05.05.2013
[fra RÆSON13, der formelt udkommer torsdag d.9/5]
Af Peter Nedergaard, professor i statskundskab, KU
Mange har haft svært ved at se den røde tråd i regeringens politik fra valgkampen i 2011 og frem til foråret 2013. Det forhold er sandsynligvis medvirkende til en konstant lav tilslutning i opinionsun-dersøgelserne: omkring 100 mandater til Lars Løkke Rasmussen og kun omkring 75 mandater til Helle Thorning-Schmidt. Mange har sikkert spurgt sig selv: Hvordan kan en regering fejle så kraftigt? Skyldes det inkompetence, mangel på lederskab, håbløst og ukoordineret spin, opportunistisk magtbegær, simpel irrationalitet eller noget helt sjette?
Regeringen har selv svaret overordnet på spørgsmålet på to måder. Dels har man påpeget, at De Radikale i regeringskoalitionen var uenige i betydelige dele af S-SF’s Fair Løsning, hvorfor den plan ikke kunne gennemføres. Dels har man fremhævet, at den økonomiske krise har været dybere end først antaget, hvorfor man har måttet lave mere drastiske offentlige nedskæringer end påregnet.
Selvom jeg anerkender, at begge svar har noget på sig, mener jeg samtidig, at de er utilstrækkelige. Der må være langt mere på spil, hvis regeringens dramatiske politiske holdningsskift efter valget skal kunne legitimeres.
Jeg vil i dette essay forsøge at stille regeringens projekt op på benene, således at det forekommer at være baseret på en rationel overvejelse, som indbefatter et perspektiv langt ud over næste valg. Jeg ved ikke, om det er sådan, regeringsmedlemmerne har tænkt projektet, og der er således ikke tale om, at essayets grundlag er dataindsamling hos primærkilderne. Der er alene tale om min tolkning af regeringens politik på distancen.
Der skal desuden tages det forbehold, at jeg alene vil inddrage den socialdemokratiske position. Antagelsen er, at regeringsprojektet overvejende reflekterer en socialdemokratisk tankegang, fordi dette parti er det største i regeringen og står stærkest heri med stats- og finansminister-posterne. Jeg tolker således med andre ord regeringens ’løftebrud’ som udtryk for et bevidst social-demokratisk ’brud’ og ønske om at bringe partiet et andet sted hen, hvilket i det følgende kaldes ’partiets rødder’. Hermed forstår jeg den grundlæggende politik og ideologiske position, som den var gældende før ca. 1960 for Socialdemokratiet (jeg bruger i dette essay bevidst denne traditionelle betegnelse i stedet for den nymodens officielle betegnelse: ”Socialdemokraterne”).
Den periode, man ønsker at vende tilbage til, er samtidig en periode, hvor partiet oplevede mange af sine vælgermæssige højdepunkter, hvor det havde massiv opbakning blandt de privatansatte lønmodtagere, og hvor dets historisk set største lederfigur i form af Thorvald Stauning var socialdemokratisk statsminister i perioden 1929-42. Stauning har en helt særlig status i Danmark i almindelighed og i Socialdemokratiet i særdeleshed. Denne status beror på hans præstationer, da han i 1930’erne vaccinerede Danmark mod politisk ekstremisme og samtidig med Kansler-gadeforliget lagde grundstenen til efterkrigstidens velfærdsstat. Thorvald Stauning er for Danmark og Socialdemokratiet, hvad Nelson Mandela er for Sydafrika og ANC. Stauningianisme er Social-demokratiets genetiske urkode.
Med Bjarne Corydons ord i RÆSON KOMPAKT (marts 2013) kan man også sige det på den måde, at målet for regeringen er at få genetableret Socialdemokratiet som et folkeligt mid-terparti i stedet for vedblivende at fastholde illusionen om at være et venstrefløjsparti. I forhold til de umiddelbart foregående partiledere i form af Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft kan man sige, at den nye linje er semiideologisk som Aukenlinjen, men endnu mere mid-tersøgende og realitetsbetonet end Nyrup- og Lykketoftlinjen.
