det ingenting, drukner det. I kristendommen drukner man ikke - her er der et andet menneske, der sætter livet til, for at redde mennesket fra druknedøden. I øvrigt er det værd at overveje, om Arendt har ret i, at kristne burde føle sig mere forpligtet på den kristne forkyndelse. Har vi glemt, at Kristus ikke kun er gave, men også opgave, ikke kun gave, men også forbillede? For selvomgode gerninger i kristent lys ikke giver point hos Gud, er vi jo stadig pligtige at gøre dem.

 

Og jeg mener personligt, at ovenstående illustrerer en meget vigtigt forskel på islam og kristendom. Føromtalte Massoud Fouroozandeh, som i dag driver mission blandt nydanskere, skriver da også i førnævnte bog: "Den store forskel på kristendom og Islam kan skrives på fire bogstaver: Nåde. Da jeg var muslim, kunne jeg aldrig være sikker på, at jeg var god nok til at komme i himlen. Hele livet skulle jeg frygte min død, når Allah tog sine to vægtskåle frem for at veje mine gerninger. Ville jeg ende med evige pinsler, fordi jeg blev fundet uværdig til at komme i himlen? Eller ville jeg slippe igennem nåleøjet? Jeg ville aldrig kunne vide mig helt sikker, men i kristendommen er læren helt anderledes. Ingen fortjener at komme i himlen, men alle bliver inviteret til det! For Jesus har allerede taget den straf, som vi fortjener, og den eneste vej til Gud går gennem Jesus" (s. 208).

 

Det er interessant læsning af en tidligere muslim. Og han har også givet en af de mest præcise beskrivelser af vejen til frelse, som jeg har læst. Helt enkelt, nemlig: Fællesskab med Gud. Han skriver: "En blomst kommer aldrig til at blomstre ved at anstrenge sig, kun ved at blive på stilken i tillid til, at det er godt at være der. Derfor passer det ikke, når nogle siger, at der ikke er forskel mellem forskellige religioner. For i Islam skal man anstrenge sig for at blive god nok, mens karakterforvandlingen ikke sker gennem anstrengelser i den kristne tro, men gennem fællesskab med Gud. Jesus giver selv et meget stærkt billede på, hvordan livet med ham kan forme én og give én nyt liv. Han sammenligner sig selv med et vintræ og siger, at "den, der bliver i mig bærer megen frugt". Et træ skal kendes på sin frugt, og kærligheden vokser frem, hvor Jesus får lov at leve" (s. 209).

 

Så smukt, så smukt, så smukt. Jeg bør nok tilføje, at i kristendommen kan man ikke have fællesskab med Gud uden på samme tid at have fællesskab med næsten. Vejen til Gud går igennem næsten. Vi skal møde vor næste, som var det Kristus selv.

 

Muslimen Sherin Khankan taler også om at handle, som om Gud hele tiden står foran en. Hun er nok mest kendt fra medierne i sin egenskab af at være medstifter af Forum for Kritiske Muslimer. Hun er interessant deri, at hun godt nok er født i Danmark, men er halvt finne, halv syrer, opdraget af en kristen mor og en muslimsk far. Hun ender med at vælge islam, men det er tankevækkende, at det er den gren, der hedder sufisme, som hun er stærkt inspireret af. Denne retning betragtes af mange muslimer som kættersk, da afstanden mellem skaber og skabning, Gud og menneske er noget mindre, og forholdet dermed mere intimt, end man traditionelt ser i islam, hvor mennesket helst ikke skal komme for tæt på sin skaber. 

 

Jeg studsede bl.a. over følgende formulering i hendes bog Islam og forsoning: "For mange sufier er målet udelukkende at elske Gud uden nogen form for beregning. Men kærligheden til Gud er forbundet med forholdet til medmennesket. Kun ved at tjene næsten, tjener man Gud. Det guddommelige åbenbarer sig således gennem det ansvarsfulde møde med det andet menneske. Fra et holistisk islamisk perspektiv er bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse [islams fem søjler] blot redskaber til at huske Gud og vores næste. Ritualerne er ikke målet i sig selv, men midlet (...) At være tæt på Gud er at tjene sit medmenneske" (s.63f). Se også Sherin Khankans bidrag til DR2s serie Der er noget galt i Danmark, en lille film med titlen "Korsvejen" - her.

 

Når man ser bort fra henvisningen til islams fem søjler, kunne det lige så godt være en beskrivelse af kristendommen, og derfor er det ikke så mærkeligt, at det er sufismen hun er tiltrukket af, hvis hun absolut skal finde balancen mellem kristendom og islam i islam.

Interessant var det også at følge samtalen mellem Martin Krasnik og Mona Eltahaway (kvinde, egypter og muslim, som det hed i programmet), som fandt sted under Århus Festuge 2009 foran et publikum. Hun insisterede på ikke at svare på et spørgsmål om, hvor mange gange om dagen hun bad. Hendes forklaring var, at selve spørgsmålet følger de konservatives dagsorden, som hedder, at man selvfølgelig beder fem gange i døgnet, og hun ønskede ikke, at denne dagsorden skulle bestemme, hvorvidt hun var rigtig muslim eller ej, det skulle hun nok selv afgøre. Sætter med det over for den islamkritiske Ayaan Hirsi Alis udsagn: "Hvis man kalder sig muslim, skal man følge hans eksempel, ikke kun ved at bede fem gange om dagen, men også ved at efterleve hans moral" (citeret fra Tavshedens tyranni af Flemming Rose, s. 339), forstår man godt hendes statement. For hvad er sand islam for muslimer?

 

 

Men nu at gøre det helt klart: Muslimer skal vises omsorg og næstekærlighed, som ethvert andet medmenneske/enhver anden næste. Alt andet ville være et brud med det dobbelte kærlighedsbud. Men islam som religion skal bekæmpes med ord, igen og igen og igen...