Mit udgangspunkt for min læsning af bogen er altså ret positiv. Men så behandler hun den famøse tørklædeproblematik, og jeg må indrømme, at her står min forståelse fuldstændig af. Hvorvidt et medmenneske vælger at gå med tørklæde eller ej, er ikke det store knudepunkt, men dets fokus. Jeg ville jo som kristent menneske ønske, at man overhovedet ikke tilkendte tørklædet nogen værdi. For hvis det virkelig er rigtigt, at man tjener Gud ved at tjene sit medmenneske, skulle fokus jo hele tiden være netop der, og ingen andre steder. Så blot dette, at tørklæde overhovedet er et issue, forstår jeg simpelthen ikke. Jeg fornemmer, at Sherin Khankan har skrevet afsnittet om kvinder i islam og om de famøse tørklæder for at illustrere, at rigtigt mange muslimske kvinder har valgt at bære klædet frivilligt, og fred være med det, var jeg lige ved at sige. Men at det overhovedet spiller en rolle, har jeg svært ved at forstå.
Så er hun heldigvis mere på 'rette vej', når hun behandler begrebet om sharia, et begreb der er mere kompliceret end som så, og som ikke altid kan reduceres til en strafferetslære. Selv skriver hun, at hverken stening eller døsstraf er nævnt i Koranen. "Stening er en straffeform, som legitimeres af fire lande med henvisning til enkelte hadith-beretninger, der er i direkte modstrid med Koranens ord, som af denne årsag forkastes af mange muslimer, da der er enighed om, at en hadith skal forkastes, hvis den er i modstrid med Koranens vers" (s. 174f).
Inspireret af den såkalte Euroislam, som blandt anden Tariq Ramadan har skrevet om, skriver hun endvidere frit efter Ramadan: "At praktisere sharia er derimod ifølge mange aktive muslimer i Vesten såvel som i den muslimske verden at være loyal over for det samfund, man er bosat i" (s. 249).
Endvidere skriver hun, at alle forsøg på at tolke Koranen, kun kan være en tilnærmelse til sandheden og aldrig sandheden i sig selv, da kun Gud er sandheden. Jeg vil hævde, at hvis flere muslimer ville underskrive det udsagn, ville meget se anderledes ud i verden.
Og så vælger hun endog at lade bogen klinge ud med et citat fra gamle K.E.Løgstrup (måske den største kristne teolog i forrige århundrede, der såmænd havde sin gang på Århus Universitet) og hans tanker om den etiske fordring, og de suveræne livsytringer. Om det er for at vise rummelighed, at hun gør det, skal være mig usagt, men hun har vist glemt, at Løgstrups etiske fordring har sin rod i Jesu forkyndelse!
Også den toneangivende danske imam Abdul Wahid Pedersen opdagede et stykke inde i sin tid som konverteret muslim, at det faktisk var sufismen, han var tiltrukket af. Og havde også oplevelsen af, at ordet 'sufisme' var ilde hørt i mange muslimske kredse.
Desværre er han ikke lige så klar i mælet som Sherin Khankan, når spørgsmålet handler om stening og pisk som straffeform. Han synes at mene, at spørgsmålet bliver stillet forkert. Som menig muslim kan man ikke uden videre afsværge en bestemmelse i en guddommelig lov, men det er ikke det samme som, at man 'går ind for det' "- selv om det naturligvis er den konklusion, der ofte drages i den ikke-muslimske offentlighed (...). Nogle muslimer, Abdul Wahid inklusive, ser det helt klart som noget, man ikke skal 'gå ind for'. Det er meningen, man skal være skræmt fra vid og sans bare ved tanken alene (...) Hvis man alligevel vælget sidespringet, sætter man selve samfundets fundament, kernefamilien, under angreb. Når der så oven i købet er så strenge vidnekrav, som tilfældet er, bliver det yderligere tydeliggjort, at denne lov først og fremmest skal virke afskrækkende" (s. 149 i Islam på jysk).
Når netop straffebestemmelse om stening er så interessant i denne sammenhæng, skyldes det et meget centralt udsagn af Jesus, som efter min mening er det helt centrale i kristendommen, og som hænger uløseligt sammen med det dobbelte kærlighedsbud. Og som står i diamentralt modsætning til ovenstående betragtninger og (bort)forklaringer mht til stening ikke-stening i islam.
Det er fra Johannesevangeliets kapitel 8, hvor en gruppe jøder tilsyneladende har grebet en kvinde i 'ægteskabsbrud' på fersk gerning. Ifølge jødisk lov skal en sådan kvinde stenes. Og det giver dem anledning til at spørge Jesus om hans mening, hvortil han kommer med et fantastisk svar: "Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem:
»Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.«" (vers 7).
Det ender med at de går væk, én for én, de ældste først. Og den eneste der, som syndfri, har ret til at kaste med sten, nemlig Jesus, gør det naturligvis ikke. En forkyndelse, som står i skærende kontrast til islams ditto. Jesu sidste udsagn til kvinden (i vers 11) er "»Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.«".
Men nu at gøre det helt klart: Muslimer skal vises omsorg og næstekærlighed, som ethvert andet medmenneske/enhver anden næste. Alt andet ville være et brud med det dobbelte kærlighedsbud. Men islam som religion skal bekæmpes med ord, igen og igen og igen...