Jeg tager i det følgende udgangspunkt i fem påstande, der er indbyrdes forbundne, men som hver især i en vis forstand kan siges at legitimere regeringsprojektet og de holdningsskift, som har vist sig. Jeg går således ud fra, at den politiske ændring i Socialdemokratiet på disse fem områder er udtryk for en bevidst og ægte bevægelse tilbage til de socialdemokratiske rødder inkar-neret i Thorvald Stauning.
Første påstand: Et lavere skattetryk er igen en del af den socialdemokratiske ideologi
Med hensyn til skattetrykket i Danmark har det i mange år været god tone i Socialdemokratiet at ville hæve – eller i hvert fald ikke at ville sænke – skattetrykket. Baggrunden herfor har især været to forhold. Dels er det blevet betragtet som udtryk for solidaritet, at især høje indkomster blev be-skattet hårdt, med henblik på at der kunne overføres midler til borgere med lavere indkomster via overførsler og ydelser. Dels antog det store flertal af socialdemokrater, at der var mange fælles sam-fundsopgaver, som man ønskede løst, og hvis finansiering via det offentlige krævede et vist, betyde-igt skattetryk.
Disse holdninger har haft konsekvenser. Hvis progressiv beskatning er udtryk for soli-daritet, dvs. det, at man opkræver langt mest skat fra de rigeste, er de højestlønnede danskere blandt verdens mest solidariske. Diverse nyere skattereformer har ikke ændret nævneværdigt herpå at dømme efter Skatteministeriets tal: De 20 procent med de højeste lønninger betaler stadig i alt ca. 50 procent af de samlede indkomstskatter. Omvendt betaler landets 40 procent dårligst lønnede kun omkring 10 procent af indkomstskatterne.
Med regeringsprojektet er holdningen i Socialdemokratiet nu imidlertid blevet, at skattetrykket ikke kan hæves mere, fordi de højtlønnede så enten vil arbejde mindre eller flytte. Skattetrykket skal derfor snarere sænkes, fordi der eksisterer en international skattekonkurrence, som sætter højskattelande under et stigende pres. Også Socialdemokratiet anerkender således nu i overensstemmelse med så megen nyere økonomisk forskning, at et skattetryk blandt verdens allerhøjeste ikke er bæredygtigt i længden, da det bremser den økonomiske vækst, produktivitetsudvik-ling og dermed jobskabelsen. Skadevirkningerne af et ekstraordinært højt skattetryk i Danmark er med andre ord blevet større end fordelene.
På baggrund af den socialdemokratiske historie burde det ikke være særlig problema-tisk med en sådan ideologisk vending på skatteområdet. Det vil i virkeligheden bringe den socialdemokratiske skattepolitik i overensstemmelse med rødderne. For den ofte hørte påstand om, at Socialdemokratiet altid har været tilhænger af høje skatter, er i hvert fald forkert.
Fx fremhævedes det i det første socialdemokratiske principprogram fra 1913, efter at Stauning havde overtaget formandsposten, at partiet ville arbejde for: ”Afskaffelsen af Skatter og Love, som skaber Varefordyrelse for Befolkningen”. I det hele taget var Stauning ikke nogen tilhænger af et højt skattetryk. Det samme gjaldt de socialdemokratiske statsministre, som fulgte umiddelbart efter ham. Perioden med stærkt stigende skatter kom først med Jens Otto Krag og de efter ham følgende statsministre, hvor velfærdsstaten etableredes og fik et selvforstærkende vokse-værk.
1950’erne var i Danmark politisk set domineret af Socialdemokratiet, som fik mere end 40 procent af stemmerne ved folketingsvalgene i dette årti. Man sad også i det meste af perio-den inde med statsministerposten. Den socialdemokratiske dominansperiode faldt sammen med, at Danmark havde et af den vestlige verdens laveste skattetryk. Nedenfor er de direkte og indirekte skatter til staten vist i forskellige lande i perioden 1952-53 målt som procent af nationalindkomsten:
- Danmark: 14 procent
- Vesttyskland: 15 procent
- Italien: 16 procent
- Canada: 16 procent
- Norge: 19 procent
- Irland: 20 procent
- Australien: 20 procent
- USA: 21 procent
- Sverige: 21 procent
- Finland: 21 procent
- Belgien: 23 procent
- Frankrig: 23 procent
- Østrig: 26 procent
- New Zealand: 26 procent
- Storbritannien: 27 procent
- Holland: 28 procent
(Kilde: ’Hvem Hvad Hvor 1956’, side 195. Bemærk, at tallene kun vedrører statskassen, og at de lokale skatter kan have varierende betydning fra land til land. Endvidere gælder, at skatternes forde-ling har betydning for skattetrykkets pres).
Alt i alt kan situationen fortolkes således, at Socialdemokratiets ledelse med de sene-ste regeringsinitiativer har erkendt, at skattetrykket på en lang række skattekilder er kommet for højt op, og at et sådant højt skattetryk bør bringes langsomt og gradvist ned. Et lavere skattetryk er sam-tidig udtryk for en mere oprindelig socialdemokratisk politik end den nuværende højskattepolitik. Et lavere skattetryk er udtryk for stauningianisme. Thorning har således blot påbegyndt vejen mod Stauning.
Anden påstand: Flittige danskere er på ny en del af det socialdemokratiske ideal
Fliden eller manglen herpå kan anskues på mikroplan og på makroplan. På makroplan springer det i øjnene, at omkring 700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder er mere eller mindre permanent uden for arbejdsmarkedet og på overførselsindkomst. Det er i international sammenhæng et meget højt tal og sandsynligvis verdensrekord. Man kan naturligvis diskutere, om dette er udtryk for man-gel på flid. De seneste års stramninger – støttet af Socialdemokratiet – tyder imidlertid på, at det er sådan, situationen opfattes blandt ledende politiske beslutningstagere, efterhånden som idealet om den selvhjulpne borger er vundet frem.
På det individuelle plan har manglen på flid konsekvenser ved, at Danmark får færre hænder til at tage fat og dermed ender med manglende konkurrenceevne. Efter alt at dømme er år-sagen til Danmarks manglende konkurrenceevne ikke mindst den ringe produktivitetsudvikling, idet den i en række år har ligget under, hvad man ser i de lande, som vi ellers sammenligner os med. Det er bl.a. baggrunden for nedsættelsen af regeringens produktivitetskommission, som skal undersøge dette forhold.
Generelt set kom fliden i skammekrogen fra 1960’erne og frem. Det skete samtidig med, at flidspræmierne på mange skoler blev gemt bort, og de flittige elever blev i en lang årrække betragtet som morakkere.
Denne opfattelse af flid er imidlertid i stærk modstrid med et tidligere ideal. ”Vort flittige Folk” hed et Rich’s-album fra 1930’erne ligefrem, hvori man i billeder og tekst viste be-skæftigede danskere i alskens forskellige erhverv fra landbrug, fiskeri og industri til kontor og un-dervisning. Albummet blev båret frem af en ånd, hvor arbejde, flid og faglig stolthed var værdsat, fordi det bidrog til at gøre Danmark til et bedre sted at være. Statsminister Stauning skrev forordet til albummet. Han belærte læserne: ”Lær af Bogen at værdsætte Flid og Arbejde, og vær overbevist om, at det kun er ved flittig Udøvelse af Kræfterne, at Mennesket naar til en lykkelig Tilværelse. Uvirksomhed og Dovenskab er menneskenes Fjender. Ved Flid og Arbejde kommer de enkelte frem, og hver enkelt er med til at skabe et Samfund, der kan yde en god Tilværelse baade under Arbejdet, og naar Livsaftenen melder sig.”
Staunings ord blev imidlertid samtidig gradvis og i stigende grad som nævnt trådt un-der fode fra 1960’erne og frem. Den negative italesættelse af fliden blandt danskerne medvirkede sandsynligvis også til visse negative udviklinger på arbejdsmarkedet. Så sent som i 00’erne trak danskerne sig tidligere og tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Ifølge tal fra EU-Kommissionen faldt tilbagetrækningsalderen fra 2001 til 2007 ovenikøbet med ét år – på trods af en stigende leve-alder. Danmark var det eneste EU-land, hvor tilbagetrækningsalderen faldt i denne periode.
I slutningen af 00’erne var gennemsnitsalderen for, hvornår danskerne trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, faldet til 60½ år. I gennemsnit var tilbagetrækningsalderen i EU på 61¼ år. I lande som Norge og Sverige, som vi deler velfærdsmodel med, trak man sig først tilbage fra ar-bejdsmarkedet, når man var henholdsvis 64½ og 64 år i denne periode. Årsagerne til den lave danske tilbagetrækningsalder var dels efterlønsordningen, som ikke findes i andre lande, og dels den fatale nedsættelse af pensionsalderen fra 67 til 65 år under Nyrupregeringen.
Af beslutningstagerne i 90’erne og 00’erne blev den lave og fortsat faldende danske tilbagetrækningsalder i stigende grad opfattet som et problem for de offentlige finanser og dermed for den økonomiske bæredygtighed. De mente, at hvis danskerne var lige så flittige som nordmæn-dene og svenskerne, ville en del problemer for Danmark være løst. Alt dette fik debatten om efter-lønnen til at blusse op. Det fremtvang efterhånden forslaget om en (næsten) afskaffelse af den danske efterlønsordning. Også de socialdemokratiske medlemmer af Folketinget endte med – som en del af Thorning-Schmidt-regeringsgrundlaget – at stemme for en kraftig stramning af efterlønsord-ningen, fordi man alternativt skulle have fundet meget store summer andetsteds, hvis den økonomi-ske bæredygtighed skulle bevares.
Initiativer som skærpelsen af optjeningsreglerne i forhold til at få dagpenge, indsatsen mod, at unge kommer på kontanthjælp, ønsket om at få de unge hurtigere gennem uddannelsessy-stemet, en afdæmpning af stigningstakterne for kontanthjælp med henblik på at gøre beskæftigelse på arbejdsmarkedet mere attraktivt osv. kan alt i alt tolkes som et udslag af, at man igen fra social-demokratisk side gerne ser danskerne blive et flittigt folk bestående af selvhjulpne borgere. Et andet udslag ses også i skolepolitikken, hvor der nu direkte fra den socialdemokratiske undervisningsministers side i stauningianismens ånd opfordres til, at særlig dygtige og flittige elever får lov til at udfolde sig og få udfordringer i skolen.
Morakkerne er igen inde som de mest samfundsnyttige borgere i den socialdemokratiske optik. Også her er Thorning på vej mod Stauning.
Tredje påstand: Sansen for den frie næring er tilbage i Socialdemokratiet
I Matador går Ingeborg på et tidspunkt engang i 1930’erne i Staunings Danmark rundt og bekymrer sig over, at så mange erhvervsdrivende i Korsbæk går ned. Hun og hendes familie har det lunt og godt, men udenfor er der så megen ulykke, siger hun. Hertil svarer hendes far, grisehandler og socialdemokrat Oluf Larsen, rapt igen, at hun vist ikke helt har forstået, hvad den frie næring går ud på. (”Så er der så meget andet, du ikke forstår,” replicerer Ingeborg).
Næringsfriheden i Danmark kom med næringsloven af 1857. Den betød, at ethvert erhverv stod åbent for alle. Håndværkerlavene (der havde bestemt, hvem der skulle etablere sig in-en for deres område i århundreder) skulle ophæves som erhvervsorganisationer. Sigtet var at op-hæve de særlige erhvervsprivilegier og skabe øget konkurrence. Enkelte erhverv blev undtaget fra den frie etableringsret og krævede (bl.a. af sundheds- og sikkerhedshensyn) særlig autorisation. Også de såkaldte læbælter 1½ mil rundt om købstæderne blev undtaget den frie konkurrence – først i 1920 blev der ved lov givet generel tilladelse til at nedsætte sig som handlende i umiddelbar nærhed af købstæderne.
De fleste er enige om, at lovgivningen om fri næring skabte grobunden for den efter-følgende store økonomiske vækst i Danmark med udgangspunkt i det private erhvervsliv. Begrebet ’fri næring’ fik også hurtigt en bredere klang, som ikke kun indbefattede fri etableringsret, men og-så fri aftaleret samt målet om en generel liberal handelspolitik og en anerkendelse af det private erhvervsliv som samfundets hovedkilde til velstand. Alt dette gav også en berettiget veneration for begrebet ’fri næring’, som fik tilslutning fra det meste af det politiske spektrum (undtagen den yder-ste venstrefløj), og som grisehandler Oluf Larsens udsagn så tydeligt reflekterede.
Den holdning er ganske anderledes, end den var i Socialdemokratiet i det halve år-hundrede fra 1960’erne og frem. I kølvandet på ungdomsoprøret blev det private erhvervsliv og erhvervslederne i denne periode ofte lagt for had. Holdningen var i mange kredse aggressivt antikapitalistisk. Socialdemokratiet lagde i samarbejde med fagbevægelsen gennem forslaget om økono-misk demokrati op til en indirekte lønmodtagerovertagelse af dele er de store danske virksomheder via centrale fonde.
Alt det er nu fortid i Socialdemokratiet. Som følge af den dybe europæiske økonomi-ske krise er mange socialdemokratiske politikere blevet fuldstændig klar over, at erhvervslivets ve og vel er helt afgørende for sikringen af velstanden, velfærden og sammenhængskraften i Danmark. Antierhvervslivsholdningerne deles i hvert fald ikke længere af de toneangivende socialdemokrater i regeringen. De ved udmærket, at erhvervslivet er fødekilden til velstand og økonomisk bæredyg-tighed. Den seneste vækstpakke med sænkninger af selskabsskatten og diverse erhvervsafgifter er også foreslået, netop fordi dette er vejen til flere private jobs. De samlede offentlige udgifter må fremover kun realt vokse med maksimalt ca. 0,5 procent frem til år 2020, hvilket er betydelig mindre end under de borgerlige regeringer i 00’erne. Det er også under halvdelen af væksten i de of-fentlige udgifter, som den såkaldt neoliberale Margaret Thatcher præsterede i gennemsnit pr. år som britisk premierminister fra 1979 til 1990. Målet er, at det private erhvervsliv kommer til at stå for en stadig større del af den danske økonomi og den offentlige sektor for en stadig mindre.
Oluf Larsen ville igen kunne føle sig velkommen. Den socialdemokratiske respekt for erhvervslivet og den frie næring er tilbage. Også på dette område ser Thorning ud til at være på vej mod de socialdemokratiske holdninger på Staunings tid.
Fjerde påstand: Et Danmark med produktion er igen et socialdemokratisk mål
På socialdemokratiske valgplakater frem til 1960’erne var der tit rygende skorstene i baggrunden. De var symboler på en vital økonomi og job til familieforsørgeren. De forsvandt i årene, der kom – i stedet blev skorstenene symboler på gammeldags, forurenende produktionsvirksomhed. Der var tale om et paradigmeskift i modstrid med stauningianismen. I sin grundlovstale den 5. juni 1934 udtalte Stauning følgende: ”Uden produktion, ingen indtægter og uden Samfundsindtægter ingen Arbejde, ingen Løn, ingen Understøttelse.”
Fra 1960’erne voksede postmaterialismen i politisk styrke med sin læggen vægt på ikkematerielle værdier og selvrealisering. ’Antiproduktionsbølgen’ var stærkest fra 1990’erne og frem. Nu var der nærmest slet ingen grund til, at Danmark skulle have industriel produktion. I stedet skulle landet leve af kreative idéer og viden. ”Vi kan jo alligevel ikke konkurrere med de østeuro-pæiske og kinesiske lønninger,” som det hed. Richard Floridas bog fra 2002 med titlen ’The Rise of the Creative Class’ blev meget citeret og brugt politisk som argumentation for, at industriprodukti-onens dage i Danmark var ovre. Det blå kansastøj var helt ude ligesom Cecil og bodegakultur, og hvide kitler og smart kontordress var inde sammen med røgfri zoner og caffelatte.
Samtidig forsvandt den ene industrivirksomhed efter den anden. Det danske lønniveau er kommet så højt op, samtidig med at danskernes produktivitet er så lav sammenlignet med udlandet, at det simpelthen er blevet for dyrt for de pågældende virksomheder at producere varer i Dan-mark.
De ekstraordinært høje lønstigninger i 00’erne kostede i titusindvis af jobs, herunder især mange industrijobs. Med de tabte industrijobs forsvinder imidlertid også mange andre jobfunk-tioner inden for produktudvikling, markedsføring, transport, regnskab, rengøring osv. Industrivirksomhederne er afgørende jobskabere i forhold til andre erhverv. Det er netop de mange arbejdsplad-ser, der knytter sig til industrien, som gør den vigtig også i et ’servicesamfund’. Dette forhold blev for en del år siden analyseret af to amerikanske forskere, John Zysman og Stephen Cohen, i bogen ’Manufacturing Matters: The Myth of the Post-Industrial Economy’. Pointen i bogen er, at man ikke udelukkende kan leve af vidensjob. Ethvert lands økonomi bliver nødt til at have en produktiv kerne, som man kan hænge diverse vidensjob op på. Hvis et land ikke har tilstrækkeligt med pro-duktionsvirksomheder, forsvinder også vidensjobbene. Herudover mister samfundet sammen-hængskraft, fordi der er personer, som har vanskeligt ved at klare egentlige vidensjob. De margina-liseres i det rene videnssamfund, hvor produktionen er forsvundet.
Alt dette er nu blevet en del af den socialdemokratiske mainstreamtænkning. Der er ikke længere helt den samme foragt for skorstene og røgen (i hvert fald ikke hvis skorstenene har filtre, som kan fjerne svovl og opsuge kuldioxid), og man fokuserer ikke kun på den rene forskning og kreativitet, når man taler vækst. Man har med forslagene til lettelser af selskabsafgifterne (men ikke for de ikke-produktionsbaserede finansielle virksomheder) og lettelser af andre afgifter til gavn for industri- og fødevareproduktionen det seneste år understreget, at man ønsker en klassisk industri såsom metalindustri, kemisk industri, maskinindustri og medicinalindustri tilbage. Ja selv slagteri-virksomheder og cementfabrikker er igen inde i varmen som bidragydere til dansk velstand og job-sikring.
Thorning har accepteret stauningianismens påpegning af, at uden produktion er der ingen indtægter og arbejde. Produktionen skal imidlertid meget gerne være grøn, forstået på den måde at den skal overholde forholdsvis skrappe miljøkrav. Men at der i det hele taget skal være produktion, er der ingen, som længere sætter spørgsmålstegn ved i Socialdemokratiet.
Femte påstand: Patriotisme er atter en socialdemokratisk værdi
Dansk patriotisme som en grundlæggende del af det socialdemokratiske projekt har fra 1960’erne og frem været glemt og dermed overladt til andre partier at samle op. Som historikeren Ove Kors-gaard har påpeget, blev betegnelsen ’folk’ af Socialdemokratiet efter Anden Verdenskrig ganske langsomt erstattet med den tekniske betegnelse ’befolkning’. ”Danmark for folket” synges stadig af socialdemokrater, men indholdet af sangen har de seneste årtier været overladt til Dansk Folkeparti. I modsætning til USA, hvor en upatriotisk politik er fuldstændig utænkelig, var det modsatte efterhånden gældende inden for Danmarks grænser frem til nu. Det var i hvert fald tilfældet på det retoriske niveau.
Globaliseringen ser imidlertid ud til langsomt at være ved at ændre herpå, således at dansk patriotisme igen er på vej til at blive en del af den socialdemokratiske mainstreamtænkning. Det skyldes, at især de ikkeprivilegerede risikerer marginalisering uden en skærmende nationalstat bakket op af patriotiske holdninger. Samtidig er den primære politiske referenceramme for social-demokratismen helt bevidst igen blevet nationalstaten uden nationalisme eller ’venden ryggen til verden’, for der ligger ingen aggression og intet fremmedhad bag.
Patriotismen er for Socialdemokratiet med andre ord ikke længere noget reaktionært. En sådan ideologisk ændring kan også på dette område bringe partiet i tættere kontakt med dets rødder. Stauning selv så sig som patriot: ”Det Fædreland, vi har, er Folkets, og den danske Arbejder er Patriot” (Arbejdernes Almanak fra 1939). I det hele taget var 1930’ernes socialdemokratiske Danmark for folket-projekt under Stauning et langt opgør med politisk ekstremisme (’pesten’ over Europa) med henblik på at etablere en dansk demokratisk zone, selvom omverdenen var ved poli-tisk at gå op i limningen. En moderne socialdemokratisk patriotisme trækker således på rødderne i historien, men det er med henblik på, at Danmark og danskerne klarer skærene i fremtiden.
Man behøver heller ikke at være født i Danmark for at være dansker og dansk patriot. ”Fædrenelandet betyder Menneskene, med hvilke vi som Borgere ere forenede, og ikke dennem blandt hvilke vi først saae Dagens Lys,” skrev Tyge Rothe i 1759 i ’Tanker om Kiærlighed til Fæd-ernelandet’. Dette er også udgangspunktet for en moderne socialdemokratisk patriotisme.
Indholdet af en moderne socialdemokratisk patriotisme består grundlæggende i, at man gøres opmærksom på, at man har pligter og ikke kun rettigheder i det land, som man nu engang bebor. Pligterne følger af de rettigheder, som man har fået tildelt.
Den private sektor er en nøglesektor for den moderne socialdemokratiske patriotisme. Det skyldes, at det grundlæggende er her, værdierne skabes i det danske samfund, som efterfølgende forbruges andetsteds. Prioriteringen af den private sektor betyder, at tæring konsekvent sættes efter næring. Den flittige og selvhjulpne borger er den essentielle patriot.
Thorning-Schmidt har som statsminister lagt en ny patriotisk linje. Især hendes første nytårstale som statsminister var moderne patriotisk. Den var et opråb til danskerne om sammenhold, så alle danskere kan slippe så skånsomt som muligt gennem krisen:”Generation efter generation har vi skabt fremskridt for almindelige mennesker. Og vi har insisteret på, at alle skulle med. På den måde er Danmark blevet et fantastisk land.” ”Et land, vi kan være stolte af”. Man kunne på en vis måde drage en parallel (uden at den skal overdrives) til John F. Kennedy, da han i sin tiltrædelsesta-le i 1961 kom med opfordringen ”Ask not what your country can do for you – but what you can do for your country”. Den tale var heller ikke konkret, men netop ment som en opfordring til amerikanerne om at stå sammen og være klar til at yde noget til fædrelandet.
Dét var første patriotiske skridt på vejen fra Thorning til Stauning. Et andet mere kon-kret skridt bestod i kampen for den danske EU-rabat på 1 milliard kroner om året. Også i denne konflikt blev det patriotiske skyts hentet frem, og argumentationen tog udgangspunkt i de danske interesser. Netop begrebet ’danske interesser’ er igen kommet tydeligt ind i den danske udenrigspo-litiske stillingtagen, og dagene med renlivet aktivistisk idealisme er ovre. Thorning kæmpede for danske interesser i EU, akkurat som Stauning kæmpede for danske interesser i Østgrønland, hvilket var et område, Norge arbejdede hårdt på at få indlemmet i 1930’erne, men hvor den daværende dan-ske statsminister gav råt igen.
Thornings patriotisme er en ny patriotisme i moderne gevandter, men den bygger på Staunings holdning til spørgsmålet.
Thorning som nystauningianer
Fra landsbyen Thorning mellem Silkeborg og Viborg til Stauning ved Ringkøbing Fjord er der knap 100 km, men Thorning er allerede godt på vej derhen.
Min påstand i dette essay har været, at Thornings regeringsprojekt kan ses i lyset af en ideologisk og praktisk omkalfatring, som ændrer den måde, det socialdemokratiske projekt har været udfoldet på siden begyndelsen af 1960’erne. Katalysatoren for denne ændring af Socialdemokratiets ideologi og politik er den største økonomiske krise siden 1930’erne, som efter alt at dømme har ramt Danmark hårdere end andre nordeuropæiske lande. Således er den i hvert fald blevet italesat. Krisen har skabt grobunden for et ideologisk og praktisk politisk ryk på i hvert fald fem områder, der er indbyrdes forbundne:
- Man har i Socialdemokratiet gjort op med idéen om stadig stigende skatter og er i stedet gået i retning af at sætte et lavere skattetryk op som et socialdemokratisk mål.
- Man har igen gjort en ’flittiggørelse’ af danskerne på makro- og mikroplan til en del af den socialdemokratiske italesættelse af de løbende politiske initiativer.
- Man har i Socialdemokratiet genvundet sansen for fri næring, privat erhvervsliv og nødvendigheden af privat jobskabelse.
- Man har i Socialdemokratiet igen fået respekt for nødvendigheden af at have en or-dentlig industriel og produktionsmæssig basis i Danmark.
- Man har genfundet en moderne dansk patriotisme, som ellers i mange år har været ude i kulden, men nu er tilbage som en socialdemokratisk værdi.
En sådan omkalfatring, som Socialdemokratiet har været igennem siden overtagelsen af regeringsmagten, er ikke omkostningsfri, selv ikke når der er tale om, at man genfinder rødderne. Det skyldes, at der simpelthen er nogle vælgere, som skal skiftes ud med andre, og hvor målet er at få fat i de privatansatte lønmodtagere.
Processen har foreløbig medført, at vælgere er blevet tabt, uden at nye endnu er kommet til. Det har også betydet interne spændinger og et anstrengt forhold til dele af SF og Enhedslisten, som ønsker en bevægelse i modsat retning.
Vurderingen i den socialdemokratiske ledelse ser imidlertid ud til at være, at det så er den pris, man må betale på kort sigt, hvis man på lidt længere sigt vil genfinde de stauningianske rødder og rollen som det bredt favnende folkeparti i centrum og med potentiel stor vælgertilslutning.
Peter Nedergaard (født 1957) er professor i statskundskab på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Tidligere var han tilknyttet CBS. Nedergaard forsker i europæisk politik. I 2007 var han visiting scholar på Stanford University, og i 2014 skal han være gæsteforsker på Institut für Europäische Politik i Berlin.
Ovenstående er taget direkte fra netudgaven af RÆSON. Læseren bedes sende en venlig tanke til bladet, da indlægget faktisk er på et betalingssite. Jeg håber RÆSON bærer over med mig, da jeg selv er betalende abonnent, og i øvrigt varmt kan anbefale bladet.
